tc^^^ 'ff^S fU, ^d^- ^ NYT MAGAZIN FOR NATURVIDEN8KABERNE. Grundlagt af den Physiographiske Forening i Christiania. Udgivet ved Th. Kjerulf. D. C. Danielssen. H Mohn. Th Hiortdahl 26de Binds Iste Hefte. 2den Rækkes 6te Biuds Iste Hefte. Med 4 Plancher og 20 Træsnit i Texten. CHRISTIANIA. p. T. MAILINGS BOGHANDEL Trykt i det Malliugske Bogtrykkeri. 18 8 0. Zweiter Beitrag zur Ornitlioiogie iVladagascar's. Von Leonhard Stejneger. Seit meinem ersten Beitrage habe ich wiederum eine kleine Anzahl Vögel ans Madagascar untersuchen können. In dem neu errichteten Museum zu Stavanger befinden sich einige, die von derselben Quelle wie die in dieser Zeitschrift XXIV pp. 289 — 295 besprochenen, herrühren. Eine kleine Sammlung, von Steuermann Hansen mitgebracht, steht im hiesigen, zoologischen Museum (Bergen). Sie enthält eine neue Art, die ich vorläufig im »Ornith. Centralblatt« Decem- ber V. J. publicirte. • 1. Falco minor Bp. Hartl. Vög. Madg. pag. 10. Ç »C. 0. Madagascar« (Stavanger S.) Flügel: Schwanz: 320 mm. 165 mm, 2. Polyhoroides radiatus (Scop.) Hartl. t. c. pag. 42. Ein junger Vogel im braunen Kleide steht in der Sta- vanger Sammlung und zeigt folgende Zeichnung: Stirn, Schei- tel, Ohrgegend, Kinn und Kehle weiss hin und wieder mit neuen aschgrauen Federn gemischt, die Kehle auaserde m m Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. I. 1 2 Leonhard Stejneger. einzelnen langen, schwarzbraunen Schaftflecken ; Hinterkopf- uncl Hinterhalsfedern diinkelbrann hellrostgran gerandet, gleich- falls mit neuen aschgrauen Federn gemischt; Oberrücken graubraun mit rostfarbigen Federrändern, Unterrücken be- deutend heller, Bürzel wiederum etwas dunkler; der obere Theil der Gurgel wie der Hinterhals, der untere sowie die Brust braun mit rostfarbigen schmalen Federsäuraen, dunkler als der Rücken; auf dem Unterleibe werden die rostfarbigen Ränder breiter und heller; Crissum weiss mit breiten, gut markirten braunen Querbinden ; Tibialfedern schwach gel- blich weiss. Obere Flügeldecken von der Farbe des Rückens, die Säume jedoch breiter und mehr in die Grundfarbe der Federn übergehend; die Deckfedern längs dem oberen und vorderen Rande des Flügeis weiss; die grossen Deckfedern der Hand' und der Armschwingen mit weissen Spitzen. Hand- schwingen braunschwarz, der Wurzeltheil dunkelbraun, hell- braun und weiss marmorirt; die Marmorirung breitet sich nach innen derart mehr und mehr gegen die Spitze aus, dass die inneren Handschwingen fast in ihrer ganzen Ausdehnung- gesprenkelt, während die Aussenfahnen der ersten beinahe ganz einfarbig braunschwarz sind; auf den Armschwingen tritt die Marmorirung mehr als regelmässige breite braune und graue Querbinden, die sich über beide Fahnen erstre- cken, auf; die Spitzen rostgelblichweiss gerandet. Seitenfedern des Schwanzes mit breiten schwarzbraunen und bräunlich- grauen Querbinden, diese letzte Farbe besonders auf den In- nenfahnen mit weissen Marmorirungen gesprenkelt; gegen die Spitze wird die helle ßuerbinde schmäler und jede Fe- der endet mit einem noch schmäleren dunklen Rande ; die beiden mittleren Steuerfedern rein schwarz mit weissen Ba- saltheil, welcher von den Deckfedern verdeckt wird; auf dem sichtbaren Theile des Wurzeldrittels ist die schwarze Farbe mit reinem Weiss gesprenkelt; etwas unterhalb der Mitte dehnt sich eine er. 27 mm. breite weisse mit schwachen schwarzen Pünctchen gesprenkelte Querbiude aus ; die Spitze endet mit einem ca. 10 mm. breiten weissen Rande; an den Stelleu wo die weisse' Farbe den Schaft schneidet, ist dieser auch weiss. Zweiter Beitrag zur Örnitliologie Madagascar's. 3 Flügel . . 410 mm. Schwanz . 300 « Tarsus . . 94 « »Fiaqué. — C. O. Madagascar.« Stavanger S. Im Museum zu Bergen stehen zwei erwachsene Vögel, die jedoch Spuren vom Jugendkleide zeigen. Dieselben messen: Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: $ 29 mm. 400 mm. 280 mm. 96 mm. sex.? 33 « 410 « 292 « 88 « Das Weibchen ist ganz ausgefärbt; doch sind noch zwei weissen mit hellbraunen Binden versehenen Armschwingen- decken auf dem linken Flügel vom Jugedkleide stehen ge- blieben. Die weisse Binde der äussersten Steuerfedern ca. 30 mm. breit. Das zweite Exemplar hat noch mehr vom Jugendkleide übrig, indem auf dem Nacken sowie auf der Brust viele braune Federn stehen. Von den unteren Kieferästen geht jederseits nach hinten ein ganz lichter fast weisser Streifen. Die breite Schwanzbinde ist auf den mittleren Federn bräunlich grau mit weisser Marmorirung, auf den äusseren dagegen weiss dunkel bräunlich-grau gesprenkelt; die Breite der Binde auf dem aüssersten Paare er. 40 mm. 3. Eurystomus madagascariensis (G-m.) Hartl. t. c. pag. 67. ö^ »Tsiraroko«*) Stavanger S. Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: 23 mm. 192 mm. 115 mm. 16 mm. Ein jüngeres Exemplar im Museum zu Bergen hat fol- gende Dimensionen: Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: 23 mm. 188 mm. 114 mm. 18 mm. *) N. Mag. f. Naturv. XXIV p. 289: >Toisaroko< Druckfehler für »Tsi- raroko*. . 1» 4 Leonharcl Stejneger. Alle Farben sind trüber und unreiner als bei den Aus- gefärbten. Die lillavioletten Federn des Bauches mit grün- lichen Kanten. Brust bronzebraun, einige Federn mit lilla- violetten Spitzenrändern. 4. Corythornis cristata (L.) . Hartl. t. c. pag. 78. Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: $ 30 mm. 59 mm. 32 mm. 8.5 mm. (Stvgr. S.) 35 « 58 « 26 '< 8 « (Berg. S.) Ausser den in meinem ersten »Beitrage« erwähnten zwei Exemplaren und dem hier oben gemessenen steht ein zur sel- ben G-ruppe gehöriger Vogel, vom Stockholmer Museum als Älceäo cyanostigma Rüpp. Cap. ^Vi 1854 signirt, vor mir. Die zwei erstgenannten sind in jeder Beziehung gleich. Das dritte Exemplar von Madagascar weicht von diesen darin ab, dass während bei denselben die oberen Flügeldecken breit einfarbig blau gerandet erscheinen, sind diese Federn bei dem erwähnten Exemplare tief schwarz gerandet, mit einer schmalen aber intensiv gefärbten, am Schaft helleren, kobalt- blauen Binde. An dem Vogel von Cap sind diese Federn ebenso ge- färbt; die blaue Binde ist jedoch etwas breiter und nicht so rein blau sondern mehr ins grünliche spielend. Ausser dem sind die blaugrünlichen Binden der Haube schmäler und et- was lebhafter gefärbt als an den Madagascarvögeln. Die Unterseite, besonders die Brust, mit ßussfarbe überflogen; die weisse Kehle jederseits von einem aus schwarzen Flecken bestehenden Bartstreifen begrenzt. Die Unterflügeldecken röthlich braun wie am Turdus iliacus, während diese Federn an den Madagascarvögeln lebhaft okergelblich, ungefähr wie die des Turdus musicus gefärbt sind. Schwingen an der In- nenfahne hell gerandet. Die Maasse des Capschen Vogels sind: Schnabel : 30 niiQ. Flügel: 59 « Schwanz : 26 « Weil dieses Exemplar den Bürzel und Rücken fast noch reiner kobaltblau als die alten Vögel aus Madagascar zeigt. Zweiter Beitrag zur Ornithologie Madagascar s. und weil das eine der letzgenannten auch hellblau geschuppte Flügeldecken aufzuweisen hat, bin ich geneigt anzuneh- men, dass der Vogel aus Cap nichts weiter als ein junger C. cristatus ist. Die dunklere Farbe der inneren Flügel- decken hat andererseits Bedenken gegen diese Annahme erregt. 5. Merop, s superciïiosus L. Hartl . t. c. pag. , 81. Schnabel : Flügel : Mittl. Schwf. : Seitl. Schwf. : 39 mm. 137 mm. 128 mm. 94 mm. (Stvgr. S.) 46 « 135 « 142 « 97 « (Bei:g.S,), 46 « 143 « 154 « 92 « (Berg. S.) 46 « 138 « 139 « 84 « (Berg. S.) Alle mit olivenbräunlicher, einfarbiger Kopfplatte. 6. Upupa marginata Pet. Hartl. t. c. pag. 84. Schnabel : Flügel : Schwanz : 54 mm. 134 mm. 107 mm. Die Flügel zeigen 5 gelblichweisse Querbinden oder gar 6, wenn man die ebenso gefärbten Spitzen- der Annschwingen mit- zählt; die 2 vorderen Binden werden von den Deckfedern, die 3 hinteren von den Armschwingen gebildet. Der Holzschnitt zeigt die Gestalt und Lage der weissen Flecken auf der sechsten Schwanzfeder. Lauf: 20 mm. (Berg. S.) 7. Nectarinia angladiana Sh. Hartl. t. c. pag. 89, Schnabel : Flügel : Schwanz : Alt. ç^ 30 mm. 69 mm. 43 mm. Sichtbare Unterseite d. äussersten Stexierfeder V. Upupa marginata Vi nat. Gr. Lauf: 18 mm. (Berg. S.) Leonliard Stej neger. Copsychus pica Natt. ïïartl. t. c. pag. 131 Schnabel : Flügel : Schwanz : Lauf: 15 mm. 75 mm. 79 mm. 26 mm. (Berg. S.) 9. Tylas strophiatus Stejneger. Tylas strophiatus Stejneger, Orn. Centralbl. IV 1879 p. 182. D. Supra einerens, pileo nigro, nitore nonnuUo chalyhaeo, fronte vix distincta; loris et regione periophthalmica nigris ; mento alho^ macula parva nigra; parauchenio guttureque aïbis; fascia pectorali satis circumscripta dilute cinerea; gastraeo reliquo al- bido ochraceo-tincto. Die dritte Handschwinge gleich der siebenten; die fünfte und die sechste sind die längsten, die vierte kaum kürzer; die siebente 5 mm. kürzer als die sechste. Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: 21mm. 115 mm. 86 mm. 22 mm. (Berg. S.) Oberseite grau mit sehr schwach olivengrünlichem An- fluge. Scheitel schwarz mit ziemlich mattem Stahlglanz; Stirn so dunkel gefärbt, dass es zweifelhaft erscheint, ob dieselbe von dem Schwarz des Scheitels und Nackens ver- schieden ist; von den Nasenlöchern, die Zügel einnehmend, sowie über und um den Augen herum zieht sich eine scharf begrenzte, sammtschwarze Binde; unterhalb dieser streckt sich vom Unterkiefer nach hinten ein aschgrauer Flecken. An der vorderen Spitze des Kinnwinkels ein schwarzer Flecken; Kinn sonst, Vorderhals und Halsseiten absolut rein weiss, letztere nach hinten rein grau begrenzt. Vorderbrust mit einer deutlichen, er. 15 mm. breiten, zart grauen, schwach okergelblich überflogenen Binde. Die übrige Unterseite ganz hell okergelb, am lebhaftesten an den Bauchseiten und un- teren Schwanzdecken. Von der dritten an sind die Aussen- ränder der Handschwingen grau, welche Farbe jedoch nicht so weit nach vorn geht, dass sie die grossen Deckfedern er- reicht, wodurch ein grosser, schwarzer Flecken auf dem zusam- mengelegten Flügel entsteht; die Armschwingen sind deut- lich aber ganz schmal hell umrandet. Die unteren Hand- flügeldecken schwarz, grau gerandet, die Armflügeldecken Zweiter Beitrag zur Ornithologie Madagascar's. 7 weiss. Scliiiabel und Fusse schwarz, ersterer am Basis bräun- lich hornfarben. (Berg. S.) Diese neue Art ist am nächsten mit T. madagascariensis Grrand. {alhifjularis ^oXûeg.) verwandt, scheint sich aber durch einigen Characteren auch dem T. eduaräi zu nähern. Was die hauptsächlichen unterschiede betreffen, verweise ich auf die Vergleich ung in Oru. Centralbl. 1. c. Mr. Alfr. Grandidier in Paris, welcher bekanntlich T. eduardi und aUnguIaris nur als Racen derselben Art betrachtet, theilt mir die Vermu- thung mit, dass die von mir beschriebene die nordwestliche Race ausmache, wie T. eduardi die östliche und alhigularis die westliche sei. 10. Tylas madagascariensis Grrandid. Ti/las madagascariensis Graudid. Rev. de Zool. 1867 p. 359 (fide Gran- did, in litt.) — Tylas alhigularis Schleg., Hartl. Vög. Madag. pag-. 143. Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: 21mm. nimm. 81mm. 24 mm. (Berg. S.) Das vor mir stehende Exemplar stimmt mit dem von Hartlaub beschriebenen gut überein ; doch scheint die Unter- seite etwas reiner weiss zu sein. Stirn und Zügel sehr deut- lich und scharf begrenzt grau, nur wenig dunkler als der Rücken. Die grauen Handschwingenränder erstrecken sich soweit nach vorn, wie die Aussenfahnen überhaupt sichtbar sind. Die Armschwingen entbehren ganz und gar eine helle Umrandung. Die dritte Handschwinge gleich der fünften, die sechste kaum kürzer; die vierte ist die längste. 11. Artamia annae Stej neger. Artamia annae Stejneger. Nyt Mag. f. Naturv. XXIV 1879 p. 291. Artamia leucocephala annce Grandidier (in litt.). Seitdem ich diese Art nach dem einen Exemplare be- schrieb, hat das hiesige Museum zwei andere Exemplare er- halten, ein Männchen und ein Weibchen. Dass Männchen stimmt vollkommen mit dem 1. c. beschrie- benen. Von dem Weibchen gebe ich folgende Beschreibung: 9 Rücken, Flügel und Schwanz schwarzblau mit mat- 8 Leonhard Stej neger. terem und etwas mehr ins G-rünliche ziehendem Metallglanze als das Männchen. Kopf, Hals, Vorderbrust, Körperseiten und Schenkel aschgrau mit schwach gelblichem Anfluge auf den Obrendeckfedern ; der Halsrücken undeutlich schwarz gewellt. Hinterbrust und Abdomen schmutzig weiss mit gelb- lichem Anfluge und deutlicher dunkler Querwellung; Cris- sum sowie untere Schwanzdecken schwach gelblich-weiss ohne Wellenzeichnung. Die Bürzelbinde matt aschgrau. Schnabel und Fusse wie beim ö"- Die zweite Handschwinge kürzer als die neunte; die dritte unbedeutend kürzer als die siebente; die vierte unbe- deutend länger als die sechste und wenig kürzer als die fünfte, welche die längste ist. Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: 2 24 mm. 111mm. 66 mm. 24 mm. (Berg. S.) cf" 22 « 118 « 70 « 24 « (Berg. S.) Mr. G-randidier, welcher die trinominale Nomenclatur hul- digt, schreibt mir, dass er den östlichen Vogel als Artamia leucocephala typica, meinen westlichen dagegen mit dem oben citirten Namen bezeichnen werde. 12. Cyanolanius madagascarinus (L.) Cyanolestes hicolor Hartl. 1. c. pag. 157. — Cyanolanius madagascari- nus ? Stejneger N. Mag. f. Naturv. XXIV 1879 p. 292. — Cya- nolanius tibialis id. ibid. Briefliche Mittheilungen des Herrn. Dr. Hartlaub haben meine Zweifel gehoben, indem seine Exemplare mit den mei- nigen übereinstimmen. Zwar haben diese einen verhältniss- mässig längeren Schwanz und zwar schreibt Herr Hartlaub, dass die Armilla der seinigen Vögel »wirklich schön und leb- haft blau« und nicht »schwarz mit bläulichem Anfluge« ist, dies genügt jedoch kaum zu specieller Abtrennung. Jedenfalls verdient aber diese verschiedene Färbung der ArmillaBeachtung. Ich habe meine Exemplare revidirt und an diesen die Armilla ent- schieden matt schwarz mit schmalen blauen Federrändern ge- funden. Die Farbe dieses Körpertheils ist nicht immer so genau wiedergegeben, wie man hätte wünschen können; so ist z. B. auf Fig. 1 der sehr schönen Planche 24 in Schleg. et Pollen R. s. 1. Faune d. Madagascar, die ganze Schiene weiss gelassen. Zweiter Beitrag zur Ornithologie Madagascar's. 13. Laut sia ruf a (Gm.) Hartl. t. c. pag. 194. ö^ 18 Januar 1878. Schnabel : Flügel : Schwanz : Lauf: 19 mm. 105 mm. 78 mm. 23 mm. (Berg.S.) Der Schwanz des vorliegenden Exemplares ist stufig, weil die seitlichen Steuerfedern nicht ausgewachsen sind. In der Farbe stimmt es genau mit dem von Dr. Hartlaub be- schriebenen alten Männchen. ti Fsittacula cana (Gm.) Hartl. t. c. pag. 234. Schnabel : Flügel : Schwanz : Lauf: 14 mm. 95 mm. 51 mm. 12 mm. (Berg. S.) 15. Coua pyropyga Grandid. Hartl. t. c. pag. 245. Das hiesige Museum besitzt zwei schöne Exemplare die- ser seltenen Art. Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: 19 mm. 149 mm. 195 mm. 40 mm. 20 « 153 « 202 « 41 « Beide Exemplare fast in allen Beziehungen völlig gleich. Kopf und Hals zart rein grau ohne Beimischung von einem grünlichen Ton und ohne besonderem Glanz; Kehle etwas heller; die die nackten Kopfseiten umgebenden Federn bilden einen schwarzen Rahmen, der nach oben und hinten am deut- lichsten hervortritt. Der Mantel grau mit zartem, seidenem, grünlichem Bronzeschiller, der besonders schön in die Augen springt, wenn man den Vogel von hinten ansieht. Gurgel und Vorderbrust weinröthlich nach hinten ins Braungelbliche übergehend. Abdomen, Schenkel und Crissum weiss, die Bauchmitte nach vorn etwas gelblich überflogen : untere Schwanzdecken nussbraun, an dem einen Exemplare lebhaf- ter, an dem anderen etwas bleicher. Schwungfedern schön berlinerblau mit Purpurreflexen und grünlich überlaufenen Kanten, die nach innen immer breiter werden mit Ausnahme der letzten Armschwingen, die ganz die Farbe des Rückens 10 Leonhard Stejneger, zeigen ; untere Flügeldecken sc^imutziq weiss mit sehr schwach gelhlichem Anfluge. Schwanzfedern berlinerblan wie die Hand- schwingen mit ungefähr 55 mm. breiten weissen Endflecken; die zwei mittleren einfarbig, etwas unreiner purpurblau. Schnabel und Fusse schwarz. Hartlaub beschreibt die inneren Flügeldecken der Coua cristato, (L.) als schwärzlich: Die iveisslicheYd,vhe, der unteren Flügeldecken an den von mir beschriebenen Exemplaren der pyropyga scheint also ein beachtenswerthes unterscheidendes Merkmal zu sein. In Mr. Sharpe's Synopsis der zur Unterfamilie der Phoe- nicophaïnœ gehörigen G-enera (Proc. Zool. Soc. Lond. 1873 p. 601) scheinen die Charactere a'" und &'" — für Carpococcyx und Sericosomus [Cona) — durch einen Druck- oder Schreibe- fehler umgetauscht zu sein, indem bei Coua die Vorderkante der Nasenlöcher weit näher der Schnabelspitze als dem Auge stehen, und nicht umgekehrt. 16. Turnix nigricollis (Gm.) Hartl. t. c. pag. 284. Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: 11mm. 90 mm. 35 mm. 22 mm. (Berg. S.) Das schwarze Kropfschild rostbraun überlaufen. 17. Scopus umhretta Grm. Hartl. t. c. pag. 311. Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: $ 81 mm. 310 mm. 148 mm. 79 mm. (Stavgr. S.) 90 « 320 « 163 « 74 « (Berg. S.) 18. Platalea tenuirostris Temm. Hartl. t. c. pag. 314. ö" »C. 0. Madagascar. Yeux brus.« Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: 172 mm. 365 mm. 125 mm. 127 mm. (Stvgr. S.) Zweiter Betrag zur Ornitliologie Madagascar's. U 19. Threshiornis hernieri (Bp.) Hartl. t. c. pag. 317. Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: Alt. 174mm. 380 mm. 153 mm. 95 mm. (Berg S.) Die langen schwarzen Armschwingenspitzen ragen über die Handschwingen circa 30 mm. hinaus. Das für den Schna- bel angegebene Maas 174 mm. giebt die Länge der geraden Linie von der Stirn zur Spitze an. 20. Puffinus chlor orhyu chus Less. Hartl. t. c. pag. 369. Schnabel: Flügel: Schwanz: Lauf: 37 mm. 281mm. 118 mm. 42 mm. (Stvgr. S.) 21. Phaeton candidus Grray. . Hartl. t. c. pag. 394. Ein jüngeres Exemplar mit geflecktem Kopfe und ge- welltem Rücken steht im Museum zu Bergen. Die mittleren Schwanzfedern ragen über die seitlichen nur 15 mm. hinaus. Schnabel : Flügel : Mittl. Schwf. : Lauf: Çjun. 42 mm. 220 mm. 10(5 mm. 21 mm. (Berg. S.) Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879 (med træsnit) samt lm Kvitvola-etagens forhold til Trysilfjeldets kvartsit og sandstone (med profiler I — XI) af L. Meinich. I. Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. Juni 26de afreiste jeg fra Kongsberg og ankom « 29de til Sønstehagen i Trysil. « 30te. Ordnede mig med hest, veiviser m. m. Juli Iste. Til Eidet om Fladsæter, Smeidalssæter, Vaalsæter og Kjølsæter. Omkring de to sidstnævnte sætre ligger mange løse blokke af kalksandsten. Eidet ligger 450 f. over Trysil kirke, eller — naar denne antages at ligge 1080 f 0. kavet — 1530 f. o. havet; Eidet ligger 50 f. o. Engersøen, hvorefter denne skulde ligge 1480 f. o. h. Vaalsæter 2080 og Kjølsæter 2340 f. o. h. « 2den. Regn. « 3die. Gik opover mod Skagsvola. De løse blokke bestod af en lys tildels rødlig kvartsit med kaolinpunkter; ved Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. 13 omtr. 1000 f. o. Eidet maatte jeg vende om paa grund af tiltagende regn og tykke. Juli 4de. Regn hele dagen. « 5te. Over Skagsvola til Brunndalssæter. I en fjeldknat et par kilometer øst for sæterveien og omtrent ligesaa langt syd for det liøieste af Skagsvola staar lys rødlig kvartsitisk sandsten, strøg lidt variabelt omtr. 20° n. n. 0., fald 60—70° 0. s. ø. 1075 f. o. Eidet. Paa Skagsvo- las sydside 1400 f. o. E. strøg*) 40° nø., fald 40° nv. i rødlig kvartsit med kaolinpunkter. Tæt ved dette sted laa blandt skarpkantede kvartsiter fra stedet en blok omtrent 1 [P' stor af Kvitvolas kalksandsten. Trods søgen fandtes kun denne ene blok. Lidt høiere op, 1450 f. 0. Eidet, strøg 40° nø., fald 15—20° nv. Toppen af Skagsvola 1500 f. o. Eidet eller 3030 f. o. havet. Lag- stilling her omtrent horizontal, alt i samme rødlige kvartsit. — Brunndalssæter 860 f. o. Eidet (2390 f. o. h,); her mange og tildels store blokke af kalksandsten. I lien ovenfor Eidet (omkr. 900 f. o. E.") laa ogsaa en del saadanne. « 6te. Regn. « 7de. Do. Gik opover langs Klara nv. for Eidet. Et stykke vest for Eidet, tæt ved Elven, staar graa sparag- mitisk kvartsit med utydeligt strøg og fald; vildledende skifrighed. Var ikke sikker paa strøg og fald, førend jeg efter længere tids søgen fandt en omtr. 6 tommer tyk og nogle favne lang kile af en mørk, uren sandsten. Strøg her 40° nø., fald 15° nv. Da jeg først havde fun- det dette sikre strøg og fald, kunde jeg se det samme paa mange steder; faldet var noget variabelt fra 10 — 20° nv. < 8de. Regn. Gjorde istand og inddelte min line til maa- ling af Engersøens dybde. < 9de. Roede op over Engersøen, omtrent halvveis, derfra op til Brunndalssæter. 465 f. 0. søen staar grov, sparagmitisk kvartsit med strøg 40° nø., fald 15° nv. Derfra overdækket helt til *) Alle strøgobservationer er befried» for misyisning;. 14 L. Moinich. sæteren. Grik nordover henimod Tverfjeldsæter og op paa Tverfjeld. Omtrent V^ fjerding syd for Tverfjeld- sæter, 1225 f. o. seen (2705 f. o. h.) staar kalksandsten i svævende lag. Kalksandstenen*) fortsætter opover i smaa fremstikkende bænke med overdækkede stykker indimellem. Øverste bænk J 400 f. o. seen. Fra 1400 til 1G50 f. seen var overdækket terræn, og der saaes kun faa kalksandstenblokke ; disse var ellers kvartsit i mængde. Ved 1650 t. o. seen staar kvartsiten i fast fjeld med svævende lagstilling, og denne vedblev belt til toppen af Tverfjeld, der ligger omtrent 2220 f. o. søen eller omtr. 3700 f.' o. b. Nedveien toges lidt sydligere; ber stod kalksandstenens øverste observerede bænk ved 1425 f 0. seen; etsteds observeredes strøg 45° ne., fald ber 10 — 15° nv., ellers var faldet oftest svævende. Til- bage til Brunndalssæter og søen, derfra op til Heggeriset. Juli 10de. Til Hyllaraasen. Regn næsten bele dagen. Lidt syd for gaarden Hyllaraasen, 225 f. o. Engersøen, staar lys graa kvartsit med streg 60° øst, fald 15 — 20° syd. En 6 — 800 alen længer syd staar ved 200 f. o. seen bvid kvartsit med strøg 30° nt., fald 35° sø. (utydeligt) og ved omkring 180 f. o. søen ligger mange svære blokke af blaa kalksten**)'? med mellemliggende flere tommer tykke lerskif erlag. Omtrent ret op for dette sted, 300 f. o. seen, staar rød lerskifer med strøg 60° ø., fald 20 — 25° n. En 6" mægtig kvartsgång gjennemsætter den i ret visende — v. Høieste punkt af veien over Hyllaraasen er 550 f. o. søen. Mod øst bar man nu en trang vild dal, bvor Bastalbækken gaar mod syd og forener sig med E,ød- aaen. Veien gaar over Bastalbækken 350 f. o. søen. I den bratte styrtning østenfor bækken fra 450 til 600 f. o. søen saaes flere gange af graa granit sættende gjen- *) Analyse af kalksandsten fra Tverfjeld: Uopløst i fortyndet HCl . . . 66.06 pOt. Fe^Og + AI2O3 1.79 c MgCOa 0.33 € OaCOs, rest ...... . 31.82 < 100.00 pCt. *) Viser sig ved analyse at være magnesit. Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. 15 nem kvartsiten, der her var grønlig, talkLoldig, sparag- mitisk ; etsteds stod grøn lerskifer med strøg omtrent retvisende n — s., fald 30° ø. ; granitgangene kavde om- trent samme strøgretning, men syntes at falde steilere. Høiere op saaes den røde granit, som ogsaa gjennemsæt- tes af den graa granit i gange omtr. n — s. Flintskjæret, beliggende ved søen noget syd for Hyl- laraasgaardene bestaar af blaa kvartsit (lignende blaa- kvarts) ; strøg retv. n — s., fald (i5 — 70° øst (muligens vildledende skifrighed). Juli Ilte. Regn hele dagen. « 12te. Fra Eidet over Klingervola og Smeiedalen til Fladsæter. I nordskraaningen af Klingervola (kartets Kringsvola), 880 f. o. Eidet, staar graa kvartsit, strøg 95° 0., fald 20° nord. Toppen af Klingervola 2730 f. o havet. Dette fjeld bestaar vistnok udelukkende af den klingrende haarde kvartsit; det er forresten meget overdækket, men kalk- sandstenen pleier at røbe sig, selv paa lang afstand. — Over Smeiedalen til Fladsæter fandt jeg terrænet lige- ledes overalt bedækket. Et stykke østenfor Vaalsæter begyndte kalksandstenblokke at vise sig, blev meget hyppige i skraaningen ned mod Fladsæter. Omtrent 400 f. o. Fladsæter laa meget store kalksandstene, men jeg troede ikke at kunne antage nogen for fast fjeld. « 13de. Gik fra Fladsæter op langs Eltaaen, derefter langs Klara til Smeia, der fulgtes et stykke opover. Ved broen over Eltaaen ved Fladsæter staar ? dolomit'^) med vildledende skifrighed. Seet fra nordsiden har man hos- staaende lille profil i elvebredden paa den anden side af elven: tyde- ligst ser man _^ J — --''^r^jST'^'^^^^/z/^/C ~^'^ sletterne med ^'^ det stadige fald mod nø., dernæst ser man den foldede lagning (a a). Gaar man saa over elven og ser det samme fra vest, saa viser det *) Denne bergart viser sig ved analyse at være dolomit (se nedenfor). 16 L. Meinicli. sig, at det hele har strøg 20° n., og fald 45° SØ. Længer vestover rv — langs Eltaaen kommer dolomit-*) ^'^ ^..ÜV^^ ^'^ og kalksandsten af og til tilsyne i ^ de lave elvebredder ; lagstillingen er bølget, faldet variabelt, og jeg kunde ikke se nogen bestemt hovedretning. Meilern Eltaaen og Smeia er terrænet Ijangs Klara me- get overdækket. Lidt syd for Smeia saaes en sort skifer vexlende med lag af en mørk kvartssandsten og graa kalksten; etsteds saaes strøg nv. — sø., fald 40° nø., ellers syntes faldet ogsaa her at være vexlende. Baade den sorte skifer og kalkstenen indeholdt lidt svovlkis. Høiere op langs Smeia staar en mørk grov kvartssandsten med som det syntes i regelen østligt fald. Etsteds observeredes strøg 140° SØ., fald 15° nø. Terrænet omkring Smeia og Elt- aaen er i det store meget overdækket; det er i regelen kun mindre bergknauser, som stikker frem af denbedæk- kede overflade, og da lagstillingen synes at være foldet, bliver strøg- og faldobservationerne fra de spredte ste- der af mindre betydning med hensyn til den geologiske bygning af det hele parti. Det vil saaledes antagelig være vanskeligt ved direkte observationer at kunne be- stemme Klingervolas geologiske plads i forhold til de søndenfor liggende Varlien og Trysilfjeld. Juli 14de. Fra Fladsæter over Varlien. I østsiden af Var- liens top 1750 f. o. Fladsæter eller 3010 f. o. havet staar *) Analyse af dolomit fra Eltaaen : Uopløst . . . . 11.06 pCt. Fe,03^(+ Al,03) 0.89 « CaCOa . . . . 55.14 « MgCOg . . . . 33.65 * 100.74 pCt. eller beregnet paa 100.00. FeCOg omtr. . . 1.34 pCt. CaCOg . . . . 61.67 < MgCOs . . . . 87.39 « 100.00 pCt. Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. 17 et kvartskonglomerat med horizontal lagning. Variions top 3190 f. o. havet. Strax syd for toppen har konglo- meratet strøg 80° ost, fald 25 — 30° nord. Noget nede i søndre skraaning, omtrent 2900 f. o. h. staar rød og gul kvartsitisk sandsten i horizontale lag. — Grik fra Lort- sæter (2435 f. o. h.) ned til Hnndsubækken (2100 f. o. h.) og fulgte denne nedover til graniten. Ved 2100 f. o. h. graa kvartsit, strøg 120° sø., fald 60 — 70° sv. Derpaa kommer ved 1960 f. o. h. lerskifer med strøg omtr. n. — s, og vexlende steilt fald; ved 1885 f. 0. h. staar en grov, ,«^^~ graa sparagmit, i hvilken et- n ^^^^k> ^ steds sees en bøining med / T^^^^^^ ^^^ strøg omtr. ø. — v. med lerski- ^''^ * c)^ "'"*■'■ fer over i en bøining mod syd. Ved 1810 f. o. h. træder gra- niten frem, men jeg saa ingen smukt blottet grændse. Juli 15de. Fra Lortsæter over Fageraasen og Trysilfjeld. (Fageraasen 2590 f. o. havet; en bæk skjærer syd for sæteren 50 fod lavere). Syd for Fageraasen 3170 f. o. h. staar gul kvartsitisk sandsten strøg 80° ø., fald 60° n. Try silfj elds hovedtop ved varden ligger 3590 f. o. h. Paa toppen er strøget øst-vestligt, faldet steilt mod nord i en graa eller hvid kvartsit; hovedstrøg 70° øst, fald 40 — 60° nord. Ved 3140 f. 0. h. staar fremdeles den samme graa kvartsit med omtrent samme strøg og 40° fald mod nord. Ved omtr. 2630 f. o. h. begynder den bratte opstigning af selve fj eldet. Herfra og til Knetsæter (2090 f o. h.) er overfladen bedækket. (Kubæksæter — sydligere — lig- ger omtrent i samme høide). Strax øst for Knetsæter og omtrent i samme høide som denne træder graniten frem. Fra 1950 til 1900 f. o. h. (omtrent) bry der en grønsten gj ennem graniten. Grøn- stenen synes at gaa i n. — s. omtrent, — terrænet er me- get bedækket. Ved 1500 f. o. h. begynder skraaningen at blive mindre steil, og overfladen bliver fuldstændig bedækket. « 16de. Regn om formiddagen. Grik senere op fra Sønste- Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. I. 2 18 L. Meinich. • hagen østover mod Støpsæter og tegnede profilet af Trys- silfjeld fra et standpunkt 2000 f. o. havet. Ved 1600 f. 0. h. staar en rød bergart, lagning kunde ikke tydelig sees. Ellers kun løse blokke af granit. Nedover gik jeg en nordligere vei. Ved 1700 f. o. h. staar en grønlig kloritisk skifer, strøg 15° n., fald steilt; den er maaske kun en kloritsjøl ved en grønsten, der sidste gang sees ved 1620 f. 0. h. Terrænet meget bedækket. Juli 17de. Eegn. Reiste til Fladsæter. « 18de. Gik sydover forbi Høgaasen, Svartaasen og Løv- aasen for at se, om jeg muligens har misforstaaet hr. Schiøtz, og at den af ham omtalte smukt blottede granit- grændse åndes syd for Løvaassæter. Ved Hundsilbæk- ken syd for Løvaassæter 1510 f. o. h. sees en smukt blottet grændse mellem hvartsit og granit; grændselinien staar næsten lodret og stryger i n. — s., kvartsitens strøg er 20° n , fald 60 — 70° øst. Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at graniten her i mægtige gange gjennem- sætter kvartsiten, og at altsaa den ovenfor omtalte gra- nit, 1810 f. 0. h., hører til en saadan gang. Hosføiede skitse viser granitens optræden paa en stræk- ning af et par hundrede meter langs Hundsilbækken og partiet ved a viser hosføiede profil: Løvaassæter ligger 1670 f. o. havet, Svartaas « 1960 — ^ — Høgaas « 1860 — - — ; herfra nedover mange løse blokke af kalksandsten. Regn fra kl, 12. Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. 19 Juli 19de. Fra Fladsæter om Rødmoen (1440 f. o. h.) til Ei- det. Eegn. « 20de. Do. « 21de. Til Heggeriset. <■< 22de. Grik opover veien langs Kvansbækken mod Stor- bøa. Ved 400 f. o. Engersøen, 1880 f. o. b. begynder blokkene at blive overveiende kalksandsten. Ved 2180 f. 0. 11. staar kalksandsten i fast fjeld med svagt fald mod nv. Ved 2600 f. o. la., staar kvartsit i fast fjeld, strøg 45° nø., fald 10—15° nv. « 23de. Regn hele dagen. « 24de. Fremdeles regnfuldt. Roede til Lekjendalen (østre) og gik op efter denne. Indtil 200 fod over Engersøen ligger store moræner; bøiere op fremtræder rødlig og graa kvartsit i svævende lagstilling. Fra 440 til 500 fod over Engersøen (1920 til 1980 f. o. b.) staar rødlig hvart- sit med lag af sandsten, alt i svævende lagstilling. Ved 2005 f. o. b. kalksandsten, c< 2210 f. 0. b. lerskifer, « 2255 f. 0. b. kalksaw^sten med ler5Ä//erlag; denne fortsætter opover dalføret, som ber bar svagt fald mod øst. Ligefra omtrent 2200 f. o. b. bar kalksandstenen ligeledes svagt fald mod øst, undertiden kan det gaa op til 5° og mere, saa at man lange stykker opover kan følge de samme lag. Ved 2020 f o. b. kommer hvartsiten i svævende lag over kalksandstenen. Syd for Lekjen- bækken 3090 f. o. b. staar kvartsit med strøg 40° nø., fald 15 — 10° SØ. Strax nord for Tverfjeldsæter 2730 f. 0. b. staar kalksandsten i svævende lag. Tverfjeldsæter 2670 f. 0. b. Veien fra Tverfjeldsæter gaar nordover paaskraas ned gjennem lien. Kalksandstenen vedvarer indtil omtrent 2200 f. o. b., bvor kvartsiturde antyder, at kvartsiten begynder, ved 1980 f. o. b. staar kvartsiten i fast fjeld, strøg 40° nø., fald 20° nv. « 25de. Fra Heggeriset, fulgte Kvansbækken opover. Mo- ræner indtil 260 f. o. Engersøen. Ved 1750 f. 0. b. staar rødlig og graa (sparagmitisk) kvartsit med svagt fald mod nordvest. Etsteds obser- veredes strøg 70° ø., fald 15° n. 20 L. Meinieh. Ved 1910 f. o. h. optræder sandsten med lerskiferlamel- 1er og fod-tykke mellemliggende lag af Jcvartsit; strøg 90° 0., fald 28° n. Senere saaes meget tykkere, favne- tykke kvartslag. Ved 2000 f. o. k. staar kvartsit med strøg 0° n., fald 30° øst, men strøget forandrede sig snart til det sæd- vanlige østlige med svagere fald mod nord. Kvartsiten vedbliver fremdeles opover, hvorpaa terrænet bliver overdækket et stykke; ved 2330 f o. k. staar kalksand- sten i fast fjeld i svævende lagstilling. Kalksandstenen sees langt nede fra bækken at staa i høiden i to lodrette borglignende yægge. Første tilløb (fra syd) til Kvansbækken hedder Litlaas- bækken, 2det tilløb (2330 f. o. k.) (fra nord) Grrønkolo- bækken; fra denne tog jeg over fj eldet til Litlaasbæk- ken, kvor kalksandstenen staar indlll 2730 f. o. k. Knolsæter ligger 2845 f. o. ^tavet. Paa nedveien fra Knolsæter, 2730 f. o. k. staar kvartsit med svagt syd- ostligt fald. Ved 2700 f. o. k. staar kalksandsten med samme svage sydostlige fald. Ved 2430 syntes urderne at vise at kvartsiten begyndte. Urd hele veien nedover. Ved 200 fod over Engersøen begyndte morænerne. Juli 26de. Fra Heggeriset om Bjørnskaret og gjennem Me- seltdalen (kartets Bergskampdalen) til Velthus ved Lille Engersø. Foran Lerelven store moræner; plataaets høide er omtrent 200 fod over Store Engersøen, morænerne gaar op til omtrent 400 fod over Engersøen. Ved opstignin- gen efter Bjørnskaret saaes den almindelige graa og rød- lige kvartsit i svævende lagstilling paa et par stsder; først ved omtrent 2600 f. o. h. staar kalksandstenen i fast fjeld paa søndre side af Bjørnskaret, her ligeledes i omtrent horizontale lag. I Meseltdalen, syd for Berge- sætrene, saaes mange store blokke af kalksandsten, men terrænet var overalt bedækket, indtil hvor kvartsiten i Meseltkampen (Bergskampen begyndte. « 27de. Over Lille Engersøen op paa Hundskampen(hovden). Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. 21 Velthus fandtes at ligge 1780 f. o. havet, Lille Engersø — ^— 1720 — ^— Fra søen opover bestod de løse blokke aldeles overvei- ende af granit; denne saaes sjelden i fast f] eld. Hundskampen bestaar af graa kvartsit; paa toppen, der ligger 3460 fod over havet, er strøget retvisende nord — syd, fald 20° øst. Aftegnede herfra profilet af vestsidens fjelde, ligesom jeg dagen forud havde tegnet østsiden seet fra Meseltkampen. Om eftermiddagen be- gyndte det at at regne, jeg gik mod nordøst mod Svart- hammeren og fandt det af hr. Schiøtz tegnede profil rigtigt. Juli 28de. Fremdeles regn. Grik tilbage til Heggeriset. En halv fjerding vei nord for Heggeriset sees en mægtig grønstengang at gjennembryde graniten. Den er ledsa- get af en grøn kloritskifer (sjøl), lig den forhen omtalte paa østsiden øst for Trysil kirke. (Den grønne skifer øst for Hylleraasen nær granitgrændsen er muligens en lignende kloritsjøl). (Et stykke syd for Rødmoen saaes ogsaa en mægtig grønstengang i graniten). < 29de. Roede ud Engersøen og loddede denne. Da det regnede stærkt sidst jeg besøgte Hyllaraasen, lagde jeg indom foråt fuldstændiggjøre observationerne herfra, men jeg fik det desværre ogsaa idag meget regnfuldt. Kalk-*) blokkene ligner de ved Eltaaen. Etsteds, 225 f. o. En gersøen, saaes magnesit**) antagelig i fast fjeld med 25° fald mod sydost. 850 f. o. Engersøen staar rød kvartsitisk sandsten med strøg 60° øst, fald 25° syd. Toppen af Hyllaraasen ligger 950 f. o. Engersøen, 2430 f o. havet, og bestaar af samme bergart. Mange kalkblokke saaes langs søen sydover indtil nær *) Magnesit. **) Analyse af magnesit fra Hylleraasen: Uopløst i HCl 16.74 pCt. Fe^Og+Al^Oa 2.39 < (CaO, svagt spor) MgCOg ! . . 80.71 < 99.84 pCt. 22 L. Meinicli. henimod Rødaaen. Søndenfor denne staar graniten lige ned til stranden. Nordenfra og til Hyllaraasen er Engerens dybde *kke over 66 meter. Lidt syd for Rødaaen loddedes den tvers over paa 3 steder; største dybde her'^ fandtes at være 76 m. Ud for Skagsvola paa samme maade: største dybde 90 m. omtrent Vs af søens bredde ud for vestre land. Lidt sydligere i omtrent samme afstand fra vestre land 92 m., der antages at være Engerens største dybde. Lille Engersøen er ikke over 40 m. dyb, og Sensjøen skal i den (søndre) østre ende naa benimod samme dyb. Juli sote. Tog opover Engersøen til Stengrunden, gik op- over mod Nysæter og tog profilet af Skagsvola og Tver- fjeld. ^ Indtil 800 f. o. Engersøen var de løse blokke over- veiende granit, ligesom denne nogle steder saaes i fast fjeld. Høiere op var terrænet o verdækket, de løse blokke væsentlig kvartsit. « 31te. Fra Eidet om Kjølsæter til Eltdalen. Nordenfor og omkring Kjølsæter findes en bel del blokke af kalk- sandsten; jeg gik langt østover og søgte, men kunde ikke finde den i fast fjeld. Graarden Eltdalen ligger 450 fod over Eidet, 1980 f. o. bavet. Aug. Iste. Fra Eltdalen op i Blekufjeld. I lien 2—300 f o. Eltdalen ligger mange smaa og store blokke af rød sandsten med gule aarer samt a^ rød lershifer. Terrænet var meget bedækket. Ved en af de østligere toppe, 2930 f. o. b, staar en graa kvartsit med strøg (magne- tisk n. — s.) 13° til vest for nord, fald 30° øst, Længer mod vest, strøg 60° øst, fald 25° syd i en kvartsitisk sandsten med kaolinpunkter. I en nordligere top, som syntes at være bovedtoppen, fandtes en lignende sand- sten med kaolinpunkter, og øverst paa toppen, 3100 f. o. h., et kvartskonglomerat, lig Varliens eller noget gro- vere, med strøg 10 — 25° nø., fald 10 — 20° vnv. — Nede i lien mod nordøst laa store kampestene af grovt konglo- merat; lidt længer mod øst, 2380 f. o. b., grov sparag- Dagbog fra en reise i Trysil sommeren 1879. 23 mitisk sandsten muligt i fast f] eld, strøg og fald kunde ikke bestemmes. Aug. 2den. Til Sensjøviken. Voldsomste regndag paa bele turen. I Rødmundfjelds søndre del, ikke langt fra Elt- aaens udspring, omtr. 3050 (?) f. o h., staar en grov, løs, gul sandsten i svævende eller svagt mod øst faldende lag. Sensjøen ligger 200 (?) fod over Eidet, eller om- trent 1700 fod over havet. « 4de. Grik op Sensjøfjeld og tegnede profilet af østsiden. Om eftermiddagen et stykke op Ormkaasbækkedalen; kalksandstenen staar ber fra 925 til omtrent 1200 fod over Sensjøen. « 5te. Gik op i Rødmundfjeld og tog profilet af østsiden længer nordover. Da jeg nu ikke bavde lang vei til or- tokerkalken ved Skjærbækken, som jeg undersøgte forrige aar, gik jeg derhen foråt bese stedet paany. Forholdene er i høi grad skuffende, idet den nærmest under- og over- liggende graa sparagmit eller grove kvartssandsten synes at have samme strøg og fald som ortokerkalken; men sparagmiten har ogsaa svage afløsningsflader, der tyder paa svævende lagstilling, og jeg anser det du for sand- synligt, at sparagmiten nærmest ved kalken viser vild- ledende skifrighed, at den ikke har strøg og fald som kalken, men har samme svævende lagstilling, som er den sædvanlige i hele Rødmundlj eldet, og som findes lidt ne- denfor samt kan sees i dalsiderne et par hundrede fod over ortokerkalken. Jeg er bleven opmærksom paa en feil, som er indkommen i min dagbog fra ifjor (Nyt Mag. 25de bind, pag. 15), og som herved rettes. Der staar, at ortokerkalken har strøg retv. 53°, fald 45° nv., skal være : strøg retv. 30° nv. , fald 40° sv. Jeg ytrede sammesteds, pag. 15, at der fra dette sted ikke lader sig hente noget sikkert bevis for aldersforholdene, og jeg er fremdeles af samme mening, men jeg er dog nu mest til- ^ bøielig til at opfatte forholdene saaledes, som fremstillet i nedenstaaende profil, nemlig ortokerkalken afvigende leiet i en fordybning, men over sparagmiten, altsaa netop paa samme maade som ifjor paavist ved Høgberget' 24 L. Meinicli. Kalkens mægtighed er 30 — 40 fod, dens udstrækning efter strøget 4 — 500 « høiden over havet 2830 — 2855 « Kv Ved en bæk østligere i Rødmnndfjeld end Skjærbækken fandtes kalksandsten i svævende lag 1100 fod over Sen- sjøen eller 2800 f. o. b. Lidt østligere 1080 f. o. Sen- sjøen stod Jcvartsit i svævende lag. Aug. 6te. Fra Sensjøviken og op efter vestre Lekjendal. (Den dal, der gaar midt imod paa den anden side af fjel- det mod Engersøen, kaldes østre Lekjendal). Til 500 f. o . Sensjøen og maaske en del bøiere — og ligeledes paa anden side af elven ret over for Sensjøviken — optræder svære moræner. Man kan ogsaa se af de flade sandmoer nordenfor belt forbi Snerta, at der ber engang bar væ- ret en stor indsø; elven bar brugt lang tid for at gjen- nembryde den store moræne. Ved 500 f. o. Sensjøen (2200 f. 0. b.) rødlig kvartsit, strøg retv. n. — s., fald 20° øst. Fra 2680 til 2780 f, o. b. optræder Jcvartsit med mellomliggende lag af lerskifer og sandsten (2780 f. o. b.) ; etsteds strøg 100° øst, fald 5° nord. Fra (1100 f. o. Sensjøen) 2800 til 2910 f o. b. kalk- sandsten med svagt fald mod nord. Ved 2925 f. o. b. lerskifer i svævende lag. « 3010 — atter kalksandsten. - Nikkelgruberne ved Langdalen. Maalestok 1 : 1000. fr. Müller. 38 F. Müller. ved Langdals Grube. Ertsen er ligeledes den samme, dog f'orf- kommer her noget mere Svovelkis ved Siden af Magnetkisen. Mængden af Kobberkis har ogsaa været noget større her rnd ved Laugdals-Grruben, hvor gjennemsnitlig hver 10de Tønde Malm som udvindes, er Kobbermalm. Resultatet efter en Afsynkning paa Gabbroens nordlige Side har antagelig ikke været lovende. Paa Sydsiden af Gabbroen, hvor Skiferens Skik.er, der bøie sig efter Gabbropartiets ovale Form, slutte sammen igjen, har — ef- ter Grubeaabningen at dømme — de rigeste Ertspartier optvaadt. Fra en Afsynkning er Ertsen forfulgt i 3 Retninger — efter Gabbroens østlige og vestlige Side og mod Syd, hvor Skikterne optræde med meget stærkt udpræget Falbaandkarakter, hvilken dog taber sig mere og mere mod Syd og er aldeles borte ved 60 M. fra Gruben. Skiferlagene ligge paa hele denne Længdn blottet for Øiet. Skikternes Retning N. 30° V. Faldet lodret. ' Søndre Skaugs Gruber. Disse to, øvre og nedre Grube kaldet*), ligge 260 og 320 M . i Syd fra Skaug eller Luttegrube efter Skiktretningen. Ertsen er Magnetkis, der kun forekommer som rig Imprægnation i Ski- fer, med samme Ni. og Co. Gehalt, som i forannævnte Gruber. Den øvre Grube indeholdt kun et enkelt Ertsnyre, der op= traadte V2 M. mægtigt i en Længde af 8 à 10 M. i enkortBøi- ning mellem Skikterne og udspidsede til begge Sider, dog med synlig Fortsættelse i en nogle Cm . mægtig Imprægnation af iæn- gere Udstrækning. I nedre Grube havde man to efter hinanden liggende Erts- nyrer af V* og IM. Mægtighed paa 2 à 3 M. Længde. Skik- terne bøie ogsaa her brat af, og Fortsættelsen af Imprægnationen viser sig her i 4 Retninger. Gruberne ere 12 og 15 M. dybe, og forekommer Ertsen fremdeles i omtrent samme Mægtighed, som den havde vist i Dagen. Skikternes Hovedretning N. 30° V Faldet lodret. Her forekommer desuden Granit med uregelmæssig Mægtig- hed — Vio à Vio M. — lige ved Siden at Ertsen. Omtrent midt imellem begge Gruber overskjæres Skiferskikterne i næsten ret Vinkel af en V2M. mægtig Grønstenporfyrgang (AfanitGrundmasse)» *) Af Hr. Kand Lassen anført under Navn »Tydske Gniber.« • 4) O o Nogle Nikkelforekomster paa Ringeriget. 39 ce TS a as Skaugs- eller Luttegruben. Ol a æ Ö Co ä cö 1 : 1000. Fr. Müller. 40 (V ^ Ct5 1^ Søndre Skaug-Gruber. ci 1 : 1000. CD Fr, Müller. <1 41 Søndre Skaug-Gruber. 1 : 1000. Fr. Muller. 42 Fr. Müller. Gjælde-Grube (ved Ask). 1 :1000. Plan. e-r ,rf W^mms, Troß. Gabbro. Skifer. Linien a — h er Retningen fra Gaarden Gjælde til Røreng. Skjærpet findes da 450 Skridt i Nord fra Gjælde. Ved a sees smaa Ertsnyrer som Iraprægnationer i Skiferen. Anm. Tegningerne pag. 36, .37, 39, 40, 41, 42 danne fortløbende et ori- enteret Kart, Nogle Nikkelforekomster paa Ringeriget. 43 Langdals og alle Skaugs Gruber ligge langs efter Heiden af en i den ovenomtalte Hovedretning — altsaa omtrent N. ög S. — gaaende Fjeldryg, der ca. 50 M. søndenfor nedre Grube falder ligesaa steilt af mod Syd som den gjør mod Nord ved Langdals Grube. (jjælde (jruben. D(^nne Grube ligger i Gaarden Gjældes Havnegang omtrent 1 Km. i SV. fra Jernbanestationen Ask. Magnetkisen, som in- deholder omtrent 3 pCt. Ni & Co., forekom først kun som lm- prægnation i Skifer og dannede i denne smaa ved Siden af hin- anden liggende Nyrer. Ved den, ved første Bearbeidelse af Skjærpet — lidt udenfor Midten af den nuværende Grube — fo- retagne Afsynkning viste Imprægnationen sig rigere mod Dybet end den havde vist sig at være i Dagen. Ved Indbrydningen til Synken fra NO. fandtes Imprægnationen i Førstningen kun nogle Cm. raægtig, men tiltagende mod Synken. Ved fortsat Strosse- drift fra Synken mod SV. kom man — ved ca. 5 M. under Da- gen — paa Gabbro, der lier sj'nes at stikke mod Dybet, medens den synes at fortsætte sydover i samme Heide. Gabbroen er af noget lysere Farve end den ved Langdal og Skaug forokommende, og er imprægneret med Magnetkis, og er fra Skiferen adskilt ved en Slet eller Kløft med indtil 10 Cm. Mægtighed, hvilken Kløft paa enkelte Steder er udfyldt af drøi Magnetkis og forre- sten af Grus, hvoraf en Del mere eller mindre oplest Svovelkis. Over Dagen fra Grubeaabningen mod Syd .sees fremdeles mellem Skiferen nyreformig Kisimprægnation, som dog allerede ca. 20 M fra Grubeaabningen taber sig. Skikternes Retning er N. 50" 0. Faldet lodret. Skifterskikternes Falbaandskarakter viser sig altsaa i samme Retning som den, efter hvilken Gabbroen synes at fortsætte, me- dens den mod NO. bliver borte i meget kort Afstand fra det Sted, hvor Gabbroen synes at stikke mod Dybet. Fra den norske Nordhavsexpedition. Af D. C Danielssen og J. Koren. Gephyreer. Bonellidæ , Baird. Hamingia*) arctica n. g. et sp. Tab. 1, 2, fig. 1. Lacaze-Duthiers omfatter kun 2 Slægter henhørende til denne Familie, nemlig Bonellia, Rolando og Thalassema, Cu- vier. — Den af os nu opstillede 3die Slægt Hamingia, have vi troet at maatte henføre til nævnte Familie, omendskjøndt den mangler baade Snabel og Børster, der jo ere angivne som Mærker for Familien. Men som vi senere skulle paavise, nær- mer Hamingia sig i sin Organisation ikke alene til Thalas- sema; men i væsentlig G-rad ogsaa til Bonellia, saa at vi ikke have kunnet opgive Familieforholdet til disse, trods de nævnte Mangler. Bonellia viridis, der først er beskrevet af Rolando, til- trak sig snart Zoologernes Opmærksomhed ved sine Besyn- derligheder baade i Form og Organisation; men desuagtet hengik omtrent et halvt hundrede Aar, inden dette mærke- *) Hamingia, Lykkegudinde i den nordiske Mythologi. Fra den norske Nordtavsexpedition. 45 lige Dyrs Organisation blev fuldstændigt opklaret. Aarsa- gen laa hovedsagelig i Vanskeligheden ved at erholde Dyret levende og i tilstrækkelig Mængde, omendskjøndt det var temmelig almindeligt, endog paa ringe Dybder i Middelhavet og paa de korsikanske Kyster. Her i Norden er en af os, Koren, den første, der for omtr. 40 Aar siden fandt Bonellia viridis ved Bergen paa en Dybde af 50 Favne, og han paa- begyndte dengang en anatomisk Undersøgelse af den, hvilken han af Mangel paa fornødent Materiale maatte opgive; thi Bonellia viridis er i det Hele taget sjelden ved de norske Kyster, og er ikke funden nordligere, end ved Bergen. Det er nu til dette Dyr, Hamingia arctica slutter sig mest, idet den danner en interessant Overgangsform; — kun raaa vi be- klage, at vi kun have havt 1 Exemplar til vore Undersø- gelser. Ydre Karakterer. Legemet er cylindrisk med en glat, lidt slimet Overflade, er 120 mm. langt, 20 mm. tykt paa Midten, men smalner no- get af mod begge Ender, Fig. 1. Den forreste Ende er lang- strakt, but afskaaren, og paa den findes Mundaabningen, der danner en Spalte med tykke, foldede Læber og vender mod Bugfladen, Fig. 1, a, 2, a. Omkring Mundaabningen sees to halvmaaneformige Hudfolder, Fig. 1, b, 2, b, der paa Ryg- fladen ere temmelig fremspringende og staa et Stykke fra hinanden, medens de mere og mere nærme sig hinanden mod Bugfladen, hvor den forreste Fold forener sig med den ha- gerste i en stump Vinkel, Fig. 2, c, saa at der bliver en li- den Del af Munden, der ikke omfattes af de nævnte Folder. Imellem den forreste Fold og Munden er en yderst smallnd- synkning, hvorved Mund læ berne blive ligesom mere fremtræ- dende. Fig. 2, d: men imellem den forreste og hagerste Fold er Indsynkningen baade bredere og dybere. Fig. 2, e. Disse Folder kunne vel befragtes som en rudimentær Snabel. Om- trent 20 mm. fra Mundpartiet findes paa Bugsiden to lange cylindriske, krumbøiede Papiller, der staa ved Siden af hin- anden, og paa hvis fri Spids, der vender mod Munddelen, iagttages en fin Aabning, Fig. 1, e, 2, f. Kroppens hagerste Ende er afrundet, og i dens Centrum sees den runde Anal- aabning, Fig. 3. 46 D. C. Danielssen og J. Koren. Huden. Huden er blød, halvgjennemsigtig, og dannes af en yderst tynd, strukturløs Cuticula, Fig. 4, a, der dækker det hyaline Bindevævslag, som er temmelig bredt, og hvori er leiret dels enkeltvis, dels i Grupper Celler, Fig. 4, b, 5, a, imellem hvilke sees uformede Pigmenthobe. Her findes ikke noget Epithel- lag; men de nævnte Celler, der som oftest ere fyldte med et finkornet, grønt Pigment, saa at Kjernen ganske skjules, kunne i større Strækninger være enkeltvis sammenhængende, og faar da et epithellignende Udseende, Fig. 4, c, imedens tilgrændsende Steder kunne være ganske blottede for Celler. Imellem disse Pigmentceller, men som oftest dybere end dem, .sees aflange Bindevævslegemer. Indenfor det hyaline Binde- vævslag er Muskelhuden, der bestaar af 3 distinkte Lag, nem- lig Ringmuskler, Længdemuskler og Skraamuskler. Ringmusk- lerne ere de yder.ste og ligge nærmest det hyaline Bindevævslag; de beståa af smale Fibriller, der ved Bindevæv ere sammen- bundne til en Hud, Fig. 4, d. Længdemusklerne ere bredere, ligge indenfor Ringmusklerne og danne ligeled-es en sammen- hængende Hud, Fig. 4, e. Indenfor Længdemusklerne, altsaa nærmest Kropshulheden, kun skilt fra denne ved Peritoneal- overtrækket, findes Skraamuskellaget, Fig. 4, f, hvis Muskler ere ligesaa stærke som Længdemusklerne ;' men ere fjernede noget længere fra hverandre, hvorved det sammenbindende Bindevæv bliver noget bredere. Ogsaa dette Lag danner en sammenliængende Hud. — Sammenlignes nu Huden hos Ha- mingia med Bonelliens, saa vil der findes baade Overensstem- melser og Afvigelser. Efter Schmarda*) skal der i Bonelliens Hud være et ud- præget Epithellag, bestaaende af Cylinderceller, indenfor hvil- ket skal findes et maskedannende Hudlag, som dannes af stærke sammenvævede Cellevævsfibre og Kar. I dette Lag fandt Schmarda enkelte Pigmentceller og større Höbe af samme, hvilke forenede sig til kjertelartige Organer. Inden- *) Schmarda, Denkschriften der k. k. Akad. d, Wisseusch i Wien. Tom. IV, pag. 117, pl. 4—7. Fra den norske Nordhavsexpedition. 47 for dette Lag angiver han Muskellaget bestaaende af Længde- og Ringfibre; paa den forreste Kropsdel føier sig dertil skj æve Muskelfibre. Allerede Laeaze-Duthiers *) har paavist, at der ikke fin- des noget særegent Kj ertelapparat i Huden hos Bonellia, hvilket ogsaa stemmer overens med Grabers**) Undersøgel- ser. Denne Forsker betvivler stærkt Tilstedeværelsen af Cylinderepithellaget; derimod tror han at have fvindet en af talrige Porekanaler gjennemboret Cuticula, indenfor hvilken han angiver et kornet Matrixlag, i hvilket lindes kjerneagtige Indleiringer, snart enkeltvis, snart i Grrupper. Indenfor dette Matrixlag har han fundet det egentlige Bindevævslag, der bestaar af hyalint Bindevæv, hvori findes sparsomt Binde- vævslegemer. Sammenvævede Cellevævsfibre og Kar har Grraber ikke fundet. Det vil heraf sees, at Huden hos Ha- mingia nærmer sig i histologisk Henseende meget til Bonnel- liens Hud ifølge Grrabers lagttagelser ; men afviger dog noget fra den. Saaledes er Cuticula langtfra saa bred og heller ikke gjennemboret af Porekanaler hos Hamingia, som Tilfæl- det er hos Bonellia; noget Matrixlag findes ikke, derimod et hyalint Bindevævslag med indleirede. tildels pigmenterede Celler, nogenlunde svarende til hvad der findes hos Bonellia. Endelig har Hamingia et tredie Muskellag, nemlig de skråa Muskler, som (ri'aber aldeles ikke omtaler hos Bonellia, ime- dens Sohmarda angiver, at paa dennes forreste Kropsdel føier skråa Muskler sig til King- og Længdemusklerne***). Fra Schmardas lagttagelser afviger derimod vore temmelig bety- deligt; thi hverken have vi fundet fibrillært Bindevæv, ma- skeformigt sammenvævet med Kar, eller Kjertelorganer. Vi ere tilbøielige til at betragte saavel de enkelte, som de i Grupper i det hyaline Bindevæv leirede Celler, hvori inde- holdes et yderst finkornet, grønligt Pigment, for egne Pig- *j Lacaze-Duthiers. Recherches sur la Bonellie. Annal. d. seiene nat., III Série. Tome X, pag. 53. **) Gräber. Sitzb. der Akad. der Wissensch. AVien. 1. Abth. Jan. Heft. Jahrgang 1873. ***) Dr I. W. Spengel har fundet et Skraamuskellag overalt i Huden hos Bonellia viridis. M itthei lunden ans der zoologischen Station zu Neapel, 1 B., 3 Heft. 1879. 48 D. C. Danielssen og J. Koren. mentceller, der vel i den ydre Hud ere bundne til det hya- line Bindevæv; men som vi senere skulle se, træfFes baade i fibrillært Bindevæv og i Muskellagene, uden at de tilkjende- give sig som Kjertelorganer. Fordøielsesorganerne. Mundspalten, der gaar paalangs og er begrændset af tykke muskuløse Læber, fører ind til en sækformig Udvid- ning (MundhulHeden), som er 9 mm. lang og omtrent 10 mm. i Grjennemsnit paa det Videste; men smalner saa stærkt af, at der, hvor den gaar over i Svælget, er den kun 3 mm. Denne Mundhulhed dannes af en rørformig Forlængelse af den ydre Hud, og paa dens indre Flade sees flere stærkt fremragende, temmelig brede, cirkulære Folder, der dog ere mest fremspringende paa Rygfladen, og hvoraf de to nærmest Mundspalten ere de betydeligste. De aftager noget imod Svælget. Mundhulhedens . Vægge beståa af de samme Væv som Huden. Paa den indre foldede Flade iagttages et tykt Lag Cylinderepithel (sandsynligvis flimrende), der rager ind i Hulheden, og er især tykt paa de fremragende Folder, som dannes af fortykket Bindevæv; udenfor- Epithellaget er et temmelig bredt fibrillært Bindevævslag, hvor Fibrene ana- stomosere med hverandre, og hvori er leiret, dels enkeltvis, dels i spredte Grupper de samme Celler og Pigmenthobe, som findes i den ydre Hud, kun i en rigeligere Mængde. Dette Bindevævslag støder umiddelbart til Muskellaget, der bestaar af Ring-, Længde- og Skraamuskler, og i disse Lag sees ogsaa de nysnævnte Celler og Pigmenthobe, men spar- sommere. Skraamuskellaget er beklædt af Peritoneum. Hele Mundhulhedens ydre Flade er ved en Mængde stærke Binde- vævstraade, hvortil enkelte Muskelfibre føie sig, bunden til den forreste Del af Kropsvæggen. Der, hvor Mundhulheden gaar over i Svælget, er paa den ydre Flade en meget stærk Indsnøring, og paa den tilsvarende indre Flade er der en bred Fold, der rager cirkelformig ind i Hulheden og danner en Slags Sphincter, idet den er forsynet med stærke Ring- muskelfibre. Folden dannes af fortykket Bindevæv. Svæl- get, Fig. 6, b, er yderst trangt, knapt 2 mm. i Gjennemsnit, har en straagul Farve, løber i Bugtninger fra Høire til Ven- Fra den norske Nordhavsexpedition. 49 stre, og er bunden saavel paa Ryg- som Bugsiden ved et Mesenterium til Kropsvæggen. Svælgets Vægge ere tykke og dannes af et indre Epithellag (Slimhud), der er tykt, bestaar af et Lag lange Cylinderceller, Fig. 7, a, der paa den indadvendte Ende synes at være forsynede med Cilier. Denne Slimhud gjør dybe, regelmæssige Indsynknin- ger, Fig. 7, b, b, i det tilgrændsende fibrillære, meget kjerne- rige Bindevæv, Fig. 7, c, saaledes nemlig, at derved frem- kommer ringförmige Fordybninger, hvilke give Spiserøret paa dets ydre Flade et ringet Udseende, noget lig en Trachea hos de høiere Dyr, Fig. 6, c. I Bunden af Slimhudindsynk- ningerne er Epithellaget tykkere end paa Siderne. Til dette fibrillære Bindevæv fæster sig udåd Muskelhuden, der bestaar af Længdemuskler, Fig. 7, d, der ere de inderste, samt Ring- muskler, Fig. 7, e, der ere tykkere end hine. Saavel Længde- som Ringmusklerne anastomosere med hinanden indbyrdes. Spiserøret gaar nu over i en bredere Del af Tarmrøret, Fig. 6, c, som paa venstre Side gjør et Par Bøininger, gaar saa lidt til Høire, Fig. 6, d, løber derpaa horizontalt bag til Kropshulhedens forreste Trediedel, Fig. 6, e, bøier sig fortil langs venstre Side, i en Længde af 12 mm.. Fig. 6, f, hvor den ved en Bøining løber lidt paa Skråa over til høire Side, hvorved den første Tverslynge opstaar, Fig. 6, g; her gjør den en let Bøining, løber saa horizontalt langs høire Side til omtrent Midten af Kropshulheden, Fig 6, h, hvor den dan- ner en anseformig Bøining, Fig. 6, i, idet den gaar over til venstre Side, hvorved den 2den Tverslynge fremkommer. Fig. 6, k. Alt hvad der af Tarmrøret ligger foran den ansefor- mige Bøining og lige til Mundaabningen, kalder Lacaze-Du- thiers Buccaldelen hos Bonellia viridis, idet han ikke som Schraarda differentsierer Mundhulhed og Spiserør fra det øv- rige Tarmrør. I anatomisk-histologisk Henseende er Tarm- røret fra Svælget til den anden Tverslynge ikke væsentlig forskjellig fra Spiserøret; det er noget videre og Væggene noget tyndere. Den anden Tverslynge gjør, naar den er kom- men over til Venstre, en Bøining og løber saa over til Høire, hvorved 3die Tverslynge opstaar. Fig. 6, 1; her danner den en stor Anse for at gaa stærkt paaskraa over til Venstre : den 4de Tverslynge, Fig. 6, n, hvor den bliver noget sma- lere og bøier sig atter for at komme over paa høire Side, Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. I. 4 50 D. C. Danielssen og J. Koren. hvorved den 5te Tverslynge, Fig. 6, o, dannes. De 4 sidste Tverslynger svare til Lacaze-DutMers Leverdel hos Bonellia viridis. De ere i anatomisk-histologisk Henseende noget for- skjellige fra det øvrige Tarmrør, idet Væggene ere tyndere; Epithellagets (Slimhudens) Indsynkninger i Bindevævet ere ikke saa dybe og staa heller ikke saa tæt i hinanden, og foruden de almindelige Cylinderceller som i Spiserøret, fin- des der i Epithel et en stor Mængde pæreformige encellede Kjertler, Fig. 11, (Leverceller), der svare fuldkommen til Tarmkjertlerne hos Bonellien. Disse Kjertler ligge tildels i Grrupper, der kunne sees med en stærk Loupe igjennem Tarm- væggen. Fig. 6, k, 1, m, o. Naar den 5te Tverslynge har naaet hen til høire Side, bliver den meget smalere; Tarm- røret løber nu i flere Bøininger skråa fortil under de tidli- gere omtalte paatvers gaaende Slynger, lige henimod den første Tverslynge. Paa denne Strækning gjør den en Mang- foldighed af smaa Circumvolutioner, Fig. 6, p, p. Nu bøier den sig hen mod venstre Side, hvor den gjør en Bøining for at løbe langs denne i en horizontal Retning mod Kropshul- hedens hagerste Trediedel, Fig. 6, q, q, hvor den danner en Slynge, Fig. 6, r, for i samme horizontale Retning at gaa fortil imod Midten af Kropshulheden, Fig. 6, s; her skraar den over mod høire Side under de øvrige Tarmslynger ; den bøier sig nu i en skråa Retning mod Midtlinien af Krops- hulheden, Fig. 6, t, og gjør atter en Mængde Circumvolu- tioner, indtil den gaar over i en paaskraa løbende Rectum, Fig. 6, u, der først udvider sig lidt, men bliver saa smalere, idet den munder ud i Kloaken. Fra den 5te Tverslynge og ind- til Analaabningen, der svarer til den Del hos Bonellia viri- dis, som Lacaze-Duthiers har kaldet Analdelen, — har Tarntf- røret den samme Bygning, som tidligere er angivet for d&å Del, der strækker sig fra Spiserøret til 2den Tverslynge, og er følgelig uden noget Kjertelapparat. Langs Tarmrørets Bugflade, især paa den forreste Del, sees et Bindevævsbaandc hvortil B ugm es enteriet er fæstet, og hvori et Blodkar iagtr tåges; paa den hagerste Del er dette Bindevævsbaand tynt- de-ce. Det synes paa enkelte Steder at stramme Tarmen saaiE- ledes, at dennes Bugflade bliver foldet; men det er kun paa et Par Slynger, at saa er Tilfældet. Bugmesenteriet bestaa'r af «n stor Mængde smalere og bredere Bindevævstraadel, Fra den norske Nordhavsexpedition. 51 hvori tildels findes Muskelfibre, hvilke fæste Tarmrøret til Kropshulheden. Et lignende Mesenterium, mén langt zartere iagttages ogsaa langs Tarmens Rygflade, der fæster denne .til Kropshulhedens E-ygflade. Kloaken er bunden ved en Mængde stærke fibro-muskuløse Baand til Kropsvæggen, hvilke udbrede sig straaleformigt paa denne og danne derved ligesom et Telt, Fig. 6, v, under hvilket 2de huskede Organer ere placerede, et paa hver Side af Rectum. Tarmrørets y dre Flade er forsynet med et flimrende Peritonealovertræk. Man vil af ovennævnte Beskrivelse se, at Tarmrøret vel danner Slyngninger; men ikke, som hos Bonellia viridis (ef- ter Lacaze-Duthiers) danner nogen Spiral omkring den lange Æggebeholder (matrix, la poche génitale). Hele Mundhulheden var udfyldt af sandholdigt Ler, hvori fandtes forskjellige Foraminiferer, Diatomeer, Alger og Ascarider. Svælget var tomt; men strax bagenfor dette havde det sandholdige Indhold for endel formet sig til cy- lindriske, langstrakte Boli med afrundede Ender, 3 — 4 mm. lange og 1.5 — 2 mm. brede, og jo længere bag i Tarmen, de- sto hyppigere bleve disse, saa at hele den Del, der strækker sig fra 5te Tverslynge og til Anus, var ganske opfyldt af disse Excrementer. De to huskede Organer ere næsten kugledannede, 3 — 4 mm. store, og ere fæstede et paa hver Side af Rectum, strax foran Kloakaabningen, Fig. 8, a, a. De have en cylindrisk Stam- me, der danner et Rør, som ved Udspringet er nøgent i en Længde af omtrent 1 mm.. Fig. 8, b; men fra den øvrige Del af Stammen udgaar en Mængde rørformige Grrene, Fig. 9, a, hvorfra udspringer en stor Mangfoldighed af lange, smale, slangeformige Rør, Fig. 9, b, b. Disse have paa deres frie Ende en tragtformig Aabning, som fører ind til Rørets Hulhed, og hvis Rand er forsynet med lange Cilier, Fig. 9, c, c, 10. I histologisk Henseende dannes de nævnte Organer væsentligst af de samme Elementer, som Tarm- eller Kloak- væggen, hvoraf de egentlig kunne befragtes som en Udstylp- ning. Den indre Flade er tapetseret af et rigt flimrende Epi- thel, der rager ind i Hulheden og hvis Celler ere store, dels runde, dels mere eller mindre aflange; de have en temmelig stor Kjerne og et yderst finkornet brungrønt Pigment, der ofte er saa tæt og tykt, at det ganske skjuler Kjernen, Fig. 12, a, a, 4* 52 D. C Danielssen og J. Koren. 13, b, b. Epithelet er læstet til et fibrillært Bindevævslag, hvortil Muskelhuden støder, hvilken bestaar af Længde- og Ringfibre, som beklædes af det flimrende Peritoneum, som altsaa danner den ydre til Kropshulheden vendende Flade. Indeni Rørenes Lumen iagttoges en hel Del gmaa fritlig- gende runde Legemer, der vare noget sammenskrumpede, for- synede enten med Kjerne eller nogle faa Molectiler, Fig. 13, c, og som lignede de Legemer, Kropsvædsken indeholdt, hvilke tildels vare coagulerede i Klumper. Hovedstammen aabner sig paa Kloakens indre Flade imellem et Par af dens stærke Folder. Af den her givne Beskrivelse af de huskede Organer, vil det sees, at de saagodtsom ganske svare til de, der findes paa samme Sted hos Bonellia viridis, og som Schmarda har antaget for Respirationsorganer, idet han finder dem analoge med Holothuridernes. Lacaze-Duthiers har underkastet dem en nøiere Granskning, og derved paavist, at de først og fremst maa betragtes som et Kjertelapparat, som han kalder Anal- sække (poches anales), imedens han dog opstiller som en Mu- lighed, at de tillige kunne staa i Respirationens Tjeneste. Han formener da, at et Parti af dem skulde udføre Secre- tionsorganets Rolle, imedens et andet kunde fungere som Lunger. Ifølge vore Undersøgelser, som rigtignok ere foretagne paa et enkelt Exemplar, opbevaret i Spiritus, hvilket dog blev observeret og tegnet i levende Live, antage vi, at de herom- handlede Organer hos Hamingia ere analoge med Holothuri- dernes saakaldte Lunger ; men som vi for Molpadidernes Ved- kommende have paavist at være Tarmappendices (Secretions- organer), der intet have med Respirationen at bestille. At disse Organer hos Hamingia ogsaa ere Afsondringsapparater og ikke Lunger, synes at fremgaa ikke alene af deres Byg- ning, men ogsaa af den Omstændighed, at de ikke staa i no- gen Forbindelse med Blodcirculationen. I det Døgn, Dyret blev observeret i levende Live, aabnede Kloakaabningen sig kun saa ofte Excrementerne bleve udstødte; noget Søvand kunde ikke trænge ind igjennem den ved en stærk Sphincter lukkede Aabning, ligesom Endetarmen og Kloaken viste sig at være propfulde af de før beskrevne Excrementer. Men det staar ikke til at nægte, at de her omtalte Organer ere Fra den norske Nordhavsexpedition. 53 noget forskjellige fra Holothuridernes benævnte Lunger. Disse, der hovedsagelig beståa i større og mindre Samlinger af blæreformige Blindsække, staa ikke i nogen direkte Ko- munikation med Kropskulhedens Fluidum. Sagtens yttrer Semper, at ban formener at bave iagttaget en Aabning paa Blærerne; men ingen anden Forsker bar observeret dette. Hos vor nye Slægt er der ligesom bos Bonellia en tragtformig vid Aabning paa de beskrevne slangeformige Rør, forsynet med lange Cilier, bvori Kropsvædsken efter al Sandsynlig- bed optages; men om den saaledes optagne Kropsvædske undergaar paa denne Vei nogen Forandring, eller om den atter jages ud i Hulbeden, se det er et Spørgsmaal, vi ikke kunne besvare, da vi dertil ikke bave bavt Materiale nok. Men skulle vi indlade os paa en Hypotbese, saa var det den, at disse Organer, som vi antage for Secretionsorganer, tjene til at rense og forsaavidt ogsaa til at fornye Kropsvædsken ; de virke, om man saa vil, som et Slags Nyrer. Circulationssystemet. Vore Undersøgelser over Kredsløbet ere vistnok ufuld- stændige; men Skylden berfor tør mest ligge i det mangel- fulde Materiale. Naar Dyret er aabnet fra Rygsiden, iagt- tages paa Mundbulbedens ydre Flade en korktrækkerformig, bvid, glindsende Kanal, der er Rygkarret, Fig. 6, x. Dette løber fortil langs Mundbulbedens Rygflade lige til dennes forreste Ende, bvor det deler sig i to Grene, en til bver Side. Det tiltager i Tykkelse, alt eftersom det kommer længere bag mod Svælget og er slangeformig bugtet, saalænge det løber paa Mundbulbeden, Fig. 14, a. Naar det forlader denne, bliver det tykkere, næsten lige, gaar under Svælget, Fig. 6, x, i Dybden hg leber bagtil over venstre Æggebebol- der, bvor det tiltager temmelig betydeligt i Tykkelse, Fig. 14, b, c. Herfra løber det beu til den venstre borizontale Tarmslynge, Fig. 14, d, paa dennes Rygflade, bvortil det er bundet ved Bindevævstraade ved Siden af Rygmesenteriet; naar det er kommet et Stykke bag paa Tarmslyngen, deler det sig i 2 Hovedstammer, Fig. 14, e, bvoraf den ene nu føl- ger Tarmrørets Rygflade langt bagtil, bvor det synes at op- børe, efteråt bave forladt den 5te Tverslynge. Karret er 54 T). C. Danielssen og J. Koren. overalt tæt bundet til Tarmen, og afgiver hist og her en- kelte Grene til denne; hvorvidt disse igjen fordele sig og danne Anastomoser, kunne vi ikke afgjøre, da vi ikke have fundet noget saadant. Den anden Hovedstamme deler sig derimod i mange Grrene, som igjen forgrene sig og danne li- gesom et bredt Belte, der dækker næsten hele Tarmens Rjg- flade, idet disse mangfoldige Smaagrene, som ere bundna sammen ved et tyndt Bindevæv, gaa over mod Bugfladen, Fig. 14, g, og træffer her paa lignende Smaagrene fra Bug- karret, hvormed de synes at forene sig. Disse Karbundter ere fæstede til Tarmen, have en skidden gulhvid Farve, ere samlede et Par Millimeter brede og 4 — 5 mm. lange. Bug- karret er tykkere end ßygkarret, løber paa den horizontale Tarmslynges Bugside, Fig. 14, h, hvor det ogsaa deler sig i to Hovedstammer, hvoraf den ene ligesom ved Rygkarret lø- ber langs Tarmens Bugflade bagtil, hvor den ender omtrent paa samme Sted som Rygkarret — kun paa Tarmens Bug- side, Fig. 14, i. Den anden Hovedstamme, Fig. 14, k, for- grener sig paa samme Vis, som ßygkarret og hjælper til at danne den før omtalte Karudbredning. Fortil løber Bugkarret lidt til Høire, Fig. 14, 1, 15, b, efteråt have afgivet en stærk Gren til det forreste Parti af Tarmrøret og Svælget, Fig. 15, c, en Gren, der gaar bagtil langs Nerven, Fig. 15, d, og endelig en Gren, der gaar over paa en anden Tarmslynge, Fig. 15, e. Naar det har afgivet disse Grene, løber det lidt i Dybden, krydser sig med Bugkarret, gaar nu langs Nerven, imellem begge Æggebeholderne, Fig. 14, m, og fortsætter sit Løb paa Mundhulhedens ydre Bugflade indtil dennes forreste Ende, strax bagenfor Mundaabningen, hvor det deler sig i to Grene, Fig. 15, g, der omgive Spiserøret, for, efter alt hvad vi kunde se, at forene sig med Rygkarrets tvende Grene, hvorved en Ringkanal fremkommer. Den venstre Gren er temmelig tynd; men den høire ud vider sig strax. Fig. 15, h» og fra denne Udvidning gaar et tykt Kar lidt bagover, bli- ver et kort Stykke smalere. Fig. 15, i, og taber sig i et stærkt muskuløst, aflangt, ægformigt, hult Legeme (Hjerte?), der var opfyldt med Blod og flotterede frit i Kropshulheden, Fig. 15, k. Fra Ringkanalen gik flere korte Grene ind imel- lem Hudens Muskellag. — Vi have vel seet, at baade Ryg- og Bugkarret afgiver Grene til Tarmen, Mesenteriet og til Fra den norske Nordhavsexpedition. 55 Æggestokken; men vi have ikke kunnet iagttage nogen For- bindelse imellem dem, og langtfra den netformige Karudbred- ning paa Tarmen, som Schmarda angiver at være tilstede hos Bonellia viridis. Der er hos Hamingia vistnok et afslut- tet Kredsløb; men det er et Spørgsmaal, om dette ikke er dobbelt, saaledes nemlig, at den Gren af Ryg- og Bugkarret, Fig. 14, i, e, der fra den forreste, store udbredte Karforgre- ning, Fig. 14, g, løber langs Tarmens Sider til bag imod de sidste Circumvolutioner, om ikke disse Kar paa en lignende Maade udbrede og forene sig som ved den store Karforgre- ning; er dette Tilfældet, saa er der et andet Kredsløb, der jo er meget længere end det første. Men hvilket af disse Kar, der virker som Arterie eller Vene, det lader sig van- skeligen afgjøre. Kan det antages, at det -flotterende, mu- skuløse Legeme virker som et Hjerte, kan dette betragtes som et Centralorgan, da forekommer det os, at Bugkarret, med hvil- ket Hjertet staar saagodtsom i umiddelbar Forbindelse, maa repræsentere det arterielle System, og følgelig ßygkarret Yenesystemet. Dette synes yderligere at bekræftes derved, at Bugkarret, der er tykkere, har fastere, muskuløse Yægge end ßygkarret. Sammenligner man nu Circulationsorganerne hos vort Dyr med Bonelliens, saa viser det sig, at de afvige noget, hvilket ogsaa var at vente, alene af den Grund, at Hamingia ingen Snabel har; men Fællesskabet er ikke desto- mindre temmelig iøinefaldende. Hos Bonellien er den sæk- formige Udvidning af Bugkarret, der flotterer i den midter- ste Del af Kropshulheden, udtydet som muligens et pulse- rende Centralorgan (Hjerte, Lacaze-Duthiers), og forsaavidt kan det ansees som et Analogon til det særegne Organ hos Hamingia, som vi have fundet flotterende i den forreste Ende af Kropshulheden, og som staar i Forbindelse med Bugkarret. Men omtrent paa det Sted, hvor Lacaze-Duthiers har fundet den sækformige Udvidning af Bugkarret, der fiiides hos Ha- mingia den særegne Karforgrening, der danner Foreningen imellem Ryg- og Bugkar, hvilken ikke kan betragtes som nogen Centraldel; men snarere som et peripherisk Afsnit af Circulationen. 56 D. C. Danielssen og J. Koren. Nervesystemet. Hos Gephyreerne i Almindelighed er Nervesystemet tem- melig let tilgjængeligt, og anderledes er det heller ikke lios vor nye Slægt. Naar Tarmrøret er borttaget eller skudt til Side, saa fremtræder tydeligt C entraîner vestrængen, der langs Midten af Bngfladen strækker sig fra Munden til Anus, Fig. 16, a. Den har en kvid glindsende Farve, er bundet tilBug- mesenteriet, og er beklædt paa sin indre i Kropshulheden fremragende Flade af Peritoneum. Den ligger altsaa imellem denne og Skraamuskellaget. Den midterste Del af Central- strængen er noget tyndere end den forreste og bagerste Del, og udsender til begge Sider en Mængde Grene, kvoraf en- kelte staa næsten lige over for kinanden, medens andre alternere, endog med temmelig lange Mellemrum, Fig. 16, a. De fleste af disse Grene gaa meget snart ind imellem Hudens Muskellag, kvor de dele sig, — enkelte andre kunne forføl- ges noget længere, førend de tabe sig i Huden. De kave ved deres Udspring en næsten korizontal Retning. Efterkaanden som Centralstrængen kommer længere fortil, bliver den noget tykkere, Fig. 16, b; den løber imellem begge Æggebekol- derne, Fig. 16, k, k, ved Siden af Bugkarret, og afsender lig- nende Grene til Huden og Mesenteriet, som dens midterste Del, kun kave de ker en mere skråa Retning. Naar den er kommen lidt foran Æggebekolderne, afgiver den paa kver Side en fin Gren, Fig. 16, c, der gaar bag til Udførselskana- len for Æggebekolderne. Den afgiver fremdeles mange fine Grene til Mesenteriet og Huden, indtil den omtrent 3 mm. fra Mundaabningen deler sig i to Stammer, Fig. 16, d, der gaa kver til sin Side og omfatte den forreste Del af Svæl- get, kvorefter de forene sig paa dettes Rygside, og danne derved en temmelig vid Ring, hvorfra udgaa Grene til Hu- den, Mundkulkeden og Spiserøret, Fig. 16, e. Bagtil fort- sætter Centralstrængen sit Løb ved Siden af Æggestokken, Fig. 16, f, som for endel dækker den, og afgiver en Mængde Smaagrene til Huden samt flere Grene til Mesenteriet og Æggestokken; kenimod Anus deler den sig, Fig. 16, g, og slaar sig om Endetarmen, kvor begge Grene tabe sig ganske i Bindevævet. Centralstrængen er fuldstændig uden Knuder eller Ganglier; den kar en temmelig fast Skede, indenfor Fra den norske Nordhavsexpedition. 57 hvilken er et peripherisk cellulært Lag, og et centralt, der er det tykkeste, og bestaar af Nervefibriller. Det peripheri- ske Lag synes at være sammenvoxet med Skeden; nogetKar findes ikke. Grenene ere sammensatte paa lignende Maade, og det liar ikke været os muligt at opdage nogen ganglionær Dannelse, ligesaalidt paa dem, som paa Centralstrængen. Efter Lacaze-Duthiers Undersøgelse over Nervesystemet hos Bonellia viridis synes dette at stemme temmelig overens med hvad vi have fandet hos Hamingia; den væsentligste For- skjel ligger i, at hos denne, som ingen Snabel har, nærmer Svælgringen sig mere den for Grephyreerne almindelige. Professor GrreefP*) angiver, at ifølge hans Undersøgelse skal Centralnervestrængen hos Echiurus Pallasii, Thalassema Ba- ronii og Bonellia viridis, samt hos mange børsteløse Gephy- reer være uden Ganglier og indesluttet i et Blodkar. Hos Hamingia have vi ikke iagttaget noget saadant Kar, uagtet vi have ved vellykkede Tversnit havt Anledning til at skjænke dette Punkt vor fulde Opmærksomhed. G en er at ion so r ganerne. Yi have tidligere omtalt to Æggebeholdere (Uteri), der have deres Leie i den forreste Del af Kropshulheden, Fig. 16, h, h. De ere ægformige, 7 mm. lange, 4 mm. brede; en- hver af dem er forsynet med en Udførselskanal, Fig. 16, i, 17, a, som er rund, 3 mm. lang, omtrent 1 mm. tyk, og som gaar ud igjennem de tidligere beskrevne krumbøiede Papiller paa Bugfladen, i hvis Spids den aabner sig. Foruden denne Udførselskanal har enhver Æggebeholder en tragtformig Ka- nal, der ligger over Udførselsgangen, hvortil den er fastvoxet i en Strækning af omtrent 2 mm.. Fig. 16, k, 17, b; men bli- ver fri, idet den bøier sig indad og nedad imod Bugfladen, Fig. 16, 1, 17, c, og udvider sig nu saaledes, at den frie Ende danner Tragtens brede Del, Fig. 16, m, 17, d. Denne frie Ende, hvis Rand er indskaaren, foldet og besat med Cilier, Fig. 17, e, danner Indgangen til Kanalen, som fører ind til *) Sitzungsberichte d. Gesellschaft zur Beförderung der gesammten Na- turwissenschaften zu Marburg, No. 2, Febr. 1874. 58 D. C. Danielssen og J. Koren. Æggebeholderens Hulked. Hele Tragtens indre Flade, lige- som Kanalen, er beklædt med et flimrende Epithel. Igjennem Tragten føres de i Kropshulheden svømmende Æg ind i Æg- gebeholderne, der vare fuldproppede af fuldt udviklede Æg, Fig. 16, h, li. Saavel Udførselskanalen som Tragten med dens Indførselsgang bestaar af et fast Bindevævslag, bvis indre mod Lnmenet vendende Flade er beklædt med et cili- erende Epithel; men hvis y dre Flade støder til en meget stærk Muskelhud, der bestaar af Længde- og Ringfibre, hvilke strække sig udover selve Æggesækkene, der dannes af en temmelig fast, men næsten vandklar Bindevævsmembran, gj en- nemkrydset af Muskelfibre. Saavel Æggestokken, som de med den i Forbindelse staaende Kanaler, ere udvendig be- klædte med Peritoneum. Æggebeholderne ere fæstede til Bugfladen ved enkelte tynde, temmelig lange Bindevævs- traade; forresten hænge de frit i Kropshulheden. Æggestokken dannes af en Fold af Bugmesenteriet, Fig. 16, n, n, er smal, fladtrykt-baandformig, og strækker sig fra den yderste Ende af Rectum, hvortil den fæster sig, til no- get foran Midten af Kropshulheden; den følger Centralnerve- strængen, som den ganske skjuler. Fig. 16. Æggene udvikle sig i Follikelgrupper; saaledes fandtes i den forreste Del af Æggestokken nogle isolerede Follikler, Fig. 16^ o, o, hvori det begyndende Æg med Kimblære og Kimflæk fandtes, — fuldkommen lig den Udviklingsmaade, der for endel er anty- det af Lacaze-Duthiers; men som senere har faaet en fuld- stændigere Løsning i Vejdovskys*) og Spengels**) Afhand- linger over Ægdannelsen og Hannen hos Bonellia viridis, og hvortil vi skulle tillade os at henvise for ikke at gjøre os skyl- dig i Gjentagelser. Længere bag vare FoUikelgrupperne tal- rigere ; Æggene mere udviklede. Fig. 16, p ; i enhver Follikel var et Æg, der udviklede sig af en Centralcelle. Jo længere bag man kommer, desto mere ere Æggene udviklede, saa at hen- imod Æggestokkens hagerste Ende findes de mest udviklede *) Ueber die Eibildung und die Männchen von Bonellia viridis. Franz Vejdovsky. Zeitschrift f. wissensch. Zoologie, 30 B., 1878, pag. 487. **) Dr. J. W. Spengel. Beiträge zur Kenntniss der Gephyreen. Die Bi- bildung, die Entwicklung und das Männchen der Bonellia. Mitthei- lungen aus der zoologischen Station zu Neapel. 1 B., 3 Heft, 1879. Fra den norske Nordhavsexpedition. 59 Æg, der ved sin Væxt sprænger Follikelen og falder ud i Kropshnlheden, hvor det fuldender sin Udvikling. Æggestok- ken hos Hamingia lignede en Samling Drueklaser ophængte i et Baand. Det fuldmodneÆg, saaledes som det findes iÆggebe- holderne og tildels i Kropshnlheden, har kun en Hinde, som La- caze-Duthiers og for ganske nylig Dr. Spengel har paavist hos Bonellia viridis; den af Schmarda beskrevne anden Hinde eller Membran, hvormed Ægget sknlde være omgivet, er utvivlsomt Follikelmembranen. Indenfor Blommemembranen ligger Kim- blæren med Kimplet omgiven af Protoplasmakorn, og uden om disse store Blommekorn, deutoplasmatiskeKugler(seVej dovsky). Ingen Hanner have vi fundet, nagtet vi vare meget op- mærksomme derpaa. De ovenfor beskrevne Kjønsorganer afvige forsaavidt fra Bonelliens, som der hos denne kun er en Uterus, imedens Hamingia har to. Men derimod nærmer den sig just derved til Slægten Thalassema. Omendskjøndt dennes Anatomi, saa- vidt vi vide, ikke er tilstrækkelig bekjendt, fremgaar dog af de Undersøgelser, Max Müller*) har anstillet over Thalassema gigas, at den har 2 Uteri, som Müller rigtignok kakler Ova- rier. Han angiver, at de findes paa Bugfladen, ere lang- strakte, indtil 2 Tommer lange, og have en kort Udførsels- gang, der munder ud i to paa den ydre Bugflade siddende yderst smaa Vorter. Paa disse Ovarier har Müller iagttaget en liden Fremstaaenhed, hvorpaa han tror at have seet en liden Aabning. Diesing**) har imidlertid opfattet dette For- hold rigtigere, idet han benævner dem Uteri, uden at han dog omtaler med et Ord selve Æggestokken, der for ham var ukjendt. Det er neppe nogen Tvivl underkastet, at de Or- ganer, Max Müller kalder Æggestokke, ere fuldstændig ho- mologe med de af os beskrevne Æggebeholdere hos Hamin- gia, ihvorvel de i Formen afvige noget; men lægger man Mærke til, at Müller omtaler en liden Fremstaaenhed, paa hvilken han tror at have fundet en Aabning, kan dette neppe være noget andet, end den hos Hamingia og Bonellia paa *) Thalassema gigas, Max Müller, Übserv.-Auat. de Verinibus quibusd Maritimis. 1852, pag. 20. **) Revision der Rhyngodeen, Earl Diesing, 1859, pag. 772. 60 D. C. Danielssen og J. Koren. Uterus værende Tragt, der tjener til at opsamle og lede de i Kropshulheden fritsvømmende Æg ind i Æggebeholderen. Hos Thalassema foregaar, efter Semper's og Spengèl's lagt- tagelser, Ægdannelsen paa en aldeles lignende Maade som hos Bonellia. Vi mene saaledes at have bevist, at den af os nye opstillede Slægt staar i et nært Forhold til Thalas- sema og Bonellia; men ser man hen til, at der hos vor Slægt, baade i de ydre Karakterer og i Anatomien er størst Fællesskab med Bonellia, turde det være et Spørgsmaal, om den ikke i phylogenetisk Henseende staar i den inderligste Rapport til denne. Hamingia bærer virkelig Spor af en for- dums Snabel, der tør være forsvunden, og ved hvis Forsvin- den naturligvis saavel Circulations- som Nervesystemet maatte undergaa nogen Forandring, hvilket jo viser sig at være Til- fældet, idet den kredsformige Afslutning, der foregaar i Sna- belen hos Bonellia, træder op hos Hamingia under Form af en Nervering og Blodkarring, der omgive den forreste Del af Spiserøret. Kan det antages, at Bonellien oprindelig har havt to Uteri, hvilket kan være rimeligt nok, da den ene har et meget usymmetrisk Leie, og kommer dertil, at Lacaze- Duthiers har fundet hos et Exemplar 2 Uteri, som han for- resten angiver som ganske exceptionelt, — saa er det ikke noget ukjendt, at det tabte Organ atter optræder i en høiere Af stamning, og vi ere tilbøielige til at antage, at Hamingia staar noget høiere i Organisationsrækken end Bonellia. Hamingia arctica lever paa sandholdig Lerbund, bevæger sig temmelig meget ved Krumninger i forskjellige Retninger, uden at gjøre nogen synderlig Fremgang. Farven er mørk græsgrøn, naar Dyret er sammentruk- ket, men bliver lysere med enkelte mørkere Partier, naar det er udspændt, og da bliver Huden saa gjennemsigtig, at en Del af Tarmkanalen kan sees. Mundskiven med Mundlæberne ere næsten hvide, spillende lidt i det Grule, ligeledes de lange cylindriske, krumbøiede Papiller paa Bugfladen. Kun et Exemplar blev fundet paa Station 290, 72° 27' N. Br., 20° 51' E. Slægt s k ar akt er. Legemet valseformigt. Munden paa den forreste Ende, nærmere Bugfladen. Analaabningen i Centrum af den hagerste Fra den norske Nordhavsexpedition. 61 Ende. En halvmaaneformig, lidt fremragende Fold omkring Munden (Rudiment af Snabel). Paa Bugfladens forreste Del to cylindriske lange Papiller, paa hvis Spids en rund Aab- ning for Æggebeholdernes Udførselsgang. Ingen Børster. Tarmrøret danner Slynger ; men ingen Spiral, og ender i en Kloak, fra hvis begge Sider udgaar et forgrenet Kjertel- apparat. Centralnervestrængen glat, uden Ganglier. En Æggestok, der ligger langs Nervestrængen i den ha- gerste Halvdel af Kropshulheden. To Uteri med deres Udførselsgang og Tragt. Hannen ukjendt. Artskarakter. Legemet valseformigt, glat, 120 mm. langt, 20 mm. tykt, antager under Kontraktioner forskjellige Former. Farven lysere eller mørkere græsgrøn med hvidgul Mundskive. De krumbøiede Papiller paa Bugfladen grønlige med hvidgule Ender. Forklaring over Figurerne. Tab. 1. 2. Fig. 1. Hamingia arctica i naturlig Størrelse. a Mundaabning; h den halvmaaneformige Hudfold (An- tydning til en Snabel) omkring Munden; c cylindriske krumbøiede Papiller (egentlig Udførselsgange for Uteri); d Kloakaabning. 2. Kroppens forreste Ende, seet forfra, forstørret. a Mundaabning; &, h de to Hudfolder; c Foreningen imellem den forreste og hagerste Hudfold; d Furen imellem Mundlæberne og den forreste Hudfold; e den brede Fordybning imellem den forreste og hagerste Hudfold; / de to krumbøiede Papiller. 3. Kroppens hagerste Ende med Kloakaabningen i Cen- trum, forstørret. 62 D. C. Danielssen og J. Koren. Fig. 4. Tversnit af Huden, forstørret. a Cuticula; h, h det hyaline Bindevævslag, hvori Cellegrupper ere leirede; c to sammenhængende Cel- ler; d E-ingmuskler ; e Længdemuskler ; / Skraamusk- ler; g Centralnerver. 5. Huden seet ovenfra, forstørret. a Cellegrupper. 6. Haminga arctica, aabnet fra Ryggen; naturlig Størrelse. a Mundhulheden; h Spiserøret; c Ringförmige For- dybninger, dannede af det fibrillære Bindevæv; fra d til t, begge inklusive, Tarmrøret med dets mange Bøininger; u Rectum; v tendinøse Fibre, der binder Kloaken til Kropsvæggen; æ Rygkarret. 7. Tversnit af Spiserøret, forstørret. a Epithellaget ; & Indsynkningerne i det kjernerige, fibrillære Bindevæv ; c fibrillært Bindevæv; (^Længde- muskler; e Ringmuskler. 8. Den hagerste Kropsdel aabnet, og endel af de tendi- nøse Fibre slaaede til Siden for at vise de to Tarm- appendices, lidt forstørret. a, a de buskformige Kjertelapparater; 5 Hovedstam- men for disse; c Endetarmen; d de tendinøse Fibre; e Kloak. 9. a en rørformig Gren fra Hovedstammen; &, & slange- formige Rør; c tragtformig Aabning for et af disse Rør, forstørret. 10. Den øverste Ende af et slangeformigt Rør med sin tragtformigt udvidede Aabning, forsynet med Cilier, samt dens YæggQ tapetserede med Celler, forstørret. 11. En Levercelle, forstørret. 12. Epithelet paa den indre Flade af de slangeformige Rør, forstørret. 13. a, a, &, h de enkelte Epithelceller i disse Rør ; c, c de runde Smaalegemer, som fandtes i Kropsvædsken. 14. a Rygkarret paa Mundhulhedens ydre Flade; h det Sted, hvor det gaar over paa venstre Uterus; c Løbet paa samme; d hvor det gaar over paa den venstre horizontale Tarmslynge; e hvor det deler sig; / den Fra den norske Nordhavsexpedition. 63 ene Stammes Grene; g Sammentræffet med Grrene fra Bugkarret; h Bugkarret; i Bugkarrets ene Stamme, der følger Tarmen ; h Bugkarrets anden Stamme, hvis Grene forbinde sig med ßygkarrets; ?, m Bugkarrets Fortsættelse fortil, imellem Uteri, idet det krydser Rygkarret. Fig. 15. a Centralnervestrængen ; h Bugkarret ; c, d, e Grene fra det; / Blodkarrets forreste Del, lidt før det deler sig; g Deling i to Grene; h den køire udvidede Gren; i det fra TJdvidningen udgaaende Kar; Jc Hjerte? 16. a Centralnervestrængen, den midterste Del med dens Sidegrene; b den forreste Del af Centralstrængen med Sidegrene; c Gren til Uterus; d Delingen fortil af Centralstrængen; e Grene til Spiserør og Mundhul- lied; / den hagerste Del af Centralstrængen; g dennes Deling i to Grene; h, h Uteri; i Udførselsgang for den venstre Uterus ; k Kanalen for Tragten ; I Trag- ten; m Indgangen til Tragten; w, w Æggestokken ; o, o Follikelgrupper ; ^ endnu ikke fuldt udviklede Æg. 17. a Udførselsgangen for Uterus; b Kanalen for Tragten ; c den frie Del af Kanalen; d Tragtens Aabning; e Cilier. Da nogen Tid endnu vil hengaa, inden det hele Arbeide over Gepbyreerne kan blive offentliggjort, skulle vi foreløbig levere nedenstaaende Slægts- og Artskarakterer over de af os beskrevne nye Dyr. Sipunculidæ, Baird. Fhascolosoma LiUjeborgii n. sp. Legemet cylindrisk, glasklart. Kroppen forsynet med spredte, fine Papiller; dens Bredde i Forhold til Længden som 1 — 20. Snabelen lige lang som Kroppen, besat med yderst smaa, spidse Papuler. Tentaklerne 8 — 10. En Re- traktor. Findested: Station, 34, 63°, 5' N. Br., 0°,52.5' 0. Gr., 587 Favne, Temp. -r- 1,1 C, Slik. Stat. 176, 69°, 18' N. Br., 14°, 32.7' 0. Gr., 536 Favne. Temp. -v- 0.2. Ler. Stat. 295, 71°, 64 D. C. Danielssen og J. Koren. 59' N. Br., 11°, 40 0. Gr. 1110 Favne. Temp. -r- 1.1. Bi- loculinler: Nogle Exemplarer paa liver Station. Aspidosiphon armatum n. sp. Kroppen cylindrisk, 8 mm. lang, bedækket af større og mindre Chitinplader ; den hagerste Ende tvers afskaaren. Snabelen dobbelt saa lang som Kroppen, overalt besat mèd Hager og forsynet med 10 — 12 korte Tentakler. Endeskjol- det rundt, næsten fladt, sammensat af Cbitinplader, som i Randen ere tungeformede, i Centrum runde. Udenom Skjol- det 6 Ringe, besatte med Plader. Det forreste Skjold omvendt bjerteformigt. Findested: Stat. 87, 64° 2' N. Br., 5° 35 0. Gr. 498 Favne. Temp. -j- 1.1. Ler. Kun et Exemplar. Onchnesoma glaciale n. sp. Kroppen cylindrisk, 35 mm. lang, 2 mm. bred; densBag- ende sparsomt besat med yderst fine Papiller. Snabelen dob- belt saa lang som Kroppen; dens forreste Fjerdedel forsynet med mange regelmæssige Rækker Hager. Huden glasklar. Findested: Flere Exemplarer paa Stat. 51, 65° 53' N. Br., 7° 18 V. Gr. 1163 Favne. Temp. -^ 1.1. Biloculinler. Stat. 240, 69° 2' N. Br., 11° 26 V. Gr. 1004 Favne. Temp. -v- 0.9. Biloculinler. Stat. 248, 67° 56.5' N. Br. 4° 11' 0. Gr. 778 Favne. Temp. -i- 1.4. Biloculinler. Et Exemplar paa Stat. 251, 6S° 6.5 N. Br., 9° 44 0. Gr. 634 Favne. Temp. -ir- 1.3. Blaat Ler. Mange Exemplarer, der vare sammen- flettede ved den lange Snabel paa Stat. 283, 73° 47.5' N. Br., 14° 21 0. Gr. 767 Favne. Temp. -^ 1.4. Biloculinler. Stephanostoma*) Hansenii**), n. g. et sp. Sl ægt s k ar akt er. Mundskiven meget bred med 10 store Tentakelgrupper, imellem bvilke sidde enkelte Tentakler. Analaabningen strax bagenfor Snabelens Grund. *) 2xéq}avoç = Krands, öröfia = Mund. *) Benævnt efter Overlæge Gr. Armauer Hansen. ) Fra den norske Nordhavsexpedition 65 Artskarakter. Legemet cylindrisk. Snabelen omtrent lige lang som Kroppen. Huden fast, læderagtig. Analaabningen paa en fremragende Papille. Tentaklerne sidde i 10 Grrnpper, 16 i hver Gruppe, og imellem hver to Grupper sidder et Par Ten- takler, ialt 180. 4 Retractorer. Tarmen danner en Spiral. Spindelmuskel. Farven: Kroppen olivengrøn. Snabelen lysere med en rosenrød Hals. Mundskiven næsten hvid med 10 røde Striber. Tentaklerne rosenrøde. Findested: Et helt Exemplar og mange større og mindre Stumper paa Stat. 223, 70° 54' N. Br., 8° 24' V. Gr. 70 Favne. Temp. -r- 0.6. Sort vulkansk Sand og Ler. Et næsten helt Exemplar paa Stat. 267, 71° 42' N. Br., 37° 1' 0. Gr. 148 Favne. Temp. -f- 1.4. Ler. Sten. Bonellidæ, Baird, Saccosoma*) vitreum, n. g. et sp. Legemet kolbeformigt Den forreste Del cylindrisk, ugjennemsigtig med en rund Mundaabning paa den fri Ende. Den hagerste Del, optagende hele Tarmkanalen, næsten kugle- rund, glasklar, endende i en opak Conus, paa hvis Spids Anus. Æggestokken i den forreste Del af Kropshulheden. Ingen Hager. Artskarakter. Kroppens forreste, cylindriske, opake Del 12 mm. lang; den hagerste, glasklare, kugleformige Del 18 mm. lang, 12 — 14 mm. bred. Farven er paa den forreste Kropsdel og paa den koniske Ende hvid, spillende lidt i det Røde, imedens den kuglerunde, glasklare Del er farvefri. Findested: Stat. 40, 63° 22.5' N. Br., 5° 29' V. Gr. 1215 Favne. Temp. -r- 1.2. Sandler. Kun et Exemplar. / Epithetosomatidæ Dan. et Koren. Legemet forsynet med et cylindrisk, hult, medKropshul- *) 2txxHOç = Sæk, dcàfia = Legeme. Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. I. 66 D. C. Danielssen og J. Koren. teden corresponde rende Rør. Bagenfor dette, paa hver Side af Kroppens Forende, en Spalte, i Bunden forsynet med Aab- ninger. Ingen Hagebørster. Epithetosoma*) norvegicum n. g. et sp. Slægtskarakter. Legemet cylindrisk, paa dets forreste Ende forsynet med et langt, ikke retractilt rørformigt Tilhæng (Snabel). Bagen- for dette, paa Bugsiden, den runde Mundaabning. Paa hver Side af den forreste Kropsende en Spalte, der i Bunden er forsynet med flere Aabninger. Ingen Analappendices. Anus i Kroppens hagerste Ende. Artskarakter. Kroppen cylindrisk, 12 mm. lang, 2 mm. bred. Det rør- formige Tilhæng 2V2 Gang saa langt, som Kroppen. Tarmen lige, stærkt foldet. Farven paa Kroppen olivengrøn, paa Snabelen bieg grønlig. Findested: Stat. 190, 69°, 41' N. Br., 15° 50,5' 0. Gr. 870 Favne. Temp. -i- 1,2. Sandblandet Ler. Kun et Exemplar. *) "ExH^etoy = Tilhæng, öoofiec = Legeme. Vismuthglansforekomst paa sydostspidsen af nordre Sandø (Hvaleerne). Af J. H. L. Vogt. Vismuthglansen findes i kvartsgange , som sætter igjennem granit. Disse kvartsgange, hvoraf den mægtigste er ca. lm. A N Ertsførende kvartsgång. Kart. mægtig, findes paa begge sider (max. af afstand ca. 10 m.) af en mørkegraa, seig, stærkt forvittret bergart, som minder om augit- porfyr. Denne er afsondret baade 4= og X grænsen mod side- stenen. 68 J. H. L. Vogt. Vismuthglans paa Sandø. Mineraler: svovlkis i ooOco, mørkebrun Zinkblende, mag- netjern (?), lidt vismuthglans og lidt kaliglimmer i kvartsgån- gen, desuden vakker, mørkeviolet flusspath baade i kvartsgan- gene og paa sletter i den omgivende granit. Rimelig forklaring: Eruptiven har fremkaldt sprækker, hvori der nedenfra er kommet flusspath og de omtalte ertser; kvartsen derimod maa antages at være et slags udludnings- og afsætningsprodukt. Det synes ikke rimeligt, at ren SiOg kan være kommet paa eruptiv vis sammen med en saa basisk erup- tiv som augitporfyren. Torghatten og Kinnekloven. Af Hans H. Reusch.*) Torghatten. Udenfor Helgelands Kyst i Nordland ligger den 0, hvor det navnkundige Fjeld Torghatten ondes. Øen har, saavidt vides, intet Navn, der gjælder for den i dens Helhed; vel træffer man i geografiske Skrifter Navnet Torget, men dette henyttes af Almuen kun som Navn paa en enkel Gaard. Øen, Fig. 1, som er træbar og kun lidet dyrket, er 11 Kil. lang og 4 Kil. bred. Dens Kyster og talrige Bugter saavel som dens Fjeldrygge viser en .udpræget NN0 — SSV Hovedretning. Dette hænger, i det Mindste for saa vidt jeg har havt An- ledning til at iagttage det, sammen med, at de kry- stallinske Skifere, hvoraf den for største Delen bestaar, i det Store taget stryger i denne Retning. Den nord- ") Efterfølgende lagttagelscr er gjorte paa en Reise for den geologiske Undersøgelse i 1879. Det vigtigste foredroges paa Naturforskermødet i Stockholm, Juli 1880. i^. 70 Hans H. Reusch. lige, større Del af Øen er ganske lav. Ser man ud over den fra et høitliggende Punkt, faar man Indtryk af, at den engang har været mange Smaaøer, der senere er sammenknyttede ved et af løst Materiale bestaaende Lavland. Den Bugt, som gaar ind fra Syd, adskiller to Halvøer, hvor Landet hæver sig til en større Høide end paa Resten af Øen. Den vestlige Halvø indtages af et 130—160 M. (4—500 Fod) høit Fjeld, den østlige af Torg- hatten, 252 M. (800 Fod) høit. Denne sidste, Fig. 2, er omgi- vet af en hel Del lavere Fjelde af for- skjellig Høide. Naar man ser Torg- hatten paa længere Afstand, kan man ikke skjelne disse lavere Fjelde, der er adskilte ved Smaadale og gjennemsatte af Kløfter, hvert for sig ; det ser da ud, som om der strakte sig en sammen- hængende Afsats rundt Ho vedfj eldets Fod. *) Det er denne, der af Fanta- sien opf åttes som »Bræmmen paa Hat- ten«. Selve Torghatten er ved to Kløf- ter, der gaar ind fra modsat Kant, en fra SSV og en fra NNO saa godt som overskaaret i to Dele. Det smale Stykke af Fjeldet, som forbinder disse, er det, som er gjennomboret af det vidtspurgte Hul. Naar man vil besøge dette, lander man ialmindelighed ved 1 ; herfra gaar man mod NNV op en liden Dal, hvor man har selve Torghatten paa venstre H'Band og nogle af de omtalte Smaafjelde paa høire. Er man kommen øverst i Dalen, opdager man mod SSV en af bratte Vægge indesluttet Kløft, hvis Bund er bedækket med en steilt opadskraanende Ur. Kløften snævres gradevis sammen indad, hvor den afgrændses af en lodret Væg midt imod Besøgeren. (Se Fig. 3). Ved Foden af denne har man Torghathullets nordvestre Aanbing. Man ser, at Fjeldet i Fortsættelsen opad fra Hullets venstre Væg gjen- nemsættes af en Spræk; en lignende men mindre ser man ved Fig. 2. ') Cfr. H. Mohn, Bidrag til Kundskaben om gamle Strandlinier i Norge. Nyt M«gaz. f. Naturv. Bind XXII. Side 15. Torghatten og Kinnekloven. 71 Hullets høire Yæg; nær denne har man en anden større, der fortsættes lige op til det øverste af Fj eldet. Fig. 3. Er man kommet op for Uren, 144 M. (457 Fod) o. H., kan man se tvert igjennem Hullet. Prof. Dr. H. Mohn har i »Forhandlinger i Videnskabs-Sel- skabet i Christiania Aar 1870« Side 443 leveret en udmærket, af nøiagtige Maalinger ledsaget Beskrivelse af dette. Omstaaende Profil, Fig. 4, er, hvad Høiden over Havet og Hundens Kontu- rer angaar, bygget paa hans Maalinger. Hullets Længde er 163 M. (520 Fod). Bredden er ved den sydvestlige Aabning 28 M. (88 Fod), her er Høiden størst, nemlig hele 75 M. (240 Fod). I Midten er det betydelig snævrere, Bredden er her 11 M. (36 Fod) og Høiden 38 M. (120 F.). Ved den nordøstre Aabning er Bredden noget større, 22 M. (40 F.), men BLøiden endnu en Del mindre, ca. 25 M. (78 F.). Hullets Kubikindhold har jeg beregnet til omtr. 4,000,000 Ö Fod. 72 Hans H. Heusch. be N/Å S Mi ^ ■r* Pu Træk af Havets Virkninger paa Norges Vestkyst« i »Nyt Mag. f. ISTa- turv.« 1876. Torghatten og Kinnekloven. 79 som ombølget af Havbaarerne. Beviser for, at Landet engang har været underkastet Niveauforandringcr, har man som bekjendt mange af paa Norges Vestkyst, om end hidtil ikke fra Torghattens nærmeste Omgivelser. Spalterne, der gjennemsætter Torghatten, har lettet Brændingens Arbeide, gjennem dem har Våndet kunnet trænge ind i og tære paa Fjeldet indvendig ; idet det saaledes paa visse Steder har været løsnet i sine Fuger, har Havet her havt lettere for ogsaa at bryde Blokke løs. De i Retningen NNØ mod SSV gaaende Spalter, som jeg har paavist i Taget af selve Hullet, som ogsaa der, hvor det faste Fjeld stikker frem i Kløften SSV for samme, har været det betingende for Dannelsen af de to Kløfter, der saa godt som deler Torghatten i to, og for at det gjenstaaende Stykke er bleven gjennomboret. Havets Arbeide maa nærmest antages at have gaaet for sig samtidig fra SSV og fra NNO. At den Munding er videst, som vender mod den førstnævnte Himmelegn, er i god Overensstem- melse med, at den har været mest udsat for de Bølger, der rei- ses af de paa Kysten forherskende Vinde. Samtidig har ogsaa Brændingen paa andre Punkter af Fjeldet, hvor dette var gjennemsat af Sprækker, som vi har seet, dannet Kløfter og Hu- ler ; før er omtalt to, der øiensynlig ligger i Niveau med det store Hul. En Virkning af Havet er ogsaa Væggenes eiendom- melige Udseende, Det er klarligen særegne denuderende Kræfter, der har frembragt dette. Paa den foran meddelte Tegning, Fig. 6, sees et Exempel paa Fjeld af det her omhandlede udseende. De forskjellige denuderende Kræfter virker hver paa sin særegne Maade. Det rindende Vand udgraver mere eller mindre rende- formede Fordybninger. Isen afglatter Fjeldet paa sin Maade; ifølge sin Natur angriber den mest alle Fremstaaenheder, til- runder og udjævner dem efter Evne. Anderledes er den her omhandlede Afglatning. Ogsaa her er Kanter og Fremspring blevne afrundede og har en almindelig Afglatning fundet Sted, men ikke nok dermed. Ogsaa i Fordybningerne har de tærende Kræfter virket, langs Sprækker sees de at have arbeidet, her og der har de endog frembragt jettegrydeagtige Fordybninger. De- res Virksomhed har været afhængig af Bergarternes Natur; jeg har væsentlig iagttaget den hos Grundfj eldsbergarter. Etsteds kan man se, hvorledes fornemlig feldspatrige Knuder i Gneis har været paavirket og givet Anledning til Opkomsten af de om- 80 Hans H. Reusch. handlede jettegrydeagtige Fordybninger, et andet Sted er et Horn- blendeskiferparti mere paavirket end den omgivende Gneis, et tredie Sted rager et Kvartsparti frem over Resten af Fjeldet. Skulde man efter Totalindtrykket af dette Slags Fjeldover- flade give det et Navn i Lighed med det velkj endte Roches mou- tonnées for det isskurede Fjeld, har jeg foreslaaet Benævnelsen »polstret Fjeld«. »Det polstrede Fjeld« frembyder Sammenligningspunkter med det af Forvitringen tildannede; det er jo ogsaa paa en Maade fremkommet ved en Forvitring under Våndet, paavirket af det- tes Bevægelser, ligesom det paa almindelig Vis forvitrede har faaet sin Form i Luften, paavirket af dennes Bevægelser, Vindene. Bekjendt er Granitens Forvitring, hvorledes den tæres op efter sine Sprækker. Ja heller ikke de jettegrydeagtige Fordybninger savnes. Paa Korsika, hvor jeg har seet dem undertiden i Hun- dredevis at gjennemhulle Granitklipperne, har man et eget Navn for dem, »Taforier«. En Forskjel mellem «Forvitringen i Vån- det«, om man for en Gangs Skyld tør bruge dette Udtryk og den almindelige Forvitring er den, at Fjeldet i første Tilfælde er friskt lige til Overfladen, medens det i sidstnævnte yderst er omgivet af en smulreride Skorpe. Maaske dette hænger sammen med, at Luften først, naar Fjeldet er særdeles fint opsmulret, for- maar at føre det væk med sine Strømninger, medens Våndet har Evne til at føre større Korn med sig, maaske hænger det sammen med dette sidstes opløsende Evne. Naar vi skal samle, hvad det er, som taler for, at Torg- hathuUet engang er dannet ved Brændingens Arbeide, da er det altsaa for det første det, at det maa stilles sammen med en hel Række andre lignende, ud mod Havet liggende Kløft- og Huledannelser, dernæst, at det er dannet paa et Sted, hvor der optræder Spalter, som netop der maa have lettet Bølgesla- gets Virksomhed, endvidere, at det er videst netop mod den Kant, hvorfra Havets Hovedangreb maa antages at være kommet endelig det eiendommeligt »polstrede« Udseende, som Væggene tildels viser. Uren paa Bunden af Hullet er en ren Nydannelse, frembragt ved Nedras fra Taget. At den høiner sig ved Mundingerne, kommer af, at den største Mængde Sten er ramlet ned her, idet ikke alene Taget, men ogsaa de to Kløfters Bagvægge, Væggene om Indgangene, her har ydet Stof. Hîuctejnriitl JM _ îucher'slthEîiH .Bsrjen fta N >^ I» m II i' III fl '^ ^11 ^1? ^.j I II ^ Ss ^,/m,^A^A.fr/.u/ m /rj, r/>/ (>/'/ / -i-rf y', /1/ /lofn /or/yj/'c/'f / sre/ /^f/ //a/-f/ /i^^>f /on/r/ X. //•j'' /jrs/ -_ b. '/'Jf,ryj/-o/>/ trr/ ///-f //f/z-r/ Ål. A hl /oo/i-t yi^fz/r/sZ/fM^r/rz/ »J I^^A^^ Aj^t/.-;/ An//, s,r^,^t/ Torghatten og Kinnekloven. 81 Kinnekloven er et vidt bekjendt Sømærke paa Kysten af Nordre Bergenhus Amt; den gjennemsætter et mod Vest fremspringende Forbjerg paa den langt ud mod Havet liggende Kin. Det 316 M. (1012 F.) høie Fjeld, som indtager Største- parten af denne, adskilles fra et mindre Fjeld i V. ved det fra N. mod S. gaaende temmelig brede Skar, Høiska- ret, hvis høieste Punkt ligger 86 M. (274 F.) o. H., Fig. 9, 10 og 11. Kirke. Kinnekloven Byrjehilleme Høiskaret Kin i ^/100,000. Det vestenfor Høiskaret liggende Fjeld er ved Kinne- kloven delt i to Dele (223 M. og 191 M.) (110 og 609 F.). Kinneklovens Retning er fra omtr. SSV — NNØ. Kommer Fig. 10. Høiskaret. Kinnekloven. Kirke. Kin seet fra N., fra Litne Batalden. man fra N. for at stige op i den, gaar man først over nogle lave Strandklipper, dernæst over en myrdækket "^'-^.de, som ligger foran Kloven, saa begynder den egentlige Opstigning. Nyt Magazin f. Natuir. XXVI. II. 82 Hans H. Reusch. Man gaar opad en steil, paa Siderne og øverst tildels græs- klædt Ur, idet man indeslnttes af en først forholdsvis bred, Fig. 11. Høiskaret. Kinnekloven. Giønsten Seet fra N. senere gradevis afsmalnende Kløft. Uren danner øverst 120 M. (382 F.) 0. 'H. en skarp Kam, hvorfra det saa bærer nedover under ganske tilsvarende Forhold, Fig. 12. Bergarten er væsentlig Gneis i foldede og krusede Lag; Nogen udpræget Hovedstrøgretning kunde ikke faststilles; Fis:- 12. SV NO Tversnit af Kinnekloven nogenledes i de rigtige Forhold. skulde det være nogen, maatte det være NO — SV, altsaa en, som skjærer Kloven under en spids Vinkel. Nogen Forryk- ning lod sig ikke iagttage, hverken i selve Kloven eller paa Stranden i S. og N. for samme ; Bergartens Natur og Lag- ningsforhold gjør forresten Undersøgelsen heraf vanskelig. Paa den Havet nærmest liggende Side, den nv. Væg, af Klo- ven optræxler i N. for dens øverste Punkt rødlig Grranit væ- Torghatten og Kinnekloven. 83 sentlig bestaaende af Feldspat og Kvarts, lignende gammel Gmndfjelds-G-ranit, længere nede Gneis uden tydelig Lag- ning. Paa den modsatte Side af Skaret har man hele Tiden tydelig laget Gneis. Staar man øverst i Kinnekloven, ser den østlige Væg ud som paa hosstaaende Tegning, Fig. 13. a er en nogetnær lodret Væg, i det Store taget jævn, i Detaljerne ujævn ved Fig. 13. Den østlige Væg- af Kinuekloveii, saaledes som den viser sig øverst i Skaret. Afløsningsflader, hvis Hovedretning, men ikke Eetning i det Smaa, falder sammen med Fjeldets Overflade. Hist og her sees Antydninger til vertikal Stribning (maaske Glidflader). Denne Vægs Strøgretning er N— S. En paa NV-Siden af Kloven iagttaget Spræk ligger, saavidt sees kunde, i Fingt med den. h: uregelmæssige Afløsningsflader; e: Afløsnings- flade, som nogenlimde falder i samme Eetning som a. c: Spræk i samme Eetning som a. d: Fjeld udenpaa denne Spræk. Den vestlige Væg af Kinnekloven er som den anden no- getnær lodret og nøgen. Den er mere ujævn og ru, idet in- gen enkelt Spræk her er det Bestemmende for Fj eldets Over- 84 Hans H. Reusch. flade over et større Fladerum. Afrunding af Kanter og Hjørner sees ingensteds i Kloven. En Trinfølge i Havets Arheidsvirkninger : Huler, Tunne- ler, Kløfter, Sund. Profilet af Fj eldet Dolsteinen, Fig. 14*), viser os et Tilfælde, hvor en Huledannelse ikke er saa langt fremskreden, at der af Hulen er bleven en Tunnel som den, vi ser gjennem Torghatten. Fig. 14. Tversnit af Fj eldet Dolsteinen paa Søndmør. Tænker man sig Dannelsen af Kløfterne i denne sidste fort- sat længere indover, eller tænker man sig Nedramlingen af Sten fra Taget fortsat**) eller begge Dele samtidigt, er det klart, at man i Torghatten istedetfor en Tunnel vilde have faaet en Kløft som Kinnekloven. Ved Siden af Kinnekloven har man Høiskaret (se Fig. 12), som meget ligner den, men har langt større Dimensioner og navnlig er langt videre end den. Naar man ser dem sam- men, er man tilbøielig til at tilskrive begge en lignende Op- rindelse; at Spalter i Fjeldmassen har noget med Høiskaret at gjøre, fremgaar noksom deraf, at der midt efter det stræk-. ker sig en mægtig Gang af en hidindtil ikke nøiere under- søgt mørk, sortegrøn, porfyragtig G-rønsten. Man kan iagt- tage Gangen paa Stranden for begge Ender af Høiskaret***). *) Cfr. Reusch, »Træk af Havets Virkninger o. s. v.« Side 6. **) Cfr. H. Mohn: Torghatten. Side 448. ***) Den sees iS. for Skaret ved »Donsej otten« (Dons=Brag af Sjøen). Her er dens Bredde maalt til 7 M. (22 F.); den gaar her tversover Gneis- Torghatten og Kinnekloven. 85 Dersom dette sidste laa noget lavere end det nu er, vilde man i dets Sted have et Sund. Sund af denne Art kan man visselig fremfinde forskjellige af paa vort Lands Vestkyst; jeg tænker navnlig paa et, nemlig Skorpesund paa Søndmør længer i Nord. Det har høie, bratte Sider, vender ud mod det aabne Hav og afskjærer Skorpeøen fra den nær- liggende Nærlandsø. Trinfølgen er altsaa denne: Huler, Tunneler, Kløfter, Skar, Sund. Det gaar imidlertid her, som jo ikke saa sjel- den ellers ved geologiske Spørgsmaal, at de Fænomeuer, der hvad ydre Dimensioner angaar, er de mindste og, hvis Dan- nelse maa antages at ligge os nærmest i Tid, er de, der ty- deligst bærer sin Oprindelses Kjendemærker tilskue, i dette Tilfælde Hulerne og Tunnelerne, medens de større. Skarene og Sundene, med mindre Sikkerhed lader sig udforske. Beskrivelse af nogle Huler. Som et Tillæg til det oven- for meddelte om Torghathullet og Kinnekloven føies her Be- skrivelsen af en Del af Havet dannede Huler. Disse nye Uadersøgelser har bestyrket mig i de før i »Træk af Havets Virkninger o. s. v.« udtalte Meninger. Man gjenfinder overalt de samme typiske Træk: Forekomst i Fjeldsider, der har været mer eller mindre umiddelbart udsatte for Indvirk- ningen af det aabne Havs Bølger; oprindelige Spalter; Yedgge fremvisende polstret Fjeld; Dimensioner, der som Regel af- tage iudad, hvor ikke senere Nedstyrten af Sten har foran- dret det oprindelige Forhold. Store Byrgehilleren, Fig. 15. Det Fjeld, .som paaUdsiden begrændser Kinnekloven, tager sig, seet fra V. ud som hosstaeende Tegning, hvor man lagene, der stryge Ø—Y (Fald mod S.j, i u. — sydlig Retning. Gjøt ten (= Ilden Bugt) er dannet paa Gangen. Under ganske lignende Forhold iagttages den og.saa paa Stranden N', for Høiskaret. En Grøiistengang, som man paa Grund af Kinneklovens Lighed med Høi- skaret skulde kunne formode paa samme Vis at gaa langs efter Kinne- kloven, eftersøgtes forgjæves. Ved ^Søndre Madhullet« paa den lille Nærø i N. for Kin er en, forresten lidet bred, grøftformet Forsænkning fra N. mod S. tvers over Øen. Her er maaske en Fortsættelse af Høi- skarets Gang; fast Fjeld saaes ikke i den. Nær Havet ligger der paa Sydsiden af Høiskaret en Stenrem tvers over Dalen, som fører op til dette. 86 Hans H. Reuscli. ser Antydninger til Lagenes Foldning og Krusning. 2 Huler tindes her; den største er Store Byrgehilleren, 17 M. (54 F.) o. H. ; den anden heder Litne Byrgehilleren og ligger 45 M. (143 F.) o. H. Store Byrgehilleren gaar ind mod ONO. Indgangen er vid ; staar man inde i Hulen og ser ud, viser den Fig. 15. Litne og Store Byrgehillerne. sig at have Form nogenledes af et Parallellogram, saaledes at Væggene dan- ner Parallellogrammets længste, Gulv og Tag dets korte Sider. Vægfladerne falde nogenledes sammen med Bergartens Skiktflader (faldende mod SSO.). Fra Mundingen snævrer Hulen gradevis af indad, idet Grulvet hæver sig (det har tillige en Skraaning mod Hulens søndre Væg), Taget sænker sig, og Væggene nærmer sig mod hverandre. Hillerens Længde er 32 M. (102 F.) Paa Væggene er Kanter og Hjørner for største Delen tilrundede; hist og her sees smaa jettegrydeagtige Fordybninger. Hulen er tør: kuu et enkelt Sted silrede lidt Vand ind gjennem Taget. Ved mit første Besøg i Hulen fand fc jeg frit liggende ovenpaa Grulvet et Stykke af en Benpren (der er ført adskillig Møg væk fra den til Gjødning). Dette gav mig Lyst til en nøiere ITndersøgelse af Bunden. Gulvet bestaar af større og mindre Sten«, der ligger i lerblandet, giimmerholdigt, med Stensplinter opblandet, grønlig Sand. Dette gjør Indtryk af et Forvitriugsprodukt. Stenene er for det Meste skarp kantede ; ved nogie af de største, der vel er faldte ned fra Væggen, sees Tilrundiug af Kanter og Hjørner samt Antydning til smaa jette- grydeagtige Fordybninger. Alle henhører sandsynligvis til selve Hulens Bergart. Ved Hulens Muuding er der tvers over den opført en Mur, som er 14 M. (45 F.) lang og (paa Udsiden) 1.5 à 2 M. høi. Blokkene, som sammensætter den, er tildels store, med Dimensioner paa to Metre. Henimod den sydlige Væg var Hulens Bund bedækket af Møg og noget Møgaske, hvori der laa kantede Sten, sandsynligvis nedfaldne fra Tag ogVægge, samt Torghatten og Kinnekloven. 87 uogle faa Skjæl, Patella vulgaris og Littoriiia littorea. Eiidvidere fandtes en Del Pattedyrben, dog ikke mange (//2 Skjeppe?, Tænderne var alle af Drøvtyggere) samt uogle faa Fugle og Fiskeben. Dette Møglag var for Størstedelen ikke tykkere end 10 — 20—30 cm. Kun strax indenfor Muren, Fig. 16. Grundplan af Store Byi-gehillereu. ved Hulens sydlige Væg opnaaede det en Mægtigbed af henved 1 M. Her fandtes (temmelig dybt) 2 hidtil ikke nøiere bestemte Redskaber af Hjortehorn (Hjort skal indtil for ca. 40 Aar siden have levet paa den nær- liggende Skorpø), endvidere et lidet Træredskab samt flere Træpæler. Paa dette Sted blev gravet omtr. \''2 M. i den under Møglaget liggende før om- talte Sand med Sten. Litne Byrgehilleren gaar som foregaaende ind mod 0X0. Bredden er ved ludgangen 7 M. (20 F.), Længden 17 M. (54 F.)- Ved Indgangen, som, seet indenfra, nogenledes har Form af en regulær 5-sidet Polygon, der staar paa sin ene Side, har den sin største Vidde. Herfra snævres den gra- devis sammen indad. Væggene er for en Del polstret Fjeld. Bunden er omtrent i de yderste -/3 af Hulen sagte opadskraanende, bevoxet med »Rams''. Indenfor her (Hulen er kun et Par Fod bred) ligger en Stenblok, der af- spærrer en nogle faa Fod høiere end Resten af Hulens Bund, liggende med et tyndt Møglag dækket Flade. Hulens Bund forresten er Ler. Kort in- denfor Indgangen blev gravet en omtr. Vs M. dyb Grøft tvers over Hulen. Man stedte kun paa graat ulaget Ler uden Skjæl eller andre Dyrelevninger. Leret var opfyldt med skarpkantede Stene (nogle store). Eu Del fra Taget nedramlede Stene sees ogsaa forresten paa Hulens Bund; den er ter. Anm. Som antydet paa foranstaaende Tegning af de to Hillere, er de begge dannede i den steile Fjeldvæg paa en mod S. faldende Spræk. 88 Hans H. Reusch. Forudeif disse besagte jeg ogsaa andre Huler paa Kin, omtrent af Størrelse som Lille Byrgehilleren. Bornehilleren 31 M. (99 F.) o. H. og Trollhole 36 M. (115 F.) o. H. ligger begge nær Kins Kirke. Den førstes Bund er Ler med Sten som i Lille Byrgehilleren, den andens Ur. Skjenhilleren 50 M. (159 F.) o. H. og Storefjeldshilleren 66 M. 210 F.) 0. H. ligger paa Sydsiden af Øen. Ved den sidste er at mærke, at Bunden bestaar af Møg med nedfaldne Stene; herunder ligger lerblandet Sand med Sten, som er noget tilrundede. Trollhole paa Øen Reksten i 0. for Kiu. Denne høie smale Hule gaar ind i sydostlig Retning øverst i en liden urfyldt Kløft paa Nordsiden af Øen 52 M. (166 F.) o. Havet. Bredden er ved Indgangen 3.4 M. (11 F.) Herfra gaar man op en 30° hældende Bakke af lerblandet Sand med Grus, indeholdende nogle afrundede og nogle kantede Stene, dels Grundfj eldsbergarter som dem i Hulens Vægge, dels som det synes, ogsaa nogle fremmede. Etsteds snævres Bakken ind til kun 1.25 M. (4 F.) i Bredde, øvers^, 21 M. (66 F.) fra Indgangen er den 2.5 M. (7 F.) bred. Ved Gravning viste det her fore- kommende Ler sig at være vakkert laget i, som det syntes, svævende Lag. Ingen Skjæl opdagedes. Efter den ydre Skraaning gaar man ned en indad- hældende Bakke bedækket med Faaregj ødsel, og passerer derpaa et Stykke over fast Fjeld, delvis dækket af lidt Ler med afrundede og kantede Stene. Nu afbrydes, 43 M. (136 F.) fra Indgangen, den videre Freratrængen ved en 6.3 M. (20 F.) dyb lodret Skrænt, hinsides hvilken Hulen endnu fort- sættes et Stykke. Langs efter Taget strækker der sig en lodret Spalte, ved hvis Udvidelse -Hulen er dannet. Efter Sigende skal Spalten gaa tvers over den lidet brede 0, paa hvis Sydside der skal findes en tilsvarende Hule. Her skulde altsaa være en begyndende Gjennemboring af Fj eldet fra to Kanter, der, om den havde været fortsat, kunde have ledet til en Tun- neldannelse som Torghattens. Ovnen. Paa Vestsiden af Øen Litne-Batalden i N. for Kin findes to ikke uinteressante Huler. Indgangen til »Ovnen« findes, som ellers saa sædvanlig, øverst i en urfyldt Kløft, 66 M. (210 F.) o. H. Bergarten er en Breccie, hvori ingeu udpræget Lagningsretning kunde iagttages. Hulen gaar ind mod 0. Mundingen er saa godt som tilstoppet af Ur, der ogsaa udgjørHulens40'* nedadskraanende Bund. Et Par af Stenene inderst i Hulen er saa store, at man i Begyndeisen tager dem for fast Fjeld. Fig. 17 viser et Grundplan af Hulen. Der, hvor Maalet 3,4 M. staar, gaar man ind i Hulen. Fig. 18 er et Gjennemsnit fra V. mod 0. laugs efter Hulen. Fig. 19 er et fra N. mod S. i den nederste Del af samme. Hulens Form er som ellers og som ogsaa antydet paa denne Tegning, i det Væsentligste af hængig af Sprækker, der gjennemsætter Fjeldet. Sidevæggene er lodrette, Taget, a, danner en temmelig jævu, mod N. hældende Flade. Paa Fig. 18 ser man antydet Grænselinjen mellem Taget« og den nordlige Væg h. Hu- lens østlige Væg, Bagvæggen, der er skisseret paa Fig. 19, viser jettegryde- agtige Fordybninger, der ikke er smaa, som de tidligere omtalte kopformede, men er Udvaskninger i større Maal. Forresten er Hulens Sider ru. I den nordøstlige Krog af Hulen ligger lidt Faaregjødning over Uren paa Bunden, Torghatten og Kinneklo ven. 89 ligesaa i den korte i Østvæggen indgaaende lille Fordybning. Nogle Ben (af Fugl?) fandtes ved Gravning. Storhelleren (?)*) ligger længer i N. Ved Indgangen har den store Dimensioner, idet den der er 24 M. (78 F.) bred og ligesaa høi. Væggene ^1-^5^ Fig. 17. Fig. 18. p Fig. 19. N^ Grundplan og Gjennemsnit af >Ovuen«. gaar gradevis sammen oventil »i Spidsbuestil«. Langs efter det øverste af Taget strækker sig en lodretstaaende Spræk. Hulens Længde er 46 M. (137 F.). Dens Dimensioner aftager gradevis indad. Først vandrer man over en Ur, der ligger som en Vold foran Indgangen, dernæst over en liden Flade, saa opad en steil Ur, ovenfor hvilken en 18 M. (57 F.) lang møgbe- lagt Flade strækker sig til det Inderste, 39 M. (124 F.) o. H. Her, paa Bunden, fandtes Kviste, Fjær, Fugleben og en halv Underkjæve af et Lam, Levningerne efter en Rovfugls Rede. Omtrent 12 M. (48 F.j fra Bunden lod jeg foretage en Gravning. Øverst fandtes V2 M. Gjødsel med nogle Smaaben; den skyldes sandsynligvis Rovfugle; derunder kom V2 M. løs, *) Dette Navn sættes med et Spørgsmaalstegn, da der ikke blev opgivet mig noget Navn paa denne Heller. 90 Hans H. Reuscli. lerholdig Sand, der var brunfarvet af ori>'anisk Substans og rig paa smaa Ben, Fugleben. 2 Patellaer fandtes. Under dette kom »Œaapur«, det vil sige Ur af større Stene med aabne Ruin iinellem. Ingen Kul eller Sten, der havde været paavirkede af Ild, fandtes, derimod en Del skarpkantede fra Taget nedraralede Stene. Stedets Bergart er Hornblendeslnfer, hvis Lagning ikke er synderlig udpræget. En Del andre Sprækker foruden den lodrette langs efter Taget saaes; men de synes ikke at optræde nied nogen Regelmæssighed. Tildels viser det indre af Helleren polstret Fjeld. Væggene er partivis beklædte med et tyndt Kalkoverdrag. Foran Hulen er der en lidet udpræget Kløft. Paa Stranden nedenfor sees et Indsnit i Kystlinjen, et lignende bemærkes nedenfor Ovnen. Sprækkesystemerne, hvorpaa disse Huler dannedes, synes altsaa endnu at lette Havets Arbeide ])aa Kysten. Bremsnæskulen paa Averøen nær Kristiansiind er i sin Tid undersøgt af nuværende Skolebestyrer Bendisen i Bergen*). Det er i Forhold til sin Bredde temmelig høi Hule, som øverst i en lidet betydelig Kløft omtr. 60 M. (191 F.) 0. H. gaar ind mod 'NO. Den er dannet paa en mod SO. faldende Spræk. Foran Mundingen er en stoi' voldlignende Ur; indenfor denne lig- ger en liden Flade ; der indenfor har man atter tvers over Hulen en Vold. Denne er omtrent 3.1 M. (10 F.) høi og bestaar af kantede Stene paa en, to, maaske tre Mands Løfte, ingen større. Stenene i Uren udenfor er deri- mod gjennemgaaende større; her forekommer desuden Grus. Man faar det Indtryk, livad ogsaa Bendixens Undersøgelser har vist, at den indre Vold er opdynget af Mennesker : dens Materiale er sandsynligvis taget fra den nævnte Ur. Indenfor har man en møgbedækket Flade med kantede, fra Taget ned- faldne Stene. Huien, der i den ydre Del holder sig nogenledes jævnbred, udvider sig uoget indad til omtrent 12 .5 M. (40 F.). Fra selve Hulen, der efter Bendixens Maal er 69 M. (220 F.j lang, udgaar allerinderst en Side- gang, der afviger iioget fra Hovedretningen. îTedenfor Hulen har man en tydelig Afsats i det faste Fjeld, 52 M. (166 F.) 0. H., formodentlig en Strandlinje. HarehakJmlen, der maaske er Norges største Hule, ligger ved Nord- enden af Stoksund, noget i S. for Dampskibsanløbsstedet Syd Krogø i Søndre Trondhjems Amt. Den er beskrevet af 0. Krefting i »111. Nyhedsblad« 14de Bind, 1865, Side 84, hvor der ogsaa er meddelt Tegning og G-rundplan af den, hvortil henvises. Ved Gaarden Harebak træder de steile Fjelde ud mod Havet tilbage og danner en, forresten ikke ganske regelmæssig, cirkusformet Dal, hvis Bund nærmest Stranden bestaar af Løsmaterial, hvorpaa Gaardens Marker er opdyrkede. Cirkusens Sider, der for største Delen er noget nær lodrette og viser vakre, horizontale eller svagthældende Grundfjeldslag, er afbrudte et- steds af en steilt opadskraanende liden Dal, et andet Sted af en smal, ur- fyldt Kløft. I Fortsættelsen af denne sidste har man Hulen, hvis Hoved- *) Foreningen til norske Fortidsmmdesmærkers Bevaring, Aarsberetuing for 1869. Kra, 1870. Side 176. Torghatten og Kinnekloven. 91 retning er mod SO., men som forresten bngter sig saaledes, at man, naar man er kommen lienimod Bunden, ikke længere kan se Dagslyset. Ved Mundingen ligger en stor uregelmæssig Vold, en af nedfaldne Stene bestaa- ende Ur, hvis Overside skraaner fra den nordøstlige til den sydvestlige Væg. Et Stykke længere ind maa man over nok en Vold, der ved den sydvestre Væg paa Udsiden er omtrent 4V2 M. (8 F.) hei og 3 M. (9 F.) bred. Den er Levningen af en ved Meuneskehænder raat opfort Mur. Herfra gaar Bunden nogenledes jævnt et Stykke indover. En 2 M. (6V3 F.) lang og 1.5 M. (5 E.j dyb G-rav, der groves her noget udenfor det smaleste af Hulen, viste, at Bunden her bestar af Sand med smaa kantede Steufliser og nogle større Stene af Hulens Bergart; heri forefaadtes en Del Ben af Fugle og Gnavere. Længere ind skraaner Bunden opover under en Vinkel af omtrent 25°; her er Ur, delvis dækket af Grus lignende det sidst beskrevne. Man er nu kommen 152 M. (482 F.) fra Mundingen. To gauske smale Gange fortsætter sig herfra endnu læuger ind i Fjeluet. Den længste angiver Kref- ting til omtr. 6.3 M. (200 F.). Denne Gang viste meget vakkert »polstret Fjeld« ; paa Bunden saaes foruden kantede nogle afrundede Stene. Ogsaa i den ydre Del af Hulen saaes over en stor Del af den »polstret Fjeld«. Ad- skillige fra Taget nedfaldne Stene findes her. Hulens Bund ligger (inderst?) omtr. 97 M. (309 F.) a. H. To Typer for vore af Havet dannede Htdernes Form. Naar man har seet et større Antal af de hos os forekommende, af Havet dannede Hnler, faar man etlndtryk af, at de fleste lader sig hen- føre til to Typer. Alle er de dannede, hvor Spalter gjennem- sætter Fj eldet. Dersom en mere eller mindre lodret Spalte eller flere ganske nærliggende Spalter, der tilsammen er jævngod med en enkelt, har været Aarsag til en Hules Dan- nelse, medens Fjeldet forresten kun er gjennemsat af et ure- gelmæssigt Næt af Sletter, faar Hulens T versnit gjerne Form af et Triangel. Fig. 20. Som tjqoiske for denne Slags vil Fig. 20 og 21. To Typer af Huler a a. Vandstanden. jeg nævne Storehelleren paa Lille Batalden, Harebakhelleren og Rønstadhelleren, hvilken sidste findes afbildet Side 21 og 92 Hans H. ßensch. 22 i »Træk af Havets Virkninger o. s. v.« Anderledes bli- ver Hul ernes Form, hvor Fj eldet gjennemsættes af flere pa- rallele Sprækker. Her faar Tversnittet et mere firkantet Udseende, Fig. 21. Det ligner gjerne et Rektangel, naar Sprækkerne staar vertikalt som ved Torghatkullet og det i »Træk o. s. v.« Side 12 og 13 afbildede Dolsteinshol. Er Sprækkerne skraatstillede, faar Hulen derimod et Gjennem- snit, der mere ligner et Paralellogram, saaledes som den Side 20 i »Træk o. s. v.« afbildede Sjongheller og den ovenfor, Fig. 15, afbildede Store Byrgebiller. Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord, Søndfjord og Sogn. Af Hans H. Reusch. i Det følgende indeliolder den til Professor Kjerulf indleve- rede Dagbog over mine Reiser for den geologiske Undersøgelse i den forløbne Sommer. Keisernes Opgave gjaldt Konglomerat- Sandstenfelterne, som jeg allerede Aaret forud liavde begjoidt at undersøge, efteråt jeg tidligere havde beskjæftiget mig med de- res Underlag*). Dagbogen offentliggjøres her i sin oprindelige Form efter Professor Kjerulfs Opfordring. Til Beskrivelsen af Feltet efter Dagbogen for 1880 er paa sit Sted føiet et Uddrag af den for 1879, der vedrører en Del af de her omhandlede Egne. For at følge med Ruterne, er det bedst at have for sig »Kart over Nordre Bergenhus Amt, Nord- vestlige og Sydvestlige Blad«. Til nogen Hjælp kan kanske ogsaaden i Slutningen af Af handlingen meddelte Kartskisse være; paa denne finder man en Del Steder betegnede med Tal, der staar tilføiet i Parenthes, hvor Navnene forekommer i det efter- følgende. *) Heraf er offentliggjort: >Grundfj eldet i søndre Søndmør og en Del af Nordfjordc i Chra. Vid. Selsk. Forh. 1877. 94 Hans H. ßeusch. Tilslut findes en Oversigt over de vundne Resultater med Henvisninger til Dagbogen. Kanske Læseren først bør kaste et Blik paa denne, der er sona en Indholdsangivelse til det, som gaar forud. Lihestens Felt. Den 15de Juni 1880 afreiste jeg med Dampskib til Bergen, hvorhen jeg ankom den 18de. Den 19de var jeg over i Bergen og gjorde mig der bekjendt med M. Irgens's Optegnelser fra hans Reiser i Sønd- og Nordfjord. Den 20de reiste jeg til Brække i Ytre-Sogn paa Sydsiden af Sognefjorden. Den 21de reiste jeg fra Brække til Lervik paa Bunden af Bø/jord (3). Næset paa Østsiden af Bøfjordens Munding, Bek- kenæs(l): Gneis, dels graa, dels rødlig, alt med sort Glimmer, i vakre Lag af faa Fods og Tommers Tykkelse; derimellom Glim- merskiferlag (finkornig, sort Glimmer og hvid Kvarts), der tegner sig sorte paa Fjeldets Overflade.' Alle Lag varierer i Tykkelse og lader sig, som det synes, kun forfølge kort (nogle Hundrede Pod) i Strøgretniugeu. Lagene ser ud til, i det Store taget, at Fie'. 2. En Fjeldvæg, et Par Hundrede Fod hei. være svævende eller faldende svagt i nv. Retning, men er dog^ undertidsn bølgende og foldede, tildels paa en storartet Maade. Konglomerat-Sandstenfeltpine i Nordfjord etc. 95 ö P^ 73 î>0 96 Hans H. Reusch. Den gråa Grneis er undertiden meget kvartsrig, saaledes kort i N. for Tveit. Indleiet er ogsaa her Glimmerskifer. Fald mod N. noteredes. Flere steile Ysëgge paa Østsiden af Bøfjorden med samt der forekommende Kløfter og Sprækker synes at skyldes et Sprækkesystem, der gjennemsætter Fjeldet i nordlig Retning, va- rierende forresten, hvad Retning angaar, noget i det Enkelte. Kysten i S. for Dybevik (2), seet fra N. Den 22de reiste jeg i Baad mod V. til Sognæs paa Syd- skraaningen af Sognæskollen (S). Indtil Næsholmen reiser man parallelt Strøgretningen; derfra -indtil Sognæs lodret derpaa. Fjeldet er overalt udmærket blottet langs Søen. Hele Tiden Gneis, deriblandt en hel Del Øiegneis. Saa godt som uden Undtagelse sees udmærkede Lag, der dog aldrig lader sig for- følge langt i Strøgretning. Et og andet Sted lader sig ingen tydelig Lagning iagttage. Undertiden (se omstaaende Tegning) er Lagningen paafaldende forvirret. Saagodtsom overalt iagttoges kun sort Glimmer, et og andet Steds dog ogsaa lys Glimmer (i lys Gneis). Faldet er svagt (et Sted notertes 30°) i nordlig Ret- ning eller mod N. til V. Sognæskollens (S) Top besteges; dens Høide fandtes ved Barometermaaling til 1689 Fod (531 M.)*). Den 23de studerede jeg nøiere Profilet fra Sognæskollen syd- *) Senere, da Lihesten besteges, sigtedes med >"Wreden< til dens Top i 1641 Fods (515 M.) Høide. I Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 97 over (Fig. 5), idet jeg dels gik fra Sognæs overland mod S., ind- til et Sted, hvor en Kilde rinder ud af en Fjeldvæg og der har afsat lidt rødlig Jord, dels reiste i Baad langs Stranden. »Den Fig. 4. Feldspatrig Øiegfneis Glimmerrig do . »I > ->:===^^^^^^S^â o, 63 )M, 1 D Alen Fjeld. Kysten S. for Sognæskol. Glimmeren var her lys grønlig. golde Zone« udmærker sig ved en paafaldende skarp Grændse mod Markerne og Løvskoven omkring Gaardene Sognæs og Sæ- tevik. Ogsaa mod det skovklædte Fjeld længer i S. fremhæver den sig tydeligt. Den steile Del af Sognæskol er tyndt bevoxet ; øverst er Fjeldet nøgent. Den sparsomme Jord her er hvidt, sand- agtigt Forvitringsgrus. Længere nede, over Skiferen, møder man rød okerfarvet Jord. Udsigten fra SognæskoUens Top mod 0. til Fjeldet hinsides Lifjorden er ikke uden Interesse. Den frugtbare Zone omkring Sognæs og Sætevik sees nem- lig at fortsætte over Yttre- Fjord og Kalgrav henimod Hyllestad. I Y. for Indre-Fjord ser man vidtrækkende en nøgenZone, Fort- sættelsen af den før omtalte. To andre lignende, iog mindre ud- prægede Baand sees indenfor den frugtbare Zones Omraade. Til SognæskoUens lyse Bergart sees svarende visse lindseformige, som det synes, lagede Partier af en paafaldende lys Bergart. Strøget Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. II. 7 98 Hans H. Reusch. §.bç<" f^^ rj^ OJ PI i>C-S » pi Ö CÖ CÖ M r5 œ æ ^ g O j Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 99 og Faldet synes at være omtrent de samme paa begge Sider af Fjorden. Den 24de reiste jeg i Baad til Risnæs (4). V. for Sognæs har man et Stykke langs Søen endnu Skifer. I Lerglimmerski- fer optræder nogle gneisagtige Skifere. Paa begge Sider af Sun- det, der fører mod N. mellem Risnæsøeu og Fastlandet, har man Sognæskollens hvide Bergart med nogle enkelte Glimmer- skiferfiller indimellem. (Intetsteds saaes Granat, derimod etsteds i Fjæren paa Fastlandet lidt i 0. en Blok ægte Labradorsten med Diallag og og Granat). Fra Risnæs gik jeg mod N. op til Konglomeratgræudsen, Skifrene falde i det Hele mod NNV. Nærmest under Konglo- meratet ligger graa Lerglimmerskifer ; derunder har man en an- den graa Skifer, der ligner den, men indeholder mere af en hvid Bestanddel (Kvarts?). Derpaa kommer grønne krystallinske Skifere med enkelte Lag af foregaaende indimellem. Disse tre Skiferarter vexler saa videre nedigjennem. God Hornblendeskifer iagttoges etsteds i en steil Brink. Man har klarligen ved Risnæs andre Skifere for sig end ved Sognæs; i hele Profilet ved førstnævnte Sted sees kun i noget Skifer tæt ved Gaarden lidt Granat. Konglomeratet, saaledes som det optræder nærmest Grænd- sen, ser ved første Øiekast ud til ikke at være saa særdeles for- skjellig fra en uren grønlig Skifer ; det bestaar af flade, fornemlig grønne Skiferbrudstykker, der er saaledes sammenkittede, at det ikke er let at holde dem ud fra hverandre. Nogle Kvartsknol- ler samt enkelte Brudstykker af Granit og Gneis eller gneislig- nende Skifere optræder. Om Aftenen lod jeg mig sætte over til Risnæsøen, vandrede tversover og noget omkring paa den. Den bestaar af meget ens- artet Labradorsten (?). Ved Sundet nær Risnæs en Smule Skifer, gjennemsværmet af Kvarts- og Labradorstenaarer. Den 25de gik jeg over Fjeldet til Storåker (5) i NV. Fra Risnæs gaar man mod NO. stadig i Høiden indtil henimod Li- hesten (Lh), hvor den eneste (uden Fare) passable Vei op paa Fjeldet findes. Først steg jeg op til Konglomeratgræudsen. For- skjellige graa, grønne og Lerglimmer-Skifere passeredes. Den igaar anmærkede Lagfølge nærmest Konglomeratgræudsen gjen- fandtes ikke; maaske den, da Lagene her staar temmelig steilt, 100 Hans H. B,eu8ch. passeredes tidligere end beregnet. Efteråt Konglomeratgrændsen var naaet omtrent V. for Graarden Hofland, fulgtes den videre. Den umiddelbare Grændse lader sig kun paa faa Steder iagt- Fiff. 6. Kvarts. 0,31 M 1 □ Fod af Konglomerat, bestaaende af uren grønlig Skifer. Nær Grændsen mod den underliggende Skiferformation, Lihesten. De enkelte Skiferknoller er ikke lette at holde ud fra hverandre; bedre sees KvartsknoUerne. tage, da nedramlede Sten for største Delen dækker den. Et Par Bækkeleier var de bedste Observationspunkter. Konglome- ratet viser sig paa Østskraaningen af Fj eldet, der hvor Navnet Lifj. (L) staar paa Amtskartet at være afvigende leiret over Skifrene; disse falder steilt mod N. (N. t. V. og N. t. 0. speci- elt noteret), medens Konglomeratgrændsen i det Store taget lig- ger horizontalt derover. (Ved Sigt med »Wreden« lod det sig godtgjøre, at Konglomeratgrændsen ved Lihesten ligger ikke ube- tydelig høiere end ved Lifjeld). Specielt har jeg havt Opmærk- somheden henledet paa, at ingen Forvexling af Skifrighed og Lagning finder Sted. Leiningsforholdene er her godt ud- trykt ved Vexling af forskjellige Bergarter, Lerglimmerskifer, graa og grønlige Skifere. Et Bækkeleie forfulgtes opad til Kon- glomeratgrændsen. Uheldigvis strakte sig langs efter det kun Konglomerat-Sandsteiifelterne i Nordfjord etc. 101 grønlig Skifer (mellem graa, i det Mindste i det Hængende). Denne grønlige lidet skifrige Bergart havde ingen tydelig Grændse mod Konglomeratet. Paa Sydskraaningen af Fjeldet, der hvor Navnet Likesten staar paa Kartet, falder Konglomeratgrændsen (maaske dog ikke ganske) sammen med Skiferens Strøg. Afvigende Overleining lader sig derfor kun vanskelig iagttage her. Det underste af Konglomeratet er overalt den grønlige, før omtalte lidet karakteristiske Bergart. Inderst i Cirkussen, som dannes af Lifjeld og Lihesten, lig- ger noget Morænegrus op efter Skraaningen. Sognæskollens Berg- art iagttoges blandt dette. Oppe paa Lihesten (Lh) *) noteredes om Brudstykkerne i Konglomeratet: De er indtil vel fodstore; grønne Skifere, en syenitagtig Bergart, enkelte Kvartsknoller, tildels rødagtige, nogle enkelte andre skifrede Bergarter, vanskelige at bestemme, tildels gneislignende. Paa Skraaningen inderst i Dalen, der fører ned til Storåker (5), optræder en sparagmitagtig Sandsten , der indeholdor enkelte B-ullesten og afvexler med Kongiomeratlag. Fald ca. 30° mod SO. Længere nede noteredes etsteds: I Konglomeratet sees mindre af de syenitagtige Brudstykker, mest forskjellige skifrede Bergarter. N. for Storevand optraadte igjen en liden Smule Sandsten. Konglomeratet her er opfyldt af rødlige Gneiser, kun faa Kvarts- knoller og meget lidet af den gyenitagtige Bergart saaes. Aarer af Epidotfels gjennemsværmer Fj eldet. Blokkene har her et mere afrundet Udseende end før. Nærmere Storåker optraadte igjen en Ubetydelighed af Sandsten. Den 26de opholdt jeg mig paa Storåker (5). Jeg iagttog Konglomeratet og samlede Prøver af de forskjellige Bergarter, som indeholdes i det. Hertil var noksaa god Anledning, saasom der flere Steder var mineret. ") Her åndes en. hel Del Smaadale med steile Sidet; Kløfter og Sprwk- ker, der i det store taget er orienteret i n. — s. Retning. 102 Hårs H. Reusch. Konglomeratet bestaar af Grus og Stene; disse sidste opnaa sjelden en Fods Størrelse. Kun høist underordnet optræder Sandsten i egne Lag eller som Bindemiddel mellem Konglo- Forskj. mørke, gjerne hornbl.- rige Skifere. Kvartsit GlTlS. Granit. 0,51. M. 1 D Foå Konglomerat. Storåker. Nær Søen. Kvarts har samme Betegnelse som paa Fig. 6. meratets Stene. Bergarterne er: Granit, Gneis, Kvartskifer med lys Glimmer, Kvarts, lidt Syenit (?) ; de har allesammen, med Undtagelse af Kvartserne og Kvartsiterne, en Farve, der falder i det grønlige. Stenene er tilrundede. Hver Sten er tydeligt omgrændset, navnlig falder de rene Kvartser og Kvartsiter alle- rede ved første Øiakast tydeligt i Øinene ved bestemte Konturer mod Omgivelsen. Nær Søen sees nogle ubetydelige Sparagmit- lag faldende mod SO. Her som andetsteds i Konglomerategnene er det bedst at iagttage Bergarten nær Søen, hvor den som oftest viser den op- rindelige Afglatning efter Isskuringen. Høiere oppe, hvor Fjel- det paa Grund af den mere fremskredne Forvitring, er paafal- dende rut, er det jævnt overdækket med Lav; bedst kan man her iagttage det paa Steder, hvor det nylig er berøvet Jord- eller Torvdække. Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 103 Paa forvitret Overflade træder gjerne Kvartserne og Kvart- siterne paafaldende frem. Da man ved en flygtig Betragtning gjeme kan være tilbøielig til at slaa de hvidt forvitrende Gneiser og Graniter sammen med dem, faar man i Begyndeisen Indtryk- ket af, at de er tilstede i rigeligere Mængde, end de i Virkelig- lieden er. Konglomeratet or vanskelig at slaa, baade fordi det er meget seigt, og Klipperne aaa godt som overalt frembyder af- rundede Former. Ved Søen sees Skuring mod NV. og NN V.; den kommer :fra Dalen ovenfor, synes det. Den 27de, en Søndag, reiste jeg til KrahheUe (6) paa Østsiden af Indre Sulen. Hele Tiden Konglomerat. Paa Skorpø ved Tollesundet: Fald sandsynligvis mod SO. Den 28de studerede jeg Konglomeratet omkring Krakhelle (6) og samlede Haandstykker af dets Bergarter. Konglomeratet lig- ger i mægtige Lag, som falder i sydøstlig B,etning. De fladere Stene ligger gjerne nogenledes parallelt Lagningen. Enkelte Lag udmærker sig ved, at Stenene sidder ganske løse, saa man paa Laghovederne, der tillige er »Læsider«, med Lethed kan pille et større Antal ud med Fingrene. Gruset mellem Stenene er her opfyldt af Kloritskifer eller Lerglimmerskifer, hvis Blade snor sig omkring de iliggende større Stene. Naar man faar disse ud, er de undertiden beklædte med en trevlet asbestlignende Substans, som kanske ved en løselig Betragtning kunde vække Formodning om, at selve Stenene skulde være furede, hvad de ikke er. H vad Samraensætning angaar, da ligner Konglomeratet her det ved Storåker; det gjennemgaaende grøn- lige Skjær, som var over Bergarten der, savnes dog her. Berg- arterne, omtrentlig opregnede efter deres Hyppighed, er: Gneis, Granit, kvartsrige Skifere med noget Glimmer, Kvartsiter uden saadan (de to sidstnævnte Bergarter synes at være noget kornede, sandstenagtige). Kvarts, Syenit, Hornblendeskifer, Vegsten. Kvart- siterne optræder her gjerne talrigere end ved Storåker. Stenene er alle afrundede, nogle tildels med plane Fläder; de er indtil et Par Fod store. Bindemidlet er mest Grus, undtagelsesvis Sandsten. 104 Hans H. Reusch. Krakhellesundet viser Mærker efter en Skuring fra S. mod N. At Retningen har været denne, sees af Læsidernes Beliggen- hed; specielt noteret for Næset i S. for Krakhelle. Den 29de reiste jeg i Baad over til Juvik og gik derfra langs Losneøens Sydside til Losne; herfra tog jeg Baad over til Kvitø (7). Tilbage samme Vei. Henimod Losnedal møder man Skiferen, nemlig Ler- glimmerskifer. Konglomeratet, der synes at hvile konformt over den, ser nærmest Grændsen ogsaa her, som ved Lifjeld, nogenle- des ud &om en uren grønlig Skifer. Skiferfeltet paa Sydsiden af Losneøen bestaar af Ler- glimmerskifer med grønne Kloritskifere og lidt graa gneislignende Skifer indimellem. Ved Losne Gaard optræder grønne Skifere. Faldretningen er noget inkonstant. I Skiferen findes lindsefor- mige, tildels betydelige Partier af Kvarts og Kvartsaarer. Kvitø (7) og en Ubetydelighed paa Fastlandet bestaar af Sognæskollens hvide Bergart. Den 30te reiste jeg fra Kraakhelle mod N. til Buskø (9) : Konglomerat. Paa Indre-Sulen ligeoverfor Tollesund optræder lidt Sandsten indimeUem, Fald mod SO. Kort i 0. for Leknæssund (8) begyndte lidt grønlig Skifer. Der, hvor vi dreiede mod S. i Retning af Hagefjord, havde vi igjen Konglomerat. Buskø: Konglomerat. Den følgende Dag reiste jeg med Dampskibet sydover til Bergen og videre til Stockholm, for at deltage i det skandinavi- ske Naturforskermøde. Den 20de Juli om Morgenen kom jeg til Stensund (10) paa Stensundø. Derfra gik jeg mod N. til Stokkevaag. Omtrent midtveis noteredes specielt Lagningen i en Væg, hvor Konglo- meratet bestod af Q-rus og Sten paa indtil en Fods Størrelse og hvor de flade Stene laa fladtliggende. Fald 30° omtrent mod OSO. Strax i V. for Stokkevaag (ikke i 0.) har man grønlige Skifere. Undertiden er Skifrigheden lidet udpræget. Skiferen ophører omtrent ligeoverfor Tangenæs paa Ravnø (11). Østsiden af Dale- sundet viser etsteds Skuring mod NV. Jeg tog iland ligeoverfor Ravnøen og gik derfra til Sten- sund (10). Overalt Konglomerat. (Regnveir). Den 21de Juli. Konglomeratet ved Stensund (10) bestaar af afrundede Stene, fornemlig af grønne Skifere og Grønsten, Konglomerat-Saiidstenfelterne i Nordfjord etc. 105 noget Glimmerskifer, Kvarts, Granit og Gneis. Lidet Binde- middel. Bergarten har i det Hele taget et grønligt Udseende. Næset i V. for Indløbet til Stensund (12) tydelige Lag af finere og grovere Konglomerat med smaa Sandstenlag (Sandsten- naturen ikke saa tydelig paa Brudflader som paa den forvitrede Overflade). Heldningen omtrent 30° mod 0. t. N. Stenene i Konglomeratet er kantrundede. God Observation. Tungeodden (13): Konglomerat, grovere og finere, hvori fremhersker fladtliggende mest grønlige Skiferstykker. Faldet er omtrent 35° mod 0. t. N. Her er paafaldende afglattet Fjeld, skuret V. t. S. Sydenden af Norø: Samme Slags Konglomerat. Fald 35° mod 0. t. N. Trovaagnæset: Samme Bergart. Samme Fald, 30°. Kverknapsundet (14): Samme Bergart og Faldretning. Længer V. fremdeles de samme Forhold. Kvarter: Kalgrav (15). Fig. 8. — Kvarts. 1 □ Fod af Konglomeratet. Kalgrav. Vestsiden af Ytre Sulen. Altsammen med Undtagelse af Kvarts og den med Sort betegnede Sten (Kvarts med Feldspat) fladagtige Stene af grønlige og graaliggremne haarde Skifere. Enkeltvis (ikke paa Tegningen) optræder Stene af en lys graaliggul Kalksten. 106 Hans H. Reusch. Den 22de Juli hindrede Storm mig fra at komme videre. Ved Kalgrav saaes paa Havbredden Vandreblokke (for store til at være Ballaststene) af Gneis og Gneisgranit, og en, der syntes at være af Sognæskols hvide Bergart. Den 23de Juli var det heller ikke muligt at komme videre nordefter langs TJdsiden af Ytre Sulen, som min egentlige Plan var. Jeg tog Veien mod 0. overland over Rørdal til Noren (16) paa Østsiden af Ytre Sulen. Overalt det samme Konglomerat, som ved Kalgrav. Hist og her optraadte ganske enkeltvis smaa Knoller af Jaspis, gjerne rød. De udhævede sig allerede paa Afstand mod Fj eldets almindelige graa Farve. De stak altid, paa Grund af sin Evne til at modstaa Forvitringen, paafaldende frem. Faldretningen er overalt meget konstant. V. for Rørdal noteret mod O. 0. for denne Gaard mod ONO. Fjeldet er overalt her skuret i vestlig Retning. Paa den hele Strækning var ikke i Konglomeratet en Sten af Granit, Gneis, Kvartsit eller Syenit at opdage; man saa kun de grønlige Skifere og, navnlig i de større Stene, en grønlig sand- stenagtig Bergart med smaa klare Kvartskorn. Dens Sandsten- natur sees bedst paa forvitret Overflade. Kun faa Stene er mere end fodstore. Ved Noren (16) optræder blandt de grønagtige Bestanddele af Konglomeratet talrige graalige Kvartsiter, som udenpaa for- vitrer lyst graaligt. De er ikke udpræget fladtrykte, men tem- melig rundagtige. En tydelig omgrændset Sten i Konglomeratet var selv en Breccie. Sydspidsen af Ravnøen. Her saaes smaa Sandstenslag paa en til et Par Fods Mægtighed, hvilke lod sig forfølge en hundrede Skridt eller saa i Strøgretningen. Fald her 20° mod O. t. S. Ravnø Gaard: Samme Slags Konglomerat som ved Noren. Reisen gik her i Strøgretningen. Glimmerfattige Graniter saaes i Konglomerat. En liden Klump tæt Jernglands (rød Streg) iagttoges. Alle Stenene her som før afrundede. Længere iN: Det Samme. Et Par Gneisstykker og en liden Jaspisbitte saaes. Kvarter: Tangenæs (11). Samme Dag gjorde jeg en Tur over Sundet mod 0. for at se paa Konglomeratgrændsen ved Foden af Hellelifjeld, nordvest- ligst paa Stensundø. Skiferen her er grøn, dels haard, dels mild og samtidig mere skifrig. Foldede og bøiede Lag sees. Øverst gaar Skiferen tildels over i en Breccie, 1 M. mægtig og mere ; derover Konglomerat- s andstenf elterne i Nordfjord etc. 107 kommör Konglomeratet i mægtige Lag hældende mod SO. Fald- retningen er dog ikke specielt iagttaget i Detaillen. Grændsen er navnlig umiddelbart mod Skiferen skarp, ja saa at man kan lægge en Finger derpaa. Konglomeratet indeholder talrige Kvartsiter (Sparagmiter og finkornige Gneiser). Fig. 9 Konglomeratets Græudse mod grønlige, snoede Skifere. Stensundø ligesoverfor Tangenæs. Fig. 10. 1 D Fod Fjeld. Tangenæs. Kvarts. _ De skraferede Stene er Kvartsiter, mere eller mindre glimmerførende. De ikke skraferede Stene er grønlige, enten kryptokrystallinske eller fiukry- stallinske Bergarter. Skifrighed som oftest ikke at iagttage. Alle Stene er afrundede. NB. Andre Bergarter, som ikke netop kommer frem paa hosstaaende Teg- ning, er Gneiser, Graniter (tildels grovkornige Pegmatiter). En en- kel Sten af Konglomerat saaes i Konglomeratet. Den 24de Juli reiste jeg ud til de mod NV. liggende Øer. Ved Tangenæs er alt Konglomerat (kfr. Hiortdahl og Irgens's 108 Hans H. Keusch. Kart). I Sundet (17) mellem »Spærrenæsøen« og Ytre Sulen har man først et Konglomerat lignende Kalgravs, saa lidt Skifer- breccie og saa grønlig, haard Skifer, hældende steilt mod VNV. Her saaes et Lag paa et Par Fod (et Par Favne langt) af en jaspisagtig Bergart. Olderøen (18) i V. for Ytterø, navnlig den nordlige Del er paafaldende nøgen, vadsket af Havdrevet; her En- des kun lidt Lyng og neppe Græs. Fj eldet er overalt meget rut og ujævnt. Bergarten er en meget finkornig Grønsten, for største Delen afsondret i uregelmæssige Klumper (paa om- kring en Fod og mere), en Slags ufuldkommen Kugleaf sondring. Den nærmeste Del af Ytre Sulen synes at beståa af det samme, ligesaa Stensø. Paa den 0, hvor Spærrenæs (17) ligger, var jeg iland noget i S. for denne Gaard. Ogsaa her er Grønsten. Klumperne, hvori den ogsaa her er afsondret, mere lindséfor- Fig. 11. Tynde Kvartsaarer. Finkorn, til tæt Straal- sten. -Jaspis. 4 □ Fod af en forvitret Fjeldvæg. Grønsten afsondret i lindseformede Klumper med Grønstensskifer imellem. I sidstnævnte sees Skifrigheden antydet ved Furer paa den forvitrede Overflade. mede. Mellem dem bngter der sig en mere skifrig Bergart, der forresten synes ikke at være meget forskjelig fra Klumpernes. Bergarten faar ved denne Bygningsmaade som Antydning Konglomerat- Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 109 til Lagning. Smaa Aarer af rød og violetagtig stribet Jaspis med noget hvid Kvarts og Straalsten bugter sig parallelt den ligesom antydede Strøgretning (NNO — SSV.)- Kun hist og her opnaar dis^e, i Almindelighed korte Aarer en Tykkelse af 1 à 2 Fod. Fig. 12. f Et 4 Fod langt Jaspisparti i G-rønsteu »Spærrenæsøen« (17). Sulen. Det^lodret skraverede er sompaa foregaaende Fig. finkorn, til tæt Straalsten. Storø: Grønsten. Olderø : Grønsten. I Sundet mellem denne og Inderøen : Skifrig Bergart (Grønsten ?) med Fald steilt mod SO. Inderøen længer 0. ved Sundet: Ulaget Grønsten. Øen i 0. for Olderkalv: Skifrig Bergart (Grønstensskifer). 01- Fiff. 13. Konglomerat leiret over Skifer. Færøens Vestside. Sulen. derkalv: Grønsten. Raaholmen: Grønsten. Vestsiden af Færø (20) : Grønne Skifere med smaa Kvartsknuder og smaa Kvarts- 110 Hans H. Reusch. aarer parallel Skifrigheden. Derover kommer et omtrent 20 Me- ter mægtigt Konglomerat, fornemmelig bestaaende af Grønstens- brudstykker, men ogsaa indeholdende noget Syenit. Herover kommer Konglomerat, som foruden Grønsten indeholder røde Graniter, Gneis, Kvartsiter, Syenit m. m. Kvarter: Laagø (21). Søndag den 25de Juli. Den nordlige Del af Laagøen (21) er Gabbro, hvoraf ikke saa lidet er temmelig grovkornig. Til- dels er den skifrig med Fald mod S. TJndtagelsesvis sees en mere svævende Shifrighed. Fra Gaardens Huse foretoges en Vandring mod S. omtrent halvveis til Sydenden af Øen. Tre Gange passeredes Gabbro med noget mellemkommende Grønsten og Grønstensskifer. Den 26de Juli tog jeg Baad mod SØ. til Raakke paa Stran- den i V. for Polletind (P.). Haagøens Konglomerat: Alle Stene er ber som ellers afrundede. Kvartsitlignende Bergarter synes at forherske, Grønstene optræder, nogle Gneiser og Graniter saaes. I Haagneskjæls Konglomerat optræder maaske nogle flere Gneiser og Graniter; Hornbleudeskifer med Granat saaes. Paa Langø tæt udenfor Raakke bar man et ganske lignende Konglo- merat. En Sten af en tydelig kvartsrig Brudstykkebergart iagt- toges ber i Konglomeratet. Fra Raakke steg jeg op til Toppen af Polletind (P.), (den nordvestlige Top, bvor Varden staar). I Begyndeisen er kvartsitrigt Konglomerat det overveiende. De flade Stene er fladtliggende. Indimellem ligger Sandstenlag. Faldet er 20° mod SO. Dette Konglomerat ligger i en mægtig Bænk (der, hvor Fuglen flyver paa omstaaende Tegning). Er man kommen omtrent halvveis op paa Fjeldet og har passeret denne, tiltager Sandstenen (se Fig. 16 S. 112) saaledes, at der i den øvre Halvdel af Fjeldet er mere Sandsten end Konglo- merat. Sandstenen er mest grov, dog ogsaa fin. Lagningen er meget udpræget. Faldet paa Toppen maaltes til 24° mod SO. Hovedbergarten i Konglomeratets Stene er overalt i Polle- tind feldspatførende Kvartsit. Paa forvitret Overflade ser Berg- arten ud til væsentlig at beståa af smaa Kvartskor i. Slaar man. Stenene over, viser det Indre sig som en finkornig, graalig kvart- sitisk Masse. De Stene, som bar siddet i Dagen, er forvitrede indtil et Par Mm. s Dybde under Overfladen. Paa Tverbruddet Konglomerat- Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 111 Sic 5 ^^.i na t3 112 Hans H. Reusch. sees her, at en yderst hvidlig, kaolinagtig, indad gulagtig Feld- spat er en ikke uvæsentlig Bestanddel*). Fig. 16. IV2 M. høi Klippe ovenfor Raakke omtrent midtveis paa Opstigningen til PoUetind (P) paa Indre Sulen. Sandstenlag- (S S) mellem Konglomeratlag (E). Smaa, lidet vidtstrakte, smaastenede Konglomeratlag optræder tildels i Sandstenen. Bergarten liar undertiden (uden at Grlimmer er tilstede) en stribet Struktur ved Feldspat- og Kvartskornenes Anordning. Dette sees bedst paa forvitret Overflade, kvor Kvartskornene ra- ger frem ordnede i en vis Retning. Undertiden er i den beskrevne Bergart øiensynlig en bety- deligere Mængde Feldspat tilstede. Da faar man en Slags Gneis uden Grlimmer eller, naar ingen stribet Struktur kan iagttages, en Slags Grranit. Andre Bergarter, foruden disse aldeles domine- rende, er Syenit, tæt grønlig Sandsten (?), forskjellige grønlige Skifere, noget tydelig Hornblendeskifer. Vegsten saaes ikke, beiler ikke Jaspis (i ethvert Tilfælde kun et enkelt lidet Stykke). I den omtalte nedre Bænk, hvor der kun var lidet Sand- sten, er Stenene sjelden fodstore, i den øvre Del af Fjeldet er de i det Store taget endnu mindre. Paa Tilbageveien til Laagø, hvor jeg tog Kvarter, var jeg *) Da jeg her for første Gang blev opmærksom paa Feldspat som* Be- standdel af Kvartsiterne, bliver maaske adskilligt af de forud som Kvartsiter betegnede Bergarter at henføre til feldspatførende Kvartsit. Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 113 iland paa et lidet Skjær i 0. for det nordligste af Færø, Den sydøstligste Del af Skjæret bestod af Grønstensbreccie, Resten af Grønstensskifer. Hornelens Felt. Den 27de Juli, Tirsdag, tog jeg med Dampskib mod N. til Florø. I Forbifarten noteredes, at Stensø og Færø nordligst blandt Sulenøerne bestaar af Konglomerat. Fra Florø foretog jeg en liden Tur til den lille Halvø strax 0. for Byen. Her optræder Gneis og graa haarde Skifere med indleiret hvid, skif- rig, finkornet Kvartsit. Et Leies Mægtighed maaltes til omtrent 50 Fod. Samme Bergart sees ogsaa indenfor selve By- ens Grændser. Den 28de Juli reiste jeg fra Florø mod N. til Tirø (22). Denne Øs Nordside: Sandsten, graaliggraa, finkornig med yrsmaa lyse Glimmerblade, faldende 30° mod NNO. Hele Tirø bestaar af denne Sandsten med et Fald paa 40° mod SO. t. 0. En- kelte afrundede Stene af tæt Kvartsit (Hörnsten) sees i Sand- stenen. Kort i 0. for Tirøen er Faldet paa Fastlandet 30° mod NO. t. N. Langs Dalen ovenfor Gaarden Tirdal ser det ud til, at Faldet vender, saaledes at man, idet man gaar op igjennem Dalen, paa venstre Haand har Fald mod 0., paa høire mod NØ. Længere mod 0. Fald mod NO. Længere 0. forbi Kleiven noteredes Fald 30° mod NNO. Et Konglomeratlag paa et Par Fods Mægtighed lignende Hotens*) saaes. Paa Far- ten videre østover saaes adskillige saadanne Konglomeratlag. Fj eldenes lagede Natur her paa Nordsiden af den y dre Del af Nordalsfjord og denne Fjord Fortsættelse vestover sees ud- raærket fra Florø. Den 29de Juli Dalen ved Haukaa (23) og Haukaavandet danner Grændsen raellem de krystallinske Skifere og Konglome- rat-Sandstenfeltet. Paa Stranden strax i SV. for Haukaa noteredes: graa gneis- lignende Skifer og Glimmerskifer. Fra Haukaa og østover har man paa Nordsiden af Haukaa- vandet hele Tiden Breccielag, afvexlende med Sandstenlag om- trent som i den øvre Del af Polletind paa Sulenøerne. Fald i nordøstlig Retning. *) Rotens Konglomerat skal senere nærmere studeres. Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. II. 114 Hans H. Reusch. Inderst ved Haukaavandet studerades Breccieii nøiere. Den er mest smaastenet, Bindemidlet er Grus. Bestanddelene er for- nemlig kvartsitlignende Bergarter, tildels tydelig bestaaende af Fig. 17. Blanding af Feldspat og Kvarts. Feldspatførende E.vartsit. Brudstjkke i Breccien. Va nat. St. Forvitret Overflade. en finkornig Blanding af Feldspat og Kvarts. Ogsaa rene K varts - brudstykker saaes. De fläder e Brudstykker er gjerne fladtliggende 4= Lagningen. Fra Haukaavand over mod Nervik (24) ved Norddalsfjord optræder forskjellige Skifere, en hvidlig med grønne Glimmer- skjæl (lignende Florøs Kvartsit), gneislignende Skifer, Øiegneis faldende mod VNV. Ved Nervik har man livid Skifer, Kvartsit, hældende mod NNO. Øen udenfor Norddalsø: hvidlig Gneis, faldende mod NNO. Kvarter: Norddal nær ved Bunden af Fjorden. Den sote. Fra Norddal gik jeg mod N. langs Vestsiden af Elven til Lille- Vand: graa gneislignende Skifere og Gneis med nordligt Fald. Specielt observeredes et Sted Fald mod N. Ved Våndet møder Sandstenen. Dalen — Haukaavandets Fortsæt- telse mod 0. — danner Grændsen. Paa en fra Vestsiden i Van- 'det fremstikkeude liden Halvø er Faldet mod SSO ; ingen Rulle- stene saaes i Sandstenen. Dette Fald er en Undtagelse; i de store Fjeld i V. og N. hersker klarligeu Fald i nordlig Retning.' Ved den noi'destlige Side af Våndet har man Fald mod OSO.^ ikke steilt. Fra Nordenden af Våndet tog jeg Veien til Nord- dals-Sæteren (25). Faldet er her 25° mod N. t. 0.. Bergarten er Sandston, hvori enkelte Lag med temmelig skarpkantede Stene. Skuring iagttoges mod SSV. Elven, der fra Store Vand løber ud i Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 115 Lille Vand, danner Sandstengrændsen. Deune Elv, som er meget kort, er feilagtig afsat paa Amtskartet; den falder ud i den syd- østre Ende af Lille- Vand*). Paa Nordsiden af denne Elv har man Sandsten, der synes at falde i østlig Retning; paa Sydsiden har man graa gneislignende Skifer m. M., faldende i nordlig Ret- ning. Denne Observation kunde ønskes gjentaget under gunsti- gere Foi"liold end, de forhaandenværende. (Stærk Regn). Den 31te. Fra Norddal tog jeg Skyds indigjennem Fjorden langs Nordsiden. Ved Norddal: Gneis og hvid, skifrig Kvart- sit. Lagene her indigjennem Fjorden er bølgende, dog i det Hele taget faldende mod N. Vei fra Øren til Solheim: Glimmerskifer og en finkorning skifrig Bergart, bestaaende af Feldspat og Kvarts. Fald mod N. Endvidere Hornblendeskifer med lidt Granat, graa gneislignende Skifer. Vei fra Midtbø tU Sundals Vand: Kreppet (= fint kruset) Glimmerskifo^r. Fald mod N. t. 0. Overalt sees tydelig lagede løvklædte Fjelde. Ved Sydenden af Sundalsvandet har man ty- delig sydligt Fald. Jeg roede over den vestlige Halvdel af Sun- dals Vand og tog saa Veien langs Vestsiden af Elven og Vån- dene op til Grøndalen (26). Ved det sydligste af de to Vande nedenfor Grøndalen møder Sandstenfeltet over graa gneislignende Skifer, faldende i nordnordostlig Retning. Kort syd for det nord- ligst!^ af de to Vande iagttoges Sandsten med Kouglomeratlag, faldende steilt mod N. I Smaaelvene h^r iagttages Sandstens- blokke, tildels finkornige, indtil Lerskifer (i-ødlig). Forsteninger eftersøgtes forgjæves. Strax i N. for Gaardrm Grøndalen falder en Fos udover svære Konglomeratbænke. Konglomeratet bestaar af Grus og noget Sand, hvori Stykker (mest mindre, kantede) af kvartsitlig- nende, for det Meste lyse Bergarter. Meget ofte udviser den for- vitrede Overflade en stribet, finkornig Blanding af Kvarts og Feldspat. Glimmer mangler eller er oftest kun tilstede i ringe Mængde. Dog sees enkeltvis Stene afGlimmerskifer. Ingen gode Graniter, Gneiser, Grønsteue eller grønne Skifere var at se. Noa;le faa Knoller bestod af ren Kvarts. '') Elven, der leber nær Nordals Sæter, falder ud i Lille Vand. 116 Hans H. Reusch. Søndag den Iste August tog jeg fra Suudal mod 0. gjennom Budal (27). I Elveleiet sees svævende Lag af feldspatførende Kvart- sit. Den formodedes at være ren Kvartsit indtil en karakteri- stisk forvitret Flade fremfandtes ; det er den samme Bergart, der er Hovedbestanddel af Konglomerat i Grøndalen. Paa Veien mellem det inderste af Budalen og Store Vand har man god Gneis, tildels meget glimmerrig, samt hvid, skifrig, feldspatførende Kvartsit. Altsammen forekommer i svæ- vende Lag. To kjæmpemæssige Blokke af det sædvanlige Kon- glomerat saaes noget i 0. for Høidepunktet. Senere saaes nok et Par. Omgivelserne af Store Vand (28) er overalt hvid, feldspat- førende Kvartsit i svævende Lag. Fra Våndet gik jeg et Stykke mod N. og saa Konglomeratfjeldene. (I Kalde vasny kerne). Dernæst tog jeg Veien mod S. til Hjortesæter. Her optræ- der den samme feldspatførende Kvartsit. Faldet er mod SV. ikke steilt. Ved Sydenden af Våndet: samme Fald 20°. Ved Elvens Udløb af Store- Vand falder Lagene mod NNV. 30° og mere. Den feldspatførende Kvartsit indeholder Blade af lys og grønlig Glimmer. Kvartsaarer, der er indtil 2 Fod mægtige, gjennem- sætter Bergarten flere Steder. Nedstigningen til Hjemsæter (29) skede i Skodde, Regn og Mørke. Mandag den 2den August fulgte jeg Kjøreveien mod N. til Strømme ved Hyen Fjord. Ved Hjemsæter optræder steilt- staaende VNV. til OSO. strygende Lag af feldspatførende Kvart- sit, tildels glimmeragtig. Ved Elvens Udløb af Skjælbrei- Vand : mod SSO. faldende steile Lag af feldspatførende Kvartsit. Af dette findes store Mængder. Vestenfor Våndet ser man Konglomerat-Sandstenfeltet. Længere nede i Hoveddalen cptrædor gneislignende Skifere med steilt Fald i samme Retning. Flere Steder saaes Sandsten- og Konglomeratblokke. Konglomeratet er her af en anden Beskaf- fenhed end Grøndalens, indeholder f. Ex. Syenit. Den 3die August tog jeg Skyds til Aalfoten. Et Stykke udenfor Strømme iagttoges paa Vestsiden af Hyenfjorden Gneis i tynde glimmerrige og glimmerfattige Lag; den er foldet. Paa Vestsiden af Fjorden (ikke paa Østsiden) ser man Kon- Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 117 glomeratet over Skiferen. Af nedfaldne Steue kan man studere dets Natur. Steneno er afrundede, indtil fodstore. Bindemidi et er Q-ras, gjerne grønlig farvet. Bergarterne er Syenit (hvid- og grønflekket, ogsaa med rødlig Feldspat), Hornblendegranit, rødlig og graa Granit (en middelskornig med grønlig Glimmer specielt noteret), Gneis, kvartsitlignende Bergarter, tildels med Granat, ren, hvidlig Kvarts, enkelte Grønstene. Hornblenderige, grønlige Skifere er neppe tilstede. (Sten fra Skjærdalen: se Fig. 19). Vestsiden af Fjorden et Stykke udenfor Holmen: Gnmslig- nende Skifer faldende svagt mod NV. Dette synes at være Ho- vedfaldretningen for Konglomeratfoden. Fis-. 18. Konglomeratet overleiret Skiferformationen paa Vestsiden af Hyenfjordeu, ligeoverfor Osmundsnæs. Fjeldvægg-en er henimod 3000 Fod høi. Vestsiden ligeoverfor Osmundsnæs: feldspatførende Kvartsit med noget grønligt Glimmer, faldende svagt mod SV. Dette Fald var en Undtagelse. (Irgens's Optegnelser om denne Stræk- ning læst). Fjeldet over Osmundsmæs paa Østsiden af Fjorden fremviser store Svaberg, dannet, som det synes, af steilt mod NV. Sældende Skiferlag. Længere mod N. paa Vestsiden af Fjorden: gneislignende 118 Hans H. Reusch. Skifer, grønlig farvede af noget kloritagtig Substans. Tildels for- hersker de grønlige Bestanddele. Lagstillingen er bølgende. Fig. 19. Granit. Kvarts- Syenit. ■Gi-neis. 1 □ Fod af en løs Blok, Skjærdalen ved Hyenfjord. Bindemidlet er grønligt, saudstenagtigt eller Grus. Naar undtages Syeniten, som er rig paa Hornblende, er de andre Bergarter meget fattige paa mørke Bestanddele. Disse er tildels Glimmer, tildels et kloritlignende grønligt Mineral. Kvartsiter, som forekommer (sandsynligvis de uden speciel Betegnelse anmærkede Stene, der ved en Forglemmelse ingen Paaskrift har paa Originaltegningen) er feldspatf ørende. Paa Grund af Graniternes og Gneisernes Fattigdom paa Glimmer, er de hverken synderlig forskjellige indhyrdes eller fra den feldspatførende Kvartsit. Hyenæs (30) : graa gneislignende Skifere i bølgende Lag. Det øverste af Fjeldskraaningen ovenfor Skejsnæs: Konglo- merat. Efter Fjeldets Udseende at dømme, synes intet Konglo- merat at forekomme paa Nordsiden af Hundvikfjord, saaledes ikke i Mørkesætfjeld (32), der synes at være Skifer til Toppen. Skjælbreid (staar ikke paa Amtskartet) : finkornig Grneis (lys Grlimmer saaes) i steile 0. — V. strygende Lag" Længere mod V.: finkornig graa Gneis i steile 0. — V. strygende Lag. Over Hammeren sees Konglomerat i Høiden. Nedfaldne Blokke deraf ligger her som andetsteds heromkring. Mætenæs: finkornig graa Gneis i tydelige Lag, tildels vex- lende med feldspatførende Kvartsit. Lagene falder meget steilt joaod N. Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 119 Længere mod V. vedvarer Gneis med samme Lagningsforhold . Lidt af en tæt, vanskelig bestembar, grønlig Bergart saaes i den. Fig. 20. Konglomerat over Gneis. Gjegiialuud. Gneis. Sandsten. Fj eldet Skjæringen og Øxendalselvene (31), seet fra V., fra Aalfoteu Fjord. Øxendalsfosserne (31) falder over Konglomerat, som det sy- nes, rigt paa Syenit. Den umiddelbare Grændse mod Gneis er her dækket af skovbevoxet Ur. Kort i V. for Fosserne tindes et lidet Gneisparti der, hvor Husmandspladsen Gjegnalund er. Man har her steile 0. — V. strygende Lag af finkornig, graa, tydelig Gneis. Kort i V. for Gjegnahmd træffer man atter Konglomerat. Saa har man graa- ligblaa Sandsten, faldende mod SO. Jeg gik iland noget øst for Yik paa Nordsiden af Aalfo- tenfjord. Her er Konglomt^rat. Veien vestoverfører her gjen- nom et paafaldende Skar, (uden nogcMi nævneværdig Bæk), der gaar parallelt Fjorden. Mellem Vik og Myklebust, der ligger længer i V. (42), har man Sandsten, tildels med lidt Konglomerat i steile NO. — SV. .strygende Lag. Kvarter: Sigdestad. Onsdag den 4de. Sigdestad: Sandsten faldende steilt mod SO. Paa Veien østover henimod Vik sees, som allerede nævnt igaar, Sandsten og Konglomerat at vexle. Det .sidste bliver om- sider eneraadende. Det indeholder afrundede Stene paa indtil en Fods Størrelse af hvid Granit med hvid Feldspat, graa Kvarts og for det meste grønlig Glimmer. Denne Bergart er aldeles overveiende, ja saa at Konglomeratet undertiden (vel, hvor Grus af samme Bergart, Graniten, er Bindemiddel) faar Udseende af regenereret Granit. Ved Siden af Graniten indeholder Konglo- 120 Hans H. Reusch. meratet underordnet noget Syenit, Pegmatitbrudstykker og en temmelig tæt, grønstenagtig Bergar, tm. M. Fig. 21. } I 'j I ifij i' ' /%f^^ -fOim^i ^i^. ■i / M V Jelsnæs (32) med det vestenfor liggende Fjeld, seet fra 0. af. Der, hvor Fnglene flyver, har man Konglomerat-Sandstenfeltet, Resten er Gneis og andre krystallinske Skifere. M og Y den omtrentlige Plads for Myklebust og Vik. Fra Vik steg jeg et Stykke opover Fjeldsiden i N. for Graar- den, omtrent som til de to Prikker paa ovengaaende Tegning. En Forsænkning skiller Konglomeratet fra Uren, som støtter sig til Fjeldfoden. Over denne træfFes finkornig graa Gneis i steile, næsten lodret mod SSO. faldende Lag. Fra Vik reiste jeg rundt Jelsnæsset (33) langs Kysten til Domsten (34). Noget i V. for Askevik har man Gneisen; ved »Holmen« noteredes her Fald mod SSO. Gneisen vedvarer hele Tiden. Den følgende Dag kom jeg til Florø, hvor jeg blev Freda- gen over. Af Reisedaghogen for 1879. Søndag den 20de Juli ankom jeg til Moldøen ved Udløbet af Nordfjord og reiste samme Dag til Bortne i 0. for Hornelen Fjeld. Rugsundøens Vestspids (38): Gneis i det Store taget hældende mod Sundet ca. 45°, altsaa mod SSV., tildels ogsaa foldet. Længere 0. mod NNØ. Videre 0. paa en liden Holme mod SSØ., temmelig steilt. Hele Tiden var det Gneis. Nordpynten ved Indløbet til BortnepoUen (39) : 'i.: Konglonierat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 121 gråa, glimmerførende, noget gneislignende Skifer, hældende over 45° mod S. Længer inde fremdeles gråa, ikke gneislignende, Fig. 22. Horuelen seet fra 0. Tegnet i Forbifarten paa Danipskib. Der, hvor de to Fugle flyver, er Grændse niellem Koiiglonjerat og Skifer. De i Skiferen fremliævede Partier er en lys Bergartvarietet. TUvenstre nær Soen sees to kegleformede Ure. krystallinske Skifere, hældende steilt mod S., tildels noget fol- dede. Paa Sydsiden af Pollen sees Konglomerat-Sandstengrænd- sen omtrent midt efter Fjeldet. Kvarter: Bortne (40). 21de Juli gik jeg mod Øst op gjennem Bortnedalen: Glim- merskifer, gneislignende Skifere, Kloritskifer med Glimmer, hæl- dende steilt mod S., saa (dette gjælder kun et lidet Stykke) mod N., derpaa fremdel s Fald mod S. Fra Ugle Sæter (41) gik jeg mod S. Paa Opstigningen her: finkornig graa Gneis, noget Øie- gneis, hældende steilt mod S. Ganske nær ind paa Konglomerat- grændsen sloges Gneis. Konglomeratet (paa Sydsiden af to ikke paa Amtskartet afsatte Vande) afvexler med Sandsten. Faldet, som det synes, nogenledes steilt mod S. Fra Fjeldryggen her har man en udmærket Udsigt mod S. Bergarten i nærmeste Fjeld syd for Myklebustdalen synes at stryge omtrent 0. — V., medens Snenibben (45) er overordentlig vakkert bænket med Fald mod 0., ca. 20°, se Fig. 23. Fjeldene i sydvestlig Retning synes derimod at falde ca, 75° mod SØ. Nær Grændsen saaes i Konglomera- tets sandsten agtige Btndemiddel noget, der kunde tydes som et yrlidet Stykke af et Fossil (Enkrinitstilk). Nedigjennem Dalen fra Myklebust Sæter til Myklebust : grøn Sandsten med smaa Glim- merskjæl uden Forsteninger, hældende henimod 90° mod SSO. . Kvarter : Myklebust (42) ved A a 1 f o t e n f j o r d. 122 Hans H. Rpusch. Den næste Dag, den 22de, satte jeg over til Sydsiden af Aalfotenfjord. Bergarten er her grøn Sandsten, hældende 50° mod SØ. Paa Opstigningen mod Dauremaalsvand (44), hvilken er temmelig besværlig, vedvarer Sandstenen. Dauremaalsvands nord- østlige Side synes at dannes af en Moræne. Ved Vestenden har man fast Fjeld: grønlig Sandsten, hældende omtrent 20° mod ØNØ. Hist og her sees en enkelt afrundet Sten i Sandstenen. Dennes Lagning er i Regelen ikke aldeles regelmæssig ; ofte ser man falsk Lagning; den ligner overhovedet, hvad Lagning an- gaar, Snit, som man ser i Sandterrasser. Blokkerne i en Ur, der var nedramlet fra Siderne af Storehesten, bestod af samme Berg- art. Det nævnte (nøgne) Fjeld viste sig (i god Belysning) meget ensartet, bestaaende af Lag, hældende i østlig Retning ca. 20°. Syv tynde Vandstrænge hænge nedover en større Bænk. Jeg steg ned til Fjorden i Retning af Viken, overalt Sandsten. Her bliver altsaa en Rettelse at foretage paa det udkomne geologiske Oversigtskart over det sydlige Norge. Kvarter : Myklebust. Den 23de satte jeg i Baad over til Viken og gik derfra ind- over til Førde (43) : Sandsten, henimod Førde faldende ca. 45° mod SØ. Fra Førde tog jeg Veien mod V. op gjennem Førdes- dalen. Her er adskillig bedækket. Ved en forladt Sæter sees Sandsten, hældende mod ØSØ. ; Faldretningen dog ikke tydelig at iagttage. Ved Østenden af det første Vand, man møder paa Vandringen op gjennem Dalen, iagttoges Lagernes Hældning utvivlsom 20° mod 0. Længere op sees paa begge Sider af Da- len vakkert laget Sandsten, hældende ca. 35° mod 0. (eller kan- ske rettere mod ØSØ.). Noget før man kommer til LilL^-Førdes- vand, iagttages et Fald paa 30° mod ØNØ. Fra Lille-Førdes- vand tog jeg først Veien mod SSV. op gjennem en liden Dal, øverst forbi et langt og smalt Vand. Lagene falder her 25° mod ØSØ. Saa tog jeg Veien mod V. (lidt NV.) opad Svaberg, der her dannes af Lagfladerne. Jeg fulgte en Elv indtil et lidet Vand, hvorfra den randt ud. Derpaa tog jeg et kortere Stykke mod SV. opad; Lagene falde her mod SØ. Det var nu bleven sent paa Aftenen, Veien tidligere havde været meget besværlig med Vandring gjennem Ur og Elvevadning; nu overfaldtes jeg af tyk Taage, såa jeg maatte overnatte paa Stedet, hvor jeg var (46), i Sneregionen op imod Hjelmenfjeld. Den næste Morgen laa Taagen fremdeles, saa der intet andet var at gjøre, end atter at tage den besværlige Vei tilbage til Førde, istedetfor at vandre Konglomerat-Sandstenfeltevne i Nordfjord etc. 123 videre ad den, idetmindste for Folk paa Førde, fuldstændig ukjendte Vei til Nordgulen. Til de øvrige Ulemper kom nu Mangel pad Mad. Den næste Dag hvilede jeg ud. Graaveirét vedvarede. Den 26de tog jeg Baad til Myklebust og gik derfra langs Stranden mod 0. Indtil Vik har man Sandsten, faldende steilt mod SSØ , saa kommer et Stykke Konglomerat, saa indtil Aske- vik paa Jelsnæs (32): gneislignende Skifere, tildels Øiegneis. I Askevik ventede jeg flere Timer paa et Dampskib, Gravdal, som den Dag skulde ^aa ud Fjorden, men forgjæves; det oplystes se- nt re, at det netop havde forandret Rut«^ ; jeg maatte derfor reise med Skyds udover ; foreløbig reiste jeg over til Torheim, hvor jeg. overnattede. Her er gneislignende lodrette Skifere, der stryge ØNØ.-VSV. Den 27de, en regnfuld Søndag, reiste jeg til Domsten (34). Ved Isenæsset: Grundfjeld i lodrette SV. — NØ. strygende Leg. Den 28de drog jeg videre vestover: Grundfjeld. Noget i 0. for Daviken (35): Gneis med sort Glimmer, Strøg over en større Strækniug SV. — NØ., lodrette Lag. PaaNæsset i V. for Daviken sees finkornig graa Gneis med sort Glimmer. Steile SV. — NØ. strygende Lag. Videre vestover vedvarer Grundfjeldet, Lagnin- gen noget mere utydelig. SV. — NØ. -Strøg gjennemgaaende. IV. for Endal: Gneisgrauit, rødlig med mørk Glimmer. Strøget sy- nes ogsaa her at være SV. — NØ. ; men nogen Faldretning kunde ikke iagttages paa Tverbruddf^t. Ganske nær ved tydelig Lag- ning. Videre til Rugsund (37): Grundfjeld. Fra Rugsund reiste jeg mod S. stadig i den Tro, at jeg passerede Grundfjeldslag hældende mod NV. og steiltstaaend(.\ I S. for Kragevik var jeg iland: Gneis rig paa sort Glimmer og Hornblendegneis, hældendi^ mod NNV. ca. 60°, maaske ikke ganske udseende som Grund- fjeldet ellers her omkring. Hornelens (H) Fod : Glimmorskifer med smaa Kvartslindser (»sammenrøret^j, foldet og kruset. I Uren her sees en herlig Breccie med lidet Bindemiddel, indeholdende større og mindre temmelig kantede Steno, fornemmelig af Gneis, Gneisgranit, Hornblendeskifer, Kvarts. Kvarter: Hænøen (47). Den 29de Juli. Ved Hænøen har man Sandsten, hældende omtrent 30° med SØ. Herfra tog jeg Veien over Fjeldet mod S., Sandstenen vedvarer; ovenfor Sande (48) ved Noi'dgul- fjord, noteret hældende ca. 25° mod SØ. Denne Lagstilling IM Hans H. Reusch. er gjennemgaaende for den passerede Halvø, og sees ogsaa om- kring Rise van det (49). IS. for Rise vedvarer Faldretningen mod Fiff. 23. Snenibl3eu(45j paa Sydsiden af Førdesdal i Nordfjord. Seet fra N. (Fj eldryggen i S. for Ugle Sæter). SØ. som før. Ned mod Indre- Hus er der meget bedækket. Kvarter: Myklebust (50). Paa hele den gjennemvandrede Stræk- ning er der ingen Tegn til Forrykninger. Fig 24. Kjeipen. Risebøra. Rikeloft. )t0JU^EgX3_ Rise Vand. Fjeldene i SØ. for Rise- Vand (49). Hoyederne af Lag hældende mod SØ. (Tegnet fra Fjeldheiden i N. for Sande). Den 30te Juli gjorde jeg en Tur i Retning mod 0. for Mykle- bust henimod Bunden af Midt- Gulen-Fj ord. Lagenes Hældning er ber mod 0. til N., 20°. Betragter man Sandstenen paa Brudflader, Konglomerat-Saudstenfelterne i Nordfjord etc. 125 der skjærer Lagningen, ser man som oftest Uregelmæssigheder i Skiktningen Ved afvigende Leining, Bølgning og Krusning af Fis:. 25. Sande (48). Udsigt over Nordsiden af Nordgulfjord fra Heiden henimod Rise Sæter. Sandstenïag- hældende mod 0. Fig-. 26. !□ M. af den forvitrede Overflade af Sandstenen (Laghoved) i 0. for Myklebust, Midt- Gulen-Fj ord. Viser Lagningsforhold. der ikke er usædvanlige lios Sandstenen. Lagene o. s. v. Lagningen er imidlertid temmelig regeliuæssig i det Store, saa den sees vidt og bredt selv i temmelig fjerne Fjelde, 12B Hans H. Reusch. saaledes de, man ser mod 0. Fra Myklebust (50) reiste jeg A'estover i Baad: Bergarten er her uafbrudt Sandsten; hist og her iagttages i forskjellige Niveauer enkeltvis indstrøede tilrun- dede mindre Stene. Faldretningen er konstant mod SØ. Ingen- steds saaes Mulighed for en Forrykning. Specielt har jeg note- ret: Indløbet til Vindspollen : Fald mod SØ. At Faldretningen ogsaa paa Nordsiden af Midt-Grulenfjord er i østlig Retning, sees under Seiladsen. I V. for Indløbet til Sør-Gulenfjord (51) : Fald mod SØ. ca. 20°, gjennemgaaende. Videre mod V.: Fald frem- deles mod SØ. med noget nær samme Faldvinkel. Fiskholmen: Breceie. Kvarter: Kallekaag. Fortsættelse af Beisedagbogen for 1880. Lørdag d. 7(!e Au- gust tog jeg Baad fra Florø mod V. ud til Kin. Under Udfar- ten ser man, at Færø viser som en Afsats og Antydning til en Strandlinie. Stabben Fyr: Breceie af skarpkantede Stene indtil 1 Kvar- ter store. Bindemidlet er Grus Bergarten er tydelig laget, faldende mod NNO. Sten ene i Konglomeratet bestaar næsten ude- lukkende af feldspatførende Kvartsit; denne er tildels noget glim- merrig og bliver da vel hellere at benævne for Glimmerskifer. Aanøerne: det samme. Stenene i Konglomeratet indtil fod- store. Lagningen er ogsaa her tydelig. Løse Blokke af Gneis- Granit, Eklogit, Sandsten, fremmed Konglomerat, deriblandt et af Grønstensskifer saaes. Østsiden af Skorpen: Samme Bergart som før. Skorpeidet: Skifer, tildels gneislignende. Feldspat, som for en Del er rød, optræder et Sted i rigelig Mængde og saa store Øine, at en Øiegneis med grønlig Glimmer fremkommer. Jeg- steg op til det øverste af Eidet i N. for Gaarden. Paa Vest- siden har man Skifer.. Strøget i det Store taget 0. — V. Faldet væsentlig mod N., forresten kruset og foldet hele Tiden; paa Østsiden møder øverst oppe Konglomeratfeltet med en Breecie, der synes at beståa af Stedets Bergarter. . - Søndag den 8de August reiste jeg over til Skorpen Gaard: Skifer, bestaaende af en finkornig Blanding af Feldspat og Kvarts med lys Glimmer. Heri optræder talrige Smaaknuder og Smaa- aarer af Kvarts. I Knuderne ogsaa Kvarts. Hornblendeholdige Skifere saaes ogsaa. Overhovedet optræder flere Varieteter af Skifer. I det Hele strvs;-er de 0. — V.; de staar lodret eller fal- Konglomerat- Sau dstenfelteme i Nordfjord etc. 127 der steilt mod N. Fald mod S. er ogsaa iagttaget. I SV. for Bunden af den lille i N. for Skorpen Gaard indgaaende Bugt forekommer noget Gabbro. Fis-. 27. 1 □ Fod Overflacle af Skiferen paa Stranden ved Skorpen Graard. Stribningen fremkommer derved, at Glimmeren forvitrer raskere end Resten. Der optræder Knuder og Aarer af Kvarts og noget Feldspat, den siüste nok blot i Knuderne, ikke i Aarerne. Mandag den 9de tog jeg en Baad over til den lille Nærø i V. for Skorpen. Her er samme Bergarter med samme Lagnings- forhold som paa Skorpen, Ved »Sondre Madhullet« er en, for- resten lidet bred, grøftformet Forsænkning fra N. mod S. tvers- over hele Øen. Den formodedes at være en Fortsættelse af Høi- skarets Gang paa Øen Kin (se foregaaende Afhandling); men fast Fjeld saaes ikke i den, saa dette nok kan være tem- melig tvivlsomt. Tirsdag d(m 10de reiste jeg over til Sydvestsiden af Lille Batalden (52). Bergarten her er Hornblendeskifer, hvori Partier af feldspatførende finkornig Hornblendesten, mindst indtil 20 M. lange. Hvorvidt den her omhandlede Hornblendeskifer er en la- get Bergart, synes tvivlsomt. Strøget, forsaavidt man kan tale om dette, er NV.— SO.; Faldet lodret. Over Hornbleudeskiferen kommer med skarp og tydelig, no- get ujævn bugtet Grændse Breccie. Stenene i denne er skarp- 128 Hans H. Reusch. kantede, høist kantrundede. Bindemidlet er fastkittet Grus og Sand, tildels fin. Lagningen er temmelig tydelig; de flade Stene er gjerne fladtliggende. Den saagodtsom eneraadende Bergart er Fig. 28. 1 □ Fod Fjeld nær G-rændsen mod Hornblendeskifer. SV-Siden af Lille- Batalden (52). Stenene er feldspatførende Kvartsit, tildels ogsaa nogle grønlige skifrige, kvartsitligiiende ikke nøiere bestemte Bergarter. feldspatførende Kvartsit i flere Varieteter, (Feldspaten optræder tildels i Øine paa en Maade, der minder om Øiegneis) ; endvidere forekommer nogle grønlige, skifrige, kvartsitlignende Bergarter. En- kelte Knoller af ren Kvarts, et enkelt Marmorstykke (forvitret, derfor i en Hulning) er ogsaa seet. Neppe nogen Sten opdagedes der kan henføres til Underlagets Hornblendeskifer. Længere fra Grændsen er Bergarten udmærket laget med vexlende Grus- og Breccielag. Heller ikke lier saaes i Berg- arten nogen Rullesten af Granit, tydelig Grundfjeldsgneis eller Syenit. Kun yderlig faa liornblenderige Stene optraadte. Den lille (53) i N. for Kvaløsund paa Skorpen bestaar i sin sydvestlige Del af Skifer, i sin nordvestligste af Breccia. Grændsen stryger i Retningen VNV. til OSO. Skiferen er feld- spatførende Kvartsit, tildels gjennemsat af Kvartsaarer. Den vi- ser partivis en paafaldende Brecciedannelse, der er noget ganske forskjelligt fra den nysnævnte overleirede Breccie. Skiferen er Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 129 nemlig opdelt i en Masse skarpkantede, større eller mindre Stykker, der dels er lidt, dels noget mere forrykkede mod hverandre. Bin- Fig. 29. Klippe paa den lille (50) i N. for Kvalesund paa Skorpen. Breccie af flere Varieteter af feldspatførende Kvartsit øverst. Underlagets Berg-art, en feldspatførende Kvartsit, forskjellig fra de i Konglomeratet raadende Varieteter, er tildels nær Grændsen en Breccie. idet den er opdelt i Smaastvkker, der er mere eller mindre forskudte indbyrdes. demidlet er Grus af samme Bergart. Kun nærmest Grændsen, hvor denne Brecciedannelse især er fremherskende, ser man hist og her en Smule af den overliggende Breccies Sand som Binde- middel i den underliggende. Inde i den overliggende Breccie ser man nu og da et skarpkantet Stykke af Underlagets Bergart. Dette er nærmest Grændsen; lidt længere borte fra denne opda- ger man neppe en Sten deraf. Den overléirede Breccie ligner aldeles den fra Lille-Batalden beskrevne. Et Stykke borte fra Grændsen er den udmærket laget, idet den opviser en Vexling af Breccie, Grus- og Sandlag. Undtagelsesvis forekommer Smaa- lag af fin, stærkt rødlig Sandsten. Yed Kvaløsund, paa Skorpen har man gneislignende, finkornig Skifer med grønlig Glimmer, foldet; Fald i det Hele mod SSO. Kort i 0. for Gaarden har man Grændsen mod den overléirede Breccie. Underst er denne tildels en Breccie af Stedets Bergart, der ellers er meget lidet repræsenteret deri. Næsten eneraa- dende er lyse feldspatførende Kvartsiter. Et Sted (længst mod Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. II. 130 Hans H. Reusch. N.), hvor den omtalte Breccie af Underlagets Bergart ikke optræder, iagttages tydelig afvigende Overleining. At der i Un- Breccie afvigende leiret over gneislignende Skifere. derlaget er en virkelig Lagning og ikke blot en Strukturretning blev specielt iagttagat. I de gneislignende Skifere optræder Kvartsaarer. Fig. 31. Lag- af Sandsten og Breccie. Lille Langeens Sydende. Jeg reiste forbi den i S. for Vevlungen liggende (Lille) Lang- lens Sydende, hvorfra o venstaaende Tegning, der viser Sandsten med Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 131 Breccielag, er. Faldet er fladt mod N. t. O. I Sandstenen optræ- der ofte Partier, hvor man ser afvigende Leining, saaledes til- høire for Mandens Hoved paa Tegningen. Paa Nautø og Yevlungen (54) bliver Sandstenen saa godt som eneraadende. Ganske underordnet optræder Konglomerat med afrundede Steue; foruden de omhandlede Kvartsiter mere typiske Gneiser, Graniter, Syeniter, en rød Sandsten. Faldet er svagt mod 0. Nordsiden af Fanø er Sandsten med samme Slags Konglomerat. Fald 20° mod 0. Bataldens sydvestlige Del er Kvartsitbreccie som Lille-Ba- taldens; derover kommer omtrent 20 M. grønlige og rødlige Ski- fere, tildels noget sandsten agtige; derover et Granit-Gneiskonglo- merat. Altsammen hælder 20° mod 0. Fig. .32. Sandsten med Kongl.-lag Granit-Gneis-Kongl. Skifer ' "^ ''■ Breccie rig paa Kvansit ^u^t i/yy;// Batalden, seet fra S., fra Kvaløsnnd paa Skorpen. Foran ligger Fanø. Henimod Batalden Gaard sydøstligst paa Øen: Sandsten med Konglomeratlag. Kvarter: Batalden Gaard. Onsdag den Ilte gik jeg først mod N. til Stoksnæs, nord- østligst paa Batalden: Sandsten mrd Konglomeratlag (afrundede Rullestene), hældende mod 0. Herfra tog jeg en Baad over til Vestsiden af Øen. Paa SV.-Siden af Nordspidsen, Kjelnæs, sees et ganske lidet Parti krystallinsk Skifpr. Stærk Søgang hindrede mig fra at kommp paa Land her. Lidt længere i S. ser man ved Stranden Kvartsskifer med lidt grønlig Glimmer og flere andre krystallinske Skifere. Over dem kommer en Breccie af mest flade, skarpkantede Stene : Kvartsit, gjerne glimmerførende, lig- nende LTnderlagets, mere glimmerrigp Bergarter, tildels tydelig Glimmerskifer med Granat*). ') Denne Breccie indeholdt ikke saa meget hvid Kvartsit som den paa Bataldens Sydside. 9* 132 Hans H. Reusch. At der over dette kommer Konglomerat med afrundede Stene, kunde sees paa Stranden, hvor der laa nedfaldne Stene deraf. Disse fremviste tildels et smukt Hautrelief, i hvilket de enkelte Stene (lidt Granit og adskillig Sandsten saaes) stod frem næsten isolerede. Længere i S. (det nordvestligste af Øen) hestaar de smaa Skjær udenfor Stranden og selve denne af krystallinske Skifere: (jlimmerskifer, kvartsitrige Skifere m. m. Disse naar sandsynligvis her et godt Stykke op paa Fjeldsiden. Videre syd- over er Fjeldsiden lige ned til Stranden dækket af Ur af Kon- glomerat, mest [eller udelukkende ?] med afrundede Stene. Urens Blokke er nederst af Bølgerne afrundede til over favnstore Rulle- stene. Her er derfor vanskelig at komme frem, og jeg gik der- for ikke synderlig langt i denne Retning. Batalden er ubestigelig paa Vestsiden ; her er den indtil høit op for største Delen bedækket med Ur. Skiferlaget, der omtaltes fra Bataldens Sydside, synes efter Pjeldets Udseende i det Store og Urene at dømme, ikke at fort- sættes om paa Nordsiden af Øen. I ethvert Tilfælde er det ikke her mægtigt; en liden Afsats paa Fjeldet, svarende til Skiferens Plads, saaes dog ogsaa her. Skiferen maatte vel søges i Baad ved Stranden kort i V. for Stoksnæs; hertil havde jeg ikke An- ledning. Fra Batalden satte jeg over til Domben (55) paa Hovden. Fra Domben til Bareksten (56) har man hele Tiden Sandsten, faldende 20° mod N. t. O. Paa Vandringen over Hovden studerede jeg Sandstenen no- get nøiere. Den er grønlig, finkornig, paa friskt Brud tæt. Den indeholder gjerne, dog ikke alle Steder ligemeget, yr- smaa (jrlimmerblade. En Stribning efter tynde lettere for- vitrende Lag sees paa Overfladen, men lader sig ikke iagttage paa friskt Brud. Sandstenen er ved tynde, i Detaljen lidet re- gelmæssige, grønlige Lerskiferlag afdelt i Bænke. Lerskiferlagene viser her, som ogsaa iagttaget andetsteds, naar.de spaltes op, ofte et Netværk af Sprækker udfyldte med Sandsten. Paa Nedstigningen til Bareksten bemærkedes 3 noksaa re- gelmæssige Slettesystemer : ={= og _L til Strøget samt i Retnin- gen NO.— SV. Kvarter: Bareksten. Næste Dag reiste jeg til Florø. Konglomerat-SandstenfelterBG i Nordfjord etc. 133 Helsø: Sandsten faldende mod O. t. N. 16°. Ser man tu- bage til Hovden, maaler man Faldet der i det Hele taget til omtrent 25°. Nordre Nærø (57) : Fald mod O. omtrent det samme som paa H<:ds0. Søndre Nærø: det samme. Fredag reiste jeg ud til Roten, en liden kort i N. for Florø, og iagttog der nøiere Breccien, navnlig nær Grændsen. Den bestaar af kantet Grus, hvori ligger kantede Stene, mest mindre, dog ogsaa nogle enkelte større. Bergarterne er tem- melig rene Kvartsiter (nogenledes tydelige feldspatførend(^ K\art- .siter lod sig ikke paavise). Kun yderlig faa Stene af andre Bergarter fgrønlig Skifer, gliramerførende Kvartsit) saaes. Til Gneiser, Graniter, Syeniter saaes ikke Spor. Undertiden sees (se Fig 3.3. 7^C> ■^:p^ mp6^:^JK>! 1 □ Kvarter Fjeld fra Rotens Breccie. 2 forskjellige Steder. Brudstykkerne er Kvartsit. den første af ovenstaaende Tegn.) Antydning til, at de flade Stene er fladtliggende. Flere af Stenene i Breccien er kvæstede; de er nemlig (det iagttages bedst paa de større) gjennemsatte af tal- rige Sprækker og de herved fremkomne Brudstykker en Smule forrykkede i Forhold til hverandre. Stenene kan endog være opløste formelig til Grus. Undertiden sees en Spræk at være forrykkende for flere Stene som paa ovenstaaende Tegning. Sandbæret, en Holme tæt ved Roten: Sandsten faldende om- trent 25° mod N. t. 0. Lagningen kan i Detaljen være noget uregelmæssig. Tynde Lag af finere og grovere, tildels formelig grusagtig Sandsten veksler. Kvartsaarer som f Ex. hosstaaende gjen- 134 Hans H. Reusch. nemsætter SandstenRD. Sandbærets Sandsten stryger lige paa Rotens Konglomerat; der synes saaledes at finde en Forrykning Sted efter Rotesundet mellem nævnte Holme og Roten. Fig. M. Kvartsaarer i Sandsten. Sandværet nær Florf>. Sandbæret viser Skuring, pegende mod V. Langøen, et Skjær i S. for Roten, bestaar af Konglomerat, lignende det beskrevne fra Roten. Et ganske lidet Sandstenparti her (ved Øens østre Ende), som faldt steilt mod N., viste tildels en lidet udpræget Lagning, det var somme Steder en smaastenot Sandstenbreccie. Dette saaes paa den forvitrede Overflade. Lørdag tog jeg Baad fra Florø uiod NO. til Nøstholmen : Breccie. Skjærene i S. for Sagøén, tæt ved Tirø (22): Sandsten fal- dende mod NNO. Øen i V. for Sagøen: Sandsten faldende omtrent 40° mod NO. t. N. Jeg gik iland ved Tirdalssagen paa Fastlandet i N. for Tirø og tog derfra mod N. Der, hvor Veien gaar, er Lagningen ikke rigtig tydelig. Man gaar i det Hele parallelt Strøget. Etsteds iagttoges et nogenledes tydeligt Fald mod ONO. Ovenfor Sage- Vand uoteredes Fald 20° mod ONO. Paa det øverste af Fjeldo vergangen noteredes Fald 15° mod ONO. Lagning med fladt østligt Fald sees meget vakkert i Fjel- dene rundt omkring. Den øverste Del af Nedstigningen af til Sørgulen (47) er Konglomerat- Sandstenf elterne i Nordfjord etc. 135 meget let, da den gaar over bekvemme Svaberg, dannet af Lag- flader. Spredt indstrøet i Sandstenen er tilrundede, sjelden kvar- terstore Stene af Kvartsit, der i det Mindste for en Del synes feldspatførende. Fra Gaarden Sør-Gulen tog jeg Baad og reiste ud Fjorden af samme Navn (51). Den gaar parallelt Lagbygningens Strøg- retning. Paa Østsiden bar man Laghoveder, paa Vestsiden bæl- der Lagene mod os. Fjeldsiderne, bvor Lagningen sees udmær- ket, er bevoxede med Smaaskov. Ser man mod S., viser Fjord- bunden særdeles vakre og regelmæssige 20° mod 0. bældende Lag. Man kan allerede i Afstand se, at Lagningen i den ydre Del af Mulefjeld, i 0. for Mundingen af Fjorden henimod Mulenæs, falder mere mod OSO. end forresten ved Sør-Gulen. Lagene tegner sig nemlig ber ikke parallelt med Vandfladen, men skraa- ner opad udefter. Ved Mulenæs noteredes Fald mod OSO Berg- arten er Sandsten med enkelte tilrundede Stene, ganske som i S. for Sørgulen. Nær Vandfladen sees i en brat Væg en Del kop- store Jettegryder paa Rad parallelt Lagningen. Tænøerne: Fald 25° mod SO. t. 0. Holmenæset: Fald mod 080. Overalt Sandsten. Kvarter: Rise ved Elven, der løber ud af Rise vand (45). Søndag satte jeg over til Sande (48) og gik derfra mod NO. op til Svælgsdalsvand. Den sædvanlige Sandsten faldende mod 0. t. S. Etsteds maalt 30°. Vestsiden af Svælgsdalsvand: Fald 40° mod SO. Længere nordover vedvarer samme Faldretning. Veien fra Svælgsdalsvand henimod Ijangevand (58) er meget besværlig: Skov og Fjeld uden nogen Sti. Øverst ved Lan- gevand iagttoges temmelig steilt Fald mod SSO. Langesivand : steilt Fald mod SSO. eller lodret. Kun meget faa af de fra Sørgulen omtalte Rullestene saaes i Sandstenen, som er meget ensartet. Samme Lagningsforheld vedvarer til den i V. for Gaar- den Myklebust (42) liggende Myklebust Sæter, hvor Kvarter toges. Fra Sande til Langevand (58) havde jeg gaaet 4= Lagret- ningen, derfra skraat i Forhold til denne. Mandag den 16de August gik jeg fra Myklebust Sæter mod N. Paa Opstigningen til Sæterdals Vand er Sandsten med Fald steilt mod SSO. eller ogsaa lodietstaaende. Ved Sæterdalsvand er Grændsen for Konglomerat-Sandsten- 136 Hans H. Reusch. feltet. Her forekommer et Konglomerat, fornemmelig bestaaencle af iioget afruudede Stene af hvid Granit, lignende den fra Yik. Et Sted saaes Konglomeratet at beståa af temmelig skarpkan- tede Stene af Kvartsit, tildels feldspatførende. Dette er maa- ske en Brecciedannelse paa Grændsen, da Kvartsiten lignede no- get Skifere nær ved i Grundfjeldet. Nogle Sandstenspartier, mest mindre, saaes inde i Konglomeratet. Fra Sæterdalsvand steg jeg videre op paa Domstenfjeld i S. for Domsten (34). Grundfj eldets Lagbygning er her meget re- gelmæssig med temmelig sloiltFald mod S. t. 0.; lüBr Græudsen finkornig Gneis faldende 10° mod S. t. 0. ; Øiegneis og andre Gneisvarieteter faldende 50° mod S. t. 0. ; videre frem Gneis, noget grovere faldende 70° mod S. t. O. ; videre op feldspatfø- rende Kvartsit og glimmer- og kvartsrig Gneis med Grnuat. Paa Opatigningen til Domstenfjeld saaes adskilligt (2 — 300 Fod) over Grændsen mod Konglomeratet et Par Blokke af Sand- sten, deriblandt en med afrundede Stene. Paa Nedstigningen til Domsten (33 ) har man Gneis med mørk Glimmer, steil, strygende NO. — SV. Øverst oppe her (jeg gik ned over den bratte Fjeldside istedetfor at tage en mere vestlig Retning) har man Skuring mod N. Den 17de August reiste jeg i Baad vestover. Næset strax i V. for Daviken er graa Gneis med sort Glimmer, strygendo NO. — SV., lodretstaaende. Noget Eklogit forekommer her. Ot- teren (36) : graa Gneis med sort Glimmer faldende steilt mod SSO. Her saaes Sandstenblokker. Længere i V. har man over et større Parti af Stranden Eklogit. Eldenæs : Gneis med sort Glimmer iiden udpræget Lagning, strygende SV. — NO., lodret- staaende. Elde: Eklogit, stribet. Kvarter; Rugsund (37) Den 18de tog jeg Baad fra Rugsund sydover. I den syd- ligste Del af Rugsundø sees et Parti Hornblendebergart; denne indeholder tildels Granat; derved fremkommer Eklogit, som viser Lagning, der staar parallelt de omgivende krystallinske Skiferes Lag. Langholmen, en Holme i V. for Tjuveholmen: Gneis, til- dels glimmerrig, faldende steilt mod S. Hornelens (H) nordlige Fod: graa gneislignende , til- dels temmelig lyse Skifere i svævende (?) Lag. Nedfaldne Stene viser det høiereliggende Konglomerats Natur. Stenene i dette er. indtil fodstore og mere; de er kantrundede, navnlig de større. Bindemidlet Grus (mere skarpkantet end de større Stene) og Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 137 Sandsten. Konglomeratet viser Lagning efter Bestanddelenes Størrelse. Bergarterna i Konglomeratet er væsentlig Gneiser, der- næst Graniter og Kvartsiter. Gneiserne er tildels Øiegneis; saa- vel de som Graniterna har mest rødlig Feldspat. Jeg gik iland ved Hunskor i N. for Hornelen (H) og steg derfra op paa Hornelens Top. Jeg tog »Midtskaarveien«, der gaar gaar temmelig direkte og ikke den sædvanlige Vei. Ved Begyndei- sen af Opstigningen har man gråa gneislignende Skifere faldende 35° mod SSV. Høiere oppe møder man Kvartsit, hvoriblandt tydelig feldspatførende. Derover havde man Kloritskifer , øverst i denne lidt af en haardere grønlig Bergart. Skiferen falder ind under det overliggende Konglomerat mod SO. t. S. Nederst i Konglomeratet har man^ med god Grændse mod Underlaget, en temmelig smaastenet Breccie af Kvartsiter, Gneis og grønlige B<^rgarter. Konglomeratet i Toppen af Hornelen bestaar af skarpkan- tede, tildels noget afrundede Stene af Gneis (dels graalig. dels rødlig), Gneis-Granit, samt noget Granit og Kvartsit. Den i Bergarterna forekommende Glimmer er mest grønlig. Biudemid- let er dels Grus, dels Sand. Toppen ar gjenuemsat afSprækker, tildels udvidede ved Forvitring, da er gjerne overdækkeda af Ur af Stedets Bergart. Fra Store-Taarnat, det høiaste Punkt, som ligger længst mod 0., gik jag vestover over den af Konglomerat bastaaenda urbedækkede Hornelseg. Paa Nedstigningen til Hestevik ved den sydøstlige Bred af Berlepollen (59), passeres en Del Breccia med adskillig grønlig tykskifrig Skifer. Derpaa kommer man ned paa hvid Granit. I Ur sees her Konglomerat blot bestaaende af tilrundede Stane af den hvida Granit. Den 19de i^eiste jag i Baad langs Stranden af Berlepollen, først paa Øst- dernæst paa Vestsiden. Det langt fremstikkanda Næs i 0. for BerlepoUens Munding er hvid Granit, hvilken vedvarer til noget forbi Heste viken. Graniten ar finkornig. Den bestaar af hvid Feldspat og Kvarts, men ar gjerne fattig paa Glimmer; denne sidste er dels mørk (undertiden brun), dels lys. Et Sted i N. for Hesteviken indeholdt Graniten porfyragtigt indsprængt vi- olet Ortoklas. Den første Skifer, man møder i N. for Graniten paa Øst- siden af Pollen er en finkornet, graa, gneislignende Bergart uden 138 Hans H. Reusch. tydelig Skifrighed. Skiferens Fald er i det Store taget ind un- der Graniten. Længere i N. optræder, som det sees af nedram- lede Stene, mere grønlige, tildels kloritiske Skifere; videre frem har man graa, temmelig finkornig Gneis med lys Glimmer. Hen- imod Bunden af Fjorden (Blaahammeren) iagttagos god Gneis med lys Glimmer faldende omtrent 30° mod OSO. I Gneisen forekommer Aarer og lindseformige Partier af grovkornet Granit. Gneisen er neget foldet. Pa a Vestsiden af Fjorden har man her samme Gneis faldende temmelig steilt mod SSO. Længere i S. har man grønlige Skifere, hældende steilt mod SSO., mørk Kvart- sit, graa gneislignende Skifer (tildels Glimmerskifer) og mørk, affarvende, svovlkisholdende Skifer. Svovlkisen gjør Urene rust- farvede, medens Granitens Ure yderst og Gneisens inderst i Pol- len er graa. Paa det nordligste af de to Næs i NO. for Lisæter har man noget graa, gneislignende Skifer; den staar lodret og stryger ONO. — YSV. Denne Observation gjælder kun et enkelt Punkt. Tvers overfor dette Næs paa Østsiden af Pollen har man Granitgrændsen. Paa Næset nærmest Lisæter findes et lidet Parti af den hvide Granit. Over Lisæter og udover mod Berle har man rustfarvede Ure. Fig. 35. Konglomerat paa Hor- Konglomerat. Sandsten Skiferfeltet. nelens Sydskraaning. Tiidsurfjeld, ved Vingen. Udsigt mod 0. fra Vestsiden af Berlesund, der danner Indlebet til Berlepol len (59). Bag den flyvende Fugl sees den hvide Granit i 0. for Berlesund. Den punkterede Linje betegner Grændsen mellem Konglomeratet og Granit- underlaget, for saa vidt den er synlig fra Betragterens Standpunkt. Den næste Dag gik jeg tilfods langs den sydlige Strand af Bremangerland. Ud til Rylandsholmen har man hvid Granit, der undertiden udviser en lodretstaaende Strukturretning 4= Stranden. Konglomerat- Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 139 Paa en liden Strækning i 0. for Rylandsholnien har man langs Stranden noget Konglomerat af kantrundede Grranitstykker, forbundne med Sandsten, gulagtig gra a. Tildels træier Bin- demidlet tilbage, og Bergarten kan da vanskelig skilles fra Granit. Udenfor Rylandsholmen har man Konglomerat med la- get Sandsten indimellem. Konglomeratets Stene er kantrundede, iudtil fodstore. Det viser Antydning til Lagning; de flade Stene ligger gjerne fladt. Stenene i Konglomeratet er foruden hvid Granit: Gneis og grønlige Skifere samt Kvarts. Idet man har passeret den lille Høideryg og stiger ned til Yaagene (ijO) [staar ikke paa Amtskartet], kommer man fraKonglo- merat ned paa en seig, grønlig, tykskifrig Bergart mellem Kong- lomeratet og den nordenfor værende hvide Granit. Tæt ved Gra- niten (1 Kvarter derfra) bliver Skiferen paafaldende tæt. Umid- delbart indpaa Graniten (1 Tomme fra den) bliver den end mere forandret. Graniten er nærmest Grændsen næsten tæt (1 Kvar- ter); længere derfra er den finkornig, gjerne med Parallelstruktur. Først et Par Hundrede Skridt fra Grændsen sloges temmelig grovkornig, stribet Granit. Strukturen staar lodret og er parallel Grændsen. Breccie Skifer Græiulse mellem Konglomerat-Sands^teiifeltet og- imderliggeiule krystallinske Skifere. V^aagene paa Bremaiigerland. Fra Vaagene tog jeg Baad ud til Smørhavn. Paa Sydsiden af den lille Bugt ved Vaagene ser man meget vakkert Konglo- meratfeltets Overleiring over Skiferne. underst har man grøn- 140 Hans H. Reuscli. ligft Skifere i steile Lag. Kvartertykke, innr og mindre sand- stenagtige Lag afveksle, saa ingen Forveksling af Skifrighed og Lagning kan finde Sted. Derover ligger med tydelig Grændse en Breccie af Skiferbrudstykker; den er tydelig laget, paa Teg- ningen faldende fra Beskueren. Smørhavn (61): Granit. Kvar- ter her. Den 21de tog jeg en Baad og reiste hen til Frøjen. Rota saavel som Fiskholmen, hvilke begge ligger nær Smørhavn, er Konglomerat. Paa Fiskholmen var jeg iland. Konglomeratet her er tydelig laget; det er dels grusagtigt, dels indeholder det ogsaa større Stene med et Bindemiddel, som enten kan være grusagtigt eller sandstenagtigt. Faldet er ca. 50° mod 8S0. Stenene i Konglomeratet er forskjellige grønlige og graalige Skifere, Kvart- sit og hvid Granit. Gruset og de af Skifer bestaaende Stene er gjerne kantede, medens de større, af Granit bestaaende Stene er kantrundede. I N. for Bremanger Kirke paa Frøien forekommer et Parti hvid Granit. Denne er dels temmelig grovkornet til Grænd- sen, dels lige indved denne finkornet, næsten tæt. Henimod Grændsen optraadte tildels en Parallelstruktur, som ikke saaes længere derfra. Hiortdahl og Ivgens's Kvartsit er, saaledes som den viser sig i den sydøstlig«^ Del af Øen, en mørk, gjerne blaaliggraa tæt, raaaske feldspatholdig Bergart, der er gjonnemvævet af sraaa Kvartsaarer. Den er uskiktet og uskifrig, undtagen nær Granit- grændsen, hvor der findes en Skifrighed, som i Regelen synes at falde steilt fra denne. Kallevaag paa Sydsiden af Frøien : Kvartsit som den nys- nævnte. Kallevaag over mod Lisæter : Grønsten (?) med en Smule grønlig eller graalig Skifer. Dernæst tog jeg Yeien mod N. hen- imod Stensæter paa Sydvestsiden af Frøien; her forekommer grønlig Skifer hældende mod NNV. Indesluttet i Skiferen ligger langstrakte lindseformedo Partier eller Aarer af Kvarts, gjerne graa, tæt, med splintrigt Brud. Kvartspartierne er dels smaa, dels i eller nogle faa Meter mægtige. Ofte har de Udseende af at være sammensatte af mange smaa lindseformede Partier. Det, som indbyrdes adskiller disse sidste, er undertiden tydelige Ski- ferlag. Tildels er dog Skiierlagene meget tynde; Lindserne synes Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 141 da kun vedSprækker at være adskilte fra hverandre. Kvartsens Forekomst lier minder noget om Jaspisens paa Ytre Sulen. Den 22de, Søndag, reiste jeg til Florø. Haastenens Felt. Den 24de August reiste jeg ind til Bunden af Ejkefjord. Sydostenden af Bransø (62) er graa gneislignende Skifer fal- dende 80° mod N. Allerede i Forbifarten ser man, at Ski- ferne paa Nordsiden af Ejkefjorden falder mod N. og paa Sydsiden mod S., som af Irgens opgivet. Den 25de August. Ser man fra Ejkefjord Kirke inderst i Ejkefjord (63) mod V., viser Skiferne paa Uldtangnæs, det her fremstikkende Næs, sig meget tydelig lagede, faldende steilt i sydlig Retning. Fj eldene mod N. viser meget af en hvidlig Bergart, Fortsættelsen af Hiortdahls og Irgens's Kvartsit ved En- destad Vand. Ejkefjord mod S. til Sundhordvig (64); Lys gneislignende meget finkornig Skifer med lys Grlimmer og et grønligt glim- merlignende Mineral, faldende mod N. Videre frem den samme Skifer faldende mod S. I det Hele veksler Faldretnin- Fiff. 37. 1 O Kvarter Fjeld i S. for Snndhordvik. En lerglimmerskiferagtig Bergart opfyldt af Kvartslindser. gen [ikke Strøgretningen]. Andre Bergarter, som forekommer, er en lys skifrig Kvartsit, der ligner Florøs, graa gneis- lignende Skifer tildels med Feldspatøine, god Gneis. 142 Hans H. Reusch. Fra Sundhordvik gik jeg mod SV. til Osen (65 j. Paa Opstigningen fra Sundhordvik har man en eiendommelig Bergart; den er lerglimraerskiferagtig og opfyldt af utallige smaa Kvartslindser. Disse tegner sig meget tydelig paa den forvitrede Överilade. Kvartslindserne er dels forholdsvis større og da ofte temmelig rene, dels ganske smaa, Optræ- der der i dette Tilfælde talrige tæt indtil hverandre, saa den mellemliggende Masse nogetnær forsvinder (se x paa Fig. 37), fremkommer kvartsrige, urenere Partier, svarende til og lig- nende de større, rene Partier. Denne eiendommelige Struk- tur viser ofte paafaldende Krusninger. Videre op har man grønlige Skifere, for en Del Lerglim- merskifer faldende mod S., tildels steilt. Man kommer nu ind i et omtrent mod V. gaaende Skar, hvis Bund er Skifer. Paa den sydlige Side af Skaret består de steile Yægge nederst af forskjellige Skifere, for en Del Lerglimmerskifer, øverst derimod af Breccie og Konglomerat med Kvartsitbrudstykker. Dette sees af de talrige nedfaldne Stene. Paa Nordsiden, hvor Konglomeratgrændsen allerede i nogen Afstand tydelig sees, iagttager man, at den tegner sig Fig-. 38. Kvarts. Syenit. Or3i n 1 n i^od Fjeld. Osen. nogenledes horizontalt. De underliggende Skifere er meget dislocerede. Gaar man hen til Grændsen, ser man over en Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 143 grønlig Skifer et Konglomerat med noget afrundede Stene, der er indtil fodstore. Brndstykkerne er Kvartsiter, tildels feldspatførende og enkelte Kvartsknoller. Nedstigningen til Osen gaar over Konglomerat. Kvar- ter: Osen. Den 26de August stnderede jeg nøiere Osens (65) Om- givelser. Kort i V. for Gaarden er der i Anledning af et Veianlæg foretaget en større Udsprængning, hvor Konglome- ratet kan studeres i friskt Snit. Brndstykkerne er af meget forskjellig Størrelse, indtil over favnstore. Nogen Lagning er ikke at opdage. Stenene er i Regelen afrundede; men nogle (navnlig de smaa i Grru- set) ogsaa kantede. Hosstaaende Tegning (Fig. 38) skal nær- mere vise Konglomeratets Natur. De hvide Stene er feld- spatførende Kvartsit. Denne Bergart er livid (gjerne svag rødlig, i Undtagelsestilfælde stærkere rød). Den er gjerne opfyldt af et grønt kloritagtigt Mineral, der meddeler Ste- nene en grønlig Farve med Foi^trængelse af deres egentlige rødligkvide Kulør ; den er tildels stribet, idet mere grov- kornige'og mere finkornige Flag vexier (de med smaa Prikker betegnede Stene paa Figuren). En rigeligere eller sparsom- mere Optræden af den omtalte grønlige Substans har og- saa ofte en væsentlig Andel i Stribningen. Den grovt prikkede Bergart er Syenit. Den bestaar af Feldspat, gjerne rødlig, og et grønligt Mineral, hvis Na- tur det ikke er let at erkjende. Nærmest ser- det ud som Klorit. Feldspaten er ofte grønlig farvet af samme Mine- ral. Undertiden viser Bergarten Antydning til Parallel- struktur. Enkeltvis optræder i Konglomeratet Kvartskluraper. Konglomeratets Bindemiddel er dels rødlig, dels grønlig Sandsten, undertiden ogsaa Grrus. I dette sidste Tilfælde er Stenenes G-rændser mindre iøinefaldende, end naar Bindemid- let er Sandsten. Undtagelsesvis lod Stenene sig med nogen- lunde Lethed løse ud. Grundmassen synes i saa Tilfælde at være kloritholdig, i det Mindste var Stenenes Overflade be- klædt med Klorit. Fj eldet gjennemsættes af Sprækker, mest smaa og fine ved hvilke ingen Regelmæssighed, h vad angaar Retningen, 144 Hans H. Keusch. lod sig iagttage. Sprækkerne er gjerne forrykkende. I Til- fælde som det afbildede, li vor man ikke kan faa Stenstykkerne paa begge Sider af Sprækken til at passe sammen, maa man vel antage, at Forrykkelsen har fun det Sted i en Retning, no- genledes lodret mod Fjeldoverfladen. Tildels gjennemsværmes Fjeldet afSmaaaarer af en grøn Substans, som synes at være Epidot. Paa Nordsiden af Elven i SO. for Stien, der fører over til Ejkef jorden, stikker op i Dalbunden lidt af Konglomera- tets Underlag. Her optræder nemlig en lys graa, næsten tæt Bergart, hvori sees Feldspatgjennemgange og Kvarts, feldspat- førende Kvartsit. Tildels sees Kvarts i Bergarten at op- træde i talrige Smaaaarer parallelt Lagningen. Denne stry ger — V. og staar temmelig steilt. Grændsen mel-~ lem denne Bergart og Konglomerat var ikke ganske let at iidrede. Da jeg syntes i Konglomeratet i den føromtalte Spræng- ning at have seet en Varietet af den feldspatførende Kvartsit, Fig. 39. En Del af en Sten, feldspatførende Kvartsit, i Konglomeratet. Nat. St. Viser Maneren, hvorpaa tynde Flag af Grlimmer optræde. lignende den beskrevne nordenfor Elven, vendte jeg tilbage til Sprængningen. Her åndes ogsaa en til den beskrevne sva- Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 145 rende feldspat- og kvartsførende Bergart, som hin med tynde Flag af lys grønlig Glimmer, hvorved en Slags Lagning, oftest en kruset, fremkommer. Bergarten indeholder tildels Kvarts i smaa Flag eller • Lindser udskilt parallelt Lagningen. Den 27de reiste jeg fra Osen mod SO. Langs hele Syd- siden af S vardalsvandet Konglomerat. Henimod Øst- enden af Våndet er Konglomeratet rigt paa Syenit. Bindemid- let er grønligt, som det synes, kloritholdigt. Konglomeratet kan, naar Grundmassen er rig paa Grus og Brudstykkerne derfor ligesom henflydende, undertiden være noget vanske- ligt straks at erkjende. Den lille ved Svardal udstikkende Halvø bestaar af grønlig Skifer, strygende NO. — SV., paa Nordsiden faldende mod NO. Kanske det nysnævnte Konglo- merats Bindemiddel har faaet sin grønne Farve fra Detritus af denne Skifer. Fra Svardal (66) tog jeg Veien mod S. over Vefring-Sæ- teren. Ved Opstigningen fra Svardal gaar man over mørke, graa Skifere hældende mod NO. Videre op har man finkornig Gneis, tildels opfyldte af noget større Feldspatkorn; Fald mod N. Videre op har man finkornig Gneis strygende 0. — V., steilt- staaende. Videre frem passeres lidt Hornblendesten med no- get hvid Feldspat, saa Gneis øst — vest-strygende med veks- lende Faldretning. Ved Høivik Sæter kort i N. for Vefring Sæter har man lys Skifer vekslende med tynde Lag af glim- merrig Skifer faldende mod N. Ogsaa Øiegneis og horn- blenderig Skifer optræder. Strax i S. for Vefring Sæter optræder Gneis faldende mod N. Senere har man Gneis-Granit og saa Gneis. Ned- stigningen her gjorde i det Hele Indtryk af Grundfjeld. Kvarter : T i n g n æ s ved F ø r d e f j o r d e n (67). Kvamshestens Felt. Den næste Dag tog jeg Baad og reiste mod SV. til Skor- ven (68), for herfra at gaa mod S. over til Dalsfj orden. Paa Veien lagde jeg til ved Tangen. Her optræder Hornblende- skifer med Granat. Den fører en lys Glimmer og er opfyldt af tynde Kvartsflag. Indleiret er Eklogitklumper. Lagstil- lingen er svævende. Ved Skorven (68), ligeved Søen, har man noget Syenit. Nyt Magazin f. Natun'. XXVI. II. 10 146 Hans H. E-eusch. Herfra tog jeg Veien mod SO. langs Østsiden af Skor vevand. Indtil Markevand gaar man især over Lerglimmerskifer desuden dog ogsaa over nogle andre Skiferarter. Lerglim- merskiferen er gjerne kruset og bøiet; i N. for Markevand iagttaget Fald mod N. Sydsiden af Markevand er Konglomerat. Den umiddel- bare Grændse ved Våndets Østende er bedækket. Konglome- ratet fik jegher kun undersøge temmelig flygtigt; det viste af- rundede Stene af en hvid G-ranit m. M. Fj eldet er meget lavbeklædt. Længere i S. har man Sandsten faldende mod S. Paa Veien op til Markevand syntes det, som om man paa Østsiden af Dalen i Høiden har en Grændse mellem graat, vegetationsfattigt Fjeld (Syenit) og mere grønklædt (Lerskifer) nedenfor. Paa Veien videre frem til Väsenden har man Grus- og Konglomeratlag vekslende med Sandsten. Først er Faldret- Fig. 40. Fjeldet i 0. for den nordlige Del af Krokevandet i N. for Dalsfjord, Søndfjord. Konglomerat-Sandstenlag hældende i Forgrunden mod ONO, længere bag i sydøstlig Eetning. ningen mod S., derpaa mod OSO. I 0. for den nordlige Del af Krokevand (69) ser man. hvorledes Lagstillingen vender. Konglomeratlagene indeholder afrundede Stene af Gneiser og Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 147 Grraniter, tildels temmelig finkornige, og af Syenit; enkelte Kvartsknoller saaes. I Tunet paa Gaarden Øvre Fossedal meder man Syeniten; denne vedvarer til Fosviken (70), kvor man har graa gneis- lignende og grønne Skifere med Fald steilt imod N. Fra Høiden ser man, at samme steile Fald hersker indover langs Sydsiden af hele Dalsfjorden. Kvarter: üale. Den næste Dag, Søndag, holdt jeg mig i Ro i Dale. Den næste Dag, Mandag den 30te, tog jeg i Baad over til Fosviken og gik derfra mod V. forbi Bj ergen Sæter paa Sydskraaningen af Helleberget. Paa Afstand tegner sig her denne Strækning en Afsats som Grændse mellem Skiferen og den overliggende Syenit; ogsaa nedenfor denne Grrændse fand- tes Syenit, hvis Forhold ikke blev udredet. Tirsdag den olte August reiste jeg ind til Sveen (71) nær Bunden af Dalsfjorden og besaa de derværende nye Sprængninger, hvorom mere siden. Onsdag den Iste September .steg jeg op paa Kvams- h esten (K). Paa Opstigningen til Kaarstad Sæter har man graa, mere og mindre glimm errig, finkornig Gneis og noget Glimmerskifer. Indimellem, især henimod Kaarstad Sæter, optræder grønlige, krystallinske Skifere, vel mest Hornblen- deskifei'. Faldet er mod N., mest steilt. Fra Kaarstad Sæter gik jeg op til Konglomeratgrænd- sen og fulgte den en Strækning. Man vandrer her paa en List eller smal Hylde af grønlig og graalig kr^-stallinsk Ski- fer. Over Listen har man Konglomerat, som løfter sig i en steil, tildels noget udoverhængende Væg. Umiddelbart under Konglomeratet har man tildels et ca. 1 M. mægtigt Lag af en sortagtig, undertiden grønlig, temmelig tæt Skifer med tynde Kalkspatflag. Konglomeratet l)estaar af skarpkantede eller noget afrundede Stene af Gneis og Gneis-Granit, mest med rød Feldspat [med grønlig Klorit eller Glimmer?]. Bin- demidlet er Grus af samme Art, gjerne grønfarvet (af en kloritisk Substants"?), hvorfor Stenene ikke træder synderlig skarpt frem. Paa Nordsiden af Kvamshesten og omkring det her lig- gende Sæleskarvand har man rød Sandsten, der tildels er saa finkornig, at den bliver lerskiferagtig ; den veksler med et Konglomerat lig det paa Kvamsh estens Top, hvorom mere 10* 148 Hans H Reusch. te s bß A, . o) sn j-H -^ .p-n Oj «^
  • Q CC «2 s CS =4-1 r^ 'TS ÎS ^ ^ hJ E-i > -.2 t^ bß s^fi i^ m 3 OJ Ç< iiH =(-1 s ^ Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 149 Fig. 42, 43 og 44. Lyse Gnei slag i mørk glimraeiTig Gneis, der er saa ensartet, at ingen tydelig Lagning kan sees i den. ISTaturlig Størrelse. Undertiden er vissePartier af de lyse Gneislag i hei Grad iidtrukne. Tildels er dette temmelig regelmæssig Tilfældet med hveranden Arm af de i hei Grad sammonklemte Folder. Dette kan gaa saa vidt, at hveranden Arm endog bliver aldeles borte. Dette see.s f. Ex. paa Fig. 43 og 44. Paa den første af disse sees to Lag af lys Gneis, hvoraf det giimraerfattigste, X, lyseste er det mindst mægtige. Rester af et tredie mindre lyst sees ogsaa. Inde i Gnei- sen fo>'ekomraer Flag (undtagelsesvis over 1 M. mægtige) af grøn komet Hornblende, 150 Hans H. Reusch. nedenfor. Dette Konglomerat kan undertiden blive meget smaastenet, ja synke ned til at blive en grønlig Sandsten. Mod N. i Dalsænkningen omkring Sæleskarvand har man en smaastenet Breccie [med Skiferbrudstykker]. Denne er vak- kert laget og tegner sig allerede paa Afsand med graalige og rødlige Striber. Faldet ber paa Nordsiden af selve Kvamsbesten er mod N. eller NNO. ca. 30°, nærmest selve Hesten steilere. Forholdene fortjente et nærmere Studium. I den omtalte Dal omkring Sæleskarvand sees Skuring i vestlig Retning; noteret mod VNV. Sted- og Læsiders Op træden taler for, at Retningen er vestlig og ikke omvendt. I denne Retning maa ogsaa antages at være flyttede de ber- liggende tildels store Vandreblokke af Gneis-Grranit med sort Glimmer-Gneis, samt andre krystallinske Skifere lignende Konglomeratets Underlag. Allerede Naumann omtaler de i en paafaldende Høide her forekommende Vandreblokke. ' I selve Store-Kvamshestens Top forbersker Konglomerat, hvori ingen Lagning sees. Konglomeratet bestaar af skarp- kantede eller noget afrundede Stene paa indtil 1 Fods Stør- relse sammenkittede af Grus. De i Konglomerat optrædende Bergarter er for det Første stribede røde feldspatrige Gneis- Graniter, i hvilke der istedetfor Glimmer forekommer et grønt finkornet Mineral, som synes at være Hornblende. Da Kvarts er meget tilbagetrædende som Bestanddel i denne Bergart, er den kanske rettere at betegne som Syenit. Endvidere forekommer i Konglomeratet Bergarter med en omtrent ligelig Blanding af Feldspat og Hornblende ; disse Bergarter er undertiden stribede og har lys graalig Feldspat, ligner da adskillige Labradorstene. Ogsaa Grønstene, hvori Hornblende er det forherskende Mineral, optræder. En en- kelt Kvartsknol saaes ogsaa, ligesaa nogle skifrige Gneiser fattige paa Hornblende- eller Glimmermineral. Konglomera- tet har i det Hele et grønligt Udseende. Den 2den September iagttog jeg nøiere (jeg besøgte i det Hele 4 Gange) de brill iante Sprængninger, som er at se i 0. for Sveen ved det nye Veianlæg til Lervik. Nærmest Svee'n {11) har man en graa, temmelig finkor- nig Gneis rig paa sort Glimmer. I denne mørkere Gneis op- træder, tegnende sig som lyse Baand udenpaa Fjeldet Lag (mest tynde) af lysere Gneis, fattig paa Glimmer. Lagene Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 151 er paa en i Sandhed vidunderlig Maade foldede og krusede mest i skarpe sammenklemte Folder. Foldefladerne, om man kan bruge dette Udtryk, synes i det Hele at falde mod N. Fj eldet er paa adskillige Steder gjennemsat af korte, steiltstaaende, i Almindelighed ikke over V2 M. lange, sæd- vanlig mod Enderne spidst udløbende Spalter, der i det Hele taget synes at staa lodret paa vedkommende Steds Strøgret- ning. Disse Spalter er fyldte med Klorit, Kvarts eller Kalk- spat; ogsaaSvovlkis optræder paa dem. Ofte fremviser samme Spalte i de forsk] eilige Partier forskjellige Mineraler. Underti- den er Spalterne talrige visse Lag, medens de tilgrændsende er fri derfor. Oftest ser man, at det Spalterne (i det Mindste Fig-, 45. V* nat. Størrelse. Kloritfykite Spalter i Gneis, (1er er lys, glimmerfattig i Nærheden af Spalterne, men ellers merk Glimmer. Flere smaa Spalter op- træder her paa Rad erstattende en større. de kloritførende) nærmest omgivende Fjeld er paafaldende lyst, fattigt paa Glimmer. Nu og da er Spalterne en Smule forrykkende. Flere- smaa Spalter, der ligger paa Rad, kan, som det 152 Hans H. Reusch. synes, træde isteôtetfor en større. De stærkest foldede Par- tier af Gneisen savne som oftest de omhandlede Spalter. Fiff. 46 Glimmerfattig Gneis. Glimmerrig Gneis. Kalkspat. Klorit. Va nat. Størrelse. Mørkere (det skraiferede) og- lysere, glimmerfattig (det hvide) graa Gneis med enkelte Hornblendeflag x x. Heri Spalter fyldte med finkornig Klorit og Kalkspat. Man ser, at Gneisen gjerne er glimmerfattig^ nær Spalterne Fig. 47. Merk glimmerrig graa Gneis Temmelig lys, redlig Gneis med enkelte markere Striber Foldmngsforrykning med Kvarts (det lodret skrafferede) paa Spalten i } or- rykningslinjen. Det med x mærkede Lag af den rødlige Gneis er noget mørkere end det andet Lag af denne Sort. Maliern Sveen og Eide. Et Par Steder, hvor man iagttager Foldningsforryknin- ger, sees en kvartsfyldt Spalte i Forrykningslinjen. Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. ir)3 Allerede før man kommer til Eide, optræder noget rødlig G-neis; herfra er den første af de afbildede Foldespalter, Fig. 47. Idet man fra sidstnævnte Sted følger de storartede Vei- sprængninger sydover langs Vestsiden af den her fremstik- kende Halve, har man først rød, tildels gliramerfattig, vak- kert laget, mest mod N. faldende Grneis, som for en Del er Øiegneis. Herfra har man den anden af de afbildede Folde- spalter, Fig. 48. Længere mod S. støder man paa rød Grneis-Grra- nit i flere Varieteter, saaledes mere og mindre udpræget folie- ret indtil fuldkommen nden Foliation, mere og mindre kvartsrig. Fiff. 48. En Foldespalte fyldt med Kvarts (det lodiet mørkt skratteredej. Et Lag af glimmerfattig rød Grneis i ffliuimerrig rød Gneis, X, med glimmerfattige ly- sere tynde Lag. Veisprængning kort i S. for Eide ved Bunden af Dals- fjord, Søiidfjord. Den største Del af G-neis-Graniten er temmelig grovkor- net; deri sees mange, undertiden temmelig uregelmæssige Flag af en mørk, glimmerrig, finkornet Varietet. Tyk- kelsen at Flagene kan være fra nogle faa Centime- ter til adskillige Favne; deres Grrændser er m^r eller mindre skarpe; de glimraerfattigste synes at være mest henfly- dende. Hvor Grneis-Graniten er tydelig folieret, synes de at være leirede parallelt eller nogenledes parallelt Foliationen. I det Hele faar man saavel af Foliationen som Flagenes Stilling et Fald mod N. Allerede paa Afstand faar man af Fj eldets Linjer en Ide om dette. 154 Hans H. Reuscli. De glimmerrige Flag viser undertiden tydelig Lagning og bliver saaledes en Grneis. Gneis-Graniten er tildels gjennemsat af uregelmæssige, kloritklædte, smale Sletter. Fig. 49. ■^imv^iWMiiiï jS^aturlig Størrelse. Grovkornig Granitgang i finkornig Gixeis=Granit, hvis _ Struktur, saaledes som den tegnes af Glimmeren, sees antydet paa Siderne af Gangen. Det lodret skraverede er Melkekvarts, det sorte er sort Glim- mer. Resten af Gangen, det livide, er rød Feldspat. Nogle Terningkrj- staller af Svovlkis optræder. Fig. 50. b >^\ '■^^ -:^ ^ ■**■ — ^ 'X W <^^ Grovkornig Granitgang i Gneis-Granit. Naturlig Størrelse. Den røde Gneis nærmest Eide indeholder adskilligePegmatit- partier af uregelmæssig Form. Gneis-Graniten indeholder min- Kong] omerat-Sandstenf elterne i Nordfjord etc. 155 dre Pegmatit. Her sees derimod adskillige temmelig retløbende Gange, tildels af en noget grovkornig Granit, tildels af Kvarts Fig. 49, 50 og 51 forestiller Granitgange, Fig. 52 en Kvarts- gång. Ved Fig. 49 bør man ]ægge Mærke til, at Glimmeren og den samme ledsagende Kvarts paa Gangen findes an- ordnet parallelt Sidestenens Struktur. Ikke altid er denne Parallelstruktur i Gangene tydelig. I Fig. 50 er Gneis-Graniten, som Gangen gjennemsætter, mere grovkornig og fattigere paa Glimmer, end i foregaaende Fiff. .51. V« uat. Størrelse. Grovkornig Graiig, væsentlig- bestaaende af Feldspat. Den sorte Glimmer i Gneis Graniten paa Siderue af Gangen er i forholdsvis rigelig Mængde tilstede ved Grændsen og her ordnet parallelt denne. Fiff .52. 7^'>' ^-'^ ^ -i nat. St. Gang 1 à 2 Tommer bred, bestaaende af Kvarrs, hist og her med uogle Partier af Kalkspat, det lodret, og rød Feldspat, det vandret skrafferede Grændsen er skarp, uden forresten ..t være i særskilt Maade udpræget Sidestenen er rød Gueis-Granit. Tilfælde. Gangen viser »ikke synderlig Kvarts, derfor er denne ikke specielt anmærket. Grændserne mod Sidestenen er sammenflydende ; de kan omtrent trækkes mellem a a og h b. Gangen er ligesom fremkommen ved, at Gneis- 156 Hans H. Reiisch. Grranitens Bestanddele efter en vis Linje er samlede til større Partier end i den omgivende Bergart. Man ser for- resten, at samme Gang, som er henflydende i df-n al- mindelige, forholdsvis glimmerfattige Grneis-dranit, har god*^ Grrændser, hvor den gaar gjennem de glimmerrige Flag i samme; her synes den tildels at indeholde mere Glimmer end ellers. 3die Septbr. Første Næs paa Nordsiden af Fjorden ved Baatevik i V. for Sveen : tyndlaget Gneis faldende mod N. Det samme vedvarer længer vestover; Fald mod N. Ved Kleppe iagttaget Fald mod NNV. Gneisen ligner den ved Veien nærmest Sveen og er gjerne foldet som den. Hestad (72) : Firkornig Gneis faldende mod N. Her er ikke Gneisen foldet, men staar med en meget regelmæssig Lagstilling. Kvarter: Dale. Lørdag den 4de September reiste jeg til Bergen; derfia reiste jeg den 6te og kom den 8de til Kristiania. Oversigt. Den første, der videnskabelig har behandlet de geologi- ske Forhold i disse Egne, er Carl Friedr. Naumann i »Bei- trage zur Kenntniss Norwegens. Leipz. 1824.« Hans Reise til Sulenøerne og Dalsfjorden var i Sandhed en Opdagelses- reise. De udmærkede lagttagelser og den interessante Frem- stilling vil altid vække Beundring. I den af Keilhau udgivne »Gæa norvegica« linder vi Hornelens Felt aflagt og en hel Del lagttagelser, væsentlig efter Langbergs og Sindings Manuskripter, meddelte. Hiortdahl og Irgens har behandlet den hele Strækning i Universitetsprogrammet for 1861 : Geol. lagttagelser paa Kysten af Nordre Bergenhus Amt. Her meddeles meget nyt; saaledes linder vi for første Gang Haastenens Felt om- talt. Dette sidste og dets Omgivelser har ogsaa Irgens se- nere besøgt (Manuskript). Det underste Lag af Bergbygningen i det her omhand- lede Strøg er Grundljeldet; derover konimer, nøie sammen- hængende med det, en Række krystallinske Skifere. Efter Konglomerat-San dstenfelterne i Nordfjord etc. 157 disse Bergarters Dannelse skede et Brud i den geologiske Udviklingshistiorie. Over dem følger nemlig med afvi- gende Leining i mægtig Udvikling ganske andre Bergarter, Konglomerat- og Sandstenlag. Da det hidtil ikke har lyk- kedes mig at fremfinde Fossiler i disse, er jeg endnu aldeles paa det uvisse med Hensyn til Spergsmaalet ora, fra hvil- ken Tid de skriver sig. Grrundfj eldet. Dette, der væsentlig bestaar af typisk Grneis og Grneis-G-ra- nit, har jeg kun lidt berørt paa mine her omhandlede Reiser. Skifer etagen. Denne fremviser mange Arter krystallinske Skifere: mid- delskornig Grneis, tildels Øiegneis (se Fig. 5 Side U8j; fin- kornig Grneis; graalige Skifere, der formodes at være krypto- krystallinske Gneiser; Hornblendeskifer ; grønlige Skifere, om hvilke jeg ikke med Sikkerhed tør sige, om de er Hornblen- deskifere; Grlimmerskifer. Hornblendeskiferen og Glimmer- skiferen indeholder gjerne Granat. Paa den store 0, hvor Florø ligger, ved Norddalsf jorden (24) og Ejkef jorden (63) og længer østover har man mellem de øvrige Skifere en iøine- faldende, hvid, ofte letsmulrende og meget skifrig, feldspatfø- rende Kvartsit. Den indeholder gjerne et grønligt glimmer- eller talklignende Mineral, hvis Lameller er anordnede pa- rallelt Skifrigheden. Feldspaten er ofte vanskelig at iagt- tage paa friskt Brud; den sees bedst paa forvitret Over- flade (se Fig. 17 Side 114\ Det overliggende Konglomerat eller Breccie i Sydranden af Hornelens Felt indeholder tal- rige Brudstykker af Kvartsiten. Andre Skifere er beskre- vet Side 127 (Fig. 27) og Side 141 (Fig. 37). Ved Ber- lepollen (59) paa Bremangerland har man en sort, aflFarvende, svovlkisholdig Skifer; længer i V. paa Frøyen har man en merk, feldspatførende Kvartsit uden nogen tydelig Lagning. Omhyggeligst har jeg studeret Skiferetagen ved Sognæs- kol (K) i S. ved Sognefjorden, hvorfra det Side 98 meddelte Profil er. Meget interessante er Veisprængningerne i den fin- kornige Gneis ved Sveen inderst i Dalsfjorden ; her ligger ogsaa det tilgrændsende Grundfjeld smukt blottet. Side 148 og følgende. 158 Hans H. Reusch. Øerne i N. for Ytre Sulen (18, 19 ra. Fl.) bestaar af Grønsten og G-rønstenskifer. saaledes som beskrevet Side 109, hvor ogsaa den her forekommende Jaspis omtales. En lig- nende Bergart optræder paa Laagø (21) ; her forekommer par- tivis i den en grovkornig Bergart, bestaaende af et lyst Feldspatmineral og et Hornblende- eller Augitmineral, maa- ske en Grabbro. En Bergart, der ligner de omhandlede Grrønstene, forekommer længere i N. paa Lille Batalden (52), Her forekommer i den en Smule Jernspat. Skiferformationen er sammentrykket ved Pres, der væ- sentlig har virket i Meridianretningen, derfor er Strøget gjennemgaaende øst-vestligt. Fakir etningen er vexlende. Eruptiver. Til saadanne bør maaske regnes de før om- talte Grønstene og Sognæskols (S) hvide Bergart (se Profilet Side 95), der nærmest ser ud som en kornet Labradorsten. Af sikker eruptiv Natur er derimod den hvide, tildels med Parallelstruktur udstyrede hvide Granit paa Bremangerland; den er iagttaget at blive finkornig til tæt ved Grændsen og at have indvirket forandrende paa den nærmest tilstødende Skifer. Øen Kin overskjæres fra S. mod N. af en Grønsten- gang, der gaar paatvers af de herværende Gneislag. Dens Bredde er etsteds maalt til 7 M. Den meil em Dalsfjorden og Førdefj orden forekommende Syenit, som beskrives i Hiortdahls Og Irgens's Arbejde, har jeg kun havt liden Anledning at iagttage i fast Fjeld. Der- imod forekommer Syenit mangesteds som Brudstykker i Kon- glomeratet; det ved Osen (65) længere i N. er saaledes rigt paa denno Bergart. Konglomerat- Sandstenf elterne. Af disse har man 4. I N. ligger det største, Hornelens Felt, kaldet saa efter det for sine styrtbratte Sider bekj endte Fjeld Hornelen (H) paa Bremangerland. Haastenens Felt (H) er ganske lidet. Dernæst har vi Kvamshestens (K) Felt og Lif) eldets (L) længst i S. Konglomerat- Sandstenf elterne ligger med afvigende Leining over Skif eretagen. Dette Forhold har det hid- til lykkedes mig at paavise paa tre Steder. At man ikke iagttager det hyppigere, kommer af forskjellige Grunde; saa- ledes frembyder de lange øst-vestgaaende Grændselinjer, hvor Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 159 Skiferens Strög falder sammen med Grrændsen, faa Leilighe- der til denne Slags lagttagelser ; andre Steder er Grændsen meget bedækket eller ligger den paa ntilgjængelige Skræn- ter. De tre Steder er: Lifj eldets Østside, kvor forresten Forholdet paa den grusdækkede Fj eldskraaning ikke træder saa tydelig frem, som ønskelig knnde være ; Nordsiden af Skorpen (53) (Fig. 30 Side 130); Vaagene paa Bremangerland (Fig. 36 Side 139). Det aUerstørste Antal af Stenene i Konglomeratet har en- gang tilhørt Skiferetagen og Grundfjeldet. For mange Tilfæl- des Vedkommende kan tilføies: Slenenes oprindelige Hjem- stavn ligger ikke fjernt fra det Sted. hvor de nu findes. In- teressant er det, at man hist og her træffer Stene af Brud- stykkebergarter inde i Konglomeratet. Exempelvis kan an- føres, at man ved Storåker (5) i Lifj eldets Felt finder Kon- glomeratblokke lignende Omgivelsens, i hvilke der forekom- mer Stene af Konglomerat, paa Vevlangen (54) er iagttaget en rød Sandsten i Konglomerat Andre Tilfælde er nævnte i det foregaaende. Man kunde kanske paa Forhaand være tilbøielig til at antage vore Konglomerat- Sandstenfel ter for siluriske, idet man stillede dem sammen med andre saadanne hos os, der er fra denne Periode, men disse Rullestene Konglomeratet aabner os Udsigt til forudexisterende Brud- stykkebergarter. Skulde kanske disse være de siluriske; fra hvilken Tid blev da vore? Bre c eie. Flere Steder optræder der som det underste Led i den her omhandlede Formation en Breccie bestaaende af skarpkantede Stene af Underlagets Bergart Lifjeldets Felt. Den østlige Del af dette Felt, saaledes som det viser sig for dem, der reiser ind Sognefjordens Mun- ding, er fremstillet paa Fig. 1. Tilvenstre har vi Konglo- meratet lige ned til Havkanten. Midt paa Billedet har vi den lave Risnæsø, bag den Konglomeratet i steile Yægge overragende langsommere Skraan inger bestaaende af Skifer. Tilhøire ser vi Sognæskollen ; dens hvide Bergart, der ogsaa opb^^gger Risnæsøen, skinner lang Vei. Skiferen under den lærte vi at kjende af Profilet Fig. 5. Fra disse østlige, hen- imod 3000 Fod høie Fjelde aftager Høiden vestover. Det høieste Punkt paa Yttre Sulen ligger efter Amtskartet kun 630 Fod 0. H. 1()0 Hans H. Reusoh. Kun lidet Sandsten optræder i dette Felt. Naar iindta- ges Polletind, ser man kun et og andet ubetydeligt og, som det synes, i Felt kun lidet udstrakt Lag indimellem Konglo- meratet. Dette viser gjenneragaaende Lagning ligesom Sand- stenen, om end som oftest mindre tydeligt. I det Store ser man dette af Fj eldenes Bænkning; denne tegner sig mange- steds brilliant, saaledes paa Vestsiden af Indre Sulen, se Fig. 14. I Detaljen kan man mangesteds se det deraf, at Lag med Stene af forskjellig Størrelse vexler med hveran- dre, og deraf, at de flade Stene gjerne med sine største Di- mensioner ligger parallelt indbyrdes. Konglomeratlag afvex- lende med Sandstenlag er afbildet Fig. 16 Side 96. Faldet er i den vestlige Del af Feltet mod 0., forresten mod SO. Faldvinklerne er lidet store og ikke meget forskjellige, mel- lem 20 og 80°. Paa den vestlige Dei af Ytre Sulen er Bergarten en Skiferbreccie (Fig. 8 Side 105), der bestaar af fladagtige Stene af grønlige og graaliggronne, ikke nøiere bestemte kry- stallinske Skifere. Foruden dem optræder, navnlig i de større Stene, en grønlig, sandstenagtig Bergart med smaa klare Kvartskorn. Enkeltvis indstrøet ligger Smaastykker af kvid Kvarts, som forresten fin des overalt eller saagodtsom over- alt i Konglomeraterne i disse Egne. Kvartsen er undertiden opblandet med lidt Feldspat. Indstrøet er fremdeles Smaastyk- ker af rød Jaspis. En enkelt Sten af lys gulagtig Kalksten saaes. Synet af denne Skiferbreccie med sine talrige grønne Skifere og Jaspisstykkerne, leder strax Tanken lien paa, at den for en stor Del maa være fremstaaet ved Denudation af Bergarter, der lignede de paa de nordenfor liggende Øer raa- dende jaspisførende Grrønstensskifere. Mærkeligt er det i Sandhed, at man her ikke finder en eneste Sten af Granit, Gneis, Kvartsit eller Syenit, de Bergarter, som ellers er de mest fremtrædende i Konglomeratet. Paa den østlige Side af Ytre Sulen kommer til de grønagtige Bestanddele af Kon- glomeratet graalig Kvartsit. Stenene af denne Bergart er ikke udpræget fladtrykte, men temmelig rundagtige. Først paa den østenfor liggende Ravnø iagttoges envidere glimnierfattig Granit og Gneis. En liden Klump af Rødj ernsten og lidt Jaspis saaes her. Stenene er fra nu af i de østenfor lig- gende Dele af Feltet gjennemgaaende afrundede. Fig. 10 Konglomerat-Saridstenfelterne i Nordfjord ete. Kil fremstiller Konglomeratet paa Nordsiden af Stensiindø, hvor det tildels ved et Lag af Skiferbreccie af vexlende Mægtig- lied er adskilt fra den underliggende Grrønstenskifer. Kon- glomeratet paa Nordvestskraa ningen af Polletind, der er rigt paa feldspatførende Kvartsiter, er beskrevet Side 111. Kon- glomerater ved Krakhelle (B) paa Indre Sulen og ved Stor- åker (5) paa Kysten i N.V for Lifjeld findes beskrevet Side 103 og Side 102. En Skiferbreccie under Lifj eldets Konglo- merat er omtalt Side 99. Hvad Konglomeratfeltets Bygning i sin Helhed angaar, saa gjøl' det Indtryk af et Dække, der er udbredt over et ujævnt Underlag. Dets Lagning synes at være noget af Un- derlagets Relief nafhængigt og er vel oprindelig skraatstillet omtrent saaledes, som vi- nu finder det. Paa Sydøstsiden af Indre Sulen, sydligst paa Losneø og under Lifjeld hviler umiddelbart paa den ældre Formation de Lag, som man ei- ter I^agningsforholdene maa antage for de alleryngste. Hornelcn.'^ Felt. Dette bærer i sine indre Dele vidstrakte indtil 5000 Fod høie Snemarker. Hornelen hæver sig heni- mod 3000 Fod; de sydvestlige Øer er med Undtagelse af Ba- talden forholdsvis lave. Lille Batalden (52) saaledes ôOO Fod. Den forherskende Bergart i dette Felt er en grönlig, me- get finkornig, paa friskt Brud tæt udseende Sandsten, der gjerne indeholder yrsmaa Glimmerblade. Tildels indeholder den enkeltvis indstrøet Rullestene af Kvartsit fra en Nøds til et Æbles Størrelse. Sandstenens Lagning fremtræder i store Træk ved Fjeldenes Former, saaledes som flere Tegnin- ger i det foregaaende har søgt at vise. Lagenes Fald er sjelden over 30 — 40°. Eu Undtagelse er den nordlige Rand af Feltet i 0. for Aalfoten Fjord, hvor Lagene staar steilt indtil lodret. Om man saaledes for Resten af dette Felt maaske kunde tænke sig Lagstillingen som oprindelig, skraat- stillet, saaledes som i Lihestens Felt, saa gjælder dette ikke for Lagene her, saaledes som vi nu ser dem. Vi skal nu betragte Konglomeratet, der omsømmer Fel- tet, idet vi i Tankerne foretager en Vandring rundt dette. Langs den sydlige Grændse strækker der sig en Zone af Breccie (tildels vekselleiret med Sandsten), hvor feldspat- førende Kvartsit er Hovedbestanddel. Sidstnævnte Bergart optræder, som før antydet, i ikke ubetydelig Mængde i Ski- Nyt Maga/in f. Natun". XXVI. II. H 162 Hans H. Reusch. feretagen syd for Feltet. Paa Batalden kommer (se Fig. 32) over en Breccie af feldspatferende Kvartsit et Konglo- merat med afrundede Stene af Granit og Gneis. Mellem disse to Bergarter ligger tildels grønlige og rødlige Skifere. Paa Lille Batalden hviler over. den der optrædende Hornblendeberg-' art en laget Breccie af samme Art som den paa Batalden, neppe en eneste Sten i den kunde henføres til det umiddelbare Under- lags Bergart. Denne Slags Breccie gjenfindes paa Skorpen og flere Smaaøer henimod Florø, saaledes paa den lille Roten, hvorfra vi har Fig. 33 Side 133. Her er noteret om Stenene i Breccien, at de synes at være temmelig rene Kvart- siter. Videre har man den længere i 0., paa Fastlandet, hvor den optræder lagvis sammen med Sandsten. Den er iagt- taget lige til Grøndalen (26). Bestanddelene er her fornemlig kvartsitlignende Bergarter, tildels tydelig feldspatførende (se Fig. 17 Side 114). Neppe nogen gode Graniter, Gneiser, Grøn- stene eller grønne Skifere var at se. Paa en liden i N. for Skorpen er Underlaget henimod Grændsen opsprukket og Stykkerne tildels, uden dog at haA^e dannet nogen egentlig Breccie, forrykkede indbyrdes (Fig. 29 Side 29). Langs Hy enfj ordens Vestside finder man Blokke, der er nedfaldne fra det øverste af Fj eldet her. De bestaar af et Konglomerat med afrundede indtil fodstore Stene: Syenit, Hornblendegranit, rød og graa Granit, Gneis, kvartsitlig- nende Bergarter tildels med Granat, ren hvidlig Kvarts, en- kelte Grønstene (se Fig. 19 Side 118). Konglomeratet paa Nordsiden af Aalfotenfjord bestaar hovedsagelig af hvid Granit. Noget længer i V. forekommer der efter en forresten ikke nøiere stadfæstet Observation, mellem dette Konglomerat og de tilgrændsende krystallinske Skifere en Breccie med Stene lignende disse. Ved Bestignin- gen af Hornelen (H) kom jeg over krystallinske Skifere, øverst grønlige, til en Breccie,' bestaaende af Kvartsiter, Gneis og grønlige Bergarter lignende Underlagets. Paa Top- pen har man et Konglomerat med skarpkantede, tildels ogsaa noget afrundede Stene af Gneis og Gneis-Granit samt noget Granit og Kvartsit. Den i disse Bergarter forekommende Glimmer er mest grøn! ig. Hornelens Konglomerat reisende sig med fuldstændig lodrette Yægge over Skiferfeltet paa Fj eldets Østside er fremstillet Fig. 22 Side 21. Hvorledes Konglomerat-Sandstenf elterne i Nordfjord etc. 163 Konglomeratet her tager sig ud fra V., hvor det sees hvi- lende over Skifer og Grranit, viser Fig. 35 Side 138. Paa Syd- kysten af Bremangerland støtter sig til Graniten en Bræm af Konglomerat med Sandstenlag. Konglomeratet bestaar, for- uden af hvid Granit som Underlagets, af Gneis, Kvartsit samt grønlige og graalige Skifere. Etsteds nær Grændsen saaes et Konglomerat blot bestaaende af kantrundede Granit- stene med Sandsten som Bindemiddel. Dette Sidste er en Und- tagelse, thi ellers er Bindemidlet i vore Konglomerater gjerne sammenkittet Grus af samme Bergarter som de større Stene. Haastenens og Kvamshestens leiter har jeg kun for en mindre Del undersøgt. Det interessante paa feldspatførende Kvartsit og Syenit rige Konglomerat ved Osen (65) er beskrevet Side 143. Østenfor Krokevand (69) gjør Lagenes Strøgretning i Kvams- hestens Felt en mærkelig Vending, se Fig. 40 Side 146. Konglomeratet i Kvamshestens Top er omtalt Side 150. Konglomerat-Sandstenf elternes Dannelsesinaade. Det omtaltes ovenfor, at Lifj el dets Konglomerat var udbredt som et Dække over et njævnt Underlag, og at Lagstillingen syntes at være oprindelig skraatstillet. Navnlig dette Felt er det, som paa mig har frembragt det Indtrj^k, at Konglomerat-Sandstenfel- terne skulde være gamle Deltadannelser. Denne Tanke paa- trængte sig forresten stærkt ogsaa længere nord ved Osen (()5). Her ser man umiddelbart over Konglomeratet et Grus- tag i en af vore almindelige Terrasser. Den viser sig, at beståa af Grus og mer og mindre afrundede, tildels ogsaa skarpkantede Stene paa indtil 1 Fods Størrelse Terrassens Masse er tydelig laget med en Hældning af mindst 30° fra Fjeldet, henimod hvilket den ligger. De ilade Stene er gjerne stillede uied sine største Dimensioner parallelt Lagfladerne. Tænkte man sig Grusmassen sammenkittet i Tidens Løb, saa tik man et Konglomerat aldeles ligt meget af det gamle. Fristende kunde det være at tænke sig Skiferbreccien paa Ytre Sulen tilført fra et og Konglomeratet forresten der fra et andet Elvedistrikt. Konglomerat-Sandstenf elternes senere Skjæhne. Efter sin Afleiring har Konglomeratet og Sandstenen været underka- stet mekaniske Kræfters Indvirkniiig. Før er nævnt den steile Lagstilling nordligst i Hornelens Felt; den maa være 11* 164 Hans H. Reusch. frembragt ved Dislokation. Hvorvidt Lagenes Svingning i Kvamshestens Felt ogsaa skyldes en saadan, skal jeg lade staa derhen. Fj eldet er bleven gjennemsat af Spalter, der har været betingende for nu existerende Fjordes, Eids, Dales og Kløf- ters Retning*). Disse Forhold træder især frem ved Lifjel- dets Felt. Sulenøernes Øgruppe udmærker sig som bekjendt ved, at dens Fjorde, Søer, Fjeldry gge, Dale og Kløfter i paa- faldende Grad er bestemt orienteret i nord-sydlig Retning. Denne udprægede Retning af Terrænets Linjer er forresten ikke indskrænket til Konglomerat-Sandstenfeltet, men gjen- findes ogsaa i Underlaget. Ganske i det sraaa sees dette f. Ex. i de fire eiendommelige Kløftdannelser, som vi omtalte i S. for Sognæskol. Et andet Sted, hvor tillige en Forrykning er iagttaget, er et Stykke i 0. for Gaarden Kraakevaag paa Sydøstsiden af Indre Sulen. Skraaningen mod Havet er her gjennemfuret af en liden nord — sydgaaende Kløft, der skjæ- rer igjennem saavel Konglomeratet som den underliggende Skifer, der falder fladt mod N. Gjennem Kløften løber en liden Bæk. Grændsen mellem de to sidstnævnte Bergarter ligger paa den østlige Side omtrent 16 M. (50 Fod) lavere end paa den anden. Skiferen gjennemsættes forresten ellers i Nærheden af mange Sprækker, uden at ved dem nogen For- rykning blev iagttaget. Af større Træk i Landets Relief- forhold vil jeg specielt henlede Opmærksomheden paa den 2() Kilometer lange Linje, der strækker sig fra Storakersund (5) mod N. over det lave Eid (a), der fører over til den indre Del af Skifjorden, over denne, Dalen i dens Fortsættelse, over en meget udpræget Kløft (h), der gaar ned mod N. til Haavaag, over Eidet ved Næs (c) og videre til Eidsfjord (d). Bergarten fra Aafj orden og nordover er Skifer med øst — vest- ligt Strøg. Fortsættelserne sydover af Krakhellesund (6) og den vestenfor liggende Hagefjords (e) Linjer er ogsaa karak- teristiske. Et ligesom indre Vidnesbyrd om, at Konglomera- tet har været udsat for stærke Trykkræfter, har man i. de forrykkende Smaasprækker, der flere Steder gjennemsætter Cfr. Th. Kjerulf, »Udsigt over det sydlige Norges Geologi, Kra. 1879< og flere andre Skrifter af samme Forf. Konglomerat-Sandstenf elterne i Nordfjord etc. 165 det ganske, nafhængig af de enkelte Rullestene (se l'. Ex. Fig. 33 Side 133 og Fig. 38 Side 142); end videre i den eien- dommelige Knusning, som Stenene tildels har været under- kastet midt inde i Massen. De enkelte Stene synes forresten undertiden til en vis Grrad at have været formbare; de har modtaget Indtryk, ja kan endog være blevne vredne vindskjæve en Smule. Fig. 5.3. Tre Steue af krystallinske Skifere, den midterste Gneis, fra Konglomeratet ved Krakhelle. Den øverste viser et Indtryk: den niellemste er gjennerasat af Spalter. Undertiden kan de to Dele paa begge Sider af en saadan Spalte, der endog ikke behøver helt at gjennemsætte Stenen, være vredne lidt i For- hold til hverandre. Den tredie Sten er gjeunemsat af en forrykkende Spalte. At angive, hvormeget Konglomerat- Sandstenfelterne i Tidernes Løb er formindskede ved Denudation, er ikke let. Den Maade, hvorpaa den af Konglomerat og Breccie bestaa- ende Bræm optræder i Hornelens Felt, kan maaske tydes derhen, at vi i disse Bergarter har en Dannelse umiddelbart ved den gamle Kyst, medens Sandstenen i de midtre Dele er afsat paa dybere Vand. I saa Tilfælde skulde Feltets oprin- delige Omgrændsning kanske omtrent svare til den nuværende. Ismasserne, som engang er komne ud gjennem Sognefjor- den, er ved at stede an mod Suleneernes Fjelde tildels blevne afbøiede fra sin oprindelige Retning. Den bratte Mur ved Lihesten (Lh) og Lifjeld (L) har tA- unget Isstrømmen, som kom over Lifjorden, til at dele sig i to; en, der bevægede 166 Hans H. Reusch. Forklaring til Kartskissen. Med grove Streger er betegnet Gr nndfj eklet. « fine Streger Skiferformationeii. < grove Prikker Konglomerat og Breccie. « fine Prikker Sandsten. « sort Graniten paa Bremangerland, Syeniten mellera Ferdefjord og Dals- fjord, Grellsten og Grønstensskifer paa Smaaeerne i N. for Ytre Su- len samt Sognæskollens Bergart. Ho paa Bremangerland = Hornelen. H = Haastenen. K = Kvamshesten. Lh = Lihesten. L = Lifjeld. 8 = Sognæskol. P = Polletind. Tallene betegner Steder, nævnte i det foregaaende. Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 167 Geologisk Kartskisse af de i foranstaaende Afhandling omhandlede Egne. 1()8 Hans H. Renscli. sig mod SV. forbi Lifjeld og en, der bevægede sig mod NO. forbi Lihesten. Krakhelleniperi; sydøstligst paa Snlenø, har tvunget en Del af Isen ret mod N. gjennnem Krakhellesund (6). Over den lave Ytre Sulen har derimod Bevægelsen gaaet i Hovedretningen mod V. Interessant er det allerede af Nau- mann anførte Faktum, at Vandreblokke østenfra er førte over mellemliggende Lavland op til over 2000 Fods Høide under Kvamshestens Top. Nogle Træk af Egnens yngste geologiske Historie; Paa de ud mod Havet liggende Strande linder man kun meget lidet af Grusafleininger, der kan vidne om, at Landet engang har ligget lavere end nu, navnlig finder man ;ngen i større Høide (høiere end 20 M. ?). Det eneste sikre af d<^nne Slags, jeg ved, er, at der skal være fundet Skjæl af Ha\ mollusker ved Kraakevaag (Indre Sulen) i Gaardens Marker. Heller ikke i de indre Fjordegire finder man andet end ube- tydelige Grusafleiringer. Høiden af den øverste af de smaa Terrasser ved Osen er af Irgens bestemt til 24 M. (75'). Det Vidnesbyrd om, at Landet har ligget lavere end nu, som man kan faa af havdannede Huler f. Eks. paa Kin er noget for sig, man ved jo endnu intet sikkert om, hvorvidt de er samtidige med vore øvrige Vandstandsmærker. T i 1 1 se 2 . Efteråt foranstaaende Afhandling- i Slutningen af Oktober Maaued 1880 var indleveret, har jeg havt Anledning til at anstille en mikroskopisk Undersøgelse af en Del af de omhandlede Bergarter. Denne Undersøgelse er foretaget i Professor Zirkels mineralogiske Laboratorium i Leipzig un- der Veiledning- af Dr. Kalkowsky. Grønsten fra Olderøen ved Ytre-Siilen. Denne Side 108 omtalte Berg- art bestaar af tre Bestanddele, en i søileformede Krystaller uddannet Feld- spat, der maaske er Plagioklas, endvidere et grønligt Mineral, som kun vi- Konglomerat-Sandstenfelterne i Nordfjord etc. 169 ser en Spaltningsretiiing; mellem korsvis stillede Nikoller kan i Almindelio- hed et Korn af dette Mineral ikke gjøres dunkelt over det Hele med en Gang, men kim Parti for Parti under Præparatets Omdreining. Det tredie Mineral er en graalig kornet Substans, der i paafaldende Lys viser sig hvidt (et Omvandlingsprodukt af Titanjern). Bergarten viser under Mikro- skopet megeu Lighed med den af Giimbel opstillede Bergart Leucophyr (fra Unterkotzau ved Hof i Bayern), som af ham henføres til Diabas. Metamo7-foseret Skifer umiddelbart paa Grændsen mod Granit ved Vaa- fjene paa Bremangerland. (Se Side 139). Denne Bergart viser under Mi- kroskopet en felsitisk Grundmasse, hvori ligger udskilt større kantede Kvarts- korn. Grundraassen er svag brunlig af Jernoxydhydrat, der tildels flække- vis forekommer i noget rigeligere Mængde. Klorit optræder ogsaa; den er, som det synes, gjerne udskilt i større Partier. Tæt mørk Kvartsit fra Kallevaag paa Bremangerland (Side 140). Be- standdelene er: Kvartskorn, brun Glimmer og et grønligt Mineral, som sy- nes at være Hornblende. I en grønlig Varietet var dette Mineral, i en no- get brunlig Glimmeren fornemlig tilstede. En mørk Jernerts, maaske Jern- glans, forekommer temmelig rigcligt; Feldspat eftersogtes forgjæves. Kvartsen optræder under Mikroskopet dels i større Kora, dels i min- dre, som i Forbindelse med de mørke Mineraler danner som en Grundmasse for de større. Feldspaff ørende Kvartsit fra Osen. Præparater af Stene i Konglomera- tet og af fast Fjeld viser megen Overensstemmelse, hvorved det Side 144 an- førte ora Stenenes Hjemstavn endmere vinder i Sandsyulighed. Under IMi- kroskopet sees kornig Kvarts, heri, meget tilbagetrædende, grønlig Kali- glimmer i bølgende Lag, undertiden med noget Klorit. Enkelte Korn af Feldspat med gitterformig Struktur, der tyder paa Mikrolin, forefindes. Hvorvidt der skulde forekomme en større Mængde Feldspat, er det ikke saa let et afgjøre, da klare Orthoklaskorn og Kvartskorn vel kun vanskelig la- der sig adskille under Mikroskopet i Bergarter som den heromhandlede. Paa en større Feldspatrigdom tyder maaske smaa glindsende Punkter, der sees makroskopisk paa Brudflader. Hvid feid spatf ørende Kvartsit fra Store Vand (se Side 116) ligner un- der Mikroskopet foregaaende, men er rigere paa forskjellige Arter Feldspat, tildels tydelig Mikrolin. Hvid feldspatførende Kvartsit fra Florø. Denne finkornige, temmelig letsmulreiide Bergart (Side 113) indeholder, som det synes, ikke meget Feld- spat !,noget Plagioklas iagttaget;. Kvartsen er opfyldt af langagtige Korn af et Mineral, som synes at kunne være Grammatit. Feldspatførende Kvartsit (Underlag-et)/ra Teisteholmen (se Side 129) minder, betragtet ander Mikroskopet, ora en Gneis. Kvarts og Feldspat forekommer i Blanding, dertil lys, svag grønlig Kaliglimmer i bølgende Lag- og sammen med den kornet, gjerne mere gulagtig Epidot. Til de to sidstnævnte Be- standdele slutter sig en Jernerts, som paa Grund af et ledsagende, lidet gjeunemsigtigt Omvandlingsprodukt vel maa tydes som Titanjern. Feldspa- ten er tildels som i en Øiegnes udsondret i større Krystaller, der endog er 170 Hans H. Reusch. :^ynlige med blotte Øie. Et Sted saaes den at være tydelig Plagioklas. Alle Bergartens Bestanddele mangler Krystalform, Accessorisk forekommer nogle ubestemte Mineralkorn, Jernoxydhydrat samt rhomboedriske Hulrum (?fter Brnnspat. I Kvartsen sees smaa Vædskeindeslutninger med bevægelig Libelle. Syenit fra Konglomeratet ved Osen (se Side 143j bestaar af Feldspat, der tildels er Plagioklas, noget Kvarts samt forskjellige grønne Mineraler, nemlig dels tydelig Hornblende, dels Klorit. Epidot optræder i større Korn og desuden i mindre, som opfylder Feldspaten, ofte saaledes, at næsten in- gen fri Substans bliver igjen mellem Epidotkornene ; ogsaa Kaliglimmer sees forekommende paa sidstnævnte Vis. Bestanddel af Bergarten er endvidere Magnesiaglimmer. Accessorisk optræder brunlig Titanit og Apatit, den sidste kort søileformig med cvs P, F og oF. Groa Sandsten, løs Sten fra Florø, efter al Sandsynlighed fra Horne- lens Felt. De klastiske Bestanddele er: kantede Korn af Kvarts og Feld- spat, tildels Plagioklas og gittertegnet Mikrolin samt Blade af hvid Grlim- mer. Som krystallinsk, antigent Cement optræder Epidot, Klorit, Carbon- spat, desuden en finkornig Blanding af Kvarts med Mikrolitlier af ubestemt Natur. Et Besøg i Svenningdalens Sølvgruber. Af Hans H. Reusch. Forrige Aar, 1879, da mine Reiser for den geologiske Undersøgelse førte mig til Nordland, benyttede jeg Anled- ningen til at besøge de Sølvgruber, som vel fortiden vækker de største Forliaabninger næst Kongsbergs. Fra den lille Kjøbstad Mosjøen forer en Landevei om- trent 4 Mil mod S. langs Vefsenel ven gjennem en langsomt op- adskraanende, jævnt skovklædt, men lidet befolket Dal. Den herskende Bergart er Kalksten. Denne er gjerne blaaliggraa, sraaakornet og indeholder GlimmerskjæL livilke især optræ- der i visse Lag, der afvexle med andre glimmerfattige. Disse Lags Tykkelse er liden, i Almindeliglied kun nogle faa Cen- timeter og mindre; de sees især tydelig paa forvitret Över- ilade, hvor de glimmerrige Lag staar mere frem end de andre. Lagene stry ger i det Hele N — S. parallelt Dalen og staar lodret eller steiltskraanende, som det synes, især med Fald mod V. I Kalken optræder ofte rundagtige eller lindsefor- mede Klumper, som oftest af en Knytnæves Størrelse (no- teret mellem .') og 20 Centim.V De bestaar af mere grovkry- stallinsk hvid Kalksten, til hvilken der gjerne slutter sig noget Kvarts og undertiden noget storbladet Glimmer. Hist og her tindes Hornblendeskifer vexelleiret med Kalkstenen. Granit optræder i mindre eller større Felter. Navnlig er der et større Felt, som man passerer paa Strækningen mellem Laxe- 172 Hans H. Reusch. fos og den søndenfor liggende Kirke. Den nævnte Fos hai- en betegnende Beliggenhed nemlig der, hvor Elven fra Gra- niten strømmer ind i det af Våndet mere paavirkelige Kalk- terræn. Dette Granitfelt, hvori der er foretaget flere Sprængnin- ger for Veianlæggets Skyld, er interessant. Graniten er mid- delskornig, graa, og med Hensyn til Bestanddele ganske al- mindelig, idet den bestaar af hvid Feldspat, graa Kvarts og sort Glimmer. Strukturen forstjener større Opmærksomhed. For det første har man en iidpræget Parallelstruktur ved Glini- merbladenes Anordning; dernæst afvexler ofte stribevis glim- merfattigere og glimmerrigere Partier, de første lysere, de sidste mørkere. De lysere og mørkere Partier forekommer Fig. 1. En omtrent 2 M. høi Klippe af Granit med Parallelstruktur. 1. Glimraerfattig Varietet. 2. Glimmerrig Varietet. 3. Et Flag af den glimmerfattige Varietet, i hvilken Parallelstrukturen under en spids Vinkel skjærer den omgivende Bergarts Parallelstruktur 4. Grovkornige Granitaarer. temmelig uregelmæssig om hverandre. Det eneste man kan sige er, at de gjerne er ndstrakte i Strukturens Retning, og Et Besøg i Svenningdalens Sølvgruber. 173 at, hvor et mindre Parti af en Sort indesluttes i et andet, det første gjerne har Lindseform. Bergarten gjennemvæves af grovkornige Aarer af G-ranit, der som oftest har skarpe Gi-rændser mod Omgivelserne. I Begyndeisen kan man flere Steder i dette Felt være noget i Tvivl, om man ikke har for sig et opstikkende Parti af Grrnndfjeld med en noget eiendommelig afleiret Grneis. Har man imidlertid passeret Feltet og er kommen til dets Syd- grændse, viser Forholdene her, saaledes som jeg formaaede at opfatte dem, at vi har for os en virkelig eruptiv Masse. Hosstaaende Tegning kan tjene til at illustrere Forholdene. Fig-. 2. Grænd.so inellem stribet Ciranit og Hornl)lendeskifer merl Kalklag. Den her af hildede Fjeldvæg er vel omtrent 25 M. høi. Tilvenstre har man Graniten, der indeholder forskjellige Brudstykker. Ved Foden af Fjeldvæggen gaar ind en liden Hule, dannet i et let forvitterligt Parti af en i Grrani- ten indesluttet Bergart, sandsynligvis noget Kloritskifer. Det lille aflangrunde Parti ovenfor tilvenstre for Hulen er Kalksten, der viser en tydelig Omvandling langs Randen, hvor den støder til Graniten. De øvrige i Graniten inde- 174 Hans H. Reusch. sluttede Partier af fremmed Bergart er Hornblendeskifer. I Midten og tilhøire jjaa Tegningen har man svævende Lag, nederst Hornblendeskifer, høiere Hornblendeskifer med Kalk- lag. Fj eldet gjennem sættes lier af Grange, hvis Bergart i sin Habitus stemmer overens med det store Felts. For den nærmest ind til Grranitgrændsen liggende Gangs Ved- kommende iagttog jeg specielt, at den viser Parallelstruktur ganske lignende det store Felts. Denne sees bedst der, hvor Glimmer er tilstede i noget rigeligere Mængde, dette er blot tildels TilfæJdet. Glimmerbladene er anordnede paral- lelt Gangfladerne. Gangen er i sin nedre Del omtrent 25 Centim. bred. Naar man fortsætter Veien længere sydover, ser man paa Vestsiden af Dalen Stedet, hvor Sølvgruben forekommer. Allerede paa Afstand skjelner man paa Dalskraaningen Ret- ningen af den steilt mod N. hældende Gang, hvorpaa der ar- beides. De Detalj eoptegnelser angaaende denne Gang, som jeg havde Anledning til at gjøre under Hr. Grubebestyrer Knudsens velvillige Ledelse, vil jeg her ikke aftrykke, da jeg senere har faaet innledning til at gjøre mig bekjendt med et i denne Henseende fuldkommen fyldestgj ørende Ar- beide af Hr. Bergkandidat J. E. Mortensen. Dette er en som Manuskript trykt Skrivelse til »Interessentskabet for en Forsøgsdrift i Svenningdalen«. Den er dateret Trondhjem 3die Juli 1877 og betitlet: »Ora Ertsforekomsten paa Gaar- Fig. 3. Hornblendeskifer. Granit. .Kalksten. V Profilskisse af Svenniiigdalens Sølvgniber. x Granit omgivet af Horublsk. den nedre Svenningdal, Øvre Vefsen« (11 S.). Her skal blot skildres Forholdene i sin Almindelighed. De herskende Et Besøg i Svenningdalens Selvgruber. 175 Bergarter er middelskornig, dels li vid, dels graalig eller blaa- lig Kalksten og Hornblendeskifer, hvilke optræder i temme- lig steilt mod V. faldende Lag. Gangen stryger omtrent lodret paa Kalk-Skiferlagene og falder steilt mod N. Hos- staaende Profilskisse kan tjene til nøiere at fremstille For- holdene, for--saa vidt de lod sig iagttage, dengang jeg be- søgte Stedet. Længst mod V. laa Gangen meget vakkert blottet i Dagen. Den var her IV^ M. bred, og bestod af en Blanding af drøi hvid Kvarts med hvid Feldspat, paa hvil- ken ingen Tvillingstribning lod sig iagttage. Hertil kom Klorit, dels tæt, dels bladet; Gangens Hovedfarve var saale- des flækkevis grøn og hvid. Indsprængt, ikke jævnt spredt, men samlet i Partier saaes Blyglans, Kobberkis og Arsenkis. Nogen ßege] for Bestanddelenes Anordning kunde ikke iagt- tages. Kalkspat optraadte i Aarer og Partier i Gangmas- sen; ogsaa Kvartsaarer saaes optrædende paa samme Vis. Omtrent paa samme Maade forholdt Gangen sig, hvor jeg ellers havde Anledning til at iagttage den; Mægtigheden er dog gjerne mindre. Ertserne er saaledes som Mortensen op- nævner dem: »Arsenkis, Svovlkis, Spor af Kobberkis, en An- timonbly forbindelse (formentlig GeokronitVj samt hovedsage- lig Zinkblende og Blyglands ; formentlig optræder ogsaa en Fahlerts eller anden Sølvforbindelse, nden at det hidtil er lykkedes at paavise samme. Blyglandsen blev for mig op- givet at skulle indeholde ca. 0.(3 pCt Sølv, Zinkblenden 0.6 — 0.7 pCt., Antimonfahlertsen 0.23 samt noget Guid. 1 Gjennem- snit skulde Ertsens Sølvgehalt være 0.6 pCt. Tildels naar ikke Gangen helt op i Dagen, men gaar over i en af brunlig Okker fyldt Spalte, hvad man der paa Stedet kalder en -Raaddengang«. Hirsch i Trondhjem har fundet at Hovedbestanddelene i Okkeren er Arsen og Jern, og at Bly, Antimon og Zink m. M. er tilstede i smaa men vexlende Mængder. Kun i en Prøve af 5 paavistes Sølv (0.05 pCt.). En liden fattig Gang er paavist parallelt med Hovedgangen. I Kalkstenene og de krystallinske Skifere optræder ved Gru- berne langstrakte leieformede Granitpartier gjerne med tydelig Parallelstruktur parallel Grændsefladerne. To saadanne Partier sees paa Fig. 3. Efter min Formening er det Gange af samme Art som de paa Fig. 1 afbildede. I et Gesenk nær x 17(i Hans H. Reusch. paa Profilet saaes et V^ M. mægtigt Parti af hornstenlig- nende Kvartsit. Lige ved Grnberne i V. for samme steder man paa et betydeligt G-ranitfelt. Bergarten her er middelskornig. Ved den dels lyse, dels mørke Glimmers regelmæssige Anordning fremkommer en steiltstaaende Striikturretning, der stryger parallelt Grrændsen i N — S. Retningen. Denne Parallelstruk- i.iiY, der gjør, at Bergarten minder om Grneis, savnes et og andet Sted- Den er intet G-rændsefænomen ; jeg trængte tem- melig langt ind i Feltet, netop for at undersøge Muligheden heraf, men fandt, at Parallel strukturen var gjennemgaaende. Her gjenfindes altsaa de samme Forhold, som ved den før omtalte Grranit i S. for Laxefos. Rettelse : Side 70 tredie Linie fra neden staar : nordvestre Aanbing istedetfor: nordøstre Aabning. Fra den norske Nordhavsexpedition*). Af D. C. Danielssen og i. Koren Echinodermer. Til de fleste af de Søstjerner, som nedenfor skulle om- fales, ville Tegningerne og en mere omfattende Beskrivelse følge G-eneralberetningen over Expeditionen. Ästerias spitshergensis n. sp. Denne Søstjerne har ved første Øiekast megen Lighed med Sti chaster rosens; men ved" nærmere Undersøgelse viser den sig at være meget forskjellig. Hudskelettet, der efter Perrier danner det væsentligste Sjelnemærke imellem Slægterne Stichaster og Asterias, nær- mer sig hos vor Søstjerne begge, saa at vi have været i Tvivl om, til hvilken af de to Slægter, den burde henføres. Imidlertid have vi indlemmet den i den paa Arter saa rige Slægt Asterias, dels fordi Hudskelettet ikke er i sin hele Udstrækning taglagt: men som Tilfældet er hos Sticha- ster paa Ryggen af Armenes Midte og tildels paa Skiven, er ^) Fortsættelse. Se Nyt Magazin for Naturvidenskaberne 25de Binds 2det Hefte, Pag. 83. Nyt Magazin f. Xaturv. XXVI. JI. 12 178 D. C. Danielssen og J. Koren. mere eller mindre reticuleret, — og dels fordi vi tinde, at Slægten Stichaster er temmelig tvivlsom, og kan muligens at- ter blive inddraget i Slægten Asterias, som Johannes Müller og Trochel forlængst have gjort. Asterias spitsbergensis har 5 Arme, og Forholdet imellera den lille og store Radius er som 1 : 4V3. Armene ere temmelig tykke, lidt indknebne ved G-run- den, noget afstumpede i Spidsen, stærkt hvælvede paa Ryg- gen og Siderne, hvor de ere besatte med Pigge, der paa Si- derne danne regelmæssige Længderækker, paa Ryggen uregel- mæssige Tverrækker. Imellem Piggene saavel paa Skiven som Armene er Huden nøgen og indtages af Tentakelporer. Søstjernens Rygside er meget hvælvet, dens Bug flad. Skiven er besat med større og mindre Pigge, der paa Midten gruppere sig ringförmig omkring den centrale Analaabning. Madreporpladen er noget aflang, meget liden og findes strax ovenfor Armvinkelen, nedsænket i Huden og omgivet af Pigge. Ambulacralfuren er begrændset af 3 Rader stærke Pigge, af hvilke den ene vender ind imod Furen, og her er enhver Pig ved sin Grunddels indre Side omgivet af Pedicellarier, den anden vender udåd, og den tredie midterste Rad har færre Pigge, fordi Adambulacralpladerne have afvexlende 2 og 3 Pigge. Udenfor den ydre Rad sees en Række Pigge, der ere næ- sten ligesaa store, som Furepiggene. De staa som oftest to og to sammen efter Længden, og er enhver ved deres Grrund- dels ydre Side omgivet af Pedicellarier. Endelig sees uden- for denne Række, nærmere Rygsiden, en dobbelt Række smaa Pigge, der ere omkrandsede af Pedicellarier. Paa Skiven findes ingen Pedicellarier, derimod ere Ar- mene overalt besatte med forskjelligt formede Pedicellarier. Pedieellarierne langs Ambulacralfuren sidde paa en kort Stilk i smaa Grupper paa den indre Flade af Piggens Grund- del. De ere lige, have en Basis, hvis underste Del er rund, hvis øverste Del paa Midten er forsynet med en Frem- staaenhed og paa Siderne afgive Leddeflader for Armene. Disse ere langstrakte, brede forneden, og ende foroven i en Spids. Pedieellarierne, der omgive Piggene paa de to distinkte Rækker udenfor Furepiggene, ere alle korsformige, stilkede. Fra den norske Nordhavsexpedition. 179 og adskille sig ikke væsentlig fra denne Form hos Asterider med 4 Rader Fødder. Paa Armenes ^yg og tildels paa Siderne lindes overalt ved Piggenes Grund dels enkeltvis, dels smaa Höbe af kors- formige Pedicellarier ; men foruden disse træifes ogsaa her en tredie Form Pedicellarier, der vel ere lige, men ganske foi- skj eilige fra dem, som sees langs Ambulacralfuren. Denne tredie Form Pedicellarier, der ere meget sparsom- me og altid isolerede, have en Lyreform. Basaldelen er halv- rund, indtager en Trediedel af Pedicellariens Længde, har paa den øverste næsten lige Rand en lidt afrundet Midtdel. Kjæ- verne ere meget brede med indskaarne Sider og paa deres! øverste Halvdel ere de indvendig forsynede med 3 — 4 Tver- rækker fine Pigge, imedens den hele ydre Flade har 5 Længde- rækker Vacuoler. Siderandene ere glatte; men den øverste, afrundede Rand synes at være besat med Tænder. Hudskelettet dannes af større og mindre langstrakte, rundagtige Kalkstykker, der idet de føie sig sammen, danne et uregelmæssigt stærkt Bjælkenet med store Masker, hvori sees Tentakelporer. Disse Kalkb] eiker bære en eller flere Pigge, alt efter deres Størrelse. Naar Søstjernen er tørret, rage Kalkstykkerne op over Huden og danne Kamme, der gaar mere eller mindre paatvers af Armen. Henimod Ambulacralfuren antage Kalkstykkerne baade en mere regelmæssig Form og Anordning. De danne her to distinkte Længderækker og ligge taglagte paa hverandre. Kalkstykkerne i den indre Række ere temmelig flade, trian- gulære, og støde med sin indre brede Rand umiddelbart til to Ambulacral- og to Adambulacralplader. Paa deres ydre • Flade bære de to Pigge, der staa efter hinanden og hjælpe til at danne den første Række Pigge udenfor Furepiggene. Disse Kalkstykker kunne befragtes som ventrale Randplader. Kalkstykkerne i den ydre Række ere næsten T-formige og støde med den brede Del til de ventrale Randplader, hvoraf de for en liden Del dækkes, imedens den smalere Ende støder til de almindelige langstrakte Kalkbjælker, der dan- ner Hudskelettet. Paa deres ydre Flade bære de to Pigge, der staa ved Siden af hinanden og hjælpe til at danne den 12» 180 D. C. Danielsseil og .1. Koren. andeii JElække Pigge udenfor Furepiggene. Disse ï-fbrniige Kalkstykker kunne betragtes som dorsale Randplader. Adambulacralpladerne ore temmelig smaa, fladtrykte, næstrm firkantede og bære afvexlende 2 og B Pigge. Farven: Orangegul med et intf^ns rødt Øie paa Enden af bver Arm. Fødderne noget mørkere orangegul. Spiritusexem- plarer bleggulp. Findested: Spitsbergen. Magdalena-Bay. Stat. 366. 79° 35' N. B. 8° 37' 0. 61 Favne. Temperatur ^ 2.1 C. Mør- kegraat Ler. Nogle Exemplarer. Solaster glacialis n. sp. Legemet er 7-armet, kun lidet bvælvet paa Ryggen; Bugen ilad. Forholdet imellem den lille og store Radius, som 1 : 3. Analaabningen subcentral. Madreporpladen rund, sidder imellem Armvinkelen og Anus, dog nærmere den første. Rygfladen er besat med Paxiller, der staa langt fra hveran- dre, omtrent 1 mm., og danne regelmæssige Længderækker paa Armene. Enhver Paxille har et kort Skaft, hvis øverste Del ender i Regelen i 6 Spidser, hvoraf de 5 sidde i Krands omkring den 6te. Imellem Paxillerne er Huden nøgen. og her sees Aanderø- rene at staa enkeltvis, sjeldent to sammen, og ere paa den inder- ste Halvdel af Armen stillet i Længderækker ; kun paa den yder- ste smale Ende af Armen findes ingen Tentakelporer. De ventrale Randplader ere 2.5 C. Sandholdigt Ler. 1 Ex- emplar. 182 T>. C. Danielssen og J. Koren. Artskarakter. Legemet 7-arinet. Forholdet imellem den lille og store Ra- dius som 1 : 3. Paxillerne paa Ryggen temmelig spredte og danne regelmæssige Rækker paa Armene. Interbrachialrummene besatte med enkelte Pigge, ellers nøgne. Langs Ambulacralfuren en Række Pigge. Fra ethvert Adambulacralstykke udgaa indad imod Furen 3—5 paalangsstillede Pigge, udenfor Faren et lig- nende Antal paatvers stillede. 28 smaa ventrale Randplader, bæ- rende penselformige Paxiller. Farven: Ryggen mørkerød; Biigen hvid. Ästerina (Solaster) tumida, Stuxberg. Tab. I. II. Fig. 6—10. Hr. Dr. Stuxberg har i Ofversigt af Kungl. Vetenskaps- Aka- demiens Förhandlingar 1878 No. 3, leveret en Diagnose af en ny Søstjerne fra Novaja Semlja, som han har henført til Slæg- ten Solaster og kaldt Arten tumidus. Diagnosen er ledsaget af on vel udført Tegning. Hr. Stuxberg har havt til sin Disposition 3 Exemplarer. Hans største Exemplar er omtrent 25 mm. i Grjennemsnit, og den store Radius er 14 — -15 mm. Paa den norske Nordhavsexpedition blev der fundet 1 ud- voxet Exemplar, der A'-ar 75 mm. i Gjennemsnit ; den store Radius 40 mm., samt et Par mindre. Allerede i 1876 vare vi paa det Rene med, at denne Sø- stjerne, hvoraf der dengang var fundet kun 1 Exemplar, var ny; men vi udsatte med Beskrivelsen i Haab om, at Expeditionen muligens kunde i de følgende Aar finde flere, hvilket ogsaa blev Tilfældet. Imidlertid leverede Hr. Stuxberg den nævnte Diagnose med Tegninger, og ved at blive bekjendt dermed, fattede vi Mistanke om, at det sandsyuligvis var en unge af vor, — og, ved Hr. Pro- fessor S. Lovens Forekommenhed. fik vi udlaant fra Stockholms Museum to af Originalexemplarerne, hvorved vi overbeviste os om, at vi havde med den samme Søstjerne at gjøre. Yi kunne ikke som Hr. Stuxberg henføre den til Slægten Solaster, fra hvilken den i høi Grad adskiller sig ved Hudskelet- tets Form, ved Interbrachialsystemet og ved Odontophoren. Fra den norske Nordhavsexpedition. 183 Nødvendigvis tilhører den den store Familie Asterinidæ, og nærmer sig da temmelig stærkt til Slægten Asterina, til hvilken vi foreløbig vil henføre den, ihvorvel den adskiller sig fra denne ved Hudskelettet, der paa Rygfladen ikke frembyder den særegne Anordning af Kalkpladerne ; ved den store Mængde Tentakelporer, der ere udbredte over hele Rygfladen lige til Randen, saavel paa Armene som Skiven, samt ved de skjulte Randplader og deres Form. Legemet er stærkt convex paa Ryggen, fladt paa Bugen, og har 5 korte, tykke Arme, Paa det største af vore Exemplarer forholder den lille Radius sig til den store som 5 — 8. Ryggens Overflade er beklædt med tætstaaende Paxiller, der have næsten Bægerformen, bredere foroven, smalere forneden, og Pigge, hvoraf de to, der vende indad imod Bugfiiren, ere de længste, Fig. 6, b. De to Rader Randplader komme temmelig tydeligt tilsyne, naar Søstjernen er aabnet fra Ryggen, Huden slaaet tilside og en svag kaustisk Kalilud er anvendt. De dorsale Randplader ere langstrakte, næsten timeglasfor- mede, og idet de foroven og neden støde sammen, dannes et Mellemrum, hvori sees en Teutakelpore. Fig. 7, e. De ventrale Randplader, Fig. 7, f, ere noget mindre end de dorsale og støde med deres ydre Rand til Dorsalpladerne, og med den indre til Adambulacralpladerne paa Armenes Spids, men for- øvrigt til Hudens Bugplader. Farven: Ryggen er smuk teglstensrød og Bugen hvid, spil- lende lidt i det Gule. Paa Spidsen af Armene et intens rødt Øie. Findested: Station 137. 67° 24' N. B. 8° 58' 0. 452 Favne. Temperatur -i- 1 C, haard Ler. Et Exemplar. Station 312. 74° 54' N. B. 14° 53' 0., 658 Favne. Tem- peratur -f- 1.2 C. Brunt og grønt Ler. To større, et mindre og et ganske lidet Exemplar. Pra den norske Nordliavsexpedition. 185 üdmaaling af 3 Exemplarer. No. 1. Dyrets hele Grjennemsnit 75 mm. Store Radius ... 40 mm. Lille do. . , . 25 mm. Heiden 20 mm. No. 2. Dyrets hele Gjennemsnit 55 mm. Store Radius ... 30 mm. Lille do. ... 20 mm. Høiden 15 mm. No. 3. Dyrets hele Gjennemsnit 28 mm. Store Radius . . 14 — 15 mm. Lille do. . . 7 — 8 mm. Høiden (5 mm. Asterina tumida, varietas tvherculata nob. Legemet 5-straalet. Ryggen temmelig hvælvet. Bugen flad. Armene længere og smalere, end paa Hovedformen. Den lille Radius forholder sig til den store som 1 : 2. Paa Rygfladeu sees, foruden Paxillebeklædningen, mange enkeltstaaende runde Knuder, der staa tættere paa Armene, end paa Skiven. Madreporpladen uæsten rund, sidder omtrent midt imellem Armvinkelen og den suhcentrale Anus, dog noget nærmere den første. Ambulacralfuren har ,3 Rækker Pigge, hvoraf en vender ind mod Furen. I enhver Række er kun 1 Pig. Randen er temmelig udpræget og dannes af de ventrale Randplader, der ere meget tydelige; de dorsale Randplader ere mindre iøinefaldende, men kunne dog sees. I Ryggens Hudskelet ere de Plader, som svare til Knuderne paa Overfladen, meget fortykkede og runde. Adambulacralpladerne bære 3 Pigge, forresten er Skeletbyg- ningen som hos Hovedarten. Vi have været i Tvivl om, hvorvidt vi skulle op&re denne Søstjerne som en særegen Art eller som en stærkt udpræget Va- rietet af den foregaaende; men ihvorvel den fra denne adskiller 186 D. C. Danielssen og J. Koren. sig i væeentlige Punkter, have vi dog ladet den staa som en til en ny Art sig oparbeidende Varietet. Farven: Ryggen gulrød med biege gule Flækker. Madre- porpladen straagul, ligesaa Anus. Bugen smuk gul. Paa Spid- sen af Armene et oranger ødt Øie. Findested: Station 338. 76° 22' N. B., 17° 13' 0. 146 Favne. Temp. -h 1.1. Stenet med iblandet Slik. 2 Exempla- rer, hvoraf 1 lidet. Stat. 363. 80° N. B., 8° 15' 0. 260 Favne. Temperatur -\- 1.1 C. Blaat Ler; et større og et mindre Ex- emplar. Lidmaalinger af S Exemplarer. No. 1. Hele Gjennemsnittet 51 mm. Høiden 10 mm. Store Radius ... 28 mm. Lille do. . 13 — 14 mm. No. 2. Hele Gjennemsnittet 40 mm. Høiden 11 mm. Store Radius ... 21 mm. Lille do ... 10 mm. No. o. Hele Gjennemsnittet 25 mm. Høiden 6.5 mm. Store Radius ... 13 mm. Lille do. ... 67* mm. Tylaster^) Willei'^'-^) n. g. et n. sp. Tab. I. II. Fig. 1—5. Denne mærkelige Søstjerne maa henføres til den af Profes- sor Perrier opstillede Familie Asterinidæ, hvortil Dr. Viguier fornylig vistnok med Rette henfører Slægterne : Patiria, Gray; Asterina, Nardo; Palmipes, Linck; Disaterina, Perrier; Asterop- sis, Müller & Troschel; Dermasterias, Perrier; Porania, Gray; Ganeria, Grav. *) rvA»; Piide og Aster, Stjerne. **) Arten opkaldt efter »Vøringens< Chef, Marmekaptein Wille. Fra den norske Nordhavsexpedition. 187 Vi skulle nu i den følgende Beskrivelse se, i hvilke Hoved- punkter Tylaster adskiller sig fra de her nævnte Slægter. Legemet er femstraalet omtr. 26 mm. høit, med hvælvet Ryg, imedens Bugfladen er meget mindre convex, Fig. 1, 2. Den store Radius er 40 mm., den lille 25 mm. Armenes Længde er 18 mm., deres Bredde ved Grunden 15 mm. Paa Ryggen ere de meget convexe, paa Bugsiden næ- sten flade. Interbrachialrummene ere meget brede, Fig. 2. Hele Søstjernens Rygflade har et tilsyneladende glat, gela- tinøst Udseende, der fremkommer ved at Cuticula med et tem- melig tykt Slimlag overtrækker de smaa naaleformige Pigge, hvormed Huden er besat. Disse .smaa Kalkpigge komme først ret tilsyne, naar euten Overhuden med den vedhængende Slim borttages eller ved Ind- tørring. De ere næsten lige, kanske lidt bredere ved Grunden, og indleirede i Huden; under Mikroskopet vise de sig at være overalt forsynede med smaa torneformigo Fremstaaenheder, Fig. 3. Imellem disse Pigge sees Tentakelporer, hvilke ere i størst Mængde paa Skiven, imedens de ere meget sparsomme paa Ar- mene. Hvor den hvælvede Rygflade gaar over i Bugfladeu, frem- kommer en Rand, der ikke er meget fremspringende, besat med temmelig store Pigge, uden at det er rauligt ved den ydre Undersøgelse at iagttage Randplader, Fig. 2. Analaabningen sidder i Centrum og er omgiven af Rygfla- dens Pigge, der her sidde noget tættere, Fig. 1, a. Omtrent 5 ram. nedenfor Anus findes den lidt aflange Madreporplade, Fig. 1, b. Bugfladen er sora tidligere antydet lidt hvælvet. Interbrachialruraraene ere raeget brede udåd, og besat med 3 distinkte, bueforraede Rækker temmelig lange Pigge; imellera disse Rækker sees enkelte, noget kortere Pigge. Indenfor den inderste Række, altsaa nærmere Munden, findes en Samling af lignende Pigge, der dog ikke indtage nogen bestemt Ordning, Fig. 2, d. Ambulacralfuren er paa Midten temmelig bred og forsynet paa hver Rand raed 3 Rader Pigge, hvoraf de inderste, der lige- som lukke Furen, ere de længste, Fig. 2, c. Samtlige Pigge paa Bugfladen have et tykt hudagtigt Over- træk, og det er dettes Tykkelse, der gjør, at man hverken paa 188 D. C. Danielssen og J. Koren. det levende Dyr eller det i Spiritus opbevarede, kan iagttage Kalkplader paa Bugens ydre Flade. 2 Rækker cyliudriske Fødder med Sugeskive og uden Spik- ier, Fig. 2, b. Ingen Pedicellarier. Skelettet frembyder intet Særegent. Ambulacralpladerne have brede, bladforraige Forlængelser, Fig. 5, a. Adambulacralpladerne, Fig. 5, b, ere næsten firkantede, have et Indsnit paa den indre Flade, der optager Ambulacralpladens ydre afrundede Procès, og paa deres underste Flade findes 3 di- vergerende Pigge, hvoraf den, der vender indad mod Ambulacral- furen, er den længste. Ocellairpladen er næsten cubisk, og har en liden Fure paa Underfladen. Ryghudens indre Flade viser sig ved Indtørring at være lige- som overstrøet af yderst fine, ved blotte Øie neppe synbare Kalk- korn, der ikke rage langt ind i Huden, og ikke staa i nogensom- helst Forbindelse med Ryggens Kalkpigge. Ved meget stærk Forstørrelse vise disse Kalkkorn en afrundet, punkteret Overflade, Fig. 4. Henimod Søstjernens Rand, hvor Ryggen gaar over i Bu- gen, findes paa den indre Flade en bueformig Række af smaa, flade, uregelmæssige Kalkplader, der staa langt fra hverandre, rage kun lidet ind i Hudens Tykkelse og bære ingen Pigge, Fig 5, e. Disse Plader kunne vel betragtes som rudimentære dorsale Rand- plader. Noget Skeiet findes ikke i Ryghuden ; men de fine Kalkkorn, tilligemed de beskrevne Plader, ere svage Antydninger til et saadant. Paa den indre Bugflade sees lignende Kalkkorn; men forn- den dem er der ogsaa et virkeligt Hudskelet. Hudskelettet paa Bugfladen dannes af 3 bueformige Rækker flade, temmelig regelmæssigt formede Kalkplader, Fig. 5. Disse ere paa den indre (øvre) Flade ophøiede paa Midten og ved stærkt Bindevæv forenede med hverandre, hvorved hele Rækken faar Udseende af en Rosenkrands. Den yderste Række, Fig. 5, f, er den længste, og idet den kommer hen til Armens Rand, støde Pladerne til Adambulacral- pladerne, uden at forene sig med disse. Paa enhver Plade er der tre temmelig tykke Pigge, der som oftest staa i Trekant. Det er denne Række, som danner de ventrale Randplader med »ine Pigge. Fra den norske Nordhavsexpedition. 189 Den anden Række Plader bestaar paa Midten af to adskilte Rader, Fig. 5, g, men bliver enkelt, idet de nærme sig Armens Rand. Enhver af disse Plader bære en eller to Pigge. Den tredie, inderste Række, Fig. 5, er som den første en- kelt, temmelig kort, og hver Plade bærer en Pig. — Iraellem disse Pladerækker sees spredte Plader, der dels bære en Pig, dels er uden saadan. I den inderste næsten spidse Vinkel af Interbrachialrummet iagttages Odontophoren, Fig. 5, d, der har en aflang Figur med to smaa Apophyser, en paa hver Side. Tænderne ere lange og slutte ganske Munden, Fig. 5, c Farven: Ryggen teglstensrød, Bugen hvid; Madreporpladen og Analaabningen gule. Findested: Station 200. 71° 25' N. B. 15° 40.5' 0. 620 Favne. Temperatur -=- 1. Ler. Et stort og et lidet Exemplar. Station 303. 75° 12' N. B. 3° 2' 0. 1200 Favne. Tempera- tur -r- 1.6. Brunt Ler. Et lidet Exemplar. Slægtskarakter. - Legemet convex, pentagonal. Armene korte, robuste. Ryg- huden uden Skeiet; men overalt besat med fine isolerede Kalk- pigge, imellem disse Teutakelporer. Rudimentære dorsale Rand- plader. Ventrale Randplader forsynet med Pigge. Buglladens Interbraehialrum har smaa Kalkplader, stillet i Bueform og bæ- rende en eller flere Pigge. Anus central. To Rækker Fedder uden Spikier. Ingen Pedicellarier. Artskarakter. Legemet tykt convex, saavel paa Ryg, som Bug. Den lille Radius forholder sig til den store som 1 : V/s. Furepapillerne i 3 Rækker, af hvilke de i den inderste ere de længste. De ven- trale Randplader forsynet med 3 Pigge. I Interbrachialrummet 3 hueforraede Rækker Pigge, imellem Rækkeme enkeltstaaende Pigge. Ryggen teglstensrød. Bugen smuk hvid. Analaabning og Madreporplade gule. Poraniomorpha rosea n. g. et sp. Forholdet mellem den lille og store Radius som 1 : 1^3. 190 D. C. Danielssen og J. Koren. Ryggen kun lidet hvælvet; Bugen flad. Analaabningen subcentral, omgivet straaleformigt af fine Pigge. Madreporpladen rund, nedsænket i en Grube af Huden, imellem Armvinkelen og Analaabningen, kun fjernet 5 mm. fra denne. Saavel Ryg- som Bugfladen er besat med yderst fine, noget spredte Pigge, der kun kan iagttages med en stærk Loupe. Paa Rygsiden, hvor de afbrydes af en Mængde større og mindre Grup- per Tentakelporer, ere de mindre end paa Bugfladen, hvor der sees flere fine paalangs gaaende Furer. De 5 Arme ere temmelig flade, brede ved Basis, og henimod deres noget afstumpede Spids blive Tentakelporerne yderst spar- somme, imedens Piggene her staa tættere sammen. Bugfuren er smal, forsynet med 2 Rækker Fedder udeu Spikier, samt en Række Kalkpapiller paa hver Side, saaledes at to og to staa sammen og gribe ind i de tilsvarende paa den mod- satte Side. Udenfor Ambulacralfuren er der 3 Rækker Pigge, hvoraf de, som staa i den inderste Række, ere ligesaa lange, som Furepapillerne, men have en bredere Basis. Disse Pigge have en noget særegen Stilling, idet de danne korte, transversale Ra- der med 3 i hver Rad, i enkelt Rad sees ogsaa 4 Pigge. Mundaabningen lukkes af to temmelig lange, stærke Tænder, paa Kjævernes Rand 2 — 3 store Pigge. Interbrachialrummet er besat med fine Pigge, der indimod Mundvinkelen blive noget større og staa mere isolerede. Søstjernens Rand er temmelig skarp og dannes af de ven- trale Randplader, der bære fra 3 indtih 6 Pigge. — De dorsale Randplader neppe synlige, uden efteråt Exemplaret var tørret; thi da bleve de meget tydelige. Saavel af disse, som af de ven- trale Randplader udgjør Antallet 38. Hudskelettet er paa Rygfladen dannet af Kalkstykker, der have en noget forskjellig Form. Paa Skiven ere de ovale, have en lidt hvælvet Overflade, der bærer Piggene, imedens Underfla- den er stærk concav. Disse Kalkplader støde tæt til hverandre, yderst sjelden ligger den enes Rand over den andens, og kun mel- lem deres Siderande er der et lidet Rum, hvori sees en eller flere Tentakelporer. De danne et tæt Net med yderst smaa Masker. Paa Armene ere Kalkstykkerne mere langstrakte, ligge endnu tættere sammen, hyppigere taglagte, danne mindre Masker og frembringe i det Hele et compactere Netværk. Fra den norske Nordhavsexpedition. 191 Hundt Analaabn ingen sees 5 ovale Kalkstykker. Bugfladens Kalkstykker ere aflange, næsten kileformige, ligge i temmelig regelmæssige Rækker, saaledes at Siderandene ere skilte fra hverandre, imedens Enderne ere taglagte; de aftage i Størrelse indimod Mundvinkelen, hvor de ogsaa ligge noget læn- gere fra hverandre. De Plader derimod, som støde til Adambtilacralpladerne, ere mere eller mindre trekantede og noget kortere, end de, som An- des paa Midten af Interbrachialruramet, og som forene sig mod Kalkstykkerne i det næsten helt forkalkede Septum. Inderst i Interbrachialrummet sees Odontophoren, der er tem- melig massiv ; den kar to stærke Sideapophyser ; dens forreste E-and er bred og har paa Midten en lidt afruudet Freinstaaen- hed; dens hagerste Del er smal og afrundet. De dorsale Handplader ere ailange og stærkt hvælvede paa hegge Fladev, dog mest paa den indre; de ere størst i Midten at Interbrachiet, hvor de ogsaa staa noget længere fra hverandre end ud iraod Armenes Ende. De ventrale Randplader ere ligeledes aflange, inen mere flad- trykte, og bære paa deres ydre Raud 3 — 6 samlede Pigge; ogsaa disse Randplader ere størst i Midten af Randen, og aftage i Stør- relse alt eftersom de nærme sig Armens Spids, hvor de støde umiddelbart til Adambulacralpladerne. Det er disse Plader, som danne Søstjernens egentlige Kand. Ambulacralstykkerne ere korte og temmelig brede. Adam- bulacralpladerne ere store, massive og bære paa deres underste af- rundede Rand i Regelen 5 Pigge, hvoraf de 2 have en horizon- tal Stilling indad mod Bugfuren, og ere de største; de øvrige B sidde perpendikulært ved Siden af hverandre. . Paa enkelte Ad- ambulacralplader findes ogsaa H Pigge, hvoraf de 4 da sidde uden- for Furen. Farven: Rosenrød paa Ryggen, gulrød paa Bugen. Findested: Station 10. 61° 41' N. B. 3° 18.5' 0. 220 Favne. Temperatur -r- 6.0 0. Slik og Ler. 1 Exemplar. Slægtskarakter. Legemet 5-straalet med en flad Bug, kun lidet hvælvet Ryg. Subcentral Anus. Saavel Ryg som Bug overalt beklædt med fine isolerede Kalkpigge. Randen skarp, dannet alene af Bug- 192 D. C. Danielssen og .T. Koren. pladerne, der bære Pigge. Hudskelettet paa Ryggen bestuar af smaa, ovale Kallcstykker, som et massivt Net med yderst smaa Masker; paa Bugfladen aflange, flad«^ Kalkstykker, der danne Rækker. Ingen Pedicellarier ; ingen Spikier i Ambulacrerne. Arts k ar ak te r. Forholdet imellem den lille og store Radius som 1 : I'Vs. Paa hver Adambulacralplade 5 Pigge, hvoraf de 2 vende indad i Bugfuren og danne 1 Række paa hver Side ; de øvrige 3 danne 3 Rækker udenfor Bugfuren. De ventrale Randplader bære 3 — korte, stumpe Pigge. Madreporpladen nedsænket i den tykke Hud. Ryggen rosen- rød; Bugen gulrød. Som det vil sees, have vi af denne Søstjerne dannet en ny Slægt, og \i skulle nu angive vore Grunde derfor. Ved første Øiekast skulde man tro, at man her havde med en Porania at gjøre; men en nærmere Undersøgelse peger næsten ligesaaraeget hen paa Slægten Asterina som paa Porania. Den tykke, tilsyne- ladende glatte Hud, de store Randplader, den skarpe, piggede Rand, der dannes udelukkende af de ventrale Randplader, — Alt dette har den aabenbart tilfælles med Porania; men saa adskiller den sig fra denne derved, at saavel Ryg som Bug er overalt be- sät med fine, enkeltstaaende Pigge, at Hudskelettet danner paa Rygfladen et tæt, massivt Maskenet, bestaaende af smaa ovale Kalkstykker, en Eiendom melighed, hvorved den nærmer sig Slæg- ten Asterina. Den staar saaledes efter vor Formening imellem de to nævnte Slægter, uden egentlig at tilhøre nogen af dem, og derfor have vi fundet det rettest at danne en nv Slæg-t for den. Førend vi slutte denne foreløbige Afhandling, skulle vi be- mærke, at vore Undersøgelser, betræffende Slægten Solaster, have overbevist os om, at hverken den af Müller & Troschel foretagne Deling af Slægten, nemlig i Crossastcr og Solaster, eller den af Verrill opstillede nye Slægt Lophaster for Solaster furcifer, kunne opretholdes, hvorom vi i Hovedarbeidet udførligere skulle udtale os, ligesom vi da skulle levere detaillerede Tegninger til de her be- skrevne Former. Fra den norske Nordliavsexpedition. 193 ForMaring over Figurerne. Tab. I. II. Fig. 1. Tylaster Willei i naturlig Størrelse. a. Analaabning. b. Madreporplade. Fig. 2. Den samme fra Bugsiden. a. Munden med sine Tænder. b. Arabulacralfødder. c. Piggene langs Ambulacralfuren. d. Interbrachialrummet med Rækker af Pigge. — 3. Kalkpigge paa Ryggens Orerflade, seet i forskjellige Stillinger, forstørret. — 4. Kalkkorn paa d ^n indre Flade af Ryghuden, stærkt for- størret. — 5. Kalkskelettet af to Arme med et Isterbrachialrum, lidt forstørret. a. Ambulacralplader. b. Adambulacralplader. c. Tænder. d. Odontophor. e. Rudimentære dorsale Randplader. f. Ventrale Randplader. g. De bueformig stillede interbrachiale Plader. — 6. En Arm af Asterina turaida, seet fra Bugsiden, lidt for- størret. a. Ambulacralfødder. b. De ved Furen indadvendte Adambulacralpigge. c. De udadvendte Adambulacralpigge. d. Mundplader med Tænder. — 7. Skeiet af to Arme af den samme, samt etlnterbrachium, aabnet fra Rygsiden med tilbageslaaet Ryghud, lidt for- størret. a. Ambulacralpladenie. b. Adambulacralpladerne. c. Tænderne. Nyt Magazin f- Natun-. XXA'1. II. 13 194 D. C. Danîelssen og J. Koren. d. Oâontophor. e. De dorsale Randplader. f. De ventrale do. g. Interbrachialpladerne. h. Kalkpladerne i Rygskelettet. i. Ambulacralporer. Fig. 8. Odontophoren, forstørret. — 9. En Rygpaxille, forstørret. — 10. En Bugpig, forstørret. Damourit fra Fen*). Analyseret af H. Knutsen, stud. min. Mineralet er mikrokrystallinsk, gliramerlignende, voxgult, gjennemskinnende i kanterne. Hårdheden er 2 — 2.5; egenvægten fandtes i middel af 2 bestemmelser 2.81. Mineralet smelter ikke for blæserøret, blærer sig op og bliver ved af kjøling h vidt. Nedenstående analyse har jeg udført i professor Hiortdahls laboratorium : SiOg AI2O3 Fe.Og CaO MgO K2O NagO H2O 45.72. 37.17. 2.18. 0.05. 2.00. 6.69. 1.44. 6.79. 99.04. Divideres med molekylvægterne, erholdes AI,0.3 (Fe 2 Og) : SiOg = 1 : 2.03 '') Hr. stud min. D. Cappelen, som har fundet mineralet, der syntes ham at udfordre nærmere bestemmelse, har velvilligen meddelt, at det fore- kommer på høiden af Vibeto-åsen, omtrent 150 meter fra grændsen af Fensfeltets bergart i nyrer og klumper i den omgivende granit. Red. 196 K. Knutson. Damoujit 1'ra Fen. og, når våndet betragtes som cheniisk bundet, samt RgO : S\(), = 1 : 2.1^ .2 w . x"LI.2l_^3 hvilket ret godt stemmer med Daraourit'ms sammensætning, der efter Rammeisberg er ß,2 Alg Si. 2 Og. ^m. Ä .... "# âSh ^i^ A o Ü Bièa'slià.M .Bajiii Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. Af Ludvig Schmelck. II. Om havhundens afleiringer. Blandt de mange videnskabelige undersøgelser, der behand- ler havets forskjellige naturforhold, findes der kun få, som har skaffet os nogen kundskab om den kemisk-geologiske beskaffen- hed af de afleiinnger, der bedækker bunden i de store havbasiner. Det kan neppe vække nogen forundring, at vore erfaringer i denne retning endnu er meget begrændsede, når vi erindrer, hvilke betydelige hjelpemidler, der er nødvendige for at gjøre havbunden på de dybere steder tilgjængelig for den videnskabe- lige forskning. Der er vistnok i tidernes løb samlet mange bidrag til læren om de sedimenter, der har afleiret sig langs kysterne i de grun- dere dele af havet ^), men ved mangel på materiale har vi været forhindrede fra at gjøre os noget klart begreb om de lignende dannelser i oceanets store dyb. De mange videnskabelige expeditioner, der har undersøgt havet i forskjellige retninger, har tildels også hentet prøver op ^) Det mest omfattende værk i denne retning er: »Lithologie du fond des mers« par M. Delesse. Nyt Magazin f. Natun-. XXVI. HI— IV. 14 198 Ludvig Schmelck. af havbunden, men observationer ne dreier sig væsentlig om de zoologiske forhold ^). En planmæssig og alsidig undersøgelse af havbunden er først blevet iværksat af den britishe Challengerexpeäition (1872 — 1876). Det rige materiale af bundprøver, der ved denne anledning er indsamlet, er endnu ikke på langt nær bearbeidet, men expedi- tionens foreløbige rapporter — ved Mr. John Murray^) — har allerede vist os store og overraskende resultater. Det europæiske Nordhav, der 1876, 1877 og 1878 var gjen- stand for den norske expeditions undersøgelser, kan i udstræk- ning ikke måle sig med de store verdenshave, men det fremby- der ved sin beliggenhed en i flere retninger særegen interesse. Dette gjælder ikke mindst om dets geologiske forhold. Når vi tager disse i betragtning, må vi kunne gjøre os et begreb om enkelte af de betingelser, der er givne for dannelsen af hundens afleiringer i dette hav. Vi finder det fra forskjellige sider begrændset af øer og kon- tinenter, hvor glaciale og vulkanske kræfter har været og endnu er i virksomhed. Norge er vel et af de lande, der fortrinsvis har været udsat for istidens furende og afgnavende evne, og Spids- bergen og Grønland befinder sig endnu i den glaciale tilstand. Medens vi altså i disse lande kan iagttage isens virkninger i den nuværende og i den förbigångne tid, har vi pa øerne Is- land og Jan Mayen de vulkanske kræfter repræsenterede i et lignende historisk forhold. Jan Mayen er et nedlagt værksted, hvor der ikke på mange hundrede år har fundet noget større ud- brud sted, men Islands vulkaner fortsætter fremdeles sin virk- somhed. Skjønt vi nu vanskelig kan gjøre os nogen ide om, i hvor høi grad de ovennævnte naturkræfter kan bidrage til havets af- leiringer, ved vi dog, at de begge spiller en medvirkende rolle. Det er således almindelig bekjendt, hvorledes isen — ved bræel- venes hjelp — formår at bære det materiale, den har erobret fra *) Blandt sådanne af handlinger kan nævnes: Dr. Wallich: The North-Atlantic Sea-Bed. Preliminary Report of the Scientific Exploration of the Deep Sea in H. M. Surveying- Vessel ^Porcupine« 1869. (Being No. 121 of the Pro- ceedings of the Royal Society). ^) Reports from the »Challenger«. (Prom the Proceedings of the Royal Society No. 107, 1868). Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 199 det faste land, ud i havet. Her når den som drivis ud til de fjerneste egne. Det er også en nødvendighed, at der ved vulka- nernes virksomhed må samle sig mange mineralske stoffe påhav- bunden. At disse kan være af væsentlig betydning for dens aflei- ringer er — for de store verdenshaves vedkommende — godtgjort ved Mr. Murrays undersøgelser. Foruden de ovennævnte kræfter har vi i Nordhavet også andre, der i fremtrædende grad virker i den samme retning. Beeren Eiland er således et mærkelig exempel på, hvorledes bøl- gerne til fordel for havets sedimenter formår at udgrave og af- slide det faste land. Ved betragtning af disse, mest iøinefaldende naturforhold kan vi gjøre os et begreb om, hvorledes der udenfra kan tilføres havet materiale, men på den anden side ved vi også, at dyre- livet ved sine kemiske virkninger kan give mægtige bidrag til de sedimentære nydannelser. Hvorledes nu de forskjellige kræf- ter virker i forening, hvem der har en større og hvem der har en mindre betydning, og hvad der er det endelige resultat af de- res samvirken — er spørgsmål, som vi ikke kan besvare, før- end vi har hentet materialet til vor undersøgelse op fra selve havbunden. Ifølge planen for den norske Nordhavsexpedition var der be- stemt, at der på alle de stationer, hvor dybdemåliriger foretoges, tillige skulde optages prøver fra bunden. For at anskueliggjøre de redskaber, der tjente til indsamlingen af bundprøveme, hid- sætter jeg følgende uddrag af hr. kaptein Willes beretning om apparaterne og deres brug: »Når dybden ikke antoges at være over 1000 favne anvend- tes det såkaldte rørlod. Til lödning på større dyb brugtes Bail- lie-maskinen. Rørloddet er af bly (0.77 m. langt og 0.078 m. i diameter) og veier 56 kgr. Det har i den nedre ende et i en messing- muffe indskruet jernrør (0.23 m. langt og 0.04 ra. i indre diame- ter) til optagelse af prøver fra bunden. Dette rørbar i den øvre ende nogle huller, for at våndet kan slippe ud, når bundprøven trænger ind nedenfra og i den nedre ende en butterfly- ventil, der åbner sig opad, og som hindrer bundprøven fra at skylles ud un- der ophalingen. Når røret er afskruet, kan et sidestykke tåges ud, hvorved bundprøven kommer tilsyne med sine naturlige lag 14» 200 Ludvig Schmelck. og kan underseges foreløbig, førend den bringes på de dertil be- stemte opbevaringskar. Til oplodning på over 1000 favne brugtes Baillie-maskinen, der var forsynet med den samme indretning til optagelse ai bund- prøverne som rørloddet; men jernrøret var her betydelig større (0.43 m. langt og 0.057 m. indre diameter) og kunde derfor skaffe rigeligere portioner op af havbunden«. Hvor slamlagene var mægtige nok til at fylde jernrørene i hele deres længde, kunde rørloddet og Baillie-maskinen optage 200 — 700 gr. ^ ) af havbundens løse materiale. Ombord blev der ikke foretaget nogen grundigere undersø- gelse at bundprøverne. Man indskrænkede sig til korte notitser i loddejournalen om deres udseende og art, hvorpå de opbe våre- des på glaskrukker til videre bearbeidelse efter hjemkomsten. De benævnelser, der ombord blev tildelt de forskjellige slags se- dimenter, er væsentlig hydrografiske ; de nye udtryk, der er komne til, skyldes zoologerne. Ved den kortfattede beskrivelse i lodde- journalen har der imidlertid indsneget sig enkelte misforståelser og feil, sam ved denne afhandling vil blive gjenstand for en re- vision. Det fremgik som et umiddelbart resultat af observationerne ombord, at de slamdannelser, der bedækker bunden i Nordhavet, er af en noget uligeartet beskaffenhed. Vi fandt imidlertid som en lovmæssighed, at bundprøverne kunde inddeles i forskjellige grupper, hvis særegne kjendemærker rettede sig efter forekomststedet. I overensstemmelse med hvad der er forud bekjendt om lignende forhold, viste det sig, at dyb- den var den væsentligste betingelse; for sedimenternes udseende og art. Jeg finder det hensigtsmæssigt, førend jeg går over til den nærmere beskrivelse af bundprøverne, at give en kortfattet over- sigt over de forskjellige sedimenters fordeling i havet — støttet til iagttagelserne ombord og mine senere undersøgelser. Jeg må her forudskikke den bemærkning, at jeg i mangel af andre udtryk har valgt benævnelsen »1er« for alle de slamdannel- ser, der efter tørring opnåede en vis fasthed og sammenhængs- kraft — uanseet altså hvad der i kemisk betydning ialmindelig- ^) Vægten af slammet i tørret tilstand. Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 201 hed forståes ved dette navn. Beskrivelsen af bundprøvernes ydre kjendetegn refererer sig væsentlig til deres udseende i den tør- rede tilstand, således som jeg ved mine undersøgelser har havt dem. Det være foreløbig sagt, at det mest karakteristiske mærke for de forskjellige sedimenter er farven, der væsentlig er betinget af den oxydationsgrad, hvori de beiinder sig. I de grundere dele af havbunden langs Norges og Spidsber- gens kyster tinder vi bunden bedækket af et mere eller mindre plastisk 1er, der næsten altid er af en grå farve. Blandingsdele- nes finhed og biblandingen af grovere materiale — i form af sand, dyreskaller og lignende — er meget forskjellige i de tal- rige prøver, der er indsamlede fra disse egne af havbunden. Dette kystler går sjelden dybere ned end til 400 — 500 favne (700—900 meter). Ved dette dyb støder man ialmindelighed på et brunt 1er, der bebuder overgangen til det egentlige oceansediment. I be- gyndelsen af sin optræden er dette brune 1er ofte temmelig sand- holdigt og grovkornigt og indeholder kun få foraminiferer (over- gangsler); længere ud i havet bliver det mere fint og ensartet, indtil det går over i det såkaldte »biloculinler«, som fiudes på næsten alle dybder, der er større end 1000 favne. Dette er et eiendommeligt, fint sediment af en lysbrun til mørk- brun farve og udmærker sig ved sin større eller mindre rigdom pa små foraminiferer. Fremtrædende for det blottede øie er isærdeles- hed slægten »hilocuUna« med sine små hvide skaller, af størrelse og form som et knappenålshoved, spredte rundt omkring i slam- met. Dette er derfor af zoologerne opkaldt efter disse små dyr, der giver det et karakteristisk og let kjendeligt udseende. Vi skal senere tale om de øvrige i leret forekommende fora- miniferer, som på grund af sit udseende eller sin ringe størrelse er mindre iøienfaldende end biloculinerne, om de end i antal " er langt overveiende. I den østlige del af Nordhavet mellem Spidsbergen, Beeren Eiland, Norge og Novaja Semlja har vi fundet bunden bedækket med et grøn-gråt på dyrelevninger fattigt 1er. Dets grønlige farve og øvrige karakteristiske egenskaber er isærdeleshed udpræ- gede i bundprøverne fra de østligste stationer. Zoologerne har kaldt dette sediment »rhabdammina-ler« efter en foraminifer, som ofte forekommer på denne del af havbunden. 202 Ludvig Schmelck. Rundt omkring den vulkanske Jan Mayen består bundens afleiringer af et gråsort fint sand eller sandler, der indeholder tal- rige brudstykker af den basaltiske lavas mineraler. Expeditionens dybdemålinger langs Islands østkyst viste, at bunden her var af en noget uligeartet beskaffenhed. Selv på de større dyb (indtil 844 favne) stødte loddet flere gange mod sten og kom op uden nogen bundprøve. Ved de nordlige stationer på denne rute fandtes et mørkgrat 1er, på de sydlige syntes sand og sten at være fremherskende. Efter disse foreløbige meddelelser vil jeg nu gå over til nær- mere at beskrive mine undersøgelser af de forskjellige slamarter. Hvad der er sagt om disses udbredelse, belyses nøiere af det ved- føiede kart^), der i det følgende skal nærmere forklares. Yed nærværende afhandling er bundprøverne væsentlig be- tragtede fra et kemisk standpunkt. En grundig mikroskopisk un- dersøgelse af slammet med hensyn på dets forskjellige bestand- dele vilde visselig være af interesse, men kommer for det første til at træde i baggrunden, da jeg endnu ikke har fået anledning til at gjøre det nødvendige forstudium for dette specielle emne. Men hvis leilighed hertil gives, kommer jeg maske senere til at undersøge expeditionens righoldige materiale Også i denne ret- ning. Før der arbeides videre, vil det imidlertid være tjenligt at afvente resultaterne af bun dprøvernes zoologiske behandling ved hr. prof. Sårs, ligesom man må være berettiget til at formode, at hr. prof. Mohns undersøgelser af havets fysiske forhold må kunne kaste lys over mangt et spørgsmål med hensyn til slamarternes udbredelse. Thi vi ved, at mange forskjellige kræfter kan bi- drage til sedimenternes dannelse og afleiring, og for at belyse dem på en alsidig made, er det nødvendigt at tage flere naturvi- denskaber til hjelp. Det store materiale af bundprøver fra expe- ditionens 375 stationer frembyder rig anledning til et fortsat studium. For den kemiske undersøgelse har de sedimenter, der fore- kommer i den fineste og mest ensartede tilstand, størst interesse. -^) I expeditionens generalberetning vil dette kart blive indtaget i en større målestok og tilnærmelsesvis forsynet med de i naturen forekom- mende farver. For at få üisse i overensstemmelse med virkeligheden, har jeg ladet dem kopiere efter et originalkart, der er malet med pul- veriserede bundprøver, udrørte i gummivaud. Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 203 Gråt 1er. Overgangsler. Biloculinler. i^ I) Ehabdammina-ler. Vulkansk sandler. S Sten 02; sand. 204 Ludvig Schmelck. Jeg har derfor væsentlig lagt vægten pa det egentlige dybvands- slam — biloculinleret — , der desuden også er det mest ube- kjendte. Kystbankernes afleiringer har jeg derimod taget mindre hensyn til, da allerede udseendet viser, at deres kemiske sam- mensætning må være altfor vexlende, til at det ialmindelighed skulde være umagen værd at underkaste dem en fuldstændig ke- misk analyse. I mineralogisk retning har de allerede tidligere været gjenstand for talrige undersøgelser. Rhabdammina-leret frembyder derimod på grund af fore- komststedet og sit særegne udseende en større interesse. For at udføre en fuldstændig kemisk analyse af bundprø- verne, er jeg gået frem pa følgende made: Pa forskjellige punkter af bundprøven udtoges nogle stykker, der pulveriseredes og ud vadskedes med vand for at fjerne det vedhængende søsalt. Granske fuldstændig sker dette først ved kogning, men ved analyserne er forresten en behandling med koldt vand tilstrækkelig, da det kun er forsvindende mængder af salt, som bliver tilbage i leret. Bundprøverne tørredes derpå ved omtr. 100° ^). Nogle gram udtoges og glødedes i en platindigel i Perrot's ovn til konstant vægt, for at bestemme vand og organiske stoffe (glødningstab). Af den samme prøve afveiedes 5 eller 10 gr. — alt efter lerets ensartethed — og kogtes i en kolbe med 80 eller 40 cc. fortyn- det saltsyre (20 pct.) i omtrent et jk varter. Ved nøiagtig at anvende denne samme behandlingsmåde ved de forskjellige analyser, får man nogenlunde overensstemmende resultater for den dekomponerbare del af bundprøven, især ved de finere slamarter (biloculinler). Ved nogle kontrolanalyser, jeg har udført for at forsikre mig om rigtigheden heraf, har jeg ikke fået nogen større variation end 2- — 3 pct. Filtratet fra det saltsure udtræk fortyndedes til 500 eller 250 CC. Med en pipette udtoges af opløsningen 50 eller 25 cc, hvori jern, lerjord, kalk og magnesia bestemtes ved de sædvanlige fældningsmidler. En foregående inddampning for at fjerne den opløste kisel- syre blev tildels udført, men er forøvrigt unødvendig, da denne ^) Hvad enten man anvender 100*^ eller 110°, gjør ingen væsentlig forskjel. Resultater fra den norske Nordliavsexpedition. 205 bestanddel af bundprøven kun forekommer sporvis i det saltsure udtræk. I en anden portion bestemtes jernoxydul ved titrering med kamæleon; den samlede jernmængde fandtes på samme vis efter reduktion med zink. Det i saltsyre uopløste residuum udkogtes med en opløsning af kulsurt natron til bestemmelsen af kiselsyren i de dekompone- rede silicater, blev derpå glødet til konstant vægt i Perrot's ovn og veiet. En del deraf (0.8 — 0.9 gr.) opsluttedes med kulsurt kali-natron, kiselsyren fraskiltes, og af filtratet udfældtes lerjord -f- jern og magnesia på almindelig made. Det første bundfald opløstes efter veiningen i kone saltsyre ^), jernet bestemtes derpå ved fældning med ammoniak, efteråt lerjorden var fjernet med natronlud. For med burtighed at kunne bestemme mængden af den kul- sure kalk i leret bar jeg benyttet et af S. W. Jobnson konstrue- ret apparat (Zeitschrift fiii" anal. Chemie 9. S. 90). Dette er fortrinlig skikket til en hurtig og sikker bestemmelse af kulsyren i de let dekomponerbare karbonater. Johnsons apparat har den fordel fremfor Bunsens og de øvrige, at det ikke nødvendiggjør nogen udsugning og udkogning foråt fjerne den tilbageblevne kul- syre. Apparatet med den afveiede substans fyldes med tør kul- syre fra et udviklingsapparat og veies; karbonatet dekomponeres, kulsyre ledes atter igjennen, og veiningen udføres påny. Be- stemmelsen kræver neppe en halv time. Med apparatet fandt jeg i kulsur baryt ved to bestemmelser : 22.27 pct. og 22.20 pct.; beregnet: 22.33 pct. I bundprøven fra St. 300 fandtes ligesa 2.46 pct. og 2,55 pct. COg- I — « '< 53 — — 12.70 — 12.81 — Altså en nøiagtighed, som ikke lader noget tilbage at ønske. Da farven er et karakteristisk kjendemærke for den y dre ad- skillelse af de forskjellige sedimenter, må det være af interesse at kjende deres dermed sammenhængende kemiske egenskaber. I ^) Ved denne behandling kan det være vanskelig! at få bundfaldet fuld- stændig opløst, men dette er heller ikke nødvendigt, da det tilbage- blevne uopløste væsentlig består af lerjord ; selv om denne skulde inde- holde små mængder af jern, er den ialfald ved behandlingen med salt- syre blevet skikket til at påvirkes af natronlud, hvorved jernoxydet bli- ver uopløst. Dette har jeg ved forsøg overbevist mig om. 206 Ludvig Schmelck. denne anledning må vi rette vor opmærksomhed mod den oxy- dationsgrad, hvori lerets jernmængder befinder sig. For at få såmange observationer som muligt i denne retning, har jeg samtidig med kalkbestemmelserne tilberedt mig et salt- surt udtræk (på den forud omtalte made) af den samme prøve, hvis kulsyregehalt er fandet ved Johnsons apparat. Jernoxydul er titreret med kamæleon og jernoxyd med undersvovlsyrligt na- tron og jodopløsning ^). Som de senere analyser vil vise. indeholder det saltsure ud- træk den væsentligste del af lerets samlede jernmængde. Gråt 1er. Undersøgelsen af de talrige bundprøver (over 150), der er indsamlede på kystbankerne rundt det europæiske Nordhav, har godtgjort, at den grå (stundom blågrå) farve ialmindelighed er en fælles egenskab for alle de slamdannelser, der bedækker disse grundere dele af havbunden. I andre retninger er imidlertid dette grå 1er af en temmelig uligeartet beskaffenhed. På nogle stationer finder vi det som en fin plastisk masse, der ved tørring trækker sig stærkt sammen og danner en hård klump af en sådan fasthed, at man ofte må bruge en hammer, for at slå den istykker. Andetsteds er leret mere porøst og grov- kornigt; det kryber kun lidet saramen ved tørring og bliver blot løst sammenhængende. Denne uligeartethed er afhængig af biblandingen af grovere materiale i form af sand (kvartskorn) og uorganiske dyrelev- ninger. Når vi underkaster leret en slemning for at undersøge dets blandingsforhold, får vi et større eller mindre residuum, der ho- vedsagelig indeholder skaller eller skalbrudstykker af kalkafson- drende dyr og grovere mineralske partikler. De sidste består som oftest for en væsentlig del af små kvartskorn, der ialminde- lighed er noget afrundede i kanterne. I hvilken høi grad dette uforgjængelige mineral er fremherskende fremfor de øvrige i af- ^) Den sidste méthode kan vistnok ikke gjøre fordring på nogen stor nøi- agtighed, men må dog ansees for tilfredsstillende ved det foreliggende øiemed. Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 207 leiringerne på de grundere dele af havbunden, er påvist af Delesse i hans værk: »Lithologie du fond des mers«. En pålidelig kvantitativ slemningsanalyse lader sig vanskelig udføre i de tørrede bundprøver. Ved kogning med vand kan man vistnok fa den faste lermasse opblødt, men det er neppe muligt at bringe dens amorfe partikler i en tilstrækkelig fint for- delt tilstand. Det kunde synes naturligt at antage, at den grad af finhed, hvori lerets mineralske blandingsdele befinder sig, måtte stå i et lovmæssigt forhold til afstanden fra land. I det store taget er dette også ganske rigtigt, nemlig når der er tale om længere strækninger, eller hvis man altså sammenligner bundprøver, der er optagne fjernt fra hinanden og på forskjellige dyb (f. ex. på kyst- bankerne og i det egentlige havbasin), men indenfor det grå lers eget område er den ovenanførte regel neppe anvendelig. Kyst- sedimenternes foranderlighed og ubestemthed i denne retning er tidligere påvist ved talrige observationer, og bundprøverne fra den norske expedition tjener til bekræftelse herpå. Jeg skal således exempelvis nævne, at vi ved expeditionens sydligste rute — fra Sognefjordens munding til Island — på sta- tionerne 8 og 9, der ligger 4 — 5 mile fra land, finder en fin ens- artet prøve, der udelukkende består af amorft 1er, medens deri- mod stationerne 14 og 18 — omkring 7 og 18 mile længere ud i havet — viser et grovkoi'nigt 1er, der ved slemning gav et be- tydeligt residuum (30 — 40 pet.) af grovere mineralske partikler. Det samme forhold mødfr os ved betragtningen af bundprø- verne fra expeditionens nordligere snit. På stationerne 110, 114, 116, 117, 118 og 123 (15 — 30 mile fra land), har jeg således også fundet fint- og grovkornigt 1er i et vexlende forhold, der ikke synes at rette sig efter afstanden fra kysten. Denne ure- gelmæssighed viser sig idetheletaget overalt på kystbankerne, hvor expeditionen har foretaget dybdemålinger fra land og udover mod havet i planmæssig rækkefølge. Af de dyr, hvis uorganiske rester forekommer i kystleret, gives der naturligvis en mangfoldighed af arter, ligesom de også optræder i vexlende antal, men sjelden udgjør de nogen væsent- lig del af slammet. Blandt de almindeligste af de foraminiferer, der er fundne i bundprøverne fra de norske kystbanker, er slæg- 208 Ludvig Schmelck. ten > TJvigerina« ^). Denne foraminifer er sjeldnere i det grå 1er langs Spidsbergens kyst, der idetheletaget synes at være fattigere på dyrelevninger. Det kan nævnes, at jeg lier på enkelte stationer liar fundet »Discorhina'^ i et stort antal. Prøverne af gråt 1er fra Færø-Islandsbanken viste sig at være næsten fuldkommen fri for dyrelevninger. I havet nordenfor Norge er det vanskelig at bestemme grændserne for det grå lers ndbredelse, da det her støder sammen med og lidt efter lidt går over i det grønlige »Rhab- dammina-ler«. Langs nordkysten af Norge er der af expedi- tionen ikke foretaget nogen dybdemåling, men vi har deri- mod flere undersøgelsesstationer i de store fjorde, der her skjærer sig ind i landet. I Altenfjorden fandtes et fint, lyst grøngråt 1er, i Por- sangerfjorden et mørkt grønligt, der ligner rhabdammina-le- ret og i Tanafj orden et ensartet, lysgråt 1er. Den del af Østhavets grunde havbund, der i syd for Bee- ren Eiland begj^nder at skråne ned mod 'det vestlige dyb, er vistnok ialmindelighed bedækket af et grat 1er, men dette er ofte biblandet et brunt sandler, der danner det øverste lag af sedimentet og stundom udgjør den overveiende del af bund- prøven. Disse uregelmæssigheder har jeg ved tegningen af kartet undladt at tage hensyn til. Som det vil sees af dette, har jeg lagt det grå 1er som en fortsættelse fra Norges kyst- banker opover mod nord forbi vestsiden af Beeren Eiland og videre langs Spidsbergens kyst. Efter hvad der i det nær- mest foregående er sagt, vil det imidlertid være indlysende, at de grændser, jeg har trukket for det grå lers udbredelse imellem Norge og Beeren Eiland, er af en noget ubestemt art eller ialfald må betragtes med et vist forbehold. Denne usikkerhed ved kartet indskrænker sig imidlertid til denne del af havbunden; de øvrige grændsers pålidelighed er sikret ved talrigere stationer og ved en større grad af regelmæs- sighed med hensyn til sedimenternes fordeling. Det grå 1er langs Spidsbergen synes gj ennemgående at ^) Jeg må oplyse om, at hr. prof. Sårs har været af den godhed at be- stemrae disse i leret forekommende dyr, der isærdeleshed har tiltrukket sig min opmærksomhed. Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 209 være af en noget mørkere farve end Norges kystler, men hvad der forøvrigt er sagt om det sidste, gjælder i sin al- mindelighed også om hint. De bundprøver, der udelukkende består af gråt 1er, er sjelden optagne på nogen større dybde end 400 — 450 favne. Langs den nordlige del af den norske kyst findes der blot nogle få stationer, som danner undtagelser fra denne regel. De mest abnormale i denne retning er stationerne 134, 136 og 137 1), hvor vi finder det grå 1er indtil et dyb af 844 favne. Ved betragtning af dybdekartet over det norske hav vil man se, at havbunden-, der hvor disse stationer forekom- mer, viser en meget eiendommelig formation. Kystbankerne, der langs Vesterålen og Lofoten har en temmelig snever ud- strækning, udvider sig nemlig på dette sted temmelig plud- selig til et større område. Omkring de nævnte stationer gjør dybdekurven for 800 favne en skarp og trang bugt og fort- sættes i en ny retning, der næsten danner en ret vinkel med dens foregående. Denne eiendommelige og interessante form af havbunden er meget nøiagtig bestemt ved talrige dybde- målinger. Som det senere skal omtales, fandtes der også i denne bugt en mængde stene. På de sydligere dele af de norske kystbanker synes det grå 1er ialmindelighed at gå ned til større dyb end længere nord. I øst for Island fandtes det grå 1er på 571 favne; ligeledes forekom det på vestkysten af Spidsbergen i et usæd- vanligt dyb (st. 367 og 361, 535 — 905 favne). Som udgj ørende en del af bundprø verne eller altså som det underliggende lag af sedimenterne er det gra 1er fundet på de største dybder. Dette skal nærmere omtales under be- skrivelsen af de øvrige slamarter. Stene fandtes ofte i bundprøverne, især på de grundere steder. Beskrivelsen over deres art og udbredelse på kyst- bankerne, såvelsom på de øvrige dele af havbunden, vil jeg gjøre til et særskilt afsnit af denne afhandling. I kemisk retning frembyder det grå 1er på grund af sin uensartethed eller sit vexlende blandingsforhold mindre in- teresse end de finere sedimenter. Lerets kalkgehalt, der nær- ^) Disse stationer ligger imellem 67" og 68" n. B. 8" og 9" ø. L. 210 Ludvig Schmelck. mest tiltrækker sig vor opmærksomhed, retter sig naturligvis til en vis grad efter dets forråd på uorganiske dyrelevnin- ger og udgjør derfor ialmindelighed ingen væsentlig mængde i forhold til de øvrige, mineralske bestanddele. Man finder imidlertid ikke sjelden, at leret i sig selv har en ganske an- seelig kalkgehalt, der ikke kan tilskrives de synlige, meka- nisk biblandede rester fra dyrelivet. Som et exempel kan nævnes, at der i bundprøven fra St. 10 (N. B. 61° 41' 3° 18' 0. L.) fandtes 20.4 pct. kulsur kalk i en sådan tilsynela- dende bunden tilstand. I to forskjellige bundprøver fra det grå 1er har jeg ud- ført fuldstændige analyser. Den ene prøve (362) er fra ex- peditionens næstnordligste station og består blot af gråt 1er; den anden (213) er optaget indenfor biloculinlerets område fra dets underliggende lag. Station 362. N. B. 79° 59' 0. L. 5° 40'. 459 favne (839 meter). Tem- peratur ved bunden -r- 1.0°. Blåliggråt, nogenlunde ensartet 1er. Næsten ingen uorganiske dyrelevninger. Nogle små stene. Grlødningstab . . . 4.13 Jernoxydul .... 2.98 Jernoxyd . . . . 2.27 Lerjord 7.66 Kaik 0.28 Magnesia 1.24 Kulsur kalk. . . . 4.02 Fosforsyre .... spor Kiselsyre . . . . . 5.64 Dekomponeret af saltsyre 24.09 pct. Udekomponeret af saltsyre 72.50 pct. Jernoxyd . . . . 1.51 Lerjord 9.92 Magnesia . . . \ . . spor Kiselsyre 61.07 Sum 100.72 Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 211 Samlede bestanddele: FeO') FegOg AlgOg CaO 2.98 3.78 17.58 0.28 Glødn.tab 4.13 MgO CaCO, 1.24 4.02 ' Sum 100.72 P2O5 SiO. spor 66.71 Station 213. N. B. 70° 23' 0. L. 2° 30'. 1760 favne (3219 meter), (-v- 1.2°). G-råt, yderst fint 1er, liggende under biloculinleret, hvoraf der på denne station kun fandtes ganske små mængder- Lerets specifiske vægt var 2.79. Dekomponeret af saltsyre 36.06 pct. Glødningstab Jernoxydul Jernoxyd . Lerjord Kalk . . Magnesia . Kulsur kalk Fosforsyre Kiselsyre I Jernoxyd Udekomponeret Lerjord al saltsyre [-mt bl.20 pct. Magnesia ^Kiselsyre 5.59 3.06 4.45 6.32 1.20 2.76 4.27 spor 14.00 2.72 11.77 1.59 41.12 Sum 98.85 Samlede bestanddele: FeO FegOg AlgOg CaO MgO CaCO. 3.06 7.17 18.09 1.20 4.35 4.27 Griødn.tab Sum 5.59 98.85 P2O, SiO^ spor 55.12 ^) Jenioxydulmængden refererer sig her — ligesom i de følgende analyser — blot til den af saltsyre dekomponerede del, da den ikke er bestemt i den uopløselige. Foruden de ovenanførte bestanddele fandtes i alle bundprøverne spor af »mangan i residuet fra det saltsure udtræk; dette indeholdt også ial- mindelighed små mængder af kalk. 212 Luclvis: Schmelck. I den følgende tabel har jeg opstillet de kalkbestemmel- ser, der ved hjelp af Johnsons apparat er udførte i prøver fra det grå 1er, tilligemed mængderne af jernoxydul og jern- oxyd, som samtidig er fundne ved titrering i det saltsure udtræk. I de sidste rubrikker har jeg opført den samlede jernmængde og forholdet mellem oxyderne, hvilket altså er et udtryk for lerets oxydationsgrad. For tabellen er også medtaget undersøgelserne af det grå 1er fra nogle af de sta- tioner^ hvor det forekommer som et underliggende lag inden- for de andre sedimenters område. Oplysning derom er til- føiet under anmærkninger. àPcD 'o OJ _: br '^ -^ Ü O O oo Aninærknin- c8 qI ai Ü eu fM B3 a^ i ff er. ^ t ^ «G :• be og 0" 0:1 CC Anmærknin- ger. 264 266 267 700 56' 71 27 71 42 35037' 35 39 37 1 86 130 148 2.54 spor 0.50 • 0.24 2.57 1.00 2.48 2.45 2.05 2.09 3.70 2.29 0.09 1.02 0.49 [ Underliggen- \de lag mørk- Igråtiastler^) 268 71 37 36 18 130 0.48 1.21 1.52 2.03 0.78 270 72 28 35 1 136 spor 1.51 1.71 2.39 0.88 275 74 8 31 12 147 1..59 1.32 3.23 3.43 0.41 326 75 32 17 50 123 16.82 1 19 2.51 2.78 0.47 Som det vil sees, er kalkgehalten overordentlig ringe på alle de stationer, som ligger østenfor Beeren Eiland og søn- denfor denne ø's breddegrad. Nogen tilsvarende fattigdom lin- des neppe i Nordhavets øvrige sedimenter eller er ialfald ikke på så store strækninger ndbredt med nogen lignende regel- mæssigked. Den samme mangel på knlsur kalk har jeg fun- det ved med saltsyre at forsage de øvrige bundprøver, der er indsamlede fra denne egn af havbunden. Overalt viser sig kun en ganske ringe kulsyreudvikling. På station 326, der ligger i det lille parti af rhabdam- mina-leret, som på kartet er antegnet mellem Beeren Eiland og Spidsbergen, er kalkgehalten fundet betydelig høiere end i den sydvestligere del af Østhavet. Dette er rimeligvis at betragte som en tilfældighed, da alle de nærliggende bundprøver (station 324, 326 og 327) kun bruser svagt for syrer. Med hensyn til det grønlige lers oxydationsgrad viser det sig, at det gjennemgående indeholder betydelig mere jern- oxydul i forhold til oxydet end de grå og de brune sedimen- ter. Her må det tillige bemærkes, at hvor vi ellers i Nord- havet træffer et 1er med lignende blandingsforhold eller med en tilsvarende høi kiselsyregehalt, er dette ialmindelighed af ') Dette gåa' altså ikke ind under benævnelsen rhabdainmina-ler, men er også optaget i tabellen på side 212 blandt preverne af det grå 1er. 218 Ludvig Schmelck. en brunlig farve eller altså stærkere oxyderet, men forekom- mer tillige meget sjelden på så ringe dyb som rhabdammina- leret. Nordhavets østlige del er imidlertid også en egn for sig selv, bvis særegenbeder med hensyn til hundens formationer vanskeliggjør enhver sammenligning med dets øvrige partier. Medens vi langs Norges vestkyst finder en fra landet af mere eller mindre jævnt skrånende havbund, har Østhavet selv på de fjerneste punkter omtrent den samme dybde som lige i nærheden af kysterne. Særegne betingelser kan således være givne for sedimen- ternes fordeling i denne egn af havet, hvor dybderne på mange steder — i lang afstand fra kysten — ikke er større, end at vi i overensstemmelse med tidligere erfaringer kan tænke os, at bølgernes virkninger forplanter sig helt ned til bunden. I overensstemmelse med de foregående analyser synes det rimeligt at antage, at rhabdammina-leret må have sin oprindelse fra stærkt kvartsholdige bergarter. For at finde sådanne, behøver vi ikke at lede længe i de omgivende lande ; vi møder mægtige sandstenlag på nordkysten af Norge, på Beeren Eiland og Spidsbergen, ligesom også talrige brud- stykker af den samme bergart blev fundne ved de fleste dybdemålinger og skrabninger i Østhavet: Men selv om vi med nogen grad af sandsynlighed kan tænke os, at denne bergart har været den oprind,elige kilde for dannelsen af rhabdammina-leret, således som vi finder det på de tvende ovennævnte stationer, bliver det imidlertid et andet og vanskeligere spørgsmål at afgjøre, fra hvilken kant materialet er hentet, og hvorledes dette er blevet fordelt over den jævne og grunde havbund. Jeg skal her blot indskrænke mig til at nævne, at den omtalte lille Beeren Eiland har særegne betingelser for at kunne forsyne den nærliggende havbund med stadig nye bi- drag til dens afleiringer. Beeren Eiland har allerede i løbet af en menneskealder undergået betydelige forandringer ved isens og bølgernes ødelæggende virkninger. De løse itufrosne bergslag, hvoraf øen tildels består, ligger ved kysterne blot- tede for havet, hvis kraft her ikke bliver afdæmpet ved hol- Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 219 mer eller skjær. Greologen prof. Keilhau'^) giver i sin beskri- velse af denne følgende skildring af, hvorledes ødelæggel- sen foregår: »Ved sådanne vertikale revner og ved de ydre stykkers derpå følgende fraløsning går øen lidt efter lidt sin fuldkomne forsvinden imøde; allerede i mands minde er ky- sternes forandring mærkelig, og at slutte efter de ældste er- faringer, må allerede betydelige stykker være undergangne«. Vi må således være berettigede til at formode, at Bee- ren Eiland stadig kan give anledning til sedimentære j^^/dan- nelser. Hvis rbabdammina-leret kan henregnes blandt så- danne, eller hvis det altså er et depositum af senere oprin- delse end Nordhavets øvrige sedimenter, kunde dette maske være en grund for den mindre oxyderte tilstand, hvori det befinder sig. Hvor vi i den vestlige del af Nordhavet træfPer et lig- nende porøst og stærkt sandholdigt 1er, er dette som oftest af en brun farve, eller altså stærkere oxyderet. Man kunde altså tænke sig, at slammets oxydationsgrad var afhængig af den tid, i hvilken det har befundet sig i havet. Denne antagelse bestyrkes, når man ser hen til det — rigtignok enestående — tilfælde, i hvilket jeg har påvist en oxydation af bundprø- ven ved dens henliggen i luften. En sådan forandring skulde altså foregå med stor langsomhed i havet. Jeg vil imidlertid langtfra påstå, at den ovenstående forklaring er den rigtige; jeg indrømmer, at den står på me- get svage fødder, og har derfor blot fremsat den som en gis- ning, for at henlede opmærksomheden på slamarternes eien- dommelige oxydationsforhold. Talrige andre omstændighe- der må også tåges i betragtning ved afgjørelsen af dette spørgsmål. Således er det f. ex. utvivlsomt, at de i slammet forekommende dyr bidrager til dets oxydation. Især finder man ofte en udskillelse af rødt jernoxyd på de punkter af leret, hvor annelider har gravet sig gange. Mange foramini- ferer virker i den samme retning, idet de danner sig stærkt jernoxydholdige skaller. Som forud omtalt, er rhabdammina- leret meget fattigt på dyrelevninger. En af de stene, der blev fundne i Østhavet på St. 267, ') Reise til Vest- og Østfininarken samt til Beeren Eiland og Spidsbergen. 220 Ludvig Schmelck. har jeg nærmere undersøgt. Det var en finkornig, blågrå sandsten med stærkt kalkholdigt bindemiddel (kalksandsten). I det saltsure udtræk af denne sten — tilberedt på denne made som i bundprøverne — fandtes : 1.38 pct. FeO og 0.59 pct. FegOg. Altså et lignende forhold som i rhabdamminaleret. I overensstemmelse med hvad der er sagt under beskri- velse af det grå 1er, vil det være indlysende, at vi ikke med nøiagtighed kan bestemme rhabdamminalerets sydlige og vest- lige grændser, da vi mangler de nødvendige observationer fra denne del af havet. Den sidste hollandske expedition i 1878 har foretaget en del dybdemålinger i retningen Vardø — Bee- ren Eiland, men hundens beskaffenhed er ved denne anled- ning ikke blevet næ.rmere undersøgt. De på side 208 omtalte uregelmæssige afleiringer af brunt sand og sandler, der forekommer i syd og sydvest for Bee- ren Eiland, kan maske også med hensyn til sin dannelse stå i forbindelse med denne ø. Brunt 1er. tOvergangsler og biloculinler). Ved dybder, der er større end 500 favne, finder man ial- mindelighed bunden bedækket af et bruntfarvet sediment. Dette er i begyndeisen af sin optræden mindre fint og ens- artet (sandholdigt) og farven ofte mere grålig end længere ud i havet, hvor biloculinerne forekommer. De grændser, in- denfor hvilke disse foraminiferer med regelmæssighed og i større antal optræder, ligger ialmindelighed et godt stykke indenfor det brune lers egentlige område. Den mere eller mindre brede strimmel af brunt 1er, som ikke er noget al- mindeligt forekomststed for hine foraminiferer, eller som alt- så ligger imellem kystleret og det såkaldte biloculinler, har jeg på kartet afgrændset for sig selv under navn af over- gangsler. Det forholder sig imidlertid ikke således, at det grå 1er ophører, hvor det brune begynder at forekomme. Tvertimod finder vi ofte, at det førstnævnte vedbliver at udgjøre det underste lag af bundprøven selv indenfor det egentlige bilo- Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 221 ciilinlers område. Det viser sig således, at det brune sedi- ment kun meget langsomt tiltager i mægtighed. På flere af expeditionens tværsnit fandtes det grå 1er som en væsentlig del af bundprøven indtil en afstand af ca. 15 mile fra den første station, hvor det brune 1er havde begyndt at vise sig. Et par af de bundprøver, der var optagne på meget store dyb (over 1700 favne), bestod udelukkende af gråt 1er og inde- holdt kun ganske små mængder af det brune. Disse obser- vationer tyder på, at biloculinleret er en dannelse af ringe mægtighed, hvilende på et underliggende lag af gråt 1er. Dette stadfæstes end yderligere ved skrabningerne, under hvilke en mængde gråt 1er optoges på de største dybder. I overgangsleret forekommer biloculiner og de øvrige dybvands-foraminiferer blot spredt og enkeltvis. Skjønt det derfor ialmindelighed kun bruser svagt for syrer, hænder det dog stundom, at kalkgehalten er temmelig betydelig, selv om ingen skaller kan iagttages hverken i det oprindelige 1er eller i dets residuum efter slemning. Indenfor de grændser, hvor de ovennævnte forarainiferer optræder med regelmæssighed og i større antal, er det brune 1er meget fint og ensartet og synes selv under en stærk lupe kun at bestå af amorfe partikler. Biloculinlerets brune farve kan være mere eller mindre udpræget. Nogle bundprøver er lyse gulbrune, andre mørk- brune, i fugtig tilstand næsten chokoladefarvede. Talrige små, hvide foraminiferer bidrager naturligvis til at give leret en lysere farve. Ved slemning af biloculinleret erholder man et større eller mindre residuum, der væsentlig består af foraminiferer af forskjellig størrelse, form og farve. Under lupen viser det sig dog, at nogle yderst små, runde kalkskaller med et tydeligt kammersystem er langt overveiende i antal fremfor de øvrige. Professor G. 0. Sårs har været af den godhed at bestemme disse dyr for mig. Han har fundet, at de hører til de meget bekjendte »globigeriner«, men at de er meget mindre udviklede med hensyn til størrelse end de, der fore- kommer i de sydligere have. Da disse dyr overalt i Nordhavet er biloculinernes uad- skillelige ledsagere, kunde maske det her omhandlede sedi- ment også gå ind under navnet »globigerinler«, en betegnelse, 222 ' Ludvig Sclimelck. der er blevet benyttet i de britiske expeditioners rapporter. Ifølge John Murray skal dette sediment, hvis mest typiske eiendommelighed er dets rigdom på globigeriner, forekomme i stor udstrækning i det af Challengerexpeditionen beseilede hav, hvor det er fundet på de fleste dybder imellem 1000 og 2500 favne.' Hvad der imidlertid ved denne anledning er blevet kaldt »globigerina-ooze«, omfatter kun de slamarter, som for en væsentlig del består af hine foraminiferer og alt- så har en meget høi kalkgehalt. Biloculinleret indeholder derimod på mange steder — således som de senere analyser vil vise — kun en ringe mængde kalkskaller i forhold til sine øvrige mineralske bestanddele. Lerets forråd på globi- geriner differerer nemlig meget i de forskjellige dele af Nord- havet. Biloculinerne synes derimod at være temmelig jævnt fordelte over havbunden, men da de ialmindelighed forekom- mer i ringe antal (sjelden ser man mere end 2 biloculiner pa en kvadratcentimeter af^den tørrede bundprøve) kan de ikke i nogen betydelig grad bidrage til lerets kalkgehalt. På grund af disse dyrs regelmæssige forekomst og udbredelse i dybvandsslammet, synes det mig, at navnet »biloculinler« er heldig valgt. For at kunne gjøre os en idé om, hvilken betydning hine foraminiferer har for dannelsen af de afleiringer, i hvilke de forekommer, må vi tage deres zoologiske forhold nærmere i betragtning. Med hensyn til globigerinerne er Zoologerne i uenighed, om hvorvidt de blot er pelagiske dyr eller om de også for- mår at leve pa havbunden^). De bekj endte britiske natur- forskere Sir Wy ville Thomson, Jeffreys og John Murray er af den mening, at globigerinerne blot lever som fritsvøm- mende dyr i havet, og at de først efter sin død synker til- bunds. Dr. Carpenter forfegter imidlertid en anden ansku- else, hvori også prof. Sårs er enig med ham, nemlig at glo- ^) Med hensyn til den zoologiske literatur om dette emne kan nævnes føl- gende afhandlinger : Dr. Wallich : The North-Atlantic sea-bed. Preliminary Report by Dr. Carpenter. (From the Procedings of the Royal Society No. 107, 1868). »Deep-sea exploration«, a lecture by J. G-wyn Jeffreys. Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 223 bigerinerne i sin første levetid er pelagiske men senere til- bringer den sidste del af sin tilværelse på havbunden. De øvrige i slammet forekommende foraminiferer har man ikke fiindet i de øvreliggende vandlag, og de synes der- for at være henviste til blot at leve på bunden. Blandt de almindeligste af disse, må nævnes slægten ^LituoJa« med kug- lerunde, af jernoxyd bruntfarvede skaller og »Nonionina«, hvis uorganiske del består af ren kulsur kalk. Forøvrigt åndes der i leret også andre foraminifererer, der danner sine skaller på væsentlig mekanisk vis ved sammenkitning af le- rets forskjellige partikler. Levninger af kiselpantsrede dyr er ikke synderlig ud- bredte i biloculinleret. Under mikroskopet ser man i de fle- ste prøver enkelte små fine spikuler af svampe, men disse forekommer dog i meget større målestok i overgangsleret, der ofte er så gjennemvævet af disse fine kiselnåle, at man ved at berøre den tørrede bundprøve får huden fuld af dem. Vi er berettigede til at antage, at havets fysiske forhold må have en stor betydning for dyrelivets udbredelse eller fordeling over havbunden; især gjælder dette om globigeri- nerne, der som pelagiske foraminiferer må være udsattte for de forskjellige strømningers virkning — h vad enten de nu i død eller levende tilstand synker ned i slammet. Ved mine kemiske undersøgelser af biloculinleret har jeg, som senere skal sees, taget hensyn til disse spørgsmål. Befragter man forskjellige prøver af biloculinleret under mikroskopet, vil man finde, at blandingsdelenes finhed ikke altid er den samme. Mångensteds kan man neppe selv med en stærk forstørrelse adskille de enkelte partikler, men ial- mindelighed ser man dog en del krystallinske korn, der til- dels er af forskjellig farve. De fleste af disse er imidlertid farveløse og gjennemsigtige og synes for en væsentlig del at bestå af kvarts. At dette mineral virkelig forekommer blandt dybvandsslammefs mere fremtrædende bestanddele, har alle- rede Ehrenberg ^) påvist ved sine undersøgelser af tre prø- ver fra Atlanterhavets bund (dybde: 10,800, 12,000 og 12,900 fod). ') Berliner acad. Berichte von 1854, S. 54, 236, 305, von 1855 S. 173. Nærmere beskrevet i »Microgeologie« von Ehreuberg. Leipzig 1854. 224 Ludvig Schmelk. Slammets fineste krystallinske partikler er ialmindelighed temmelig skarpkantede ; grovere for det ubevæbnede øie syn- lige korn forekommer næsten aldrig i biloculinleret, men er derimod ikke ualmindelige i overgangsleret og har da som oftest en afrundet form. I det sidstnævnte 1er ser man ofte talrige glimmerblade ; disse forekommer også i biloculinleret, men er her så yderst små. at de vanskelig kan opdages. Pimpsten eller amorft, vulkansk glas synes ikke at ud- gjøre nogen væsentlig del af biloculinlerets mikroskopiske be- standdele. I 10—15 prøver fra forskjellige partier af hav- bunden fandtes vulkansk glas blot på et par stationer. Nogle større stykker (2X^X2 cm.) blev optagne på station 40. Her gjordes forøvrigt et eiendommeligt fund, der fortjener nærmere omtale. Sammen med pimpstenstykkerne fandtes nemlig i skraben en mængde faste klumper eller knoller, der var af forskjellig udseende og art, liggende aldeles for sig selv, ligesom stene i lermassen. De største af disse (6 X 6 X 6 cm.) var af en meget forskjellig og uregelmæssig form; den hårde og furede överilade var tildels bedækket af et tyndt sort lag, der væsentlig var dannet af manganoxyder, medens det indvendige bestod af en brunrød, porøs substans, der in- deholdt en temmelig betydelig mængde vulkansk glas. Disse klumper var temmelig faste, men tillige meget sprøde og kunde med lethed brydes istykker; de havde en meget ubetydelig vægt og flød (i tørret tilstand) på vand li- gesom pimpsten. Den indvendige røde substans var at føle på som meget fint mel og smuldrede let hen ved berøring. Den havde føl- gende sammensætning : Glødningstab . . . . 14.46 Jernoxyd . . . . . 26.15 Lerjord . . . . . . 14.14 Magnesia .... . , 1.38 Kiselsyre . . . . . 40.45 Sum 96.581). ') Da denne røde substans også indeholdt noget mangan, der ikke blev bestemt, kan maske tabet ved analysen hidhøre derfra. Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 225 På grund af sin ujævne form og ubetydelige vægt havde disse klumper ved det første øiekast megen lighed med pimp- stene, men den nærmere undersøgelse viste dog, at de forøv- rigt var meget forskjellige fra disse. Intet sammenliængende kiselskelet kunde påvises, og hvad der ved første blik kunde antages for blærerum, befandtes ved eftersyn kun at være huller efter annelider, der isærdeleshed på overfladen havde gravet sig talrige gange. Den indre røde substans bestod vistnok for en del af amorft, vulkansk glas, men dette fore- kom i friske splinter eller stykker af et lignende udseende, som det af vulkanerne udKastede pimpstenspulver. Jeg er dog tilbøielig til indtil videre at fastholde den tanke, at disse klumper kan have sin oprindelse fra pimp- stene, der har gjennemgået betydelige forandringer på hav- bunden, hvor de har virket som et filtrum for det gjennem- strømmende vand. Det kan muligens tjene til oplysning ora denne våndets bevægelse på havbunden, at alle furer eller revner i de ovennævnte klumper var delvis fyldte med skal- ler af globigeriner. På station 40 fandtes som sagt også en del stykker af umiskj endelig pimpsten, der imidlertid var af en meget løs og usammenhængende konsistens. Foruden de ovenomtalte klumper optoges på samme sted også andre, der var mindre end hine og forøvrigt af et gan- ske forskjelligt udseende. Nogle af disse bestod af en hvid substans, der havde megen lighed med kaolin. En mikro- skopisk undersøgelse viste, at den indeholdt en mængde ki- selskaller af diatomeer. Andre havde form af flade stykker og bestod af et mørk- grønt, fint 1er med enkelte gultivide band. Den fjerde og sidste slags var dannet af en fin og fast, gulhvid substans, der i udseende nærmest kunde sammenlignes med hård, hvid ost. I de to sidstnævnte arter opdagede jeg under mikro- skopet nogle enkelte diatomeer og blot få splinter af vul- kansk glas. Det synes altså, som om vi her på en af expeditionens sydligste stationer har fundet dannelser af lignende art som de, der omtales af John Murray i »Reports from the Chal- lenger«. Ved denne expedition optoges nemlig fra havbunden en 226 Ludvig Schmelck. mængde klumper og knoller, hvoraf enkelte ifølge beskrivel- sen må være af en lignende art som de ovennævnte fra sta- tion 40 Den betydelige udfældning af manganoxyder, der ved samme anledning blev påvist i havbundens afleiringer, synes derimod ikke at have noget sidestykke i det europæiske Nordhav. Jeg har forud omtalt, at det brune 1er kun synes at ud- gjøre et tyndt lag på havbunden. Hvor denne begynder at skråne op mod kystbankerne og nærme sig til det grå lers territorium, finder vi isærdeleshed ofte i bundprøven et under- liggende lag af det sidstnævnte sediment. Nedover mod dy- bet tiltager det brune 1er i mægtighed og indenfor biloculin- lerets område finder vi de fleste bundprøver helt igjennem ensartede. De enkelte steder, hvor der også her findes tvende forskjellige lag i bundprøven og den mængde af gråt 1er, der optoges med skraben eller trawlen, viser at biloculinleret er af en forskjellig, men idetheletaget ringe tykkelse. På den del af havbunden, der ligger omkring stationerne 213, 214 og 215 på et dyb af over 1700 favne synes biloculinleret især- deleshed at være meget tyndt udbredt. På St. 215 udgjorde det grå 1er den overveiende del af bundprøven og på St. 213 fandtes kun spor af biloculinler. Dette grå underler er me- get fint, ensartet og plastisk, og bliver efter tørring meget fast og sammenhængende. Leret indeholder ingen dyrelev- ninger og kalkgehalten er kun ubetydelig. Under mikrosko- pet viser det yderst små krystallinske partikler (kvarts?), der først træder tydelig frem ved en forstørrelse af 500 — 600 gange. De bundpröver, der blot består af biloculinler er ialmin- delighed helt igjennem ensartede med hensyn til udseende og foraminiferernes skaller så jæ.vnt fordelte i lermassen, at et- hvert stykke af denne omtrent viser den samme kalkgehalt. På enkelte steder forekommer dog i selve biloculinleret en lagdannelse, der giver sig tilkjende derved, at bundprø- vens øverste del består af et brunt, fint 1er uden kalkskaller, medens der under dette findes et porøst 1er med en mængde foraminiferer. Denne lagdannelse er af en lignende art som den, man erholder ved at slemme biloculinleret ud i vand og derpå lade det afsætte sig. Ved denne operation synker alle kalkskaller tilligemed andre grovere partikler tilbunds, Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 227 medens man øverst får et fint kalkfattigt 1er. Det synes ri- meligt at antage, at en lignende bnndfælding allerede kan foregå i havet og bidrage til den ovenomtalte lagdannelse, men isåfald rna man fristes til at spørge, hvorfor den ikke altid forekommer i biloculinleret. Vi mangler for øieblikket forudsætninger til at kunne besvare dette spørgsmål, thi hertil kræves kundskab om for- skjellige forhold, der endnu er os fuldkommen ubekj endte. Vi har således ingen erfaring om de kvantitative og tempo- rære betingelser, der er givne for globigerinernes afleiring på havbunden. Ligesålidt kan vi af de i bundprøverne fundne skaller af ikke-pelagiske foraminiferer slutte os til, hvor stærkt de levende dyr har været repræsenterede i slammet, eller hvorlænge de døde dyrs skaller vil opbevares på hav- bunden — tvende spørgsmål, der vel må have sin betyd- ning for slammets mekaniske afleiring. Det er dog rimeligt at antage, at lang tid kræves, for at søvandet skal kunne opløse disse kalkskaller. Vi ved af tidligere forsøg, at de på grund af sin gehalt på organiske stoffe ikke forholder sig tom ren kulsur kalk ligeoverfor opløsningsmidler, men at de angribes langt vanskeligere. Man har fremsat den påstand, at den kulsure kalk lettere opløses i (3ybet pa grund af den større mængde kulsyre, som her skulde findes i søvandet. Hr. Tornøes undersøgelser over kulsyremængden i det af den norske expedition beseilede hav modbeviser imidlertid denne antagelse. Han har fundet, at søvandet overalt rea- gerer alkalisk og altså ikke kan indeholde nogen fri, men blot normalt- og surtbunden kulsyre ; mængden af denne er imidler- tid på dybet omtrent den samme som ved overfladen. At for- holdet skulde være anderledes i de øvrige dele af oceanet synes ikke at have nogen sandsynlighed for sig, når man ser hen til de talrige undersøgelser, der stadfæster søvandets ensartethed med hensyn til dets øvrige beç/tanddele. Søvan- dets opløsende evne ligeoverfor den kulsure kalk skyldes altså ikke dets gehalt på fri kulsyre. Den ovenomtalte lagdannelse i biloculinleret kan også tænkes fremkommet ved en slemningsproces, hvis våndets strømninger på bunden er stærke nok til at sætte slammets fine partikler i bevægelse. Dette spørgsmål er imidlertid li- geså ubesvaret som de foregående. Det fortjener imidlertid 228 Ludvig Schmelck. at nævnes, at alle de fra bunden optagne vandprøver altid var ganske klare og uden spor af svævende partikler. Betragter vi på kartet den østlige grændselinie for bilo- culinleret, vil vi finde, at den ialmindelighed går imellem 900 og 1100 favne. Imidlertid træfFer vi dog på flere steder bi- loculinleret på mindre dyb, ligesom det også hænder, at det først begynder at vise sig under 1100 favne. Mellem 64° og 68° N. B. går biloculinlerets vestlige grændse op til et grun- dere dyb end længere nord. På stationerne 54, 96 og 248 møder vi det således allerede på 600, 805 og 778 favne. Udenom den sidstnævnte station, der ligger omtrent 50 mile fra land, gjør dybdekurverne for 800 — 1000 favne en skarp bøining (sml. side 209) indover mod kysten indtil en afstand fra denne af ca. 30 mile; på denne strækning ligger grænd- sen for biloculinleret imellem 700 og 800 favne. På aen brat skrånende liavbund udenfor Lofoten og Vesterålen finder vi det imellem 900 og 1100 favne. I den bugt af havbunden, der ligger nord for Vesterålen, optræder biloculinleret først på et dyb af mere end 1200 favne. Grændselinien herfra og nordover indtil den 80de breddegrad ligger imellem 1000 og 1100 favne. På det samme dyb begynder biloculinleret i den sydligere del af Nordhavet, hvor dette grunder op mod Færø — Islandsbanken. ■ Jeg har tænkt mig, at den ovenstående betragtning af biloculinlerets udbredelse maske senere kan blive en støtte ved det fremadskridende studium af expeditionens fysiske og zoologiske materiale. Tildels med det samme hensyn for øiet, har jeg anlagt mine kemiske undersøgelser af dette se- diment, til hvilke jeg nu vil gå over. Den kvalitative undersøgelse af biloculinleret viser, at det foruden jern, lerjord, kalk, magnesia, kiselsyre og spor af fosforsyre indeholder små mængder af manganoxyder. De sidste forekommer dog ikke som synlige bestanddele af ler- . massen i lighed med de små korn eller klumper, der så ofte blev fundne ved Challengerexpeditionen, men synes at måtte være meget fint fordelte i bundprøverne og udgjør idethele- taget en så ringe del af deres bestanddele, at de vanskelig- gjør en kvantitativ bestemmelse. Det er muligt at mangan- oxyderne kan bidrage til at give leret en stærkere brun Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 229 farve. Ved ophedning udvikler biloculinleret en temmelig stærk empyreumatisk lugt. For den kemiske undersøgelse af biloculinleret tar jeg først og fremst udvalgt mig en del hovedstationer fra for- skjellige punkter af Nordhavet og analyseret bundprøverne fra disse fuldstændig med hensyn til alle bestanddele. I det følgende har jeg opstillet mine analyser efter num- meret af de stationer, hvor bundprøverne er optagne. Be- stemmelserne er udført efter den på side 204 beskrevne mé- thode. Station 51. N. B. 65° 53', V. L. 7° 18^' 1163 favne (2127 meter), (-i- 1.1°). Lysbrunt biloculinler. Grlødninffstab 2.71 Dekomponeret af saltsyre 73.49 pct. Udekomponeret af saltsyre 23.29 pct. Jernoxydul .... 1.14 Jernoxyd 2.74 Lerjord 6.49 Magnesia 0.93 Kulsur kalk. . . . 52.82 Fosforsyre .... spor Kiselsyre .... 9.37 Jernoxyd . . . . 1.59 Lerjord 4.52 Kaik 1.03 Magnesia 0.50 Kiselsyre 15.65 Sum 99.49 Samlede bestanddele: FeO FegOg AlgOg CaO MgO CaCOg P2O5 1.14 4.33 11.01 1.03 1.43 52.82 Grlødn.tab Sum 2.71 99.49 spor SiOj 25.02 Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. ul— IV. 16 230 Ludvig Schmelck. Station b2. 1861 favne (3403 meter). En mængde foraminiferer, N. B. 65° 47', V. L. 3° T. (-7- 1.3°). Lysbrunt biloculinler. væsentlig globigeriner. Biloculinerne i den bundprøve var meget store, indtil 2.2 mm. i diameter. Dekomponeret af saltsyre 61.35 pct. Udekomponeret af saltsyre 33.91 pct. Grlødningstab . . . 4 62 Jernoxydul .... 0.88 Jernoxyd .... 3.65 Lerjord 3.38 Kalk 2.52 Magnesia 0.80 Kulsur kalk .... 45.80 Fosforsyre .... spor Kiselsyre .... 4.32 Jernoxyd . . . . 1.52 Lerjord 6.62 Magnesia spor Kiselsyre 25.77 Sum 99.88 Samlede bestanddele : FeO FegOg AI2O3 CaO 0.88 5.17 10.00 2.52 Grlødn.tab 4.62 MgO CaCOg 0.80 45.80 Sum 99.88 P2O5 spor SiO^ 30.09 Station 178. N. B. 69° 29', 0. L. 12° 26'. 1.3°). Lysbrunt biloculinler. 1578 favne (2886 Eesultater fra den norske Nordhavsexpedition. 231 Glødningstab Jernoxydul Jernoxyd Lerjord Kalk . , Magnesia . Kulsur kalk Fosforsyre Kiselsyre Udekomponeret af saltsyre Dekomponeret af saltsyre 53.35 pct. 4.95 1.59 2.85 5.84 0.21 2.40 32.35 spor 8.01 41.70 Sum 100.00 Station 205. N. B. 70° 51', 0. L. 13° 3'. 1287 favne (2354 meter). (-T- 1.2°). Lysbrunt biloculinler. Grjennemsnitlig omtrent 2 biloculiner på hver kvadratcentimeter af den tørrede bund- prøve. Talrige globigeriner. Mange af slægten ■>->Lituöla« og enkelte af ^Nonionina«. Ingen stene i bundprøven. Dekomponeret af saltsyre 48.17 pct. Glødningstab Jernoxydul Jernoxyd Lerjord Kalk . . Magnesia . Kulsur kalk Fosforsyre Kiselsyre Udekomponeret af saltsyre 6.06 1.44 4.97 4.08 3.84 2.82 21.00 spor 10.02 45,77 Sum 100.00 Station 214. N. B. 70° 40' 0. L. 0° O'. 1665 favne (3045 meter). (-^ 1.2°). Mørkbrunt biloculinler. (Den nederste del af bundprø- ven bestod af gråt 1er). En liden sten, der syntes at være et stykke af en krystallinsk skifer, veiende omtrent 0.3 gr. 16* 232 Ludvig Sclinielck. Dekomponeret af saltsyre 52.54 pct. IJdekomponeret af saltsyre 43.09 pct. G-lødningstab . . . 4.91 Jernoxydul .... 1.61 Jernoxyd .... 4.05 Lerjord 4.32 Kalk 0.61 . Magnesia 2.29 Kulsur kalk .... 29.93 Fosforsyre .... spor Kiselsyre .... 9.73 Jernoxyd 2.28 Lerjord 8.53 Magnesia 0.94 Kiselsyre 31.34 Samlede bestanddeler FeO FegOg AlgOg CaO 1.61 6.33 12.85 0.61 Glødn.tab 4.91 Sum 100.54 MgO CaCOg 3.23 29.93 Sum 100.54 PoO. SiO. spor 41.07 Station 240. N. B. 69° 2', V. L. 11° 26'. 1004 favne (1836 meter). (-T- 1.1°). Lysbrunt biloculinler. En mængde foraminiferer, overveiende globigeriner. To små kvartskorn, veiende 0.1 gr. G-lødningstab . . . 5.08 Jernoxydul .... 0.79 Jernoxyd .... 2.71 Lerjord 3.01 Kalk 0.98 Magnesia 0.35 Kulsur kalk. . . . 54.64 Fosforsyre .... 0.22 Kiselsyre .... 7.77 Dekomponeret af saltsyre 70.47 pct. Udekomp oneret af saltsyre 23.11 pct. Jernoxyd .... 1.71 Lerjord 4.75 Magnesia 0.25 Kiselsyre 16.40 Sum 98.66 Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. Samlede bestanddele : 233 FeO Fe^Og AI2O3 CaO MgO CaCOg P2O5 SiOj 0.79 4.42 7.76 0.98 0.60 54.64 Grlødn.tab Sum 5.08 98.76 Station 245. 0.22 24.17 N. B. 68° 2]', V. L. 2° 5'. 2005 favne (3667 meter). (-J- 1.4°). To lag i bundprøven. Det øverste bestod af brunt, fint 1er med kun ubetydelig kalkgehalt og ingen foramini- ferer. Det underste lag var et porøst, lysbrunt 1er med en mængde foraminiferer, væsentlig globigeriner. I det sidste er analysen foretaget. Lerets spec, vægt var 2.72. Glødningstab . , . 2.35 Jernoxydul .... 0.92 Jernoxyd .... 3.95 Lerjord 4.71 Kalk 0.42 " Magnesia = .... 1.94 Kulsur kalk . . . 41.18 Fosforsyre .... spor Kiselsyre .... ? Dekomponeret af saltsyre 53.12 pct. ^Jernoxyd . Udekomponeret Lerjord . I Magnesia . af saltsyre 44.43 pct. 3.29 8.81 spor Kiselsyre (dek. og udek.) 32.33 Sum 99.90 Samlede bestanddele: FeO FeaOg AI2O3 CaO MgO CaCOg 0.92 7.24 13.52 0.42 1.94 41.18 Glødn.tab Sum 2.35 99.90 P205 spor SiO^ 32.33 234 Ludvig Schmelck. Station 295. N.^B. 71° 59', 0. L. ir 40'. 1110 tavne (2030 meter). '{-T- 1.3°). Lysbrunt biloculinler. Ingen stene. (Som det un- derste lag af bundprøven fandtes noget gråt 1er). Mange for- aminiferer, men forholdsvis få globigeriner, væsentlig »Lit- uola<^ Gg •» Nonionina« . Dekomponeret af saltsyre 52.79 pct. (xlødningstab Jernoxydul Jernoxyd Lerjord Kalk . . Magnesia . Kulsur kalk Fosforsyre Kiselsyre (Jernoxyd Udekomponeret JLerjord al saltsyre i, r 42.96 pct. Magnesia ^Kiselsyre 5.27 126 3.57 9.19 0.92 0.88 27.09 spor 9 88 1.91 10.33 0.80 29.92 Sum 101.02 Samlede bestanddeler FeO 1.26 Fe^Os 5,48 AI2O3 19.52 CaO 0.92 MgO 1.68 Glødn.tab 5.27 CaCO; 27.09' Sum 101.02 P2O5 SiOg spor 39.80 Station 301. N. B. 74° l', V. L. 1° 20'. 1684 favne (3080 meter), (-i- 1.6°). Biloculinler, mørkere brunt end det foregående. (En ubetydelig mængde gråt underler). Forholdsvis få for- aminiferer. Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 235 Dekomponeret af saltsyre 22.75 pct. Glödningstab . . . 4.83 Jernoxydul . . . . 1.28 Jernoxyd .... 5.09 Lerjord 3.88 Kalk 0.15 Magnesia 1.56 Kulsur kalk. . . . 5.68 Fosforsyre .... spor Kiselsyre . . . . 5.11 [Jernoxyd 2.64 Udekomponeret JLerjord 15.56 at saltsyre \t,t • rv rrrv 71.61 pct. Magnesia 0.70 ^Kiselsyre 52.71 Sum 99.19 Samlede bestanddele: FeO FegOg AlgOg CaO MgO CaCOg P2O5 1.28 7.73 19.44 0.15 2.26 5.68 Griødn.tab Sum 4.83 99.19 Station 302. spor SiOg 57.82 N. B. 75° 16', V. L. 0° 54'. 1985 favne (3630 meter). (-;- 1.7°). En meget liden prøve af lysbrunt biloculinler. G-lødningstab . . . 3.78 Dekomponeret af saltsyre • 19.95 pct. Jernoxydul . Jernoxyd Lerj ord . , Kalk . . . Magnesia . . Kulsur kalk Fosforsyre . Kiselsyre 1.38 2.94 3.82 0.81 2.09 8.91 spor 9 Udekomponeret juopløseligt residuum + 76 27 üct I opløselig kiselsyre 76.27 Sum 100.00 236 Ludvig Schmelck. Station 306. N. B. 75* O', 0. L. 10° 27'. 1334 favne (2440 meter). (-T- 1.3°). Biloculinler, mørkere i farve end det foregående. Forholdsvis få foraminiferer, foruden biloculinler fandtes vse- sentlig Lituola og Nonionina. Glødningstab . . . 2.48 Jernoxydul 1.19 Jernoxyd . . . . . 4.92 Lerjord 2.46 Kalk 1.08 Magnesia ..... 1.80 Kulsur kalk. . . . 12.20 Fosforsyre .... spor Kiselsyre . . . . 6.75 Dekomponeret af saltsyre 30.40 pet. Udekomponeret af saltsyre 68.00 pct. Jernoxyd . . . .2.34 Lerjord 13.44 Magnesia 1.50 Kiselsyre 50.72 Sum 100.88 Samlede bestanddeler FeO Fe^Og AI2O3 CaO MgO CaCOg PgOg 1.19 7.26 15.90 1.08 3.30 12.20 spor Glødn.tab Sum 2.48 100.88 SiOi, 57.47 Station 351. N. B. 77° 50', V. L. 0° 9'. 1640 favne (2999 meter), (-r- 1.5°). Mørkbrunt biloculinler. Mange foraminiferer, over- veiende globigeriner. Kun få af slægten >^ Lituola«. Lerets spec, vægt var 2.77. Resultater fra den norske Nordhavsexpedition. 237 Dekomponeret af saltsyre 41.72 pct. Glødningstab Jernoxydul Jernoxyd Lerjord Kalk . . Magnesia . Kulsur kalk Fosforsyre Kiselsyre [Jernoxyd Udekomponeret JLeriord at saltsyre \-Mr 54.20 pct. Magnesia 'Kiselsyre 4.56 1.25 4.06 3.28 0.12 2.05 23.66 spor 7.30 2.46 13.33 spor 38.41 Samlede bestanddele: FeO FeaOg AI2O3 CaO 1.25 6.52 16.61 0.12 Grlødn.tab 4.56 Sum 100.48 MgO CaCOg 2.02 23.66 Sum 100.48 P2O5 spor Si02 45.71 Væsen+lig som en folge af biloculinlerets vexlende kalk- gehalt viser det sig ved de foregående analyser, at den af saltsyre dekomponerbare del er af en meget forskjellig stør- relse. For uhindret at kunne betragte de egentlige ler-be- standdeles forhold ligeoverfor saltsyre, undlader jeg forelø- big at tage hensyn til den kulsure kalk og har derfor i den følgende tabel bragt denne substans tilligemed glødningstabet i fradrag og beregnet de øvrige opløselige bestanddele som procenter af et kalkfrit 1er. I den nederste del af tabellen har jeg opført de på samme made fundne værdier for lerets samlede bestanddele. Ved betragtning af denne tabel (se næste side) kan det synes påfaldende, at de forskjellige bundprøver viser en så stor uoverensstemmelse med hensyn til den af saltsyre de- komponerbare del, medens de tal, der udtrykker lerets sam- lede bestanddele, tyder på en nogenlunde ensartet sammen- setning. Hertil må imidlertid bemærkes, at behandlingen med saltsyre ingenlunde kan give noget fuldt pålideligt re- 238 Ludvig Schmelck. •aj^siiBS •9iap J^ ^9.l9U0(ia[03{9(I -puBjsgq gpgjiuBg 1 o » CO 05 (M o t^ I— 1 fM GO 00 CO m T-H »c ^ CM O T— 4 1— t o t» 00 ^ 1-H Tf 1-1 »c 00 »H no 1— ( CM ■<* 00 1—1 CM CO OS in 05 eo 00 C-^ 00 1—1 Oi CM en in ^_l o (M t— 1 lO CO — Tj< T— 1 1— 1 l> CO 1— 1 00 CM c^i Ol o IC CD O ic m CD rj5 ^ Tf t~ IC (M i-( i> od eo 1— 1 (M CM CO OS OS O O o: t- 05 CO I— 1 O eo r^ IP CO ,_, (M »O TjH -* 1—1 ^ 00 ÎM 05 — < CO 1-1 CO I-H (M eo 00 eo ^ T— 1 00 CM 05 t> CM C^ .-I CO 05 O o ^ i> c^ (M »O 1—1 t^ t- r-H 05 t> ,.^ ,_! -H 1—1 eo 00 CM '"' CM CD OS •Xi eo O .-1 CO CO CO O •-* eo CO OS Æ (M CD iC CM — 1 t- CM o lO eo t- 00 --1 CM rf (?» IC OS CO m 0- O OJ pH 0^=» _? bjD o Totall.« angiver, som tidligere nævut, Længden fra Næbspidsen til den. yderste Spidse af Halen, efteråt Individet er bleven fuldt udstrakt, eller saa langt, som det ved Anvendelsen af en næsten umærkelig Kraft har villet strække sig. »V.« angiver Længden fra Vingeleddet (carpus) til Spidseu af den længste Haandfjær, »H.« Længden af den længste Halefjær; og, for- saavidt der maatte være nogen væsentlig Forskjel i Halefjærenes indbyrdes Længde, angiver det mindste Tal Længden af den korteste af disse. Ord. Passeres. Fam. Turdidae. Turdus viscivortis, Lin. 1766. Overvintrende Individer ere enkeltvis ogsaa i de sidst forløbne Aar jevnlig bemærkede i Landets sydlige Dele, me- Mindre Medd. vedi-. Norges Fuglef. 1877—80. 257 dens dog Hovedmassen af Individerne trække bort. Et, der afgaves til Univ. Musæet, var fanget i Faaberg (ved Lille- hammer) den 30te Decbr. 1879. Dette Ind. har paa hele Un- dersiden en stærkt rødgul Bundfarve, og store, tætstillede Pletter. Høsten 1879 blev et Ind. fanget ved Stavanger, hvor den, ligesom overalt langs Vestkysten, blot er sporadisk bemærket. i¥. Totall. 290mm V. 165nim H. 112mni Faaberg. Gudbr.dal 30 Dec. 1879. Turdus iliacus, Lin. 1766. Forekommer ikke sjelden overvintrende i Landets syd- lige Dele. I Januar 1878 fandt jeg den saaledes temmelig talrigt paa Vildttorvet i Christiania, hvorhen den var bragt fra de nærliggende Trakter (Kraakstad, Høland etc.) ; i 1879 — 80 saaes den alm. hele Vinteren igjennem i Omegnen af Frederikstad. Ligesom hos T. pilaris synes Æglægningstiden at være tem- melig varierende. Den 29de Juni til Iste Juli 1878 undersøgte jeg 10 — 12 Reder ved Børselv i Porsanger, hvor denne Art er særdeles talrig. De fleste havde stærkt rugede Æg, en- kelte smaa Unger, andre atter næsten voxne Unger; endelig vare Æggene i et Par Reder ganske friske. Rederne laa dels paa Marken ved Roden af et Træ, dels lavt paa Grrenene; Ægantallet var her oftest 4, sjeldnere 5 eller 6. I 1880 fan(Jt Fiskeri-Insp. Landmark og jeg Reder med næsten friske Æg den Ilte og 17de <ïuli i Laxefjord, ligele- des i Finmarken, efteråt vi allerede den 27de Juni havde fundet udfløjne Unger (i Porsanger). I Landets sydligere Egne, saasom omkring Christiania og Drammen, lægges Æg- gene i Regelen i den første Uge af Mai, og Ungerne forlade Rederne i Begyndeisen eller Midten af Juni ; i 1876 fandt jeg i Rendalen Rede med Mg, der dog vare stærkt rugede, den 13de Juli. En ufuldstændig Albino fangedes i Omegnen af Christi- ania Høsten 1878 ; et Par, ligeledes ufuldstændige Albino'er, observeredes (ifølge Adj. Bahrj ved Stavanger Høsten 1880. Den ful d voxne Ungfugl i »Rededragt« er i flere Hen- seender betydeligt forskjellig fra de fuldt udfarvede Indivi- 258 Robert Collett. der. Hos en saadan (skudt ved Drammen 17de Juli 1879) strækker sig et svagt lyst Tverbaand tvers over Nakken, og forbinder de brede, hvidgule Øjestriber. Issen er brunsort; Overgumpen og Halen har et brunligt Anstrøg. ßygfj ære- nes okkerfarvede Pletter, der ere skarpt markerede indenfor den sorte Bræm, ere runde, og blot paa Skuldrene findes af- lange saadanne. Hele Undersiden er tæt bestrøet med runde Pletter, istedetfor aflange, som hos de Udfarvede. Tur du s music us, Lin. 1766. Denne Art gaar i Finmarken saa langt mod Nord, som der tindes nogenlunde frodig Skov. Foruden i Alten, hvor jeg allerede havde truffet den i 1872, fandt jeg den Somme- ren 1880 ved Børselven i Porsanger og i Laxefjord, de nord- ligste Punkter, hvor den hidtil er observeret (70*^ 20')- Paa hver af disse sidste Localiteter hørtes dog blot enkelte Indi- vider; da disse ingen Adgang havde til at høre andre af sin Slægt, havde deres Sang udviklet sig saa betydeligt forskjel- lig fra Individernes i de sydlige Egne, at den kun med Van- skelighed lod lod sig gjenkjende. Det samme har jeg iagt- taget i disse Egne hos T. iliacus, skjønt i mindre Grrad, saa- velsom hos Muscicapa atricapiUa, og enkelte andre. M. Totali. 224mm V. lllmm H. 73mm V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877. T ur du S pilaris, Lin. 1766. Tilfældige Varieteter synes af denne Art at forekomme hyppigere, end af nogen anden af de mindre Fugle. Af Va- rieteter fra de seneste Aar kunne nævnes en Albino, fanget ved Stavanger Høsten 1877; denne havde næsten renhvidt Hoved og Hals. En mere ufuldstændig Albino fandt jeg paa Vildttorvet i Christiania 24de Jan. 1880, fanget i Omegnen; denne havde Ryggen og Vingerne opblandede med hvide Fjær. I den normale Dragt er det især Størrelsen af de sorte Pletter paa Brystet, samt disses større og mindre Udbredelse over Underlivet, der varierer. Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. ^9 I Alten, livor jeg Sommeren 1880 traf den kun sparsomt, ligesom overalt i Finmarken dette Aar, saa jeg et en- ligt Par med friske Mg endnu den 23de Jnli. I Øxfjord, li- geledes i Vest-Finmarken, rugede enkelte Par ovenpaa Fiske- hjælderne ved Gaarden, i Mangel af Træer. Fem.. Totall. 274mm V. 145mm H. 99mm v. Aker pr. Chra. 15 Nov. 1877. — (var.) — 277 « » 143 « » 105 ^ V. Aker pr. Chra. 24 Jan. 1880. Turdus torquatus, Lin. '1766. I en Artikel i Bull. Soc. Sei. Nat. Neuch. XII, p. 97, 1880, »Note sur le merle du Labrador, Turdus lahradorius«, beretter Prof. Rougemont, at han den Iste Aug. 1877 iFjeld- væggen ved Kjel vig i Porsangerfjorden, ikke langt fra Nord- cap, traf 2 Individer af en Turdus, hvoraf han fik skudt det ene, uden at det dog lykkedes ham at faa det fat i den utilgjæn- gelige Klippevæg. Deres Farve beskriver han som ganske sort, nærmest som T. menda, men Næbbet var sort; ved se- nere at overveje Sagen har han fundet, at de maatte tilhøre den nordamerikanske Art Turdus lahradorius, Grmel , der saa- ledes i det ovenanførte Tidsskrift introduceres som ny for Norges og Europas Fauna. Uden bestemt at ville benegte Muligheden af, at den nævnte Art skulde kunne vise sig tilfældigt i de arctiske Dele ogsaa af det europæiske Continent, er der dog Grrunde, der tale bestemt mod Prof. Rougemonts Antagelse. Da jeg i 1874 den 4de Juli selv observerede samme sorte Turdus i de ganske lignende og nærliggende Klippevægge ved Nordcap, ligger det nær at antage, at deres Optræden i disse Trakter ikke er tilfældig, men normal eller aarlig, og i dette sidste Til- fælde maatte Arten være funden fra og til under sine Flyt- ninger om Vaaren og Høsten i sydligere Egne, hvilket ikke er Tilfældet. Endskjønt jeg ved den ovennævnte Lejlighed ikke var Individerne saa nær, at den hvide eller graa Bryst- krave kunde sees, har jeg aldrig næret Tvivl om, at de til- hørte T. torquatus; denne er, om end sporadisk, udbredt over de fleste Dele af Finmarken, og, som jeg tidligere har anmær- ket, er dens Rede fundet f. Ex. ved Varangerf jorden. 260 Robprt Collett. Da Prof. Rougemont, som ovenfor anført, traf Indivi- derne ved Kjel vig den Iste August, og var dem nær nok til at observere, at deres Fjærklædning var ensfarvet, er det sandsynligt, at det har været Aarsunger før Høstfældingen, hvor den h vide eller graa Fjærkrave endnu ikke var frem- kommet. Da G-melin's Turdus lahradorius ansees som identisk med Scolecophagus ferrugineus, (Grmel.), tilhører den altsaa en Slægt, der er vidt adskilt fra Familien Turdidae. Ogsaa af T. torquatus findes enkelte Individer overvin- trende hos os, men som det synes, blot undtagelsesvis. Et saadant modtog Univ. Mus. fra Elverum, fanget 28de Febr. 1880. M. Totall. 283mm v. 141mm H. 147mm Elverum 28 Febr. 1880. Fam. Sylviidae. Acrocephalus schoenohaenus, (Lin.) 1766. Forekommer, som tidligere paapeget, i Norge hovedsage- lig (eller næsten udelukkende) nordenfor Polarcirkelen ; intet- steds i Landet er den maaske hyppigere, end ved Tromsø og i det nærliggende frodige Dalføre Maalselvedalen. I Landets sydligere Dele er den derimod endnu ikke med Sikkerhed paavist uden som halvt accidentel under Trækket, om det end ikke kan ansees for absolut usandsynligt , at den ogsaa her vil kunne findes rugende paa enkelte gunstige Localiteter. Den Ilte Juni 1877 skjød jeg i vestre Aker ovenfor Christi- ania et enligt Ind., det eneste, der er kjendt fra Landet søn- denfor Nordland, siden et i 1847, ligeledes ved Christiania, skudt Individ. Da jeg den 19de Juni 1880 besøgte Tromsø, vare de i f nid Sang, skjønt Sneen endnu tildels bedækkede Marken paa deres Tilholdssteder. De havde især Tilhold i den noget aabnere Birkeskov, hvor denne var blandet med Salices, og hvor Bunden var noget fugtig. Et Rede, som jeg den nævnte Dag fandt under Bygning, laa ved Roden af en Birk paa et forholdsvis tørt, græs- bundent Sted, støttet mellem et Par tørre, opstaaende Rod- skud. Det var bygget af tørre Stråa, med enkelte Dotter af Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 261 Salixuld paa den y dre Side. Blot Hunnen hyggede. I 1878 fandt Fiskeri-Insp. Landmark den 3dje Juli sammesteds et Rede med 6 friske Æg, hvoraf det første altsaa var lagt 28de Juni; dette laa i en lav Vidjebusk nærved Marken. I det egentlige Finmarken traf jeg den ved Stabursnæs i Porsanger 28de Juni 1880 (70° 10' N. B.), saaledes det nord- ligste Sted i Landet (og paa Jorden), hvor denne hidtil er fundet hosat. Den havde her Tilhold blandt tætte Salice- ter langs en liden Elv. Tidligere (1876) havde jeg truiFet den ved Laxelv, ligeledes i Porsanger, og den er desuden fundet af andre paa flere Steder i det indre af Finmarken, hvor den paa passende Localiteter synes at forekomme tem- melig talrigt. M. Totall. 132mm V. eSmm H. 48mm Trømsø 19 Juni 1880. « — 140 « « 68 « «c 50 « Tromsø 19 Juni 1880. « — 141 « t 68 « « 50 « Tromsø 19 Juni 1880. Fem. — 135 « * 59 « » 43 » V. Aker pr. Chra 11 Juni 1877. « — 134 « ere noget varierende i Udseende; jeg har seet Individer, hvor Underlivet har været helt uplettet, medens det i Regelen har tydelige Pletter (Grøtø i Lofoten, Juli 1880). JW. Totall. 140mni v. 74nira H. 59mm Eldfjorcl, Hardanger 6 Aug. 1877. « 59 * Hemsedalsfjeld, Hall. dal 11 Aug. 1877^ Î 61 Î V. Aker pr. Chra. 12 Marts 1880. Î .59 « V. Aker pr. Chra. 25 Deo. 1880. Fem. — 143 « » 75 « 4: 60 « Hemsedalsfjeld, Hall. dal 11 Aug. 1877. 74 c « 59 « Hemsedalsfjeld, Hall. dal 11 Aug. 1877. « 58 c Y. Aker pr. Chra. 11 April 1880. « 57 « Grøtø, Lofoten 30 Juli 1880. < 59 « V. Aker pr. Chra. 25 Dec. 1880. 143 ^ « 72 « 143 « « 77 « 145 « « 77 « 143 « » 75 « 136 « 1 74 c 134 < i 75 » 136 « < 74 < 145 « t 73 t 298 Robert Collett. Emheriza miliaria, (Lin.) 1766. Foruden paa Jæderen, hvor Colonien fremdeles forekommer i uforandret (idethele lidet betydeligt) Antal, har jeg i 1877 fun- det en Coloni bosat paa Listerland, hvor der, ligesom paa Jæde- ren, findes milelange Fläder, der mere eller mindre ere opfyldte af Gaarde med Ager- og England. Jeg skjød her den 20de Juli ved Gaarden Borhaug lige ved Lister Fyr 2 Individer, foruden en halvvoxen Unge, og saa flere, men fandt dem ikke paa andre Punkter af Listerland. Denne Unge, der syntes fuldkommen sund, og var i godt Hold, viste sig at have over et Dusin Larver af Musea vomitoria, samtlige næsten fuldvoxne, siddende paa for- skjellige Steder under Huden, især paa Issen, under Vingerne, paa Ryggen, etc. Uagtet de fleste af disse besværlige Snyltere fandtes paa saadanne Steder, hvor de maatte have kunnet naaes med Næbbet, vare de dog ikke borttagne, hvilket synes at vise en utro- lig Træghed hos denne Fugl. Store Huller i Huden betegnede Indgangen til hver Larve. Paa Jæderen vare de spredte ligefra Graarden Haar op saa- langt, som det flade Terrain strækker sig, eller paa enkelte Ste- der lige op til Stavangerfjorden. Ved Horr, hvor der aarligt ruge flere Par, saa jeg de Gramle med Føde i Næbbet for Ungerne (en grøn Lepidopterlarve) den 23de Juli 1877 ; den 29de Juli 1879, da jeg atter besøgte Stedet, vare de ligeledes ifærd med at føde Ungerne, og jeg saa dem jevnlig med en lignende Lepidopter- larve^ i Næbbet. Hannerne sang endnu vedholdende lige til Sol- nedgang. De gamles Dragt var nu særdeles slidt. M. Totall. 185nim V. lOSmm H. 72ram Listeiiaud 20 Juli 1877. « — 193 « « 105 « « 75 « Listerlaud 20 Juli 1877. « — 200 « « 101 « « 73 » Haar, Jæderen 29de Juli 1879. Emheriza citrinella , (Lin.) 1766. Mod Nord gaar denne Art lige op i Finmarken, og er her ikke sjelden i de fleste frodigere Dalfører. I Alten har jeg saaledes trufî'et den paa forskjellige Steder langs Altenelven saavel i 1872, som i 1880 ; ligeledes har jeg i Porsanger fundet den bosat ved Børselv (70 ^ 200- I Øst-Finmarken er den bemærket af Som- Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 299 merfelt og Nordvi i Varanger og Tanen, ligesom den ikke er sjel- den ved Tromsø. I 1878 fandt jeg i vestre Aker ved Christania Rede med 4 endnu neppe halvvoxne Unger den 18de August. Æggene vare saaledes lagte i dette Rede i Slutningen af Juli, og tilhørte øjen- synligt Aarets andet Kuld. M. Totall. 182nim V. 91mm H. 74mm V. Aker pr. Chra. 6 Mai 1877. « — 180 * « 93 « « 72 « V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877. « — 182 « « 97 « « 75 « V. Aker pr. Chra. 12 Dec. 1880. Emheriøa Jiortulana, (Lin.) 1766. M. Totall. 157nim v. 82mm H. 65nim V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877. « — 165 . « 87 « « 67 «c V. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877. « — 170 « 8 85 « « 64 « V. Drammen 24 Aug. 1879. Emheriza schoeniclus, (Lin.) 1766. Da denne Art hører til Landets tidligste Trækfugle, der ind- finder sig allerede ved Midten af April, have de fleste Hanner ved sin Ankomst om Vaaren endnu ikke antaget sin fulde Vaar- dragt. Hos et Par Hanner, skudte den Iste Mai 1878 og Ilte April 1880, og som ere opstillede paa Univ. Mus., have Ho vedets og Strubens sorte Felter endnu temmelig brede hvide Bræmme. Et Rede, som jeg fandt ved Børselv i Porsanger den Iste Juli 1880 med friske Æg, var bygget indvendig af fine Stråa, samt belagt med et tykt Lag af Renhaar. m. Totall. 160mm v. 81mm H. GSmm V. Aker pr. Chra. 1 Mai 1877. « — 155 « « 78 « < 64 « V. Alten, V. Finmarken 20 Juli 1880. Fem.— 15.3 « « 75 < « 64 « V. Alten, V. Finmarken 20 Juli 1880. « — 152 « « 76 Î « 64 « V. Alten, V. Finmarken 20 Juli 1880. Emheriza pusiUa, Pall. 1776. Den 3die Juli 1878 traf jeg indenfor Stabursnæs-Elvens Udløb i Por- sangerfjorden (Vest-Finmarken) i en mei høje Saliceter bevoxet Myr, hvor der fandtes tillige frodige Birke, en syngende Han af en mig ubekjendt Fugleart, som jeg strax ansaa for en af de siberiske Emberizer. Sangen, der ikke var synderlig stærk, lod den høre fra en Trækrone, og lød omtrent zi - zi - zi - zi - z i - zi - djø - djø. De første Stropher lignede Sangen hos Phyllosc 300 Robert Collett. trochilus; de 2 Slutningsstropher vare især ejendommelige, og havde intet tilfælles med nogen anden mig bekjendt Fuglestemme. Undertiden lod den ogsaa høre en afbrudt Strophe, der mindede om de velkj endte Slutningstoner hos Anthus trivialis (dia - dia-zia -zia). Under Angst lod den høre en skarp hvislende Lyd. Efteråt jeg havde hørt den med smaa Mellemrum gjentage sin Sang i en halv Times Tid, hvorunder den stadigt holdt sig i en Omkreds af et Par Hundrede Alen, kom jeg den i Hold, men Skuddet enten fejlede, eller den faldt ned mellem de yderst frodige Carextuer og det høje Krat; uagtet al Leden i flere Timer kunde den ikke gjenfindes, og den hørtes aldrig mere. Ifølge en skriftlig Meddelelse, som jeg har modtaget af Mr. Harvie- Brown, der har truffet Emberiza pusilla talrigt ved Archangel, beskriver han dennes Sang næsten ordlydende med den ovenfor antydede, og jeg nærer selv ingensomhelst Tvivl om Identiteten. Men saalænge Arten ikke er under- søgt med fuld Sikkerhed, kan den ikke optages som tilhørende Landets Fauna. Da Individet, som øjensynligt var en Han, udviste stor Ængstelighed, og vedblev at flagre uroligt frem og tilbage indeu et Par Hundrede Alens Omkreds, er det sandsynligt, at den havde Hunnen rugende i Nærheden. Stedet var en fortræffelig Localitet for flere forskjellige sumpelskende Fugle; inden knap 50 Skridts Omkreds fandt jeg af Sylvia salicaria et netop paa- begyndt Rede, af Totanus glareola Rede med 4 friske Æg, og af Emberiza schoeniclus Rede med smaa Unger. I 1880 tilbragte jeg længere Tid paa samme Punkt for om muligt atter at opdage et Par, men uden Held. Paa denne gunstige Localitet eller umid- delbart i Nærheden fandt jeg Reder med Unger af Parus cinctus og Turdus iliacus, samt iagttog i længere Tid en Phylloscopus horealis for at finde dens Rede; Sylvia salicaria holdt til paa samme Sted, som sidst, ligesom TbtowMS glareola ogsaa nu havde et Kuld Unger lige i Nærheden. Plectrophanes lapponica, (Lin.) 1766. Besøger kun undtagelsesvis Lavlandene under Træktiderne; den store Stamme, der bebor Finmarkens Plateauer, trækker til og fra disse Dele af Landet gjennom russisk Lapmarken og de østlige Kyster af Østersøen. Den 12te Mai 1877 saaes af Cand. Lumholtz 3 Individer ved Lillebammer (ved Nordenden af Mjø- sen), og et af disse blev skudt ; men disse Individer tilhørte utvivl- somt den lille Stamme af denne Art, der (i Lighed med adskil- lige andre arctiske Fuglearter) bebor Myrstrækningerne ved Fok- stuen paa Dovre, og som jeg tidligere har berørt. Derimod er det sandsynligt, at et Par Individer (begge Han- ner), der bleve skudte af Cand. Stejneger den 21de April 1878 ved Glæsvær udenfor Bergen, saaledes lige i Havkanten paa Lan- 174 » î 106 190 î ^ 107 185 ^ ^ 111 182 » € 108 172 " « 99 Mindre Medd. vedi-. Norges Fuglef. 1877—80, 301 dets Vestkyst, snarere tilhørte den nordlige Stamme, der vare komne nd af sin Vej. M. Totall. 162nini V. 96mm H. 63mm Porsanger, V. Finmarken 1 Juli 1878. « _ 170 « « 100 « « 68 Î Porsanger, V. Finmarken 6 Juli 1878. « — 170 j: « 99 « « 69 « Porsanger, V. Finmarken 6 Juli 1878. Fem.— 157 « « 86 ^ « 60 « Porsanger, V. Finmarken 6 Juli 1878. Plectrophanes nivalis, (Lin.) 1766. M. Totall. 186mm V. 120mm H. 67mm Stavanger 13 Jan. 1877. ; 68 « Magere, V. Finmarken 1878. i 72 <^ Drøbak 4 April 1879. t 71 < Eidsvold 5 Jan. 1880. : 69 « Eidsvold 5 Jan. 1880. Fem. — 172 « « 99 « « 60 « Jomfruland pr. Kragerø 1 t)ecb. 1880. Fam. Sturnidae. S turnus vulgaris, (Lin.) 1766. Overvintrende Individer observeres aarlig langs Kysten, især i Omegnen af Stavanger, men ogsaa længere mod Nord; saaledes fandtes de i Jan. 1878 flokkevis saavel ved Throndhjem, som ved Tjøtø i Helgeland. Deres Føde paa denne Aarstid bestaar saavel af Insecter, som af Bær, især af/Sor&?<5 «MCî^^., og den fanges derved ofte i Sna- rerne. Et ved Stavanger den 24de Januar 1877 skudt Individ havde Ventrikelen fuldproppet af Coleopterer, hvoraf Hovedmassen vare Brachélytra. Conservator Schneider bestemte Indholdet at tilhøre følgende Arter: Ocypus cupreus, Philonthus laminatus og Ph. varius, en Tachinus, sp., en Notiophilus, sp., BemhicUum celer, Chrysoméla staphylaea, en Sitones, sp., Otiorhynchus mau- rus og 0. picipes, samt Xantholinus punctulatus. Desuden Zua lubrica. Denne Art hører ogsaa hos os til de Fugle, som hyppigst flyve mod Glasset paa Fyrtaarnene i de mørke Høstnætter. Ifølge en mundtlig Meddelelse af Fyrvogteren ved Lister Fyr, Tjørs- vaag, opsamlede han i en mørk Octobernat i 1852 i de 4 Timer fra Kl. 8 — 12, da han havde Vagt, ialt 175 Individer af denne Art; desuden en Due, samt en Anas crecca. 302 Robert Collett. Gaar mod Nord omtrent til Tromsø. Ligesom i 1876, ob- serverede jeg den i 1878 rugende paa et af Kirketagene i denne By, og den havde ber skrigende Unger den 1 5de Juni. Dog an- gives den ikke at ruge her hvert Aar. Nordenfor Tromsø træf- fes den blot tilfældigt; i Øxfjord i Vest-Finmarken saa jeg et Exemplar i Bur, der var fanget i Marts 1880. En Albino er i et af de sidste Aar fundet i Selbo ved Thrond- hjem (meddelt af Biilow) ; en ufuldstændig Albino (sort med hvid Hale) er af Hr. Thome observeret ved Frederikstad Høsten 1880 M. Totall. 230nim V. 126mm H. 61nim Stavanger 12 Jan. 1877. « — 239 « « 130 « « 68 « Drammen 16 Juni 1879. Fem. — 238 « « 13.5 « <:: 63 « Ringerike 29 Oet. 1877. Fam. Alaudidae. Al au da arvensis, (Lin.) 1766. M. Totall. 192mm V. 104mm H. 71mm v. Aker pr. Chra. 10 Mai 1877. , — 192 « «; 114 « « 73 « V. Aker pr. Chra. 20 Marts 1878. « — 193 « « 110 « « 69 « V. Aker pr. Chra. 30 Marts 1879. « — 195 « « 114 « «: 72 « Drammen 17 Juli 1879. Tem.- 170 « « 106 « » 67 » V. Aker pr. Chra. 17 Marts 1878. « — 183 « « 100 « « 65 «: V. Aker pr. Chra 22 Aug. 1878. « — 176 « « 105 «^ « 63 « V. Aker pr. Chra. 30 Oet. 1880. Galerita cristata, (Lin.) 1766. I Nov. og Dec. 1880 indfandt sig næsten daglig i Throndhjems Gader 1, eller undertiden 2 Indiv. af en Fugl, der paadrog sig alles Opmærksomhed, da den lod sig betragte i faa Skridts Afstand. Conserv. Storm og et Par andre Venner af Ornithologien, der alle gjentagne Gange iagttog den, er- kjendte den allerede ved det første Blikfor Galerita o-istata., åer hidtil ikke var paavist hos os. I Begyndeisen af Dec. var den en Tid forsvundet, men indfandt sig atter i Midten af Maaneden. Den observeredes sidste Gang af Cand. Lundgreen den 26de Deo. Da den altid viste sig yderst tam, lod dens lange Top sig let iagttage, men da den ikke uogensinde blev observeret udenfor Byens Territorium, kunde den aldrig efterstræbes. Skjønt der saaledes neppe kan opkastes Tvivl om Arten, kan den dogl, igesaalidt som Emberiza pusilla, endnu indregistre- res blandt de i Landet med Sikkerhed fundne Fugle. Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 303 Otocorys alpestris^ (Lin.) 1766. Som jeg i det foreg. Hefte af «Mindre Meddelelser» har paa- peget, har denne i Finmarken særdeles talrigt rugende Art et østligt Træk til disse Rugesteder, der kun undtagelsesvis berører Norge. Paa de sydlige Lavlande vise de sig derfor blot sjeldent. I 1874 observeredes en Flok, som tidligere nævnt, ved Hamar ; i de senest forløbne Aar have de et Par Gangi^ været observerede i de sydlige Lavlande. Den Iste Mai 1877 traf Cand. Lumholtz en Flok paa 9 St. ved Lillehammer; 4 af disse bleve skudte og indsendte til Univ. Mus. Den 23de April 1878 bleve 2 Indiv. skudte paa Lindøen udenfor Christiania. Endelig blev under Høsttrækket et Par Indiv. af en Flok skudte ved Frederikstad den 13de Octb. 1878. Disse gjentagne Tilfælde af denne Arts Forekomst under Træktiderne i Landets sydlige Dele synes snarest at hentyde paa, at en Coloni bebor om Sommeren et eller andet Punkt af de sydlige Fjeldplateauer, sandsynligvis Dovre, om den endnu ikke her er paavist. Dragten hos de sidstnævnte (fra Midten af Oet ) var normal Vinterdragt, med brede brune Bræmme paa Hovedet, og smale hvide paa den sorte Brystplade. Den samme Dragt havde det ene af de i April 1878 ved Christiania skudte Lidivider, medens disse Bræmme hos det andet Indiv. allerede vare forsvundne. I Ventrikelen af disse under Høsttrækket skudte Individer fandt jeg Frø af en Strandplante, samt Grus, men ikke Insecter. Sangen, som den lader flittigt høre paa sine Rugesteder i Finmarken, foredrages, som hos de andre Arter i Flugten, sjel- dent siddende. Fra en Sten stiger Hannen i spiralförmige Kredse syngende op til en ganske betydelig Højde, holder sig her i lang Tid stadigt syngende, idet den afvexlende sænker sig nogle Favne med sluttede Vinger, og atter med nogle Vingeslag stiger opad. Sangen er ikke særdeles betydelig og temmelig svag, men kan dog høres i stille Veir temmelig langt ud over de nøgne Plateauer. "I 1880 hørte jeg den utrætteligt foredrage sin Sang paa en af Øerne i Porsangerfjorden endnu den 2den Juli. Det sydligste Punkt i Norge, hvor den hidtil med Sikkerhed er fundet om Sommeren, er ved Karasjok i Finmarken (69° 20'), hvor den observeredes af Fiskeri-Inspectør Landmark. Dog vil 195 « « 112 « « 77 190 « « no « « 69 190 « « 109 « t 70 190 « « 108 « « 65 180 « « no « « 70 175 » « 100 « « 63 177 « « 104 » « 67 171 « « 100 « « 61 304 Eobert Collett. den sandsynligvis vise sig at bebo ogsaa de tilgrændsende noget sydligere Plateauer. M. Totall. 194mm V. 110mm H. 72min Lillehammer 1 Mai 1877. Lillehammer 1 Mai 1877. 69 » Lillehammer 1 Mai 1877. 0. Aker pr. Chra. 23 April 1878. Frederikstad 13 Oct. 1878. Frederikstad 13 Oct. 1878. Fe7n. — 175 » « 100 » « 63 « 0. Aker pr. Chra. 23 April 1878. 67 « Porsanger, V. F'mm. 20 Juni 1878. 61 « Porsanger, V. Finm. 23 Juni 1880. Farn. Motacillidae. Matacilla alba, Lin. 1766. Vinteren 1879 — 80 bleve i Omegnen af Stavanger, ligesom undertiden tidligere, fra og til Individer enkeltvis bemærkede, der syntes at ville overvintre (meddelt af Adj. Bahr). Hvorvidt de imidlertid i Virkeligheden have udholdt den hele Vinter hos os, blev ikke iagttaget. Efternølere ere i de sidst forløbne Aar bemærkede ved Fre- derikstad 7de Dec. 1877 og 17de Nov.^ 1879, paa Thoten den Ilte Nov. 1878, samt i Omegnen af Christiania den 13de Nov. 1880. En hvidbroget Varietet saa jeg ved Eidsvold den 13de Sept. 1877. Motacilla flava, Lin. 1766. Hos den Race af denne Art, der bebor Norge, og som hos os tilhører saagodtsom udelukkende den alpinske Region (de syd- lige Højfjelde, samt Plateauerne i Nordland og Finmarken), kan den sorte Hætte hos Hannen vistnok have en noget forskjellig Farvetone, men uden at denne Forskjel er saa stor eller saa con- stant, at der derpaa kan grundes flere Racer eller Underarter. Medens den er mere eller mindre sort eller graasort om Vaaren, bliver den, i den den fældes om Høsten^ ikke ubetydeligt afbleget. Et Individ, skudt ved Christiania den 5te Mai 1878, saale- des noget tidligere, end dens regulære Ankomst (opst. paa Univ. Mus.), havde næsten ensfarvet rensort Hætte, og kan ikke ad- skilles fra Formen melanocephala, Licht. Mindre Modd. vedr Norges Fuglef. 1877—80. 305 Af de i Finmarken Sommeren 1878 og 1880 skudte Individer havde de fleste graasort Hætte, hos enkelte med mer eller mindre ty- delig grønagtigt Skjær; stærkest var dette fremtrædende hos et Indiv., skudt 15de Juli i Syd -Varanger, saaledes paa en temme- lig langt fremskreden Aarstid. Ligesaa varierer deres Underside; Brystet kan være opblandet med sort, og Struben er dels gul, dels hvid. I de sydlige Kystegne viser denne Art sig sjelden, ogsaa under Trækket. Den 2den August 1879 traf jeg en hel Familie, bestaaende af de gamle og netop udvoxede Unger, ved Orre paa Jæderen, i hvilket District Arten, som det angives, ikke tidligere var bemærket. Den ankommer til os om Vaaren henimod Midten af Mai, og forlader Landet i den første Halvdel af September; i 1880 saa jeg de sidste ved Fetsund endnu den 18de Sept. Allerede i Slutningen af Juli, eller saasuart Ungerne ere bleve flyvedyg- tige, forlade de de subalpinske eller alpinske Egne, hvor de have ruget, og trække ned i Dalbunden. Paa de egentlige Lavlande ruger denne Art aldrig i Norge. M. Totall. 175mm y. 83mm H. Timm 0. Aker pr. Chra. 5 Mai 1878. ^ 70 < Røraas 10 Juui 1878. Î 71 < Porsanger, V. Finm. 30 Juni 1878. « 75 « Porsanger, V. Finm. 1 Juli 1878. » 72 « Porsanger, V. Finm. 3 Juli 1878. « 67 < S. Varanger, 0. Finm. 12 Juli 1878. « 71 « Porsanger, V. Finm. 1 Juli 1880. Fem.— 165 « » 79 « < 70 « Porsanger. V. Finm. 3 Juli 1878. « 66 « S. Varanger, V. Finm. 12 Juli 1878. t 73 « Drammen 8 Aug. 1878. « 72 t Drammen 17 Juli 1879. Î 66 <^ Porsanger, V. Finm. 1 Juli 1880. Motacilla melanope, Pall. 1776. Af denne for vor Fauna nye Art blev, som jeg i en Med- delelse til Videnskabs-Selskabet i 1877*) har oplyst, et Individ skudt ved Bergen dea 3die Januar 1874, og opbevares nu i Ber- gens Musæum, hvor jeg havde Anledning til at undersøge det i *) Om et Par for Norges Fauna nye Fuglearter (Forh. Vid Selsk. Chra. 1877, No. 5, pp. 2). 166 « « 82 « 175 « » 82 » 177 « i 85 « 175 « « 80 « 172 « « 82 « 173 ^ c 82 « 165 Î » 79 c 170 ^ « 81 ^ 170 ^ Î 77 « 175 < « 77 ^ 166 « » 70 ^ 306 Robert Collett. August 1877. Individet var selvfølgelig i fuld Vinterdragt ; Stru- ben var bvidagtig, og uden skarp Farvegrændse gaaende over i det bleggule Underliv; Øjestriben hvidgul, Undergumpen intens gul. Kjønnet var ikke ved Præparationen bleven undersøgt. Det er sandsynligt, at dette Individ oprindelig stammer fra Scotland, hvor Arten paa enkelte Steder bar vist sig endog sta- tionær. l)a den saaledes jevnlig tindes overvintrende paa Øerne Islay og Sky, ligger det nær at antage, at dette Individ er un- der en stærk Vestenstorm bleven forslaaet herfra til Bergens- kysten, maaske over Færøerne. Det er sandsynligt, at dette er indtruffet oftere; et Individ, der maaske har været samme Art, blev observeret ved Bergen 18de Dec. 1875, og der blev den 25de Jan. 1878 ved Throndhjem (blandt en Flok Sturnus vulgaris) seet et Individ, der opgaves at have været Mot. flava, hvilken sidste Art er hidtil ikke observeret om Vinteren hos os. Totall. ? V. 82mm H. 102mm Bergen 3 Jan. 1874. Antlius trivialis, (Lin.) 1766. Denne Art, der tidligere ikke var observeret nordenfor Maals- elvedalen ved Tromsø, fandt jeg i 1878 paa et Par Steder i Syd- Varanger i Øst-Finmarken, idet jeg den 15de Juli ved Bjørnsund ved Pasvigelven skjød en fuldvoxen Unge og en syngende Han; ligesom det var Tilfældet med Muscicapa atricapilla, der beboede samme Localitet, var dens Sang bleven helt ukj endelig, og kun enkelte Toner lød som hos Individerne fra de sydlige Landsdele. Antlius ol) s cu rus, (Lath.) 1790. Nogen constant Forskjel mellem de Individer af denne Art, der bebor de sydlige Kyster af Norge, og de nordlige (Finmarken), kan ikke paavises. Om Sommeren er Fjærklædningen ofte saa stærkt slidt, at Halefjærene have tabt kjendeligt i Længde; i denne Tilstand tindes undertiden blandt de normalt plettede In- divider enkelte, hvor saagodtsom ethvert Spor af Pletter ere for- svundne fra Underlivet, saaledes at dette ved Slid og Afblegning er bleven næsten uplettet lyst rustgult. Saadanne Individer har jeg fundet saavel ved Hvaløerne (Christianiaf jorden), som i Fin- Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 307 marken; det er disse, som jeg i «Mindre Meddelelser 1873 — 76» har henført under Nilsson's Ä. rupestris, ligesom de have i flere Henseender Lighed med den mellemeuropæiske Fastlandsform A. spinolefta, (Lin.), eller A. aquaticus, Bechst. Ventriklerne af de om Sommeren skudte Individer have inde- holdt Insecter, især en Dipter-Art, der udvikles i den raadne Tang, enkelte Larver, engang en liden Liiorina, men kun sjel- dent Spor af Crustaceer. Denne Art er den eneste af Familien, der overvintrer hos os, ikke sporadisk eller enkeltvis, men normalt og taliigt langs hele Kysten, idetmindste op til Throndhjemsfjorden, og maa an- sees som fuldstændig stationær. Hver Vinter modtager Univ. Mus. Individer fra forskjellige Dele af Kysten. JH. Totall. leSmin v. 89mni H. 61mra Søstcrøeiue, Chr. fjord 8 Juli 1877. « — 166 « 1 93 « « 63 « Hvaløerne 8 Juli 1877. « — 173 « Î 88 « « 64 « Listerland 18 Juli 1877. « — 172 « « 86 » « 63 « Listerland 18 Juli 1877. « — 171 « « 90 « <: 65 « Listerland 18 Juli 1877. « — 172 « « 92 « « 66 » Porsanger, V. Finmarken 6 Juli 1878. » — 174 » «. 91 « t 63 « Rauø, Chr. fjord 12 Juli 1879. Fem. — 166 1 « 81 « « 60 « Porsanger, V. Finmarken 6 Juli 1878. « _ 160 « « 82 « « 57 « Rauø, Chr.fjord 12 Juli 1879. Antlius xjratensis, (Lin.) 1766. M. Totall. 1.58mm V. 80mm H. 59mm Porsanger, V. Finmarken 24 Juni 1878. « — 153 « « 80 « « 62 « Porsanger, V. Finmarken 25 Juni 1878. « — 155 « « 80 « « 59 « Porsanger, V. Finmarken 25 Juni 1880. Anthus cervinus, Pall. 1811. Saavel i 1878, som i 1880, havde jeg i Finmarken den bedste Anledning til at undersøge denne Art og dens Væsen paa selve Rugestederne, men savner fremdeles Anledning til at udtale mig om Høstdragten (Vinterdragten), da den aldrig under sit Træk berører Norges sydlige Dele. Den ruger i Finmarken i de fleste Tilfælde i Selskab med A. pratensis] og begge Arter sværme om hinanden ved Rugeste- derne paa de lyng- eller kratbevoxede Fläder. Dog er A. cervinus allerede ved ringe Øvelse let og ufejlbarligt at adskille i Flugten 308 Robert Collett. ved sin klare, dybere, og enkelte Lokketone, dsy^ medens denne hos A. pratensis altid er dobbelt og mere hvislende, 'st 'st. ; desuden er A. cervinus kjendeligt større, hvad der allerede fremgaar af de ne- denfor anførte Udmaalinger, og denne Forskjel i Størrelse kan ogsaa iagttages under Flugten. Ved Redet eller i Nærheden af Ungerne er Hannen altid til det yderste ængstelig, medens Hunnen holder sig langt mere skjult; i 9 af 10 Tilfælde vil den sidste være ganske usynlig, og er idethele vanskelig at erholde, medens Hannen uophørlig svær- mer omkring, og kan undertiden nærme sig i faa Skridts Af- stand. Sammenligner man under Rugetiden en Række af Individer, ville de, uagtet de alle ere fra samme Localitet og samme Tid, dog udvise en ikke ubetydelig Forskjel indbyrdes. Hos enkelte særdeles intens farvede Hanner udbreder den røde Farve sig saa- godtsom uplettet over næsten hele Underlivet, som blot langs Si- derne kan dette være forsynet med Pletter ; hos andre, og dette er Regelen, er blot Struben uplettet, og den røde Farve strækker sig her ikke synderlig nedenfor Brystet. Hunnerne kunne have den røde Farve ligesaa udbredt, som mange Hanner, men i Regelen er den det mindre. Eu Hun, skudt ved Redet (Kistrand i Porsanger 3die Juli 1880) havde en dog Strubepletten, der imidlertid var intens rød, neppe større, end en Negl. Nogen Fejltagelse faudt her ikke Sted, da dens Mage var nor- mal, og dens eget Skrig var ligeledes fuldkommen ligt Hannens. I de 4 Reder, som jeg havde Anledning til at undersøge i Porsanger mellem 30te Juni og 3die Juli 1880, var Æggenes Antal 4, 5, 5, og 6, samtlige nu mere eller mindre rugede. Et af dem laa saa lavt ved Bredden af en Elv, der netop var i sti- gende, at Redet senere blev ganske oversvømmet. Hos et Rede vare Æggene overordentlig lyse, og forsynede med blot enkelte og store Pletter, en Farvevarietet, som ofte træffes hos denne Art, (men særdeles sjeldent hos A. pratensis). Rederne vare altid udelukkende hyggede af fine Stråa, med endel visne Blade som Underlag. Sangen, der fuldkommen ligner Sangen hos A. pratensis., foredrager Hannen, som hos denne Art, under Flugten, eller un- dertiden siddende paa en Sten eller eller Gjærde. Deres Føde bestaar alene af Insecter ; jeg har fundet dem opføde Ungerne med Larver af Tipulider. 175 î « 88 « 162 € < 86 « 168 ^ « 88 « 159 î i 85 t 165 c î 86 c 170 î 1 85 < 163 « 1 88 « 168 « « 92 » 165 < « 84 « 156^ « 81 » 160 « « 78 « 151 ^ î 81 « Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 309 Det sydligste Punkt, hvor Ä. cervinus hidtil med fuld Sik- k:erhed er fundet rugende i Norge, er paa Tromsøen, hvor den endnu er ret hyppig. (64° 40'). M. Totall. I64mm V. 86mm H. 62nim, Porsanger, V. Fmm. 26 Juni 1878. 64 « Porsanger, V. Finm. 26 Juni 1878. 60 i Porsanger, V. Finm. 26 Juni 1878. 59 « Porsanger, V. Finm. 27 Juni 1878. 85 t « 60 « Porsanger, V. Finm. 30 Juni 1878. 60 Î Porsanger, V. Finm. 5 Juli 1878. 62 Î Porsanger, V. Finm. 6 Juli 1878. 59 « Porsanger, V. Finm. 7 Juli 1878. 62 « Porsanger, V. Finm. 30 Juni 1880. Fem. — 165 « « 84 « « 58 « Porsanger, V. Finm. 25 Juni 1878. 54 « Porsanger, V. Finm. 7 Juli 1878. 57 t Porsanger, V. Finm. 30 Juni 1880. 57 « Porsanger, V. Finm. 3 Juli 1880. Ord. Picariae. Earn. Picidae. Picus leuconotus, Bechst. 1802. Hører overalt i Landet til de mindre talrigt optrædende Ar- ter, der især langs Vestkysten synes at være sjelden. Dog er der i Bergens Stift, ifølge Cand. Stejneger^), fundet mindst 4 In- divider, de 3 fra Bergens Omegn, det 4de fra Strandebarm. I Ventrikelen af et under Vinteren (5te Januar 1877) skudt Individ fandt jeg Bærrene af Sorh. aucup., samt Larven af C(;55^^9 ligniperda, (den samme Næring, som hos et Par tidligere under- søgte Individer). M. Totall. 287nim V. 146mm H. 80mm Lillehammer 5 Jan. 1877. Ticus minor ^ Lin. 1766. Far veforskj eilen mellem Kjønnene er allerede udtrykt, me- dens Tingerne endnu ligge i Redet, i de første fremspirende Fjære paa Hovedet, som lige fra Begyndeisen af Br røde hos Hannerne, hvidlige hos Hunnerne. Et Rede med halvvoxne unger, som jeg 1) Nyt Mag. f. Naturv. 25 B. p. 141. Nyt Magazin f. Xatur\-. XXVI. III— IV. 21 310 Robert Collett. undersøgte ved Drammen den 25de Juni 1879, indeholdt 4 Han- ner og 2 Hunner. Underlivet var stærkt austraget med rødgraat> samt forsynet med temmelig talrige, men svagttegnede Pletter. M. Totall. 160mm V. 91mm 62mm V. Aker pr. Chra. 14 April 1881'). Piens minor, \QT.pipra, Pall. 1811. I Pallas' « Zoographia-Bosso Äsiati-ca«, forfattet og trykt alle- rede i 1811, men udgivet (i Petersburg) først i 1831, opstilles en fra Picus minor forskjellig Ärt fra Sibirien under Navn af P. pipra. Densamme Form bar endnu engang modtaget et nyt Navn > idet den af Bonaparte i 1854 benævnedes ^richopicus hamtschat- hensis (Consp. Vol. Zyg. p. 8), under hvilket Navn den senere er opfert af Malherbe (1861), Cabanis (1863), og Sundevall (1866). En mere gjennemgaaende Sammenligning mellem denne og den europæiske P. minor er først nylig foretaget af Dresser (Hist. B. Eur. pt. 77—79, Apr. 1880), og af Seebohm (Ibis 1880, p. 181), der begge ere af den Mening, at P. pipra bør opretholdes som Art. «Compared with the South-European form, it is an ex- cellent species. Specimens from Norway and Sweden are some- what intermediate, being as large as the Siberian form, but in the colour and markings of the back and underparts scarcely dif- fering from the South-European form«. (Seebohm 1. c.). De- gland og Gerbe opfører å.o^ Pimis pipra [nåen videre Begrundelse) (1867) som Synonym under P. minor, og Dr. Finsch bemærker i sin «Reise nach Vest-Sibirien 1876 ^'^ (Verb. Zool. Bot. Ge- sellsch. Wien, Jahrg. 1879), at de 2 Former ere identiske, uden dog at gaa nøjere ind paa Spørgsmaalet. Specielt omtales ikke Halefjærenes Farve hos de af ham erholdte Exemplarer. De Characterer, hvorved denne nordøstlige Form angives at adskille sig fra den normale P. minor, saaledes som denne op- træder i Scandinavien (var. horealis, Sundev.)^), er væsentlig den større Udbredelse af den hvide Farve paa Ryg, Underliv og Ha- ') Medtaget i denne Afhandling af Hensyn til Udmaalingerne af For- men P. pipra- -) »Var. horealis agnoscitur colore albo, praesertim gastraei, puriore ; pic- tura dorsi alba paullo majore, fasciis -magis confluentibus; macuUs nigris minoribus. Reetrices basi paullo brevius nigrae. Plerumque paullo major: ala fere 95mm (Sundevall, Consp. Av. Picin. p. 26). Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877 — 50. 311 lefjær. «The back is not regularly barred, but has merely a few irregular indications of bars; underparts pure white, with the faintest possible indications of striations on the sides of the breast ; outer tail feathers much more faintly barred, than in Picus mi- nor« (Dresser 1. c). Desuden angives P. pipra at være gjen- nemsnitlig noget større, end den normale P. minor. Hvad Størrelsen angaar, har allerede Seebohm, som ovenfor nævnt, paavist, at der ingen Forskjel er mellem Individer fra Norge og de sibiriske. Da jeg i afvigte Sommer (1880) i Alten i Finmarken traf en Familie af, hvad jeg maa anse for den fuldkommen typiske P. pipra, og skjød den gamle Han og 2 fuldvoxne üngfugle i «Rededrag- ten«-^), har jeg kunnet anstille en nøjere Sammenligning mellem de 2 Former, og finder Forskjellen mellem dem saa uvæsentlig, at jeg blot kan opfatte P. pipra som en Cliraatrace af P. minor, der utvivlsomt vil vise sig at være forbunden med Hovedformen ved alle Overgange. Den omtalte Familie af P. pipra blev truffen i Eibydalen i Alten den 21de Juli 1880 (69°' 50'), saaledes i det yder.ste Ve- sten, hvor denne Form idethele kan forekomme; tidligere var den ikke truffet længere mod Vest, end ved Archangel og Petschora, hvor Seebohm erholdt den i 1875 (Ibis 1880, p. 181). Men Finmarken beboes ikke udelukkende af denne Race. Til mine Undersøgelser har jeg erholdt nedsendt fra Tromsø Mu- sæum 2 Individer, skudte i Maalselvedalen nær denne By (69*^ 10'} i 1879 og 1880; disse afvige i ingen Henseende fra de syd- lige Individer. I Juli 1877 traf jeg i Porsanger i Vestfinmarken en Familie, hvoraf dog blot en halvvoxen Unge (Ç) præparere- des; denne, der opbevares i Univ. Mus., har allerede Halefj ærene saa langt fremskudte, at den kan sees at tilhøre Hovedformen. Ende- lig ej er Univ. Mus. et Han-Ind., skudt afLieutn. Sandeberg mellem Ivitza og Maselskaja (paa Kolahalvøen) den 30te Juni 1877 (68° 30'). Ogsaa dette stemmer fuldkommen overens med Individer fra Omegnen af Christiania. Idet jeg altsaa benævner Individerne fra Alten P pipra, skal jeg nærmere paapege Resultaterne af Sammenligningen mel- ^) Disse ere alle opstillede paa Univ. Mus. 2V' 312 Robert Collett. lem dem og Hovedformen, af hvilken sidste jeg har kunnet un- dersøge over et Dusin Individer fra Landets sydlige Dele (især fra Christiania Omegn), foruden de 2 Individer fra Maalselveda- len ved Tromsø, Ungen fra Porsanger, og Han-Individet fra Kola. Medens yderste (Iste) Halefjær*) hos den typiske P. mi- nor har 3, sjelden blot 2V2 Tverbaand, 2den Halefjær IV2, sjelden 2 Tverbaand, og 3die 1 saadant, der tildels er uty- deligt, har den gamle Han af P. pipra fra Alten paa Iste Halefjær blot 1 smalt Baand nær Spidsen (paa højre Side tindes en liden Plet i Indrefanens Rand som Antydning til et andet Baand). 2den og 3die Halefjær ere her ganske uden Baand. Ungfuglene i «Rededragten« af P. pipra have paa Iste Halefjær, foruden det ene Baand nær Spidsen, tillige et s va- gere, ikke sammenhængende 2det Tverbaand; fremdeles har 2den Halefjær Antydning til et Baand i Spidsen. P. pipra synes saaledes i sin udprægede Form at have 1 eller 2 Tverbaand paa Iste Halefjær (Seebohm angiver An- tallet til 2) ; 2den og 3die Halefjær ere enten uden Baand, eller have Antydning til 1 saadant paa 2den Halefjær. Individet fra Kola, (der blot har venstre Side af Halen complet), har 2V2 Tverbaand paa Iste Halefjær, lV2paa2den, og 1 utydeligt Tverbaand paa 3die Halefjær, altsaa idethele, som mange sydlige Individer. IfDiagnoserne for P. pipra er fremdeles (paa et enkelt Sted) anført, at ogsaa det 4de Par Halefjær har h vid Spidse, medens hos P. minor begge de mellemste Fjærpar ere helt sorte. Intet af Exemplarerne af P. pipra fra Alten have denne hvide Spidse, hvorimod det findes hos et af Individerne af P. minor fra Tromsø. Denne Character har saaledes ingen Betydning. Ryggen er hos P. pipra uden distincte Tverbaand ; dog er den ikke helt hvid, men Fjærenes underliggende sorte Partier skinne tildels igjennem. Enkelte Individer fra Om- egnen af Christiania have dog neppe tydeligere Tverbaand. Underlivet har hos P pipra blot enkelte sorte Længde- striber ved Siderne af Brystet, men er forresten uplettet hvidt ; ^) Egentlig deu 2deii Den Iste rudimentære er her overalt ladt ude af Be- tragtning. Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 313 enkelte Individer fra Christiania Omegn have dog ligesaa faa Striber. Hos de to Unger i Rededragten af P. pipra ere Pletternes Antal imidlertid end yderligere indskrænket ; en Unge i det tilsvarende Stadium fra Christiania Omegn er der- imod temmelig jevnt plettet over en stor Del af Underlivet, men Pletterne ere lyse og smaa. Vingernes hvide Tverpletter ere hos P. pipra brede; paa de inderste Armfjær er Bredden af hver Plet saaledes 5mm^ medens den hos de fleste Individer fra de sydlige Dele blot er 3 — 4™"^, og kun vmdtagelsesvis kan et eller andet Baand have den samme Bredde, som hos P. pipra. En Over- gang er tilstede hos Individet fra Kola. Paa Haandfj ærene ere fremdeles hos den gamle Han af P. pipra Pletterne paa Indrefanen sammenløbende i Randen, saaledes at der dannes et aflangt hvidt Felt, hvis bølgende Rande dog antyde deres Oprindelse fra Pletter; ogsaa paa Ydrefanen ere de delvis sammenløbende. Hos alle Exemplarer af den typiske P mi- nor ere Pletterne adskilte paa Indrefanen, og blot 1 af Indi- viderne fra Tromsø har et Par af Ydrefanens Pletter sam- menflydende. Sandsynligvis er dog heller ikke denne Character con- stant for P. pipra, idet den unge Hun har Pletterne paa begge Faner fuldstændig adskilte, og hos den unge Han er Sammen- flydningen ufuldstændig. I sin mest udprægede Form er imidlertid P pipra, især ved sin mere ensfarvet hvide Hale, en ganske ejendommelig Race, ogtilsyneladende ikke ubetydeligt forskjellig fra den mellemeu- ropæiske Stamme af P. minor. Men den scandinaviske Form af P minor staar den allerede saa betydeligt nær, at der neppe paa den ringe Forskjel i Antallet af Halens Tverbaand kan begrundes nogen Artsdistinction, ligesom det er sandsynligt, at ogsaa denne Forskjel ved et større Materiale vil blive udj evnet. Ungfuglene i Rededragten ere, ligesom hos Hovedarten, forskjellig fra de Gamle i følgende Punkter. Nakkens sorte Partier ere ikke dybsorte, som hos disse, men graasorte. Hannens røde Hætte er mindre intens farvet, og Hunnens mørkegraa har kun ubetydelig hvid Indblanding. Hele Un- derlivet er hvidagtigt, næsten uden Pletter; samme Farve har Undergumpen med dens Dækfjær. M. Totall. 158mni V. 95mm H. 58ram AltcD, V. Pinm. 21 Juli 1880. -^^4 Robert Collett. Oe ein ti s vir idis, (Lin.) 1766. i Et Individ blev i Juni 1879 skudt i Tysfjord, Lofoten, og indsendt til Tromsø Mus., livor jeg i 1880 havde Lejlighed til at undersøge det. "Den var ny for den arctiske Fauna. Denne Arts Hovednæring hos os synes til enhver Aars- tid at være Myrer. Om Vinteren ere disse næsten udeluk- kende deres Næring; men ogsaa om Sommeren, hvor der ha- ves Adgang til anden Føde, fortæres store Masser af disse Dyr. Saaledes havde et Par Ind., som jeg skjød i Faaberg ovenfor Lillehammer den 23de Aug. 1880, begge Ventriklerne fyldte med Formica fusca og Myrmica caespitum. M, Totall. 360mm v. 168mm H. lOlmm Faaberg, Gudbr.dal 23 Ang. 1880. G ec inus c a nus, (Gmel.) 1788. Fem. Totall. 317mm V. 147mm H. 102mm G-rne, Odalen 17 Aug. 1878. Fam. lyngidae. lyn x t or quill a, Lin. 1766. En usæ,dvanlig Redeplads var valgt af et Par (Dram- men den 16de Juni 1879), der havde lagt sine 7 Æg i en Sandbakke midt blandt en rugende Coloni af Gotile riparia, i en af dennes Gange. Ofte har jeg observeret, at den bemæg- tiger sig Redehuller, tilhørende Parw.s- Arter, selv om disse allerede indeholde Æg; de sidste udbæres tilligemed Redet, og nedlægges hele paa Marken i Nærheden, hvorefter den læg- ger sine Æg paa det saaledes blottede Underlag. Da den alt- saa ogsaa udøver samme Vold mod flere Fuglearter, og dens Næring hovedsagelig blot bestaar af Myrer, hører den ikke til de Arter, der ubetinget bør fredes. De fuldvoxne Unger have et Skrig, der ligner en Græs- hoppes ; Moderens Angstskrig hos disse Unger er idethele, som om Vaaren, men bestaar blot af enkelte og langsomme Pib, istedetfor den velbekjendte Række (10 — 20) i Vaarmaanederne. I Ungernes Ventrikel blot Formica rufa. (Drammen lödeJuli 1878). Fem. Totall. 195nim V, 90mm H. 67mm v. Aker pr. Chra. 2 Mai 1878. Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 315 Fam. Cuculidae. C u c ul u s c an or u 5, Lin. 1766. Hos de 3 Individer, som jeg i de sidst forløbne Aar har kunnet undersøge, har Ventrikelen aldrig indeholdt de stærkt- kaarede Larver, der idetkele neppe kan ansees som dens nor- male Føde. Ventrikelens Indhold har været : Et Ind. (Eker ovenfor Drammen 20de Mai 1879) et halvt Dusin Larver af Doritis apollo ; Ventrikelens indre Yægge vare hos dette Individ haarede. Et Ind. (V. Aker ved Chra. 23de Mai 1880) 2 nøgne Lar- ver af en Noctue {Agrotis, sp.) samt en anden Noctue-Larve, 4 Expl. af Elater aeneus^ 2 âî Harpalus niger, samt Dele af Ca- rdbus nemoralis og en Amara. Ventrikelens NæggQ. vare her glatte. Et Ind. (Grudvangen i Sogn 8de Aug. 1877) 6 hele (glatte) Larver af en Noctue. Dette sidste Ind., en gammel Hun, havde en saa over- dreven Fedme, at Fedtet, der omhyllede Kroppen med et flere Millim. tykt Lag, trængte som Olie ud gjennem hver Aab- ning i Huden. Æggene yderst smaa; hele Bugen var nøgen. M. Total. 377mm v. 230mm H. 190mm Eker 20 Mai 1879. — — 365 c » 225 <■, » 183 « V. Aker pr. Chra. 23 Mai 1880. Fem,. — 360 » » 216 » » 184 « Gudvangen, Sogn 8 Aug. 1877. Fam. Cypselidae. C y xt sel î( s ap u s, (Lin.) 1766. Fem. Totall. 185mm V I61mm H. 7.5mm v. Aker pr. Chra. 18 Juni 1877. Fam. Caprimulgidae Caprimulgus eur op aeu s, Lin. 1766. Et Ind., skudt i Bærum ved Christiania 20de Aug. 1877, afgiver et godt Exempel paa, hvilken overordentlig (rraadighed denne Art kan udvise, og til hvilken Grad Ventrikelen kan udspændes under deres natlige Maaltider. 316 Robert Collett. Ventrikelen indeholdt nemlig af fuldt gjenkj endelige Lev- ninger følgende: 45 diverse Noctuer, 19 Indiv. af Aphodius fossor (og en anden mindre Art), 1 Serica hrunnea, 34 diverse Tineider og Geometrer, 3 Tipulider, 3 Phryganeer, samt en Del grovt Grrus. Hos et andet Ind., skudt omtrent samtidigt (V. Aker pr. Chra. 9de Sept.), fandtes ligeledes Masser af Insectlevninger, men mere fordøjede. Gjenkj endelige vare Dele af Geotrupes- stercorarius. M. Totall. 290mm V. 195mm H. 140niin Kaholmen, Drøbak 30 Mai 1880. Fam. Upupidae. Up up a epops, Lin. 1766. I Løbet af de sidste 4 Aar foreligger alene en enkelt Ob- servation fra Norge vedrørende denne Art. Maaske har den idetheletaget været sparsommere, end i de foregaaende Aar. I Midten af Sept. 1878 blev et Expl. skudt i Nærheden af Hamar (Mjøsen), men gik tilgrunde, uden at blive opbevaret. (Meddelt af Seminariebestyrer Rund). Ord. Columbae. Fam. Columbidae. Tur tur vulgaris, Selby 1835. Ligesom tidligere er denne Art ogsaa i de senere Aar skudt paa forskjellige Steder i Landet, uden at det endnu kan paavises, at den har ruget hos os. Alle disse nye Individer ere, ligesom Pluraliteten af de tidligere, skudte om Høsten, og have (paa 1 Undtagelse nær) været Ungfugle; et af disse havde forvildet sig helt op i Finmarken (71°). I 1877 blev et Ind. skudt ved Horr paa Jæderen 22de Sept., og indsendt til Stavanger Musæum. I 1878 blev et Ind. skudt ved Fantoft nær Bergen den 4de August, og indsendt til Bergens Musæum; dette Indiv. var en gam- Mindre Medd. vedr. Norges Fiiglef. 1877—80. 317 mel Hun. I Sept. 1879 blev enduu et Ind. skudt ved Bj eike- land i Omegnen ai Bergen af Gross. Friele. I 1880 blev en- delig et Expl. skudt i Alten-Talvig i Finmarken den 6te October, og indsendtes til Tromsø Musænm, men i en saa medtagen Tilstand, at det ikke kunde opstilles. Ord. Gallinae, Fam. Phasianidae. Perdix cinerea, Lath. 1790. Intet af de senest forløbne Aar har været særdeles gun- stig? for deres Udvikling, og de have idethele i dette Tids- rum kun forekommet i ganske ringe Antal. De Steder, hvor de angives at have optraadt mindst sparsomt, ere Egnene om Porsgrund og Skien, samt (i 1878) Trakten omkring Hamar. Enkelte levende Fugle samt et større Antal Æg ere ind- førte fra England, og udsatte i Omegnen af Stavanger, men, som det synes, uden særdeles gunstige Resultater^). ') Caccabis riifa, (Gmel.) 1788. I Mai 1877 iidsattes gjennem Stavanger Jagtklub 9, fra England iudførte Ind. ved Gaarden Østraadt ved Sta- vanger, hvilke antoges at have ruget her samme Aar. I Mai 1879 ind- førtes atter 16 St. sammesteds, men uden at noget af disse Forseg, som det synes, har havt heldig Fremgang. Ved Frederikshald bleve Vaaren 1878 et Kuld Unger udklækkede af Æg, indførte fra England: i Oet. bleve disse, 6 i Antal, udsatte i Om- egnen. Disse bleve sidste Gang seede i Jan. 1879. Vaaren 1879 bleve atter et Kuld Unger udklækkede af indførte Æg; om Høsten bleve disse (8) udsatte, hvoraf 4 St. saaes at have overlevet Vinteren. Maaske ere disse eller deres Efterkommere endnu ilive. Fhasianus colchicus, Lin. 1766. Er flere Gange forsøgt indført til Omegnen af Christiania, Frederikshald og Stavanger, uden at de endnu have vundet fast Fod paa noget af Stederue. Ved Christiania udsattes 187.5 eller 1876 flere Par paa en Ejendom i Bærum, hvorfra de i Løbet af et Par Aar spredte sig over Naboejen- dommene, forøgede sig paa fri Mark, ernærede sig af Nyper eller lig- nende, og udholdt tilsyneladende godt Vinteren uden at komme i Hus. Rovfugle og omstreifende Katte, tildels ogsaa Kryhskytter (jeg saa et nyskudt Ind. paa Vildttorvet i Christiania 1.5de Nov. 1877) indskræn- kede hurtig deres Antal, og de ere nu forsvundue. Ved Stavanger bleve Vaaren 1877 et Par Indiv. slupne paa en 318 Eobert Collett. C oturnix co m m uni s, Bonnat. 1791 . Denne Arts Udbredelse synes at være i Tiltagende, og den har i Løbet af de Par sidste Decennier trængt frem til flere af de søndenfjeldske Dalfører, hvor de tidligere vare uk] endte, en naturlig Følge af Landets tiltagende Opdyrk- ning. Dog synes den ikke regulært at forekomme ovenfor Throndhjemsf] orden (64°); et forvildet Ind. blev, ifølge Med- delelse af Conserv. Schneider, fanget paa Ringvatsø ovenfor Tromsø 13de Oet. 1880, og er opstilleti TromsøMusæum (70'^). Langs Vestkysten ere de i de sidste Aar jevnligt obser- verede om Sommeren, f. Ex. omkring Stavanger. Hos os begynder den neppe at ruge, før i Juli. Et i Valders i 1875 fundet Rede indeholdt, ifølge Dr. Printz, 12 friske Æg den 25de Juli, saaledes at det første Æg var lagt den 13de s. M. Sommeren 1878 observeredes ved Frederiks- stad et Kuld endnu ikke fuldvoxne Unger i de første Dage af September. Endnu senere var lagt et Kuld med 9 Æg, der af Hr. Gr. Brandt fandtes i en Havreager i Surendalen (ovenfor Christianssund) den 4de September 1870. Fara. Tetraonidae. T et r ao ur og all u s, Lin. 1766. Af sterile Hunner har jeg i hvert af de sidste Aar kun- net undersøge flere Stykker, og de findes hver Vinter i mer eller mindre udpræget Dragt hos Vildthandlerne i Christiania. 2 af de af Univ. Mus. i disse Aar erhvervede Individer have næsten fuldstændig antaget den Dragt, hvori denkommerHannen allernærmest, og som jeg tidligere (Mindre Medd. 1873 — 76) har nærmere omtalt ; alene paa Forhalsen sees Spor af rød- brun Indblanding, medens Underlivet er næsten helt hvidt. (Sølyst) i Byens Xærhed, hvor de saaes om Sommeren med Unger; Aa- ret efter saaes endog 2 Kuld. Efteråt disse tilsyne! adende ere forsvundne, er en ny Indførsel iværksat Vaaren 1881. V^ed Frederikshald bleve et Par Ind. udsatte Høsten 1878, men sy- nes ikke at have overlevet Vinteren. I 1879 bleve et nyt Antal udsatte, der senere ere seede, og hvoraf enkelte maaske endnu ere i Live. Mindre Medd. vedr. Norges Fufflef. 1877—80. 319 '0 Halen sort med hvide Punkter og Vatringer, Ryggen brun sort, og Hovedet med Nakken mørkt blaagraa. Næbbet er dog aldrig belt hvidagtigt, men bar blot langs Randene denne Farve. En næsten ensfarvet bleggraa Varietet blev fanget i Snaasen ovenfor Throndbjemsf jorden i Marts 1877, og er op- stillet paa Mus. i Throndbjem. En anden Varietet, fanget i Trysil i Østerdalen i Oet. 1880, bar alle Oversidens rødbrune T verbaand næsten livide, og Undersidens biegt rødgraa ; den sidstnævnte Farve bar ogsaa den store Brystplet. Dette Individ, der er opstillet paa Univ. Mus., er en af de smukkest farvede af alle de mange Varieteter, som Musæet ejer. Vaaren 1880, der idetbele var tidlig og mild, fandtes ved Kornsø ovenfor Frederiksbald et Rede allerede den 26de Marts, der indeboldt 10 Æg. Den normale Æglægningstid i det syd- lige Norge er i den Iste eller 2den Uge af Mai. Fem. ster. Totall. 640mm ,v. 308mm H. 201nim Asker pr. Chra. 1 Nov. 1877. ? primo Dec. 1877. Hadeland 10 Nov. 1878. TrysilJan. 1879. Trysil Oet. 1880, Thorpen i Land Nov. 1880. T etr a t et r i x, Lin. 1766. Et Ind., bvor alle Legemets Fjære bavde bvide Kanter, fangedes ovenfor Cbristiansand i Beg. af Dec. 188Ö. Af denne begyndende Albinisme, bvor ikke enkelte Partier eller bele Le- gemet er hvidt eller bvidagtigt, men bvor blot bver Fjær er mere eller mindre bvid, bar jeg undersøgt eller seet omtalt mindst et Dusin Individer, der alle er frembragte i de syd- lige Kystegne, medens intet stammer fra de indre Dele af Landet. Af sterile Hunner har der ligeledes i de seneste Aar jevnlig foreligget Individer, med de (ligesom bos foreg. Art) indbyr- des betydelig! varierende Dragter. Oventil ere disse Indivi- der i Regelen farvede omtrent som Hannen i det første Aar; ster. Totall. 640mm jV. 308mm H. 201mm ster. — 645 f. « 295 . s 186 « — 653 « « 297 « < 183 » ster. — 622 « « 290 « « 184 c var. — 645 « « 308 ^ « 199 1 ster. — 6.50 ^. c 311 ^ < 188 . 320 Robert Collett. Underlivet er mere eller mindre enafarvet sort, de yderste Halefjære udbøjede. En ensfarvet lysgraa Albino bar Univ. Mus. modtaget fra Grimstad (saaledes ogsaa fra Kystdistricterne), fanget 13de Oet. 1879. Tetrao urogallo-tetrix, Sunde v. 1869. {Tetrao urogalloicles, Nilss. 1828). I de seneste Aar synes denne Bastardform at bave op- traadt særdeles talrigt, og Individer bave været fundne el- ler omtalte paa mangfoldige Steder i Landet. Til Univ. Mus. er indløbet langt flere Indiv., end det bar kunnet be- nytte, især fra Landets indre Dele (Romerike, Asker, Kongs- vinger, Valders, Østerdalen etc), og jeg har bver Vinter seet flere Individer bos Vildtbandlerne i Cbristiania. Ligeledes bave de viste sig i Kystegnene, og Adj. Bahr angiver dem som endog talrige Vinteren 1879—80 i Ryfylke indenfor Sta- vanger. Det nordligste Sted, hvor denne Form er funden (og idetbele kan forekomme), er i Dalførerne indenfor Tromsø, hvor T. tetrix har sin Nordgrændse. Allerede tidligere har et Ind, ber været fundet i Balsfjorden, og et nyt fra samme Localitet, skudt i Jan. 1879, er ni opstillet paa Tromsø Mu- sæum. I Saltdalen indenfor Bodø ere de gjentagne Gange fundne i de fleste Aar (meddelt af Forstcand. Hagemann). Undertiden ere flere Ind. skudte samtidigt i den samme Trakt, og have øjensynlig tilhørt ét Kuld. I Slutn. af Mai bleve saaledes 3 Ind. skadte i de samme Dage i en enkelt Skov (Tborsømarken) ovenfor Frederiksstad. Af egen Un- dersøgelse eller andres Beretninger kj ender jeg for Tiden langt over 50 i Norge skudte Individer. Næsten alle de ved Univ. Mus. undersøgte Indiv. have været fuldt udviklede, i normal Vinterdragt, og blot et Par have været Ungfugle. Det ene af disse, som jeg fandt hos en Vildtbandler Høsten 1878, var skudt i Odalen Iste Sept., og havde endnu i Behold det meste af Ungfuglens brune Ho- ved, ligesom de fleste af Armfj ærene vare fint brunspraglede. løvrigt var den sorte Dragt udviklet. Omtrent samme Dragt bavde et Ind., skudt i Slutningen af Sept. 1870, som jeg er- Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 321 holdt til Undersøgelse af afdøde Stipendiat Boeck. Kun var her den rødbrune Ungfugledragt endnu noget mere i Behold. Et endnu yngre Individ opbevares i T. hjems Mus., skudt i Asker ved Chra. 9de Aug. 1842. Hovedet er brunt, ligesom Kroppen, Underlivet væsentlig allerede blaasort, men Bryst- fjærene danne et ensfarvet rødbrunt Felt, ligesom hos T. w og alius, fem. Blandt de af Univ. Mus. i disse Aar erhvervede Indivi- der have 3 været Hunner. Tidligere fandtes opbevaret alene et enkelt Individ af dette Kjøn, skudt i 1844, og i intet an- det indenlandsk Musæum findes Hunnen for Tiden. Alle disse Hunner vare fangede i de sydøstlige Skovtrakter, det første i Trysil (Østerdalen) i Slutn. af Dec. 1879, det andet i Eidskogen indenfor Kongsvinger 5te Oet. 1880, det tredie i Skedsmo ovenfor Christiania i Dec. 1880. Dette sidste Individ ud viste den Ejendommelighed, at det, skjønt fanget i Slutningen af Aaret, ikke havde undergaaet den almindelige Høstfælding, men var endnu i Besiddelse af sin Dragt fra forrige Aar. Alle Conturfjære vare derfor over- ordentlig stærkt slidte, enkelte (saasom paa Overgumpen) i den G-rad, at der næsten blot var Spolen tilbage. Fra Hunnen af Tetrao teirix, som Rakkelhønen overgaar forholdsvis lidet i Størrelse (skjønt altid kjendeligt), kan den dog strax adskilles ved sin wÆ^few ret afskaarne Hale, hvor dog de yderste Fjære ere noget forkortede (dog ikke, som hos T.uro- gallus), men hvor tillige de mellemste ere ubetydeligt kortere, end de tilgrændsende (næsten som hos T. tetrix) ; desuden ved Far- ven afArmfj ærene. Disse have nemlig her, ligesom hos Hunnen af T. wogallus, intet hvidt Parti ved Roden, medens T. tetrix bar et bredt indre Armspejl. Hos det sidste af de 3 nye In- divider havde dog en enkelt af disse Fjære (den 2den) et hvidt Parti fra Roden ud mod Midten. Kroen og Ventrikelen af disse 3 Hun-Individer indeholdt følgende: Hos de 2, der begge vare fangede i December, fand- tes alene Naale og umodne Bær af Juniperus ; hos det tredie, der var fra October, Blade af forskjellige Salices, af Vaccin, uli- ginosum og Myrtillus nigra, samt Toppe af Callima. M. Totall. 705nim V. 310mm H. 198mm Askei pr. Chra. 11 Dec 1877. Odalen 1 Sept. 1878. Lillesand 12 Mai 1879. Totall. 705nim V. 310mm H. 198mm — 690 « < 310 « ^ 200 « — 708 1 t 310 I 2 210 Î 322 Robert Collett. M. Totall 730rr.m V. 332mm H 215mm Valders 6 Dec 1879. « — 710 « » 318 « » 223 « Asker pr, Chra. 20 Oct. 18 « — 720 « « 315 « « 215 « Kongsvinoer 30 Nov. 1880. Fem. — 504 « « 250 « « 127 « Trysil Dec. 1879. » — 510 « « 255 « « 130 ^ Eidskogen 5 Oct. 1880. « — 530 >> » 252 » » 143 » Skedsmo Dec. 1880. L a g op II s alhu s, (Gmel.) 1788. Æglægningstiden indtræffer i Landets nordligste Dele (Tromsø, Finmarken) næsten ligesaa tidligt, som i de sydlige Egne, skjønt adskilte ved et Mellemrum af 10 — 11 Bredde- grader. Paa Tromsøen, hvor denne Art er halv Husfugl, saa- ledes at den ofte udruger sine Unger inde i Landstedernes Haver, og vænnes til at lade sig betragte næsten som rugende Høns, ere de fleste Æg lagte i Midten af Jnni, enkelte Kuld lidt tidligere eller senere, og Tingerne ere gjennemsnitlig lige- saa udviklede ved Jagttidens Begyndelse den 15de August, som paa de sydlige Højfjelde. Hos de i Finmarken Sommeren 1880 undersøgte nyklæk- kede Unger fandtes blot Insecter, saasom Diptera, Larver af Bomlus, etc. Hos Unger af Vagtelstørrelse fandtes tillige Plantedele, saasom Bær af Empetrum nigrum (modne eller umodne). Adskillige Individer udvise Spor af hvidt paa Halefjærenes Rod, især i Vinterdragten. En Hun, skudt i Laxefjord i Øst-Finmarken 12te Juli 1880, havde især en betydelig Udbre- delse af denne Farve, saaledes at denne paa de yderste 2 Fjære optog ^, paa 3die og 4de omtrent -|, paa 5te og 6te omtr. ^, paa 7de endog | af hele Fjærens Længde; hertil kommer Fjærenes hvide Spidse, saaledes at det Fjærpar, der ligger umiddelhart under det mellemste (i Sommerdragten brune), her maa kaldes hvidt, med en liden sort Plet henimod Spidsen. Dette Lid, der blev skudt, idet den løb af sit Rede, (hvori 7 rugede Æg), er iøvrigt i ublandet Sommerdragt, og er nu opstillet paa Univ. Mus. I denne Periode, medens Hunnen ruger, eller Forældrene følge de spæde Kyllinger, faa de gjensiddende hvide Fjære paa Underlivet af Myrvan- det som oftest en mer eller mindre brunliggul Farve. En Observation af Forstmester Barth udviser, i hvilken Grrad Antallet af de gamle Individer decimeres i Løbet af Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 323 Sommeren. Af 179 Individer af Lagopus alhis, som bleve skudte af ham Høsten 1880 iFjeldene i Gudbrandsdalen, vare blot 6 gamle Hunner, og et noget større Antal gamle Han- ner; blandt 35 L. muhis fandtes af gamle Hanner blot 1. Sandsynligvis vare Hunnerne blevne dræbte om Sommeren i den Tid, hvori de forsvare Ungerne. af de talrige Rovfugle og Rovdyr, som optraadte samme Aar (samtidigt med, at M. lewimus vandrede). Et Ind. med Høstdragten endnu delvis i Behold, skjønt fanget i Midten af Marts (Hols Prgd. i Hallingdal), indsend- tes til Univ. Mus. i 187(3. Hos dette er Hovedet, Brystet og hele Legemets Overside med de lange øvre Haledækfjær i Høstdragt, medens Underlivet er normalt hvidt. At der her ikke er anlagt en egen Varietet af Vinterdragten, der kunde antyde en Tilnærmelse til L. scoticus, fremgaar deraf, at samt- lige disse brunspraglede Fjære ere stærkt slidte, og Vingerne ere desuden normalt hvide. Dette var en Han, med normalt udviklede Generations-Organer. Et andet mærkeligt Individ, der frembyder en ufuld- stændig (temporær ?) Melanisme, var fanget ved Røros i De- cember 1877, og er nu opstillet paa Univ. Mus. Hos dette er hele Hovedet, alle Halefjær, samt den største Del af Legemets Underside brunsort, de fleste Fjær med brede hvide Kanter; Vingerne ere ligeledes mørkt graabrune og hvid- puncterede. Dragten var ikke slidt, og saaledes anlagt ved Høstfældingen : men hvorvidt denne Farvetegning var per- manent, eller blot temporær, lader sig ikke afgjøre. Det var en Hun, og sandsynligvis steril, idet Ovariet blot indeholdt nogle faa, og næsten microscopisk smaa Æg. Dette Ind. havde stor Lighed med et andet i Univ. Mus. opbevaret Indiv., en Han, fra Thelemarken (Marts 1873), be- skrevet i <' Remarks Orn. North. Norw.« p. 52; kun var her den sorte Farve væsentlig udbredt paa Oversiden. Undertiden foretager denne Art mindre Udvandringer til Lavlandene. En Flokpaa 5 Ind. observeredes saaledes den 8de Febr. 1878 lige ved Horten ; et af disse Intlivider, der indsendtes til Univ. Mus., havde en af de indre Vingefjær brune. Vin- teren 1874 — 75 viste de sig saavel her ved Horten, som ved 324 Robert Collett. Tønsberg, tildels flokkevis, saaledes at et helt Tog ved denne Lejlighed har begivet sig paa Vandring. Er endnu stationær umiddelbart ved Christiania, idet der fremdeles aarligt ruge adskillige Par paa de skovklædte Høj- der ligeoverfor Byen (Frognersæteren, Frøensvolden etc), skjønt Højden ikke stiger op over 1800'. Hele Vinteren kunde disse sees parvis eller i smaa Flokke, især paa de smaa, med Saliceter og Birkekrat bevoxede Myrer, der iindes inde i Granskovene. I de tilgrændsende Skovtrakter (Nord- marken) forekomme de ligeledes paa lignende Localiteter, skjønt Højderne neppe nogetsteds overstige 2100' o. H.^). M. Totall. 405mm v. 200mm H. 112mni Porsanger, V. Finm. 3 Juli 1878 Porsanger, V, Finm. 1 Juli 1880. Krogskoven pr. Chra. 2 Oet. 1880. Fem. — 392 « « 175 « » 113 ^ Koros, Dec. 1877. Laxefjord, 0. Finm. 12 Juli 1880. Sollien, 17 Aug. 1880. Lagopus tetrici-alhus^ Coll. 1872. (Tetrao lagopoides, Nilss. 1828). I Løbet af de sidste 4 Aar ere 3 nye Exemplarer af Hypeorren erh vervede for Univ. Musæet, samtlige Hanner ; et af disse var endnu ikke udvoxet, og havde næsten fuld- kommen Kyllingdragten i Behold. Det Iste, der var i normal Vinterdragt, fandt jegblandt et Knippe Vildt^ fanget i Hadelandsalmindingerne 27de Dec. 1879. Dette Ind. var i alle væsentlige Henseender overens- stemmende med de øvrige Han-Individer i Vinterdragt; den 402 « 1 200 « ^ 113 « 421 Î » 203 e. « 132 « 392 « « 175 « » 113 « 394 Î ^ 190 ^ « 99 « 403 « « 191 « ^ 124 « ^) Lagopus scoticus, (Lath.) 1790. Et Par levende Indiv. udsattes Høsten 1876 paa Odderøen ved Christianssand, men uden Resultat. Ved Stav- anger ere oftere Æg indførte, og søgte udrugede af Høns ; Vaaren 1878 nedlagdes et KiildÆg i et Rede afia^foptfsa^fews paa Øvre Jæderen, hvor- af udklækkedes 4 Kyllinger; af disse saaes senere om Høsten 1878 et Par Individer blandt Rypeflokkene ved Gaarden Aasland paa Jæderen. I Mai 1879 udsattes atter 16 Ind. (fra England), ligeledes omkring Stavanger; af disse saaes jevnlig enkelte Individer blandt Ryperne om Vinteren i Øvre Jæderen. Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 32;') livide Farve havde maaske en större Udstrækning, end hos de fleste af disse. I Kroen fandtes Blade og Bær aiOxycoc- cos palustris. Det 2det Individ var fanget i Oet. 1880 i Tønsæt i Østerdalen, men var allerede ndstoppet, da jeg fandt det hos en Vildthandler og erhvervede det for Mnsæet, 'saaledes at Totallængden etc. ikke kan angives. Dette var i Overgangen fra Ungfugledragten til Vinterdragt, begge Dragter omtrent lige fremtrædende. Paa Hovedet og Ryggen var endnn væ- sentlig Ungfugledragten tilstede, medens Halen og hele Un- dersiden med Vingerne vare i Vinterdragt; ogsaa paa de øv- rige Legemsdele vare flere Vinterfjær fremkomne. Det 3die Individ, en Ungfugl, som jeg fandt blandt andet Vildt, fanget i Odalen i Løbet af Høsten 1880, uden at Tiden nøjagtigt kunde opgives, stod netop i Begreb med at anlægge sin første Vinterdragt. Individet, der var en Han, var endnu ikke paa langt nær fuldt udvoxet, og saale- des yngre, end noget andet hidtil beskrevet Individ af denne Bastardform. Ungfugledragten var her endnu tilstede næsten overalt ; alene Vingerne med deres øvre og nedre Rækker Dækfjær tilhørte Vinterdragten, medens den mellemste Rækkes endnu vare brune. End videre var den yderste Halefjær paa hver ^ Side, (men blot dette ene Par) ny, og ragede et godt ■Stykke frem over de øvrige brunspraglede Fjære. Ungfugledragten, der neppe hidtil har været omtalt af nogen Forfatter, ligner begge Forældres Ungfugledragt; men medens den i sin Vinterdragt har idethele laant mere af Lagopus albus (som ifølge en af mig ved en tidligere Lejlighed fremsat Theori maa antages at være Faderen), end af Tetrao tetrix (Moderen), er det omvendte Tilfældet med Ungfugle- dragten. Naar undtages Ryggens Farve, der var næsten ganske, som hos Lag. albus i Høstdragt, idet Fjærenes sorte Partier vare her større, end de brungule Tverbaand, var Le- gemet iøvrigt. Halsen, Siderne, samt hele Brystpartiet ganske, som hos Ungfuglen af Tetrao tetrix, med de talrige og jevnt- brede rødbrune og sorte Tverbaand. Struben var nedenfor •den allerøverste Del (eller Hagen) hvidagtig, saaledes her no- get ulig begge Forældres. Føddernes Beklædning var t^-nd. Paa Tæerne var den kun naaet ubetydeligt frem foran Roden af inderste Taa- Nyt Magazin f. Xaturv. XXVI. III— IV. 22 326 Eobert Collett. led, saaledes at omtrent | af Tæerne vare nøgne. Kløerne vare brune, lange, men smale. I Kroen af dette sidste Individ fandtes Bærrene af Oxycoc- cos palustris, samt Toppene af en Car ex. Med disse nytilkomne Individer ejer Univ. Mus. den smuk- keste Samling af denne Bastardform, der for Tiden existerer, nemlig 10 opstillede Individer (hvoraf 2 ere Hunner), foruden 1 Han-Individ, der er opstillet som Skeiet. Af disse Individer er 1 en Ungfugl med de første Antydninger til Vinterdragt; 1 er midt i Overgangen mellom Ungfugledragten og Vinterdragten ; 1 liar næsten fuldendt Anlægget af Vinterdragten, og blot Hovedet og Halsen have endnu Ungfugledragten i Behold ; de øvrige 7^), hvor- iblandt de 2 Hunner, ere i normal Vinterdragt. Den nøjere Be- skrivelse af disse Vinter-Individer, samt en Angivelse af denne Hybridforms formentlige Oprindelse [Lagopus albus J og Tetrao tetrix^ $) er meddelt i »Remarks Ornith. N. Norw.'' p. 238 (1872), og »Mindre Medd. 1873—76« p. 159 (1877). M. Totall. 505mm v. 232mm H. 146mm, mellemste Par 124mm Hadeland 27 Dec. 1879. Lagopus mutus, Mont. 1776 — 86. Et Ind., der syntes at frembyde en ufuldstændig Melanisme, fangedes i Trakten af Røros i Marts 1877. Dette havde hele Legemets Overside opblandet med brunsorte (ikke fintvatrede Høst-) Fjær, men var forresten i normal Vinterdragt. Dette In- divid, som jeg havde Anledning til at undersøge i udstoppet Til- stand, blev ikke erh vervet af Univ. Mus., og er maaske gaaet til- grunde. Individet havde idethele ganske samme Character, som de ufuldstændige Molanismer af L. albus, der ovenfor ere omtalte. M- Totall. 382mm V. 190mm H. 107mm Laxefjord, 0. Finm. 9 Juli 1880. ^) Et af de tidligere Vinter-Individer, det ældste Individ fra Østerdalen 1851 (cfr. »Mindre Medd. 1873—76«, p. 162) er senere udgaaet af Sam- lingen . Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. . 327 Ord. Accipitres. Fam. Falcünidae. Astur palumhariiis. (Lin.) 1766. Høsten 1876, da der fandt en Udvandring af My odes Jem- mus Sted i Fjeldene i Gudbrandsdalen, optraadte denne Art sær- deles talrig i disse Trakter. I Løbet af 10 Dage i October Maa- ned indfangedes saaledes paa Dovre af en engelsk Falkefænger 14 levende Individer for senere at afi^ettes til Jagt. M. Totall. 540mm v. 312mm H. 23ümm V.Aker pr. Chra. 26 Jan. 1877. « — .551 « « 335 * « 235 « ürskoug 11 Mai 1877. 1 — 552 « « ,321 « «: 242 « Sigdal 12 Sept. 1879. Fem. — 621 « « 355 «t « 268 « V. Aker pr. Chra. 17 Sept. 1878. « — 640 « « 395 ■" «. 270 « Aremark 23 Dec. 1880. Astur nisuSj (Lin.) 1766. Ved et Rede af denne Art, fundet af Forstcand. Hagemann i Juni 1880 i Saltdalen (ovenfor Bodø), som indeboldt 3 Dunun- ger, fandtes følgende Forraad af Føde: 1 Ind. af en Arvicola, 1 Fhylloscopus trochiliis, 1 Unge af en Sylvie, 1 Unge af Parus borealis, alle hele og urørte; desuden et næsten renset Skeiet af Turdus ijilaris, samt diverse andre Ben af Smaafugle. Redet laa i en Furu i tæt Skov, temmelig lavt. M. Totall. 328mm v. 206mm H. l.oOmm Askev pr. Chra. 22 April 1879. Fem. — 393 « » 244 « « 186 « 0. Aker pr. Chra. 2 April 1877. — 390 '. » 237 » « 183 » V. Aker pr. Chra. 1 Marts 1878. — 381 " » 234 « >: 180 » V. Aker pr. Chra. 27 April 1879. Pernis apivorus, (Lin.) 1766. Saavel i 1878, som i 1879 (men ikke i 1880) forekom Per- nis apivorus usædvanligt talrigt i Landets sydlige Dele, og Univ. Mus. har i Høstmaanederne modtaget tilsendt et langt større An- tal Individer, Unger og Udvoxede, end det har kunnet benytte. Enkelte af disse have været saa fede, at Indvoldene have været 22* M. Totall. 556mm V. 392mm H. 245r « — 580 ^ « 898 « « 264 » — 580 « « 385 « « 251 t — 583 « « 390 » « 248 Fem. — 626 » » 415 » » 268 » — 623 » « 420 « » 275 328 Robert Collett. indhyllede i et Lag Talg. Hos intet af dem har dog Ventrike- len indeholdt andet, end Hvepse og deres Larver, samt enkeltvis andre Lisectlarver. H. 245mm v. Aker pr. Chra. 14 Sept. 1877. V. Aker pr. Chra. 2 Juni 1878. 0. Aker pr. Chra. 20 Aug. 1878. Bærum pr. Chra. 22 Aug. 1879. Kongsvinger 27 Aug. 1878, V. Aker pr. Chra. 26 Aug. 1879. Archihuteo lagopus^ (Lin.) 1766. Hverken i 1878, eller i 1880 var denne Art synderlig talrig i Finmarken; nogen større Vandring af My odes har heller ikke her fundet Sted. Et Rede, som undersøgtes af Fiskeri-Insp. Landmark den 12te Juli 1880 i Laxefjord (0. Finmarken), laa paa en fremspringende Fjeldvæg; det var temmelig fladt, bygget af Kviste, og indvendig temmelig rigeligt belagt med tørt Græs. Det indeholdt 3 temme- lig store Unger, klædte i en hvidagtig Dundragt med fremspirende Fjære. I Ungernes Ventrikel fandt jeg Dele af en Arvicola rn- focanus, samt Rypekyllinger. Idethele er den Skade, som denne anretter paa Ryperne, ikke ubetydelig, og Forstmester Barth, der har undersøgt et stort Antal Reder af denne Art i Fjeldene i Gudbrandsdalen, har al- tid i dem fundet Ben eller Levninger af Ryper. I Saltdalen har Forstcand. Hagemann gjort samme Observation. Et Rede, som fandtes af den sidstnævnte i et Fjeld i Saltdalen i 1880, inde- holdt 4 Dununger 27de Juni; efteråt Hunnen var bortskudt, op- fødtes Ungerne af Hannen alene. I dens Ventrikel fandtes, for- uden Levninger af Ryper, tillige My odes Jemmus; hos et andet Ind. en halvt fortæret Foetorins erminea. M. Totall. 528mm V. 418mm H. 216mm Bærum pr. Chra. 1 Mai 1877. _ 530 . « 410 « « 208 « Laxefjord, 0. Finm. 12 Juli 1880. Fem. — 568 <^ « 442 « « 230 ^ Porsanger, V. Finm. 27 Juli 1880. Aquila chrysaëtos, (Lin.) 1766. Et Hun-Ind. (skudt 20de Jan. 1877), som Univ. Mus. modtog fra Stavanger, hvor denne Art jevnlig fældedes denne Vinter, Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 329 havde i Ventrikelen de fleste af Benene af en Corviis corax, idet baade Furcula og flere af Vingebenene fandtes hele og iiskadte, blandede med enkelte Fjære; desuden et omtr. 150'"'" langt Benstykke af et Pattedyr, maaske af en K,æv. M. Totall. 850nim v. 620mm H. 370™™ Røros 15 Marts 1877. — 850 :> » 610 » " 320 » Lillehammer 16 Nov. 1878. Fem. — 940 « « 690 « « 370 « Stavanger 20 Jan. 1877. Haliaétos albicUla, (Lin.) 1766. Denne Art hører til de tidligst rugende af alle vore Fugle, og har i Regelen lagt sine Æg allerede i de sidste Dage af Marts. I 1879 fandtes saaledes i Omegnen af Frederikstad et Rede, hvori 2 stærkt rugede Æg den 2den April. M. Totall. 895nim V. 640mm H. 330™"! Listerland 3 Nov. 1877. Fem. — 930 « < 669 <= « 306 « Onsø pr. Fr.stad 30 Mai 1878. — 945 " " 660 » « 305 » Kragerø 4de Juni 1879. Falco gyrfalco, Lin. 1766. Sommeren 1876, da Myodes lemmus var paa Vandring saa- vel i Finmarken, som paa de sydlige Højfjelde, var denne Art saavelsom andre Kovfugle temmelig talrig, og i Løbet af en Uges Tid i October d. A. bleve 11 Individer indfangede paa Dovre af Falkejægeren Gapt. Dugmore. Sommeren 1880 var den ligeledes talrig paa de sydlige Højfjelde, og et ikke ubetydeligt Antal bleve skudte under Rypejagterne om Høsten; ogsaa dette Aar havde Myodes forøget sig over det normale Antal. H. 195'nm Romerike pr. Chra. 2 Jan. 1877. « 190 « Thelemarken 24 Marts 1879. « 216 « Østerdalen Jan. 1880. « 231 « Farsund 10 Oet. 1877. Falco is I an dus, Gmel. 1788. Af denne for vor Fauna nye Varietet eller Art blev et smukt Expl. skudt ved Lillehammer den 18de Febr. 1879, og indsendt til Univ. Mus. af Forstmester Barth. M. Totall. 546mm V. 365ni™ — 520 < « 355 « Fem. — 575 « « 405 * « — 594 « « 395 < 330 Robert Collett. Dette Ind. var en gammel Han i fuldt udviklet Dragt. Un- derlivets Farve var ikke væsentlig forskjellig fra den, der fin des hos enkelte fuldt udf arvede Hanner af Falco gyrfalco; derimod var HovedetsBundfarve hvid med brunsorte Skaftpletter, der for- til vare særdeles smale, bagtil bredere. Ryggens T verbaand vare oventil næsten rent hvide, længere ned hvidgraa, ligesom de til- svarende paa. Halen. Den hos F. gyrfalco endnu temmelig frem- trædende brune Striber fra Undernæbbet nedad er her næsten umærkelig. Fodderne vare giilagtige. Farven idethele indtil den mindste Detail overensstemmende med det hos Dresser (Birds Eu- rope, pt. 53) meddelte Afbildning af et gammelt Ind. M. Totall. 544mm y. 360mm H. 201mm Lillehauiraer 28 Jan. 1879. Falco peregrinus, Tunst. 1771. Tilhører væsentlig Kystdistricterne, og er især om Høsten talrig i Skjærgaarden, hvor den efterstræber Alker, Ænder, de trækkende Vadere {Tringae,, etc). I Trakterne omkring Christi- aniafjorden ruger den fremdeles aarlig paa flere Steder. M. Totall. 420mm v. 310mm H. 162mm Flekkefjord 15 Juli 1879. Fem. ~ 512 » » 360 » » 183 '■ Farsund 30 Sept. 1877. — 490 » » 362 « » 173 » ,0. Aker pr. Chra. 30 Mai 1879. — 502 » ^ 362 » Î 181 » 0. Aker pr. Chra. 24 Aug. 1879. — 505« » 370' >' ^90 '' Løreiiskovenpr. Chra. 9 Julil880. Falco aesalon, Tunst. 1771. Denne Arts Næring synes næsten udelukkende at beståa af Smaafugle, især Parus-Årter, Anthus pratensis og Sylvier; intet af de i de seneste Aar uudersøgte Indiv. har i Yentrikelen havt Smaapattedyr eller Insecter. M. Totall. 296mm V. 198mm H. 124mm .0. Aker pr. Chra 6 Mai 1877. V. Aker pr. Chra. 29 Aug-. 1879. Laurvig ?8 Sept. 1879. Alten, Finui. 23 Juli 1880. Fem. — 325 » « 214 « « 130 « Odalen 26 April 1878. Hamar 1 Juni 1878. 299 <; » 194 » « 115 305 «■• « 198 ^ « 123 290 » « 196 » » 120 325 » « 214 « « 130 325 * Î 220 « " 130 Mindre Medd. vedr. Norges Fiiglef. 1877—80. 331 Falco subhuteo, Lin. 1766. Fem. Totall. 345mm V. 266mm H. 143nim Horten 20 Aug'. 1878. Cerchneis tinnuncitlus, (Lin.) 1766. Hos denne Art iidgjør Næringen en broget Blanding af Smaagnavere, Smaafugle, Reptilier og Lisecter. Hos en Del i de senere Aar undersøgte Indiv. har jeg fundet: Han, Laurvig 22de April 1877: Dele af en Arvicola, samt den største Del af en Erithacus ruhecida. Han, Farsund 23de April 1877: En liden Fugl Hun, Enebak 12te Mai 1877: 4, tildels uskadte Indiv. af Lacerta vwipara, diverse Expl. af Geotrupes stercorarius, samt Dele af 2 Expl. af Arvicola agrestis. Hun, Urskoug 4de Juni 1877 : Adskillige Expl. af Lacerta mvipara, samt Dele af en Arvicola. Sammenholdes hermed Angivelserne om Ventrikelens Ind- hold hos tidligere Indiv. (»Mindre Medd. 1873—76«), vil det sees, at Lacerta vwipara forekommer hyppigst, fremdeles Mus og Insecter, men idethele sjeldent Smaafugle. M. Totall. 33.5mm V. 264nim H. 134mm Laurvig 22 April 1877. Fem. — 332 ^ < 250 t « 151 « Farsund 23 April 1877. 369 « « 255 « * 171 » Enebak 12 Mai 1877. 3.58 Î 8 260 Î « 171 ^ Urskoug 4 Juni 1877. 360 « « 245 « « 163 ^ 0. Aker pr. Chra. 13 Juni 1879 Circus cyaneus, (Lin.) 1766. Af denne Art ere blot enkelte Individer med lange Mel- lemrum af Aar skudte eller observerede i Landet, men neppe mere end 3 — 4 indenlandske Individer ere blevne præparerede og opbevarede. Dog er det sandsynligt, at den idetmindste i visse Aar ruger i Landet. Som jeg ved en tidligere Lej- lighed har omtalt ^), er Rede af en Circus-Avt opgivet at være fundet paa Hedemarken i Juni 1863, af hvilket jeg erholdt 1 Æg, der syntes at tilhøre denne Art. Det er sandsynligt, at den ') Forh. Tid. Selsk. Chra. 1871, p. 55. 332 Robert Collett. optræder samtidig meåMyödes'' Vandringer (1863 var et Yngle- aar for denne Art i disse Egne); i 1832, hvor det samme var Tilfældet, blev saaledes, ifølge Prof. Esmark, et Ind. skudt i Birkebeltet paa Dovre. Sommeren 1880, da saavel Myodes, som Arvicola ratticeps havde et mindre Yngleaar i de sydøstlige Fj eldtrakter, har den muligens atter ruget i Landet. Den 28de Aug. blev et ungt Indiv. skudt under en Rypejagt ved Staupsæter i Aamodt i Østerdalen, og afgaves til Univ. Mus. Dette var en Hun, i sin brune Dragt ; det blev skudt, idet den slog ef- ter en skudt Rype, som af en Jæger blev opkastet i Luften for at hidlokke de i Egnen paa denne Tid særdeles tal rige Rovfugle af alle Slags. I dens Ventrikel fandt jeg Dele af Arvicola ratticeps. Fem. Totall. .ô28mm V. 380mm H. 277mm Østerdalen 28 Aug. 1880. Fam Strigidae. Surnia f un ere. a, (Lin.) 1766. De 10 til Norges Fauna hørende Arter af Strigidae, (der samtlige henhøre under Underfamilien Buhonini'^), kunne ifølge Bygningen af deres Cranium og den hudagtige y dre Øreaabning sammenstilles under 7 forskjellige Grupper. Alene de 2 første af disse Grrupper, der omfatte Arterne Surnia fu- nerea, Glaucidium passerimim, og Nyctea scandiaca, have fuld- stændig symmetrisk Øreaabning, saavelsom Cranium. Hos alle de øvrige ere Øreaabningerne af ulige Størrelse eller paa anden Maade assymetriske; de 2 sidste, der omfatte Arterne Syrnium lapponicum og Nyctala tengmalmi, have tillige Cra- niet mere eller mindre assymetrisk. En nøjere Udvikling af disse Forholde er fremsat i en Afhandling, der vil blive indført i Forh. Vid. Selsk. Chra. f. 1881. ilf. Totall. 387mm V. 226mm H. 175mm Romerike pr. Chra. .5 Oet. 1877. _ 380 « «; 220 » « 17.5 « Sjodaleii i Vaage 23 Dec. 1878. ^) Strix flammea, der endim ikke er fandet i Norge, udgjør den 2den Un- derfamilie (Strigini). Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877— 8ü. 333 Fem. Totall. 405mm V. 262nim H. 187mm Sollien 22 Ane-. 1880. — 410 " «: 255 » « 185 » Sollien 22 Aug. 1880. Glaucidium x>asserinum, (Lin.) 1766. Et Ind. (Han), skudt i Solør 14de Bec. 1878, som afga ves til Univ. Mus., havde usædvanlig mørkfarvet Isse, idet denne var næsten ensfarvet brunsort uden de kvide Punkter. Det kavde i Kløerne en Begulus cristatus, medens samtidig dens Ventrikel var fyldt med Dele af en Arvicola glareolus og af en Sorex. M. Totall. 172mm v. 96mm H. 58mm Grue i Soler 14 Dec. 1878. Fem. — 180 « » 106 « » 67 * Bærum pr. Chra. 29 Febr. 1880. Nyctea scandiaca^ (Lin.) 1766. M. Totall. SSOmrn v. 420mm H. 232mm Røros 15 Marts 1878. Fem. — 609 ♦ « 435 * < 226 » Thoten 6 Jan. 1877. — 610 « » 470 < » 254 « Røros 15 Marts 1878, Buho ignavns, Forst. 1817. Fem. Totall. 695mm v. 490mm H. 287mm Farsund 5 Marts 1877. Asio accip Itrinus, (Pall) 1771. Ligesom følgende delvis stationær, skjønt den neppe uden i et enkelt Tilfælde med Sikkerhed er observeret om Vinteren. Dette blev, ifølge Medd. af Conservator Jensen, skudt ved Bergen i Febr. 1877, og opbevares paa Bergens Mus. Søn- denfra ankomme Individerne i Slutningen af April. Sommeren 1880 optraadteden (ligesom i 1876) i stort An- tal paa alle de sydlige Højfjelde. Under Rypejagterne om Høsten blev et stort Antal dræbte; især vare de talrige i Valders. De holde sig i Regelen skjult i Vidiekrattene, en- kelt- eller familievis; ved denne Lejlighed vare de dog saa 334 Robert Collett. talrige, at de undertiden viste sig endog i Birkeskovene (Forstm Barth). Fem. Totall. 390nim y. 325mm H. 145mm Bærum pr. Chra. 9 Mai 1879. ^ — 390 « ■ « 331 « Î 158 « Tønsæt 15 Auff. 1880. As i O o tus. (Lin.) 1766. Tilhører Skovdistricterne i de indre østlige Dele, og sy- nes ikke at ruge langs Vestkysten. Et paa Bergens Musæum opbe varet Ind., skudt paa Askøen ved Bergen 15 Mai 1877. befandt sig maaske blot under Trækket. Nordenfor Thrond- hjemsfj orden er den hidtil ikke med Sikke rhed observeret; men den er ikke sjelden i Districterne paa denne Fjords Syd- side op til Værdalen, især i de Aar, hvori Myodes Jemmus vandrer (saasom i 1872). Arten er delvis stationær; allerede i 1864 bleve 2 Indi- vider, ifølge Meddelelse af Cand. Lundgreen, skudte i Ørke- dalen om Vinteren; i 1880 modtog Univ. Mus. et Ind., skudt i Omegnen af Christiania 27de Januar. I Ventriklerne af et Par ved Hørsand (i Nærh. af Ha- mar) den 26de Mai 1880 skudte Indiv. fandtes Levningerne af en Aruicola, samt af en Sorex (hvori Foetus). M. Tôtall. 350mm v. 29-lmm H. 140mm V. Aker pr. Chra. 28 Mai 1879. ^ — 355 « ■' 291 » « 145 » V. Aker pr. Chr. 27 Jan. 1880 « — 355 c « 295 « « 139 « Hørsand pr. Hamar 26 Mai 1880. Fem. — 368« « 302» <^ 146» Hørsand pr. Hamar 26 Mai 1880. S y mi um ur al ense, (Pall.) 1776. De 2 eneste Individer, som jeg i de seneste Aar har havt Lejlighed til at undersøge af denne Art, vare begge Hanner, skudte i Løbet af 1879 i Omegnen af Christiania, det ene i Januar, det andet den 30te August. I Ventrikelen af det sidste Indiv. fandtes 6 St. Sorex vulgaris. Kjønnet blev ikke undersøgt hos det første af disse Ex- emplarer, der blev præpareret som Skeiet. Det sidste var en Han, og kjendeligt større (Totall. 580'"'"), end et Hun-Indiv. fra 1873 (Mindre Medd. 1873—76), som havde en Totall. at Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 335 blot 560'"'". Maaske har dette sidste Ind. ikke været fuldt udvoxet. Totall. 570m«i V. 350mm H. 27otnm Ø.Aker pr. Chra. Jan. 1879. M. — 580 « « 360 » « 270 « 0. Aker pr. Chra. 30 Aug-. 1879. Syrnium lax^ponicum., (Thunb.) 1789. Ifølge en Meddelelse fra Forstcand. Hagemann rugede denne Art Vaaren 1879 i Junkersdalen indenfor Bodo. Un- gerne boldt sig i nogen Tid samlede, hvorunder de angaves at have gjort Jagt paa Kyperne, men bleve efterhaanden bort- skudte. Ny et ala t eng m alm i (Gmel.) 1788. Er alm. i de fleste af Landets Egne op til Polarkredsen. Det nordligste Sted. hvor Arten er fundet, er ved Thronde- næs, hvor et Ind. blev skudt i Febr. 1877, hvilket nu opbe- vares paa Tromsø Musæum. Dette sidste Individ havde saa- ledes overvintret her ; Forstcand. Hagemann har meddelt mig, at den i Saltdalen udenfor Bodø, hvor den er en af de al- mindeligste Arter, jevnlig erholdes om Vinteren (saaledes 26de Deo. 1879), og i de fleste Districter i Landet ere Individer skudte eller fangede om Vinteren, saaledes at den maa be- fragtes som idetmindste delvis stationær overalt. Ligesom flere af de øvrige Rovfugls forekommer denne enkelte Aar i langt større Antal, end i andre. Saaledes var den i 1877 paa flere Steder i de sydlige Dele af Landet sær- deles hyppig, f Ex. (ifølge Adj. Bahr) i Omegnen af Stavan- ger. Men især var dette Tilfældet fra Høsten 1879 til Høsten 1880 i Skovtrakterne søndenfor Dovre, især i Gudbrandsda- len, Østerdalen og Valders helt ned til Randsfjorden, og et stort Antal Unger maa i denne Vaar og Sommer have været udrugede i disse Egne. Endnu den 18de Aug. 1880 traf jeg i Foldalen en hel Familie, bestaaende af de netop voxne Unger, der bragtes Føde af Forældrene. Disse tilhørte øjensynlig Aarets andet Kuld, hvoraf Æggene maa have været lagte i Begyndeisen af Juli. Skriget, der var enkelt og temmelig stærkt, lode de med korte Mellemrum høre, medens de ventede paa For- 336 Robert Collett. ældrenes Tilbagekomst. Herunder flej de fra og til fra Træ 'til Træ, og vare ikke sky. Et Par af disse Unger bleve skudte ; disse havde endnu ikke skiftet sin ej endommeligt farvede mørke Ungfugledragt (Rededragten), der er afbildet i Dresser's «Birds of Eur.« pt. 14. Under deres Optræden vise de sig idethele strengt bundne til Naaleskoven ; Forstmester Barth traf dog enkelte i Birke- beltet. Efter Udgangen af August syntes de idethele at have aftaget, og maaske ere flere Indiv. udvandrede Dog vare de hele Vinteren talrige paa flere Steder langs Vestkysten, saa- ledes ved Stavanger (Conserv. Buok) ogi Surendalen (Brandt). I Ventr. af de skudte Individer har jeg fremdeles blot fundet Musearter, men ikke Fugle. M. Totall. 245mm V. 160™™ H. 98™™ Listerland 20 Jan. 1877. — 250 « « 170 « . 95 « V. Aker pr. Chra. 2 Nov, 1877. « ' — 250 « ') 162 » « 94 Î Sigdal 30 Aug. 1879. Fem. — 263 c. .' 171 « « 106 « Sigdal 30 Aug. 1879. Ord. Grallae. Fam. Rallldae. Hall us aquatic us, Lin. 1766. Af denne idethele sparsomt forekommende Art ere ogsaa i de senere Aar Ind. skudte i de nærmest søndenfor Throndhjem liggende Dalfører, hvor denne Art synes aarlig at ruge. Et af disse blev skudt (5te Oet. 1878) i en Have, hvor det havde taget PlaHs i Toppen af et Træ. Sommeren 1878 rugede den ligeledes ved Frederikstad, hvor Ungfugle bleve skudte i October. Ortygoïnetra porsana, (Lin.) 1766. Denne Art er ikke ubetydeligt tiltaget i Antal i de senere Aar, og hører nu paa flere Steder af Landets sydlige Dele til de aarvise Rugefugle; især blive Indiv. hyppigt skudte under Bekkasinjagterne om Høsten. Dette har i de sidste forløbne Aar især været Tilfældet i Omegnen af Frederikstad, ved Stav- anger, paa Jæderen, ved Øjeren ovenfor Christiania, samt i Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 337 Ørkedalen søndenfor Throndbjem Et Individ blev 20de Sept. 1879 af Forstmester Bartb taget levende under en Rypejagt paa Fjeldene i Gausdal, bøjt over Trægrændsen(3500' o. H.)- Den var saa overordentlig fed, at den havde mistet Flyve- evnen, og lod sig tage med Hænderne. De Individer, der bave været afgivne til Univ. Mus. (skudte om Høsten ved Øjeren) bave bavt Ventrikelen fyldte med Frø af en Vandplante (maaske af en Potamogeton), samt af Carex-Arter, blandet med andre Plantedele og Grus. M. jun.Totall. 235mm V. llOmm H. 48mm Gausdalsfj eldene 20 Sept. 1879. Fem. jun, — 236 « « 120 » » 46 ^ Øjeren pr. Chra. 6 Sept. 1878. « jun. — 220 ' » 107 « « 46 « Øjeren pr. Chra. 18 Sept. 1879. G all i nul a chlor op u s. (Lin.) 1766. Colonien ved Stavanger, der fremdeles bar vist sig aar- vis paa det samme Sted, bar i de sidste Aar udbredt sig fra den tidligere Rugeplads, Brede våndet, til andre nærliggende Søer. Adj. Babr bar meddelt følgende om deres Optræden ber: I 1877 saaes den enkeltvis ved Bredderne af Bredevan- det (maaske blot 1 Indiv.) lige indtil ud i December. I 1878 saaes ligeledes 1 Ind. ved Bredevandet, bvis Bred- der nu ere stærkt bebyggede, men den synes ikke mere at ville ruge ber; derimod observeredes et Par med 7 Unger i Juni i en Dam ved Tj ens vold, i Mil fra Stavanger. I 1879 bave de ligeledes ruget paa et Par Steder i Stav- anger Omegn. De ere ber stationære. Cr ex pr at 671 s is, Becbst. 1802. M. Totall. 262nim v. 132mm H. 49mm Bærum pr. Chra. 17 Mai 1879. Î — 280 « c 145 Î « 55 « Bærum pr. Chra. 31 Aug. 1879. Fem. — 255 « « 126 « < 44 « Ørkedalen 14 Oet. 1878. < — 250 « c 129 t I 46 I V.Aker pr Chra. 30 Mai 1880. Fulica otra, Lin. 1766. Adskillige Individer ere fremdeles aarlig skudte i de for- skjelligste Landsdele, saavel i de sydlige Kystegne, som i de 338 Robert Collett. indre Skovtrakter (Odalen 14de Juni 1879), lige op til Lofo- ten og Tromsø. Flere af disse have været skudte, i Saltvand, og midt om Vinteren. At flere af disse maa antages at have været blot omstreifende Indiv., er øjensynligt, og de fleste ere ogsaa trufne blot om Vaaren. Imidlertid ruger den ogsaa hist og her i de sydlige Egne, endskjønt Redet endnu ikke er med Sikkerhed fundet. Flere af de om Høsten skudte Ind. (saaledes et fra Omegnen af Skien), have endnu ikke været fuldt udvoxede. I Omeg- nen af Stavanger viser den sig aarlig, og den antages her med Vished at ruge. I Ventrikel en af et Ind. fra Farsund (April 1877) fand- tes Zostera, samt Brudstykker af Litoriner. M. Totall. 430ram y. 2llmm H. 59mm Farsiiiicl 20 Marts 1879- « — 415 » « 205 « » 53 « Odalen 14 Juni 1879 Fem. — 395 » « 187 « « 57 « Farsund 30 April 1877. Fam. Scoiopacidae. Gallinag major, (Grmel.) 1788 M. Totall. 290mm V. 150nim H. 58mm Jæderen 8 Mai 1877. — 283 « « 138 « «■ 56 « Tromsø 19 Juni 1880. Gallinag g allinar ia, (Müll.) 177ö Den første, der hos os har fremsat den Theori, at Vibra- tionen har sin Oprind else fra Vingefjærene, og ikke fra Halen, er Sognepr. Heltzen i hans efterladte Manuscript om Helge- lands Fauna^). I dette udførlige Skrift, der afsluttedes i 1833, nævnes, at denne Art * kaldes Mækre-gaug hos os af den Lyd, Vingerne give, naar den flyver i Luften«. M. Totall. 267mm y. I34mm H. 68mm 0. Aker pr. Chra. 26 April 1877. — 278 » « 130 « « 62 « Hvaløerne 10 Juli 1877, Fem. — 289 « « 124 <^ « 61 « Bærum pr. Chra. 15 Sept. 1877. ') »Physisk og Oecon. Beskr. over Rånens Præstesjæld«, Iste Del, dat. Hei;^ næs Pr.gaard 30 Jan. 1833. ^ Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 339 Gallinag g allinula, (Lin.) 1766. Er aldrig fnndet rugende i Landets sydligere Egne, men er derimod nnder Træktiderne hist og her ret talrig, især om Høsten. Saaledes lindes den i Omegnen af Stavanger paa flere Steder i Høstmaanederne næsten ligesaa talrigt, som G. f/aUinaria, og skydes i ikke ubetydeligt Antal af Byens Jæ- gere, der enkelte Dage kunne nedlægge indtil et Snes Styk- ker af denne Art. De trykke saa fast, at de ofte lade sig gribe af Hunden. Flere Individer overvintre her, saavelsom paa andre Punkter i Landets sydlige Dele. De første ankomme nordenfra i Slutningen af August, sammen med det store Høsttræk af de øvrige arctiske Vadere ; de fleste komme dog først, efteråt Nattekulden er indtraadt i Midten af October, paa hvilken Tid G. galUnaria i Regelen allerede er trukket bort. Ved Frederikstad, hvor de ligeledes, ifølge Hr. Thome, kunne træfPes ret talrigt paa denne Aars- tid, bleve de saaledes i 1879 trufne i størst Antal den Iste November. I Surendalen, søndenfor Throndhj ena sfj orden, vise de sig ligeledes ret talrigt i enkelte Aar om Høsten. Den er i Regelen lidet sky, og flyver et kort Stykke, naar den er opstødt; den har især sit Tilhold i det noget højere Rør og Siv ved Vandbredderne, medens G. gallinaria helst træ.fPes i Udkanterne af disse. Om Vaaren er den sparsommere paa de samme Localite- ter, og ankommer i Slutningen af April. Vaaren 1879 bleve 4 St. .skudte af Forstmester Barth paa Jæderen; disse holdt sig i Nærheden af hinanden, og lode ingen Lyd høre under Op- flyvningen. Fem. Totall. 210mm v. lOOmm H. Aö^^ Jæderen 29 April 1877. S c ol pax rus tic ula, Lin. 1766. Enkelte Par af denne Art udruge 2 Kuld samme Som- mer. I Slutningen af Mai ere Ungern e af første Kuld i Re- gelen halvvoxne; af 2det Kuld har jeg fundet halv voxne Un- ger i Omegnen af Christiania den 28de August (1871), og 20de August (1878). Overvintrende Indiv. er i de seneste Aar skudte ved Drø- 340 Robert Collett. bak (2()de Dec. 1876), Stavanger (medio Jan. 1878), og ved Frederikstad (Vint. 1879—80). Limt c ol a pl a ti/ r hi ne ha, (Temm.) 1815. Denne Arts Nordgrændse i Norge kan ikke angives med Sikkerhed; menda den i Sverige og Rusland gaar op i Lapmar- kerne, hvor den er trufFen i Muniotrakten, er det at vente, at den lios os vil findes idetmindste op til Polarcirkelen, eller maaske paa de finmarkske Plateauer. Under de 5 Sommere, hvori jeg har undersøgt Finmarken, har jeg imidlertid aldrig paatrufFet denne Art. Nilsson opgiver, at den ifølge en ham given Meddelelse skulde findes ved Bodø; nogen sikker Ob- servation fra denne Localitet, der dog oftere er undersøgt (saaledes i 1858 af Brødrene Godman, cfr. Ibis 1861), findes dog endnu ikke. De nordligste Punkter i Landet, hvor den hidtil er ob- serveret med fuld Sikkerhed, er Trakterne omkring Thrond- hjemsfjorden (63° N. B.), hvorfra nogle faa Individer ere op- bevarede. Det sidste af disse blev skudt i Rissen paa Fjor- dens Nordside i Aug. 1876, og synes at have været et Ind. paa Vandring fra et nordligere Rugested. De eneste sikre Rugesteder i Norge ere Dovre\) og Jo- tunfj eldene, samt Fj eldene i (jrudbrandsdalen, hvor den ruger spredt eller i smaa Colonier, og idethele sparsomt. Det syd- ligste Punkt, hvor den er skudt om Sommeren i Rugetiden, er Vinstervandene i Valders (Barth o. a.), samt NeverfJ eld oven- for Lillehammer (1864. cfr. Nyt Mag. f. Naturv. 14 B. p. 126). Under Træktiderne viser den sig hist og her paa de flade Strande og Øer i Landets sydlige Dele. T r in g a c a nu t us, Lin, 1766. Det synes ikke at være Tvivl underkastet, at et stort Antal af de yngre, endnu ikke forplantningsdygtige Indivi- ') Colouien ved Fokstueu paa Dovre har jeg ved et Par Lejligheder tidli- gere omtalt (Nyt Mag. f. Naturv. 18 B. p. 202, 1871, 23 B. p. 178, 1877, samt Forh. Vid. Selsk. Chra. 1872 p. 261). Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 341 der af Vadere eller Svømmefugle tilbringe Sommeren i Trak- ter, livor de aldrig forekomme rugende, og derfor jevnlig give Anledning til den Antagelse, at de virkelig have ruget her. Især er dette Tilfælde med de arctiske Former. Saaledes opholder et ikke ubetydeligt Antal af saadanne yngre Individer af de i det høje Norden rugende Vadere sig hele Sommeren over ved Norges sydlige og vestlige Kyster, skjønt flere af dem ikke engang ruge indenfor Landets Græud- ser. Saavel i 1877, som i 1879, da jeg i Sommermaanederne har besøgt Listerland og Jæderen, traf jeg store Flokke eller enkelte Individer af næsten alle Arter Tvinga, fremdeles Ca- lidris arenaria, Squatarola helveiica og Lim osa lapponica. Tringa camitus var især talrig paa disse Localiteter Som- meren 1879. De fleste af de Individer, som herunder bleve skudte mellem 2den og 4de August, eller med Nøjagtighed kunde observeres, havde rødt Underliv, dog opblandet med enkelte hvidagtige Fjære. I ringere Antal fandtes mere graa- bugede Individer, dog med Spor af den rødbrune Bundfarve, saaledes at disse syntes allerede ifærd med at antage den lyse Høst- (Vinterdragt). Endelig skjød jeg 4de August ex ungt Individ fra samme Aar, kjendeligt ved sine tjukkere Tar- ser, ved sin nye og uslidte Dragt, og ved R^^ggens ejendom- melige Farve, (idet Fjæreni> her vare graa med et smalt Baand af graabrunt henimod Randen, og alleryderst en hvidlig Bræm). At Aarsungen allerede ved en saa tidlig Datum skulde være fuldt udviklet, have forladt Ynglepladsene i det yderste Norden, og allerede have naaet ned til Norges S^'dspids, er idet- hele ret raærkeligt. Til Sammenligning kan anføres at i 187G traf Dr. Feilden spæde Dueunger ved Grrinnell- Land den 30te Juli; Æggene af dette Kuld havde saaledes været lagte om- trent 10de Juli, ligesom Langerne først i Midten af August vilde have været fuldt udvoxede. Men maaske yngler Tr. canutus noget tidligere paa andre, os ukj endte Ynglepladse. Det Tidspunkt, da disse oversomrende Individer aflægge sin røde Dragt, og anlægge Høst- eller Vinterdragten, falder, som det s_ynes, ganske uregelmæssigt, og indtræder, som oven- for anført, hos enkelte tidligt, hos andre (og dette er maaske Regelen) først efteråt de have forladt Landet i Begynd, af September. I 1873 traf jeg saaledes paa Jæderen mellem den 20de og 24de August (foi-uden de graa Aarsunger), talrige Xvt Magazin f. ^'aturv. XXVI. TII-IY. L'3 342 Eobert CoUett. Individer, der saagodtsom alle endnu havde den røde Som- merdragt helt eller delvis i Behold. I Slutningen af August indfinde sig i Mængde Ungfug- lene fra Norden paa de samme Steder, og i den første Halv- del af September drage de samtlige efterhaanden mod Syd; enkeltvis kunne de træffes endnu i Maanedens Slutning. Den 30te Aug. 1880 saa jeg. et helt Knippe Individer, skudtepaa Øjeren ovenfor Christiania, saaledes ved en Indsø, der i Re- gelen sjeldnere besøges af dem. M. Totall. 258'"m v. 162mm H. 60 Jæderen 2 Aug. 1879. « — 255 « » 158 » « 60 Jæderen 3 Aug. 1879. « jun. — 257 » « 164 » » 63 Jæderen 4 Aug. 1879. Fem. — 259 « ^ 165 « « 62 Jæderen 2 Aug. 1879. « — 270 « « 172 « « 68 Jæderen 2 Aug. 1879. Tringa striata, Lin. 1766. Ogsaa af denne Art tilbringe adskillige af de yngre, ikke forplantningsdygtige Individer Sommeren ved de sydlige Kyster. Dog har jeg hidtil truffet disse blot enkeltvis (Jæ- deren 29de Juli 1880). Denne er den eneste Tringa, der helt er stationær hos os, og tilbringer Vinteren i talløse Skarer langs hele Kystlinien lige op i Finmarken. Hos et Antal Individer, som Univ. Mus. modtog i Deo. 1880, skudte ved Jomfruland udenfor Kragerø, indeholdt Ventrikelen blot Insecter {Biptera og Coleoptera fra Stranden), men ikke Crustaceer, saaledes den samme Føde, som udgjør deres Hovednæring hele Sommeren. M. Totall. 200mm V. 124™™ H. 56nira Vadsø 21 Juni 1878. « — 230 « « 130 « « 62 » Jomfruland pr. Kragerø 11 Dec. 1880. Jomfruland 11 Dec. 1880. Jomfruland 11 Dec. 1880. Fem. — 223 « « 128 « < 58 « Porsanger, V. Finm. 24Junil880. Grøtø, Lofoten 28 Juli 1880. Jomfruland 11 Dec. 1880. 213 « * 124 ^ « 62 220 « « 129 « » 62 223 « « 128 «: « 58 219 « « 125 » « 57 235 « » 130 » « 62 Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 343 Triiiga suharcuata, (Guid.) 1774. Den 20de Juli 1877 traf jeg paa Listerland adskillige oversomrende Individer af denne højnordiske Art; hos et samme Dag skudt Hun-Individ, der opbevares paa Univ. Mus., var Ovariet selvfølgeligt fnldkoramen Hvilende ^). Dragten var hovedsagelig fuld Sommerdragt, idet hele Underlivet var mørkt rødbrunt, dog med enkelte indblandede hvidagtige eller hvidbræmmede Fjære. Ogsaa de øvrige ved samme Lejlighed observerede Individer havde samme Dragt. M. Totall. 223mm y. 131mm H. 48mni Listeiland 20 Juli 1877. Tringa femniinckii, Leisl. 1811. Tr. temminclm er i Norges arctiske Dele idethele særde- les hyppig, og ruger talrigt paa de fleste gunstigt beliggende Localiteter, især i Kystdistricterne. Dog forekommer den sjeldnere paa de y dre Øer eller Holmer ud mod Havet; den foretrækker de græs- eller lyngbevoxede Steder i den egent- lige Kystlinie af Fastlandet, samt langs Bredderne af de større Fjorde eller de større Øer, hvis Natur ikke væsentlig adskiller sig fra Fastlandets. I de indre Dele forekommer den kun undtagelsesvis, og sjelden i nogen betydelig Afstand fra Søen; den synes saale- des ikke at have Tilhold paa den egentlige «Tundra« i det indre af Finmarken. Ved Bosekop i Alten fandt jeg et Par af denne Art bosat ved Elven i Eibydalen, omtr. 16 Kilom. fra Fjordbunden (21de Juli 1880). Det sydligste Punkt, hvor den hidtil vides fundet rugende I en Afhandliug: «Bidrag til Sveriges Ornithologie, Berättelse om en resa till Ølånd och Skåne (Øfv. Kgl. Vet. Akad. Forh. 1868, No. 3), omtaler Meves, at han paa Ølånd fandt enkelt- eller flokkevis adskillige af de arctiske Vadere i den sidste Halvdel af Juli 1867, og han antog, at disse vare saadaune, «som under flyttningen från norra provinserna no- gon tid där uppehöllo sig». Disse vare dog sandsynligvis ikke paa nogen Vandring videre til eller fra Norden, men blot yngre Individer, der her tilbragte Sommeren, uden at forplante sig. 23* 344 Robert Collott. i Norge, er paa Øen Tromsø (udeuforByen af samme Navn), hvor den endnuer ret talrig (69° 40'). Under Træktiderne er den alm. paa flere Punkter af de sydlige Kyster, men besøger sjel- dent de indre Dele, uden i enkelte, forvildede Individer. I alle de 5 Sommere (første Grang i 1872, og herefter re- gelmæssigt hvertandet Aar), hvori jeg har gjennemstreilet Finmarken, har jeg jevnlig havt Anledning til at iagttage denne Art, og lære dens ret ejendommelige Væsenat kjende. Især havde jeg hertil den bedste Lejlighed i sidst afvigte Som- mer, 1880, da jeg atter, denne Gang i Selskab med Fiskeri- Inspectør Landmark, besøgte disse Trakter. Tringa temminchii har sit Tilhold hovedsagelig paa visse ejendommelige Localiteter, paa hvilke den aldrig savnes, og som man hurtigt lærer at kjende og bedømme paa Forhaand. De ruge her altid i større eller mindre Colonier, sjeldent eller aldrig enkeltvis. Disse Localiteter ere lavtliggende og jevne, med Lyng, Empetrum, G-ræs, eller smaa Saliceter bevoxede Fläder i Nærheden af Elveraundingerne, paa Øer og Holmer i Fjorden, eller nær Havstranden, ofte lige ved de beboede Steder. Men en nødvendig Betingelse for, at dette Punkt kan være et for den (og Tr. minuta) gunstigt Rugested, er, at der findes en eller flere grunde Vandsamlinger lige i Nærheden, hvor de kunne hente sin Føde, da de sjeldnere under Ruge- tiden søge denne ved Elvebredderne eller i Havstranden. Var en saadan Localitet *først fundet, var det os en yderst let Sag at finde Rederne. Saaes et Individ i Nærheden, en- ten paa Foderpladsene, ved Vandbredden, eller i Nærheden af disse, havde vi blot at forholde os stille og i passende Af- stand ; inden faa Minutter fløj den lige hen mod Redet, vand- rede de sidste faa Skridt tilfods, og lagde sig saa til at ruge, medens vi kunde betragte den ofte i ganske kort Afstand. Vårede dens Ophold paa Foderpladsene for længe, gik vi uden videre ned og jagede den op, hvorefter den i de aller- fleste Tilfælde fløj directe hen til Redet. Allerede under de- res Ophold paa disse Foderpladse var det let at bedømme, hvilke Individer vare rugende, og hvilke ikke. De første vare yderst ustadige, og i uophørlig Bevægelse for at søge Føde, medens de ikke rugende ofte i længere Tid ad G-angen sådde i Ro paa en Sten nær Vandkanten. Medens Fuglen rugede, var den vanskelig at faa Øje paa, Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 345 og lod sig gjerne komme nær i faa Skridts Afstand, inden den fløj op. Saaes den derimod at flyve af, var Redet let nok at opdage, da det somoftest laa ganske aabent. Idethele undersøgte vi denne Sommer omtrent 40 Kuld, de allerfleste blot paa 3 Localiteter, under nogle Timers Ex- cursion liver Gang. Blandt en Coloni paa omtrent 30 Par, der rugede paa nogle Lyngflader nedenfor Husene paa Stabursnæs, fandt vi s'aaledes i Lebet af nogle faa Timer omtr. 20 Kuld. Grrunden til, at vi med saa stor Iver eftersøgte disse Reder, var den, at der blandt Colonierne tillige fandtes enkelte rugende Par af Tr. minuta; efter nogen Øvelse var det en let Sag allerede ved første Blik gjennem Kikkerten at afgjøre, om Individet kavde graabrun Ryg [Tr. temminckii), eller rødbrun [Tr. minuta). Da intet af de rugende Individer bleve skudte ved disse Reder, gjordes denne Gang ingen Observationer om,>hvilke af de to Kjøn, der her udførte Rugningen. Men ved 4 tidligere Lejligheder, hvor jeg (i Porsanger 1872 og 1876) har skudt og undersøgt den rugende Fugl, idet den forlod Redet, vare disse altid Hanner, der havde store Rugepletter, og det er sandsynligt, at det er denne, hvem Rugningen hovedsagelig (eller udelukkende) paahviler. Rederne laa somoftest ganske aabent, enten ved Siden af et Par mindre Stene, eller blandt lidt Græs, undertiden halvt indunder en af de lave Vidjebuske; ofte var der intetsomhelst, der angav Redets Plads i den ensformige Lyngflade. I Bun- den af Redet laa altid et Lag visne Blade eller lidt Stråa. Æggenes Antal var nåen Undtagelse 4, skjønt vi, som oven- for nævnt, dette Aar undersøgte næsten 40 Kuld; de udvise nogen, skjønt forholdsvis ikke betydelig Variation indbyrdes. Naar den rugende Fugl blev opstødt af Redet, fløj den somoftest roligt af. og forsvandt derpaa for en kort Tid; efter nogle Minuters Ophold viste den sig atter i Redets Nærhed, og lagde sig hurtigt igjen til at ruge. Men under- tiden anstillede den sig som saaret, løb med ængstelig Skri- gen og hængende Vinger henad Marken, og satte sig ofte i Busktoppene. Denne sidste Fremgangsmaade anvendtes næ- sten altid, naar Æggene vare stæ.rkt rugede, eller naar de bleve pludselig overraskede paa Redet, hvorimod de ikke be= 346 Robert Collett. 'nyttede sig af denne List, hvor de i Afstand havde kunnet iagttage den, der nærmede sig. Naar Æggene vare stærkt rug?de, og vi ikke forlode Stedet, vedbleve de i lange Tider med stor Ængstelighed at kredse over Redet under en eien- dommelig trillende Lyd tirrrr^ der uophørligt gjentoges med korte Mellemrum. Ligesom Tr. alpina, Tr. canutus (cfr. Ibis, 1877, p. 407), og maaske de fleste andre Arter, har Hannen under Parrings- og Rugetiden et højst ejendommeligt «Spil», hvilket jeg alle- rede tidligere (Mindre Medd. 1873 — 76, p. 181) har nærmere omtalt. Saasnart Æglægningen er tilendebragt, ophører i Re- gelen alt Spil; enkelte Individer fortsætter det dog endnu til- dels efteråt Ungerne ere udklækkede. Saaledes hørte jeg det i 1878 endnu i fuld Gang hos enkelte Individer ved Vadsø den 20de og 21de Juli, skjønt voxne Unger fandtes i Nærhe- den. Ligesom det er Tilfældet med Tr. minuta, er ogsaa Hun- nen i Besiddelse af denne Sangens Grave, og jeg har et Par Gange skudt Hunner, der, siddende paa Marken, have ladet et fint Kvidder høre. De fleste af de den 27de — 30te Juni ved Stabursnæs og Børselv fundne Kuld vare friske, eller nær derved; noget mere rugede vare de ved Kistrand den 3die Juli. Men da dette Aar var ualmindeligt sent, og store Snemasser endnu laa i alle Skraaninger, falder Rugetiden i almindelige Aar noget tidligere. I 1874 fandt jeg paa Tromsø friske Æg den 10de Juni ; som Regel maa de fleste Kuld antages at være lagte omtrent 20de Juni. I den første Uge af Juni sees de første Dununger, og de første voxne Unger noget over Midten af Juli (Vadsø 19de Juli 1878). Flere eller færre ef de unge, endnu ikke forplantnings- dygtige Individer tilbringe, ligesom de øvrige arctiske Va- dere, Sommeren under sydligere Bredder. Den 4de August 1879 traf jeg saaledes denne Art paa Jæderen i smaa Flokke, og skjød et Par Individer for at constatere Arten. I Juli 1870 blev ligeledes et Expl. skudt ved Manger ovenfor Ber- gen af Docent Théel fra Upsala. M. ïotall. 160mm v. 98nim H. 49mm Gjæsvær pr. Nordcap 22 Juni 1878. « — 158 « « 101 s « 48 » Porsang-er, V. Finm. 2.5 Juni 1878. « — 1.55 « > « 40 « « ■ — 151 « « 93 « « 39 « Fem. — 149 « « 99 « « 37 « « — 155 « « 95 « « 37 « Totall. 202mm V. 115mni H. 49mm — 195 ^ « 118 '". Senere ud over Vinteren bleve de fleste af de øvrige Ind. af denne Flok, hvoriblandt flere Ungfugle, skudte. Den Ilte Dec. s. A. modtog Univ. Mus. et yngre Indiv., skudt i V. Aker ved Chra.; hos dette, der var en Hun, havde Pandeskjoldet en Højde af blot 8'"'". Fem. Totall. 737nim V. 420nim H, 120niin v. Aker pr. Chra. 11 Dec 1879. Bernicla h r ent a^ Pall. 1811. Om Vaaren indfinder denne Art sig ved Landets sydlige Kyster i Slutningen af Mai (talrigst omtr. 26de Mai), og drager derefter, uden at standse synderligt undervejs, op til sine Ruge- steder paa Spitsbergen. Flokkene beståa af fra 20 til 5 — 600 St. De trække lavt henad Havfladen, i Regelen dannende den samme V-Form under Flugten, som de øvrige Arter, men uophørligt forandres Formen, snart dannende en bølgende Linje, snart en mere uregelmæssig Masse. 368 Robert Collett. I Slutningen af September eller Beg. af October indfinde Flokkene sig atter nordenfra, og have i Regelen forladt Landet i November. Men i strenge Vintre, især naar Østersøen og Bel- terne tilfryse, søge de altid flokkevis atter op under de isfri Ky- ster udeufor Stavanger og Jæderen, hvor de tilbringe kortere eller længere Tid af Vinteren. Især vare de saaledes talrige i 1878-79, og i 1880—81. Enkelte af disse Individer, der saaledes ere drevne mod Nord, blive undertiden førte langt ud af sin Vej, og Univ. Mus. har saaledes flere Gange modtaget Individer, skudte i Landets indre Dele (Odalen 31te Marts 1879, Vormen 9de April 1879). M. Totall. 640mm V. SSOmm H. 103mm Haugesund 26 Oet. 1878. « — 645 « « 358 « « 100 « Odalen 31 Marts 1879. Fem. — 594 « « 320 « « 97 «; Vormen 9 April 1879. B ernicla leucopsi s, (Bechst.) 1803. Endskjønt Hovedtrækket af denne, ligesom af adskillige an- dre arctiske Arter, ikke egentlig berører Norge, men gaar mere østligt, synes dog aarligt enkelte om Høsten at indfinde sig ved Lan- dets sydvestlige Kyster, og flere Individer ere skudte i Løbet af de sidste Aar, især paa Øerne i Stavangerfjorden. Alene i 1877 bleve 3 Ind. bragte til Stavanger, skudte alle i December Maa- ned paa Karmø og vi^d Tungenæs. I Oet. 1879 bleve atter et Par Ind. skudte sammesteds; et af disse er afgivet til Univ. Mus. Vaartrækket synes endnu sjeldnere at berøre Landet. I de sidste Aar vides blot et Ind. skudt i Omegnen af Christiania Vaaren 1877, ligesom et Ind., ifølge Cand. Stejueger, er skudt ved Bergen 30te April 1879. C y gnus music us, Bechst. 1803. Overvintrer hist og her ved Kysten lige op til Tromsø, hvor et Ind. blev skudt i Balsfjorden i Beg. af Marts 1877; ligele- des er den ikke sjelden om Vinteren i Malangenfjord. Underti- den holde disse overvintr':^nde Individer sig sammen i Flokke paa flere Hundrede; saadanne ere især observerede i Lofoten og uden- for Stavanger. Miudre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 369 Endskjønt denne Art ruger paa adskillige Punkter i Fin- markens indre Dele, liar den endnu ikke (ialfald i de senere Aar) været undersøgt eller nøje beskrevet lios os under sin Redebyg- ning eller Rugning. I 1857 saa Forstm. Barth 2 allerede for- ladte E,eder i Pasvigelven i Syd- Varanger; disse laa begge paa en i en af Elven dannet Indsø, og vare saudsynligvis byggede i forskjellige Aar. De vare dannede af Jord, Kviste og Mos, der var ophobet i Form af en liøj Myretue, paa hvis Top en Del Æggeskaller endnu laa i en grund Fordybning. M. Totall. 1323mm V. 550mm H. r77mni Skudesnæs 27 Not. 1877. — 1330 « « 605 « « 170 ^ Stavangerfjord 3 Febr. 1879. Cygnus minor, Pall. 1811. üagtet denne Art blev først i de seneste Aar med Sikker- hed fundet hos os, er det ikke usandsynligt, at den under Trækti- derne eller om Vinteren oftere kan berøre Landet. Da den, foru- den ved Petschora* Mundingen og Nordkysten af Sibirien, tillige ruger almindeligt paa Novaja Semlja, er det nemlig ikke utæn- keligt, at den under sit Træk ogsaa tildels kan følge Kystlinien af Nordvest-Europa, ligesom det ofte er Tilfældet med Anser al- hifrons, Bernidd leiicopsis, og andre mere østlig- arcti ske Former. I Slutn. af Mai 1876 blev et gammelt Ind. skudt i Næsseby i Syd- Varanger, og opbe varet af Hr. Nord vi ; fra ham er det gaaet over til Kragerø Skole, i hvis Samling det opbevares, og hvor jeg nylig har havt Anledning til at undersøge det. Da Hr. Nordvi sees ikke at have gjort Forskjel paa de 2 Arter, er det ikke usandsynligt, at han oftere har havt C. minor i Hænde fra disse Trakter af Finmarken. Den 16de Jan. 1879 blev et Expl. skudt ved Figgenelv paa Jæderen, og afgivet til Stavanger Musænm, hvor jeg i Juli s. A. havde Anledning til at undersøge det; det opgaves at have væ- ret en Han. Hvorvidt dette Individ har tilbragt den hele Vin- ter ved vore Kyster, kan ikke afgjøres, da neppe flere af denne Art bleve bemærkede ved denne Lejlighed; sandsynligvis er den drevet op fra de engelske Kyster, hvor der netop i denne Vinter bleve flere Individer skudte. Derimod synes den at have overvintret i temmelig stort An- tal ved vore Kyster i den paafølgende Vinter, 1879 — 80, og ad- 370 Robert Collett. skillige Individer bleve herunder skudte, og mangfoldige observe- rade, saaledes at der af dette Förråad nu er ble ven opstillet In- divider i de fleste af Landets Musæer. Enkelte af disse Indivi- der bleve fundne døde eller i afkræftet Stand, tildels langt inde i Landet, et Tegn paa, at deres Optræden ved denne Lejlighed idethele har været exceptionel. De fleste af disse Individer synes at have opholdt sig paa Kyststrækningen mellem Bergen og Throndhjerasfjorden. De første bleve bemærkede i Midten af December 1879, og observe- redes nu jevnligt indtil Midten af Febr. 1880; det sidste Indi- vid, der med Sikkerhed blev iagttaget, fandtes i Slutningen af Marts 1880. De fleste Individer bleve indsendte til Videnska- bernes Selskabs Samling i Throndhjem, og stammede fra Hitte- ren og Øerne udenfor Christiansund. Conservator Storm har skriftlig meddelt mig de af ham med Vished iagttagne Tilfælde af dens Optræden, ligesom han har udtalt sig herom i en Af hand- ling »NogleForøgelser til den zoologiske Samling af Vertebraternes Række« (Kgl. N. Vid. Selsk. Skr. 1879, p. 127). Af de 9 Individer, som Hr. Storm har havt Anledning til at undersøge personlig, vare de 8 fuldt udfarvede, dels Hanner, dels Hunner^). De forskjellige af Hr. Storm iagttagne Tilfælde vare følgende: 1 Expl., en Ungfugl, der maaske har tilhørt denne Art, blev skudt kort før Jul 1879 ved Hitteren. Opbevares paa Musæet i Throndhjem. 2 Ex. skudte af en Flok paa 16 St., sandsynligvis alle be- staaende af samme Art, ved Christiansund i Beg. af Jan. 1880. 2 Ex. skudte i Slutn. af Januar 1880 ved Hitteren; det ene er opstillet paa Musæet i Throndhjem. 1 Ex. skudt i Inderøen (Throndhjemsfjorden) i Slutn. af Januar 1880 ; opbevares paa Musæet i Throndhjem. 1 Ex. fundet dødt i Febr. 1880 i en Skov i Stordalen, lige- ledes ved Throndhjemsfjorden. Opstillet paa Musæet i Thrond- hjem. 1 Ex. skudt i Febr. 1880 i Nidelven ovenfor Throndhjem, ^) Et enkelt, der blev skudt omtr. 20 Dec. 1879, var et ungt ludiv. (To- tall. 1040mm). For dettes Vedkommende kau Hr. Storm endnu ikke med Vished afgjøre, om det tilhører denne Art, eller C musicus. Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 371 2 Mile fra Søen, hvor det (sammen med et Par andre) havde Tilhold i en Fos. 1 Ex. skudt i Febr. 1880 i Aursund-Sø ovenfor Eiøros, omtr. 2000' o. H. 1 Ex. skudt i Slutningen af Marts 1880 ved Inderøen (Throndhjemsfjorden). Dette er nedsendt til Univ. Mus., hvor det nu er opstillet. Desuden bleve de omtalte samtidigt fra Snaasenvandet, Vær- dalen, Rissen, Gulosen og andre Steder i det Throndhjemske ; fra disse Steder have dog ikke Individer været undersøgte, saaledes at Arten har med Sikkerhed kunnet constateres. Hos alle de indenlandske Individer af denne Art, som jeg hidtil har kunnet undersøge, have Fjærene paa Hovedets Over- side og Nakken havt rustgule Spidser, der især staa tæt paa Fanden og Issen; denne Farve er saaledes maaske normal hos de udfarvede Individer. Næbbets gule Parti er i frisk Tilstand intens farvet, senere blegere; selv hos det allerede i flere Aar opbevarede Exemplar fra Syd-Varanger er Farven fremdeles stærkt bleggul og skarpt begrændset, men derimod mere utydelig hos Individet fra Jæderen. Af 2 af de ovenfor nævnte Individer, begge udvoxede, meddeles følgende Maal ^). ) Syd-Varan- ger, Mai 1876. Th. hj ems- fjord, Marts 1880. Næbspidsen til Øjet Mundspaltens Længde Næbbets Bredde ved Hoden Mellemtaaen med Klo . Ydertaaen med Klo Indertaaen med Klo nimm 91 « 31 - 125« 120 « 98 « 1^1^2"'" 90« 31 « 119 « 114« 95« Det til Univ. Mus. indsendte Exemplar var en fuldt udfar- vet Hun; Ventrikelen var tom. Halen var ikke complet, saa at ^) Af Exemplaret fra Jæderen har Hr. Stejueger meddelt Udmaalinger i dette Tidsskrifts 25de B. p. 144. 372 Robert Collett. Fjærenes Antal ikke kan angives; hos Indiv. fra Finmarken var Antallet 22. Totall. ? V. (h.) 525mm v. (v.) 520mm H. 155inm S. Varanger, Fium. Mai 1876. — ? » » 545 » « « 540 « « 160 » Jæderen 16 Jan. 1879. Fem. — 1205™m « i 545 « « « 550 « « 169 « T.hjemsfjord 27 Marts 1880. Tadorna co mut a, (Gmel.) 1774. Ankommer til Landets sydlige Kyster, hvor den især langs Listerland og Jæderen er særdeles talrig, allerede i Slutningen af Marts, men synes ikke at tilbringe Vinteren hos os. Dens Hovednæring om Sommeren synes her at være Larven af en Dipter, der lever i den raadne, paa Stranden opkastede Tang, og den kan have Ventrikel en aldeles opfyldt af denne Føde. I Christianiafjorden ruger den saa langt ind, som ved Laur- kuUen, hvor jeg saa flere Kiild Unger i Midten af Juli 1879. Den gaar mod Nord langt indenfor Polarkredsen. I Lofoten, hvor den oftere er truffet om Sommeren, ruger den aarlig; i Slutningen af Juli 1880 traf jeg dem her med halvvoxne Unger ved Grøtø. Sommeren 1876 blev endog en Unge fanget i Dyb- vig i Lyngen, Vest-Finmarken, og nedsendt til Tromsø Musæum, og det antoges, at den her var udruget (70°). M. Totall. 660mm V. 354mm H. 122mm Jæderen 5 Mai 1877. « — 645 » « 340 » « 115 « Jæderen 23 Juli 1877. « — 651 ^ « 332 « « 110 « Østerrisøer 16 Mai 1879, Terr, i.— 565 € « 323 « « 105 « Jæderen 6 Mai 1877. « — 540 » « 315 « ^ 105 « Listerland 18 Juli 1877. Mareca penelope, (Lin.) 1766. M. Totall. 510mm v. 253mm H. 103nim V. Aker pr. Chra. 9 Mai 1879. Fem. — 460 « « 248 « « 96 « Jæderen 8 Mai 1877. * — 470 Î < 245 Î * 81 « Bundefjorden pr. Chra. 28 Sept. 1880. Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80, 373 Dafila acuta, (Lm.) 1766. M Totall. 682mm V. 260mm H. 160, yderste Par 88mm Søstereari.:. Chr.- fjord 6 Ma\ 1878. — 683 c . 288 1 « 180, — <: 90 « Odalen 21 April 1879. Spatula clyjpeata, (Lin.) 1766. Denne Art er fremdeles blot sporadisk bemærket i de syd- lige Landsdele, og der foreligger endnu intet positivt Bevis paa, at den har ruget hos os. Et Ind., skudt i Edsberg Iste Septem- ber 1877 (Univ. Mus.), var en ung Hun, der sandsynligvis har været udklækket her hos os. Fem. Totall. 484mm V. 225mm H. 75mm Edsberg 1 Sept. 1877. Anas ho schas, Lin. 1766. Hos et i Nordmarken ved Christiania den 4de Aug. 1878 skudt yngre Individ fandt jeg Ventrikelen fyldt med Bærrene af Myrtilhts nigra. M. Totall. .59.5mm V. 276mm H. 85mm Jæderen 13 Mai 1877. « _ 626 «; «; 294 « «: 94 « Chr.fjord 5 Mai 1879. Fem. — 520 t « 268 290 « « 86 « Tromsø 21 Dec. 1880. 600 « « 276 « « 82 « Tromsø 21 Dec. 1880. 590 « « 280 « « 87 « Tromsø 21 Dec. 1880. 560 « « 280 € « 98 « Tromsø med. Febr. 1877 570 « » 282 « > 610 « « 2.5.5 « « 87 « 625 « « 245 ^ ^ 81 < 610 « « 245 « « 90 » 575 « » 236 * « 70 » 378 Robert Collett. Farn Laridae. Stercorarius parasiticus, (LinJ 1766. {Lestris buffonü, auct.) ßlandt den store Sværra af St. pomatorJiinus, der besøgte Nor- ges sydlige Kyster (og det øvrige N. V. Europa) i October 1879, fandtes ogsaa enkelte Indiv. af St. parasiticus^ saavel fuldt udfar- vede. som Ungfugle; og ligesom det var Tilfældet med den først- nævnte Art, bleve flere Ind. fundne eller skudte inde i Landet, i flere Miles Afstand fra Søen. Et Par af disse bleve afgivne til Univ. Mus. Et af dem, en Ungfugl, var skudt i Indsøen Øjeren den 13de Oet. ; et andet, der var gammelt og fuldt udfarvet, ind- sendtes fra Urskoug Præstegjæld den 15de samme Maaned. Sam- tidigt blev et Individ skudt ved Egersund 29de October, og afgi- vet til Stav. Mus. I Ventrikel en af Individet fra Urskoug fandt jeg et halvt Dusin hele Exemplarer af en Harpalus\ et Par Individer som jeg skjød ved Kistrand i Porsangerfjorden (Vest Finmarken) 22de Juni 1880, havde i Ventrikelen, det ene Fiskeben, det an- det intet, uden Bærene af Empetrum. M. Totall 583mm (uden de forlængede Halefj. 411mm) V. 301mm H. 130mm mellemste Par 302mm Porsanger, V. Finm. 22 Juni 1880. Fem. — 581mm (uden de forlængede Halefj. 418mm) V. 320mm H. 127mm mellemste Par 290mm Urskoug 15 Oet. 1879. « — 550mra (udeu de forlængede Halefj. 399mm) v. SOOmm H. 120mm mellemste Par 271™™ Porsanger, V. Finm. 22 Juni 1880. Stercorarius er epidatus, (Banks) 1773. {Lestr.H parasitica, auet.) I Porsangerfjorden i Finm.arken, hvor denne Art er særde- les hyppig, havde jeg især i 1878 o^ 1880 Lejlighed til at iagt- tage den under dens Rugning. Til Redeplads udvalgtes her altid aabne og lyngbevoxede Steder paa flade Øer, i Regelen, hvor der sammesteds ogsaa fandtes andre Fugle rugende, saasom Tringa temmincJcii, Phalaropus, Sterna liiriinåo, Somateria o. a., skjønt den paa Grund af sine Røverier af disses Æg og Unger aldrig levede i nogen særdeles god Forstaaelse ined dem. Dens Æg, hvis An- tal oftest var 2, men ikke sjelden blot 1, lagdes i Regelen uden Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 379 Underlag paa den i Redehulningen nedtrykte Lyng ; undertiden var i Hulningens Bund samlet nogle faa Stråa. Skjønt Æggene ligg? ganske aabent, ere de yderst vanskelige at faa Øje paa, dels paa Grund af deres mørke, med Lyngen overensstemmende Farve, dels fordi Redet lægges midt paa den aabne Flade og un- der de mest ensartede Omgivelser. Ved Redet ere begge For- ældre yderst ængstelige. Æglægningstiden falder i Porsangerfjor- den omtrent i den 3die Uge af Juni, undertiden allerede i Mid- ten af Maaneden. Ungerne opfødes med Fugleunger og Fiske ; en stor Dun- unge, som jeg fandt paa Tarasø den 6te Juli 1878, havde i Ventrikelen Hovedet af en nyklækket Unge af Somateria moUissima, tilligemed Stumper af Græs. Dunklædningen var hos de under- søgte Individer brunsort overalt, maaske uden Forskjel, om Indi- videt senere bliver sort- eller hvidbuget. I sin Næring er den fuldstændig omnivor. Hos 2 Individer, uer udgjorde et Par, (Hannen hvid-. Hunnen sortbuget), der bleve skudte i samme Skud den Iste Juli 1878, havde det ene i Ven- trikelen et ufordøjet Ind. af MaUotus villosus, det andet intet, uden Bær af JEmpetrum. Et tredie Individ, skudt samme Dag, havde Ventrikelen fyldt med Coleopterer, hvoriblandt saaes flere hele Indiv. af Otiorhynchus maurns. M. (hvidbuget) Totall. 480mm v. 320mm H. 122mra, helleraste Par 195mm Porsanger, V. Finin. 1 Juli 1878. T (sortbuget) — 472 » « 31.5 » « 128 « uiellemste Par 207mm. Porsanger, V. Finm. 1 Juli 1878. Fem. (hvidbuget) — 510 « » .320 « « 1.30 « mellemste Par 20.5mm. Porsanger, V. Finm. 29 Juni 1878. « (sortbuget) — 478 « « 322 « « 127 « mellemste Par 202mm. Porsanger, V. Finm. 1 Juli 1878. 8tercor,arius poma torhimis, (Temm.) 1815. Denne Art, der sandsynligvis aldrig ruger hos os, viser sig ved de norske Kyster i Regelen blot om Høsten, og sjeldent i nogen betydelig Mængde. Enkelte Aar indfinde de sig i større Antal, end i andre, og trænge herunder langt mod Syd; dette var 380 Robert Collett. især Tilfc*jldet Hesten 1879. I Midten af Oet. d. A. viste de sig flokkevis udenfor Christianiafjordeu og langs Kysten af Christi- ansand Stift, samt i Throndhjemsfjorden, og mange Individer bleve herunder skudte eller fundne i afkræftet Tilstand, især paa det første af disse Steder. Forvildede Individer bleve samtidigt fundne langt op i Landet ; saaledes modtog Univ. Mus. et Ind. der var skudt i Urskoug den 15de October. Næsten alle disse Individer vare Ungfugle; dog bleve og?aa enkelte fuldt udfarvede Indiv. skudte. Saaledes ejer Stav. Mus. et saadant, skudt paa Jæderen den 8de Oct., ligesom flere saadanne bleve afgivne til Vidensk. Selsk. i Throndhjem, skudte i Thrond- hjemsfjorden i Oet. og Nov. s. A. Saadanne S værme have ogsaa tidligere vist sig paa de samme Steder om Høsten, saaledes i 1837, og tildels i 1874. M. jun. Totall. 485mm V. 345nim H. 139mm Urskoug 15 0< t. 1879. » jun. — 477 « « 3.52 « « 142 « Ousø,Siaaalenenel70ct. 1879 Fem. jun. — 490 » « 345 « ^ 131 » Onsø,Smaalenenel7 0ct.l879 Lar us can us, Lin. 1766. JFem. Totall. 425mm y. 335mm H. 132mm Chr.fjord 24 Nov. 1878. « — 425 « 1 340 « € 127 « Chr,fjord 24 Nov. 1878. Lar US ar g en t a tus, Lin. 1766. M. Totall. 613mm v. 427mm H. 175mm Chr.fjord 17 Nov. 1877. i — 670 « « 460 « « 170 « Laxefjord, 0. Finm. 7 Juli 1880. Fem. — 586 » » 431 « « 154 « Hvaløerne 10 Juli 1877, Lar us fuscus, Lin. 1766. En stor Coloni af denne Art (samt af L. marinus, og i ringe Antal L. canus) ruger paa Øen Rott ved Stavangerfjorden, og er her af Beboerne Gjenstand for en paa alle andre Steder af Kysten ukjendt Behandlingsmaade, idet de indfanges i store Masser til Vin- terbrug. Saasnart Ungerne ere udklækkede, afklippes i alle Re- der det yderste Fingerled i Yingen, en Amputation, der hurtig læges af sig selv. Ungerne lades nu i Ro, og opfødes taalmodigt af Forældrene, indtil de ere fuldt fjærklædte, saaledes længere. Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 381 end under normale Omstændiglieder; og da de ikke kunne fly ve, men idethøjeste gjøre et kort Sprang, drives de i Beg. af Sep- tember, naar de ere fuldvoxne, ud paa Søen, og ind i en Bugt ved Øen, hvor de indfanges, dræbes og senere nedsaltes Denne Methode har været benyttet her (og paa en nærliggende 0) i lange Tider. Tidligere var Udbyttet af Unger af de 3 Arter til- sammen 900 — 1000, men er nu neppe over 400 St. aarlig. Fem. Totall. 530mm v. 419mm H. 148mm Bundefjord pr. Chra. 16 Juli 1879. Lar us marinus, Lin. 1766. M. Totall. 740mm v. 519mm H. 202mm Jæderen 29 April 1877. « — 748 « « 480 < 't 192 « Chr.fjord 22 Nov. 1877. Fem. — 660 « * 460 * t 180 « Laxefjord, 0. Finm. 6 Juli 1880. Lar us leucopterus.^ Faber 1820. Besøger aarlig om Vinteren Finmarkens Kyster, men er endnu ikke funden rugende i Norge. Af Sommerfelt angives den (1861) som maaske rugende paa Renøen ved Vardø, hvilket dog ikke er sandsynligt. I Sundet ved Tromsø indfinder den sig hvert Aar, om den end sjeldnere bliver directe paavist; Univ. Mus. har modtaget et Par Ind. fra denne Localitet, skudte i Dec. 1870, og Tromsø Mus. har nylig opstillet et nyt Individ, skudt i Marts 1880. Søndenfor Tromsø viser den sig sandsynligvis blot tilfældigt. Et Individ er skudt af Forstmester Barth i Lofoten 1849 ; da dette var om Sommeren, kunde det blot være et ikke rugende, yngre Individ, (ifølge Barth var det en Ungfugl i det andet Aar). I de senere Aar er et ungt Expl. skudt i Throndhjemsfjorden i Jan. 1879, og er opstillet i Mus. i Throudhjem. Pagophila ehnrnea, (Phipps) 1774. Viser sig i Finmarkens Fjorde om Vinteren, idethele ikke talrigt, men er dog i enkelte Aar hyppigere, end i andre. Den benævnes her «Spitsbergs-Maase« eller «Have-Ilype<<. I de seneste Aar er intet Individ indkommet til Musæerne, uden et, der ind- 382 Robert Collett. seudtes, men i ubrugbar Stand, til Tromsø Musæum ; dette var en Ungfugl, skudt i Kjøllefjord (0. Finm.) i Dec. 1879. Rissa tridactyla, (Lin.) 1766. Hos denne Art er det lettere, end hos andre Søfugle, at ob- servere, at intet Individ ruger som étaarigt. Alle de Individer, som iagttoges ved Rederne paa Fuglebjergene ved Gjæsvær (Y. Finm.) i Juni 1880, manglede den sorte Nakkering, og havde hvidt Hoved og gult Næb ; hos enkelte rugende ludiv. saaes dog det sidste Spor af den sorte Nakkering. Den 6te Juli skjød jeg sammesteds Individer, der netop stode paa Overgangen til at anlægge den fuldt udfarvede Dragt, som ét- Aars Ungerne i Regelen først anlægge senere paa Sommeren. De rensorte Vingespidser kora her tilsyne paa de fremskydende, end- nu korte Vingefjær; den sorte Nakkering var allerede forsvunden, Næbbet var graahvidt, og paa Halen spirede renhvide Fjære frem blandt de gamle sortspidsede. Den 18de Juni var der i den nævnte Coloni ved Gjæsvær endnu tildels friske Æg i Rederne; flere havde smaa Unger, en- kelte halvvoxne. I Ungernes Ventrikel fandt jeg Skrei-Rogn (af Gadiis morrhna). M. Totall. 460nim V. 311mm H. 136mni Gjæsvær, V. Finm. 21 Juni 1878. Gjæsvær, V. Finm. 21 Juni 1878. Tromsø 19 Juni 1880. Fem. — 429 « « 329 » « 127 « Cbr.fjord 17 Nov. 1877. Gjæsvær, V. Finm. 18 Juni 1878. Tamsø, V. Finm. 6 JuU 1878. Sterna fluviatilis, Naum. &Br. 1831. Blandt et Par paa Listerland (Juli 1877) skudte Ind. udviste det ene den Særegenhed, at den sorte Farve paa Næbspidsen var næsten umærkelig. I Ventrikelen Idotheer. M. Totall. 364mm V. 266mm H. 72nim yd. Par 147mm Lister 18 JuU 1877. Fem. — 390 « « 275 « «: 84 » « t 160 « ' Lister 19 Juli 1877. — 460 ' » 169 905 » » 340 « » 150 928 » » 365 <: » 159 870 » » 328 » > 147 M. Totall. 755mm V. 285mm Fem. — 680 « « 263 « « — 670 «; «: 965 « Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 387 andre Reder indeholdt endnu Æg. De fleste Reder vare dog tomme, idet aarligt, ligesom det er Tilfældet med Ungerne af Zan«s-Arterne (se p. 380) et stort Antal Unger af denne Art blive dræbte og nedsaltede til Vinterbrug for Beboerne; dette sker, naar de ere lialvvoxne eller noget derover. Tidligere var Udbyttet omtr. 900 Unger aarlig, nu neppe over 500. I de Reder, hvori der var Æg eller spæde Unger, laa Hunnen fast rugende, og huggede ud i Luften med det lange Næb mod den, der nærmede sig, aabnede det gule Svælg, og lod børe en snorkende Lyd; Ungerne bavde en hvislende Piben. Ofte blive blot 2 Unger udrugede af et Kuld, under- tiden blot en eneste. Blandt de circa 200 Indiv. af denne Art, som jeg ved denne Lejlighed nøje iagttog, fandtes intet med Top; idet- højeste bavde enkelte Spor af denne tilbage. H. 133mm Rott pr. Stavanger 29 Juli 1877. « 120 « Rott pr. Stavanger 29 Juli 1877. Î 112 « Gjæsvær pr. Nonlcap 18 Juni 1878. Fam. Colymbidae. C ol y Ull) us gl a c i al is, Lin. 1766. De ikke forplantningsdygtige Lidivider af denne Art til- bringe, ligesom bos de 2 øvrige Arter, Sommeren udenfor vore Kyster, og Lidivider i ren Sommerdragt, skudte ved de y dre Skjær, ere ikke sjeldne i vore Musæer. Saavel disse (hvoraf især flere opbevares i Bergens Musæum), som de, der skydes i Høst- og Vintermaanederne, udvise en paafaldende indbyrdes Forskjel i Størrelse. Fem. Totall. 8S5mm V. 375mm H. 68mm Flekkefjord 10 Dec. 1879. — 795 ^ ^ 345 ■^ Î 78 « Flekkefjord 12 Jan. 1880. Golymhus ar c tic us, Lin. 1766. Antallet af Æg er hos denne, ligesom hos følgende, i Re- gelen 2, og kun sjelden blot 1. En enkelt Gang vides 3 Æg at være fundne i et Rede, uden at disse kunde antages at 388 Robert Collett. hidrøre fra 2 Hunner. Borttages Æggene lige efter at være lagte, lægges ofte et nyt Kuld i samme Rede ; ifølge en Med- delelse fra Hr. Foslie, fandt lian Sommeren 1877 i Lofoten i samme Rede først 1 Mg den 14de Juni. derpaa 2 nye den 16de Juni, 1 Æg igjen den 22de Juni, og endelig 1, det 5te fra samme Fugl, den 5te Juli. M. Totall. 708min V. 315mm H. 55mm Snarøen pr. Chra. 26 Mai 1877. « — 731 « « 323 » « 52 » Ringerike 17 Nov. 1877. « — 726 » » 31,5 « » 60 « Farsund 16 Mai 1878. — 735 « « 323 « « 60 « Flekkefjord 6 April 1879. Colymhus s ep t e^n t r ion alis, Lin. 1766. Et ved Flekkefjord den 30te Jan. 1880 skudt Ind. kavde i Yentrikelen ialt 66 Smaasild, kver med en gjennemsnitlig Længde af SO'"'". Jf. Totall. 716mm v. 310mm H. 57mni Flesberg- i Numedal 13 Mai 1878. — 680 « » 300 « <. 50 '> Flekkefjord 18 Mai 1880. Fem. — 654 » ^ 283 « « .52 » Flekkefjord 30 Jan. 1880. Fam. Podicipitidae. Podiceps cristatus. (Lin.) 1766. Er, ligesom følgende Art, endnu ikke med Sikkerked fun- det rugende i Norge, men observeres dog jevnlig, især om Vinteren, ved vore sydligere Kyster. Maaske ere disse sna- rest saadanne, der af Isen ere drevne op søndenfra. I de seneste Aar ere flere, oftest unge Individer, skudte i Novem- ber og December 1877 i Omegnen af Stavanger, kvoraf en- kelte opbevares paa Musæet i denne By. Podiceps griseigena, (Bodd.) 1783. I Løbet af de sidst forløbne Aar ere adskillige Indivi- der al denne Art skudte, oftest om Høsten og Vinteren, ved vore Kyster, og det er ikke usandsynligt, at en Del af disse kave været udrugede i Landet, skjønt sikre Rugesteder endnu ikke ere paa viste. De fleste af disse kave været Ungfugle. Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 389 Ved Jomfruland udenfor Kragerø blev et Ind., som jeg senere fik Lejliglied til at nndersøge, skudt i October 1875, og den angaves ikke sjeldent at observeres omkring denne om Høsten. Paa Stavanger Musæum findes flere ældre og yngre Ind., skudte om Vinteren i de y dre Dele af Stavangerfjor- den. Ifølge Cand. Stejneger er den jevnlig skudt om Høsten i Løbet af de sidste Aar ved Bergen ; ligeledes ere, ifølge Conserv. Storm, næsten aarlig et eller andet Individ bleven skudt i Throndbjemsf jorden, især i de første Vintermaaneder ; et Ind., der nu opbevares i Musæet i Tbrondbjem, blev skudt paa Johns vand ovenfor denne By i Beg. af December. Endelig bar jeg paa Tromsø Musæum kunnet nndersøge et yngre Individ, der i Nov. 1879 blev skudt i Øxfjord i V. Finmarken, vistnok det nordligste Punkt, hvor denne Art er truffet hos os (70° 20'). Podiceps aur i tus, (Lin.) 1766. (P. cornutus, [Gmel.] 1788). Denne er den eneste Art, som med Sikkerhed ruger i Norge. Som aarvisse Hugesteder kunne nævnes Tjøttø og nogle andre Smaaøer paa Rysterne af Helgeland; den er her velkjendt af Beboerne, og skjønt Æggene jevnlig borttages, indfinde de sig dog aarligt igjen paa de samme Steder. Al- lerede Boie fandt Arten her rugende under sin Rejse i Hel- geland 1817. Den synes at være blandt de sildigst rugende Arter af alle vore Fugle. Et Hede, som undersøgtes af Boie, inde- holdt 3 Æg den 28de August ^). Sommeren 1877 undersøg- tes disse Rugesteder af Fiskeri-Insp. Landmark, der fandt dem bosatte, som sædvanligt, i et lidet Vand nær Kirken paa Tjøttø, samt i 2 forskjellige Smaavande paa den nærliggende Herø. Den 7de August fandt han Redet paa Tjøttø inde- holdende 4 Æg, der dog nu vare stærkt rugede; disse bleve borttagne, men den 22de August fandtos atter 2 friske Æg i samme Rede ; Redet havde iøvrigt dette Aar været urørt. Æg- lægningstiden synes saaledes at indtræffe i Slutningen af ') Tageb. Reise Norw. 1817, p. 308. (Schlesw. 1822). Nyt Magazin f. Naturv. XXVI. ni— IV. 26 390 Robert Collett. Juli eller Beg. af August. Redet var flydende, og befæstet mellem lave Carices, der dog stode saa tyndt, at Redet med Lethed kunde sees fra Bredden; Æggene laa halvt i Vand. De 4 første Mg bavde følgende Maal: Længde 42™"° Bredde SO'""» — 44 « — 31 « — 43,5 — 30« — 45 « — 31 « Ventrikelen af et skudt Individ (Herø 3die Sept. 1877) fandt Hr. Landmark indeholde Plantelevninger, hvori saaes Elytra af Vand-Insecter. I 1878 vare 2 Par bosatte i det samme Vand paa Tjøttø; men disse havde den Iste August, da jeg passerede Stedet, endnu ikke lagt Æg. Om Vaaren indfinde de sig paa disse Rugesteder heni- mod Slutningen af Mai, og forblive her til ud i September. Vinteren tilbringe de fleste i Vest- og Mellem-Europa, men enkelte ogsaa ved vore sydlige Kyster; saaledes blive de ikke ganske sjeldent skudte blandt de øvrige af samme Slægt udenfor Stavanger, og jeg saa i 1879 paa Stavanger Musæum 3 Individer i Vinterdragt, skudte i de sidste Aar i December og Januar paa Karmøen og andre Punkter i denne Bys Omegn. Podiceps f lu vi a f His, (Lin.) 1766. (P. minor, [Gmel.] 1788). Fremdeles ere blot enkelte Individer af denne Art skudte i Vintermaanederne ; der åndes intet Bevis paa, at de have ruget hos os. Det ene af disse sidste Indiv., der afgaves til Univ. Mus., var en gammel Hun, skudt paa Indsøen Krøde- ren den 15de Jan. 1879; det andet, der er opstillet paa Sta- vanger Musæum, blev skudt i Mosevand nærved denne By i November 1877. Ventrikelen af det første fandtes fuldprop- pet af Insectlevninger, nemlig Larver af Phryganeer, Nym- pher af Perla, samt Glrus. Fem. Totall. 269mm y. 90mm H. 25mni Krøderen 15 Jan. 1879. Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 391 Fam. Alcidae. Al c a t or da, Lin. 1766. I Colonien paa Øen Rott ved Stavanger, som besøgtes 28de — 30te Juli 1877, vare Tingerne paa denne Tid af Mer- gulusSt øir else. Føden opgylpes til dem af Struben; idet- mindste saaes aldrig Forældrene med Fisk i Næbbet, saaledes som hos Frat. arctica. Ifølge Beboernes Paastand parrer Han- nen af denne Art (ligesom bos Uria troile) sig efterbaanden med flere Hunner, og Arterne ere saaledes polygame. Dette Forhold har jeg ikke personlig kunnet undersøge; imidlertid befandtes de 2 Individer af Alca torda og Vria troile, som jeg tog af Rederne og lod præparere, begge at være Hanner, hvad der ikke synes at kunne forenes med en polygam Levemaade. Naar Tingerne toges i Haanden, lode de en stærk Piben høre ; bleve de Gamle foruroligede paa Redet, udstødte de gjerne en ejendommelig knurrende Lyd. Om Høsten besøge de sammen med de øvrige Alkefugle i store Masser de sydlige Fjorde, især i Maanederne October til December; undertiden opholde de sig her lige ud i Januar og Februar. Enkelte Indiv. kunne forvilde sig herunder til Søerne i det indre; saaledes observeredes en hel Flok i Ty- rifjorden paa Ringerike Høsten 1877. En Albino, skudt ved Flekkefjord 14de Jan. 1877, og som afgaves til Univ. Mus., havde isabellefarvet Overside, Bagryggen noget mørkere brunlig; Undersiden var normalt hvid. M. Totall. 405mm y. ISSmm H. 74mm Rott pr. Stavanger 30 Juli 1877. Fem.{È.Vo.)— 445^ » 215« < 88» Flekkefjord 14 Jan. 1877. < — 435 » » 219 r, » 90 « Stappen, Nordcap 18 Juni 1878. Fratere ul a arctica, (Lin.) 1766. Den eneste Coloni af denne Art paa Kysten søndenfor Stadt ruger paa Øen Rott og en nærliggende Holme (Kjør-0) udenfor Stavangerfjorden. I denne Coloni maa deres Antal endnu regnes efter Tusinder; de kaldes her »Havorre«. 26* 392 • Robert Collett. Saavel her, som langs Kysten forøvrigt, ere de mer eller mindre fuldstændige Trækfugle; allerede i Slutn. af Juli be- gynde Individerne at forlade Rott, og ere om Høsten og Vin- teren saagodtsom ganske forsvundne; de forekomme saaledes blot enkeltvis blandt de Tusinder af Alca torda og Uria troile, der i Vintermaanederne besøge vore sydligere Fjordbunde. Allerede i Marts vende de tilbage til Rott; ogsaa i de fin- markske Fuglebjerge er denne Art gjerne den første af Be- boerne om Yaaren^ og indfinder sig, naar Sneen begynder at forsvinde. Paa Rott, bvor jeg undersøgte flere Reder i Slutn. af Juli 1877, laa disse sjeldnere i JordbuUer, som det er Rege- len, men næsten altid under flade Stene, ligesom de øvrige her rugende Alkefugle; paa fugtige Redepladse samles gjerne lidt Stråa til Redets Underlag. Tingernes Størrelse var (28de Juli) forskjellig; enkelte vare næsten fuldvoxne, andre temmelig smaa eller blot halvt dunklædte. En saadan havde en bred Stribe af de lange og brusende Dun midt nedad Ryggen ovenpaa de halvt udvoxede Fjære. De opfødtes især med Clupea sprattus og Unger af Sild og forskjellige Gadus-Åjcter; ofte saaes Forældrene at komme flyvende til Redet med 2 — 3 saadanne hængende ud af Mundvinkelen. Fem. Totall. SOSmm y. 163min H. 48mm Rott pr. Stavanger 28 Juli 1877. € — 320 ■i^ « 170 « t 45 t Rott pr. Stavanger 28 Juli 1877. Uria grelle.) (Lin.) 1766. Exemplarer fra Stappen ved Nordcap, samt fra Porsan- gerfjorden i Finmarken, som jeg i de sidste Aar har under- søgt, have alle tilhørt Hovedformen, og » U. mandtii« synes ikke at forekomme ved vore Kyster, (undtagen maaske om Vin- teren). 2 af disse Individer, der vare fangede i Garn ved Ki- strand i Porsangerfjorden 24de Juni 1880, vare Hanner, begge med store Rugepletter, der strakte sig som et sammenhæn- gende Baand tvers over Bugen. I Ventrikelen af det ene Ind. fandtes Mollusker. Mindre Medd. vedr. Norges Fuglef. 1877—80. 393 Den 27de Juli 1880 skjød jeg ved G-røtø i Lofoten et In- divid, hvor allerede de hvide Vinterfjære vare fremspi- rende overalt; Armfjærene vare udfaldne, saa at den blot kunde £agre henad Vandfladen. Et andet lignende Ind. saaes ved samme Lejlighed, men alle de øvrige havde endnu fuld Sommerdragt. M. Totall. 345mm V. 160mm H. 48mra Langesund 2 Nov. 1877. » — 347 » » 159 » » 49 » Stappen pr. Nordcap 18 Juni 1878. — 349 » » 162 » « 53 » Stappen pr. Nordcap 21 Juni 1878. — 360 » » 167 » » 49 » Porsanger, V. ^inm. 24 Juni 1880. — 360 » » 164 » » 52 « Porsanger, V. Finm. 24 Juni 1880. Ur i a trotle, (Lin). 1766. Enkelte Par opgives endnu at ruge saa langt mod Syd, som paa Søsterøerne ved Udløbet af Christianiafj orden; et Ind., der maaske tilhørte denne Coloni, saa jeg i Nærheden af Horten 10de Juli 1879. Et Ind. fra Selø i Nordfjord, skudt i Jan. 1877, havde Ho vedets og Halsens sorte Farve opblandet med hvide Fjære. (Bergens Mus.). Denne Art indfinder sig, ifølge Forstmester Barths lagt- tagelser, ved Fuglebj ergene i Lofoten neppe før i Begyndei- sen af Mai, og forlader disse i Begyndeisen af September, medens Alca torcla opholder sig her fra Slutningen af Marts indtil over Midten af September. I de nordlige Landsdele ere forholdsvis faa fuldkommen stationære ; men støder Silden ind i Fjordene om Vinteren, vise de sig gjerne atter her, saa- længe denne er tilstede. M. Totall. 455mm v. 194mm H. 43mm Rott pr. Stavanger 30 Juli 1877. Fem. — 457 » » 203 « » 46 € Stappen pr. Nordcap 18 Juni 1878. Ur i a hriinnicJiii, (Sab.) 1818. Som tidligere bemærket, ruger denne Art ikke ved Nor- ges eller det europæiske Fastlands Kyster; om Vinteren be- 394 Robert Collett. søger den derimod jevnlig vore nordlige Fjorde og Kyster. Dog synes enkelte (yngre) Indiv. ogsaa at tilbringe Somme- ren i Finmarken; i Juli 1878 fandt Dr. Aurivillius (fra Up- sala) ved Bugønæs i Varangerfj orden et dødt Expl. i Som- merdragt, hvilket jeg bavde Anledning til at undersøge paa Stedet; Næbspalten bavde en Længde af 64™"", L. fra Næse- borene til Næbspidsen 31™'". MBL vVKOi Library - Sériais 5 WHSE 05795 V. V*-, 'f NYT MAGAZIN FOR NATÜRVIDENSKABERNE. Grundlagt af den Physiographiske For^ i Christiania. TJdgivet ved Th. Kjerulf. D. C. Danielssen. H. Mohn. Th. Hiortdahl. 20de Binds iMet Hefte. 2den Rækkcs 6te Binds 2det Hefte. Mod a Plancher og 70 Trasnit i Texten. 'm^ CHRISTIANIA. P T MALUNGS BOGHANDEL. Malliugske Bog trykkeri. 1 8«^ ^^ I N D H o L D. 26de Binds 2det Hefte. VI. Torghatten og Kinnekloven. Af Hans H, Reusch (Forts.) . 81 VII. Kong'loraerat-Sandstenfelterne i Nordfjord, Søndfjord og Sogn. Af Hans H. Reusch 93 VIII. Fra den norske Nordhavsexpedition. Af D. C. Danielssen og J. Koren. (Forts, fra 25de Binds 2det Hefte) . ' 177 IX. Damourit fra Fen. Af H. Knutsen 195 Bidrag til Magazinet bedes indsendte til Prof. Hiortdahl i Christiania. Aarlig vil af Nyt Magazin for Naturvidenskaberne udkomme 2 til 4 Hefter, hvert paa 6 til 7 Aik, som koster for Subskribenterne 2 Kroner. Med Posterne bli- ver det frit forsendt. Subskription modtages af Tids- skriftets Kommissionær P. T. Mailings Boghandel. Forfatterne ere selv ansvarlige for deres Afhandlinger.